Trods min svimlende høje alder er jeg født adskillige år efter krigen og har derfor heldigvis/desværre ikke noget personligt forhold til den. Men jeg er gammel nok til at kunne huske, da alle stadig satte lys i vinduerne hvert år den 4. maj.

Det knager i fugerne, og rundt om er andre kræfter parat med både indgreb og nye muligheder. Lykken ligger forude, men hvordan finder man den?

Jeg har et personligt sekundært - eller måske snarere tertiært – 4. maj-minde, der knytter sig til den nu helt glemte familiekrønike De Beskedne, som Klaus Rifbjerg skrev i 20 afsnit til Radioteatret i 1975-76, hvor man kunne høre et nyt afsnit hver uge. Stykket handlede om en dansk families liv i lyst og nød fra de usikre halvtredsere til optimismens kulmination i ungdomsoprørets år 1968. En gammel tid – efterkrigstiden – er knap nok forbi og en ny endnu ikke begyndt. Boghandler Vestervang og hans kone og børn ser på fremtiden med frygt og forventning, men ved knap nok hvilken vej de skal vælge. Et gammelt familiemønster stiver dem af, det knager i fugerne, og rundt om er andre kræfter parat med både indgreb og nye muligheder. Lykken ligger forude, men hvordan finder man den?

Jeg sad klistret til højttalerne uge efter uge for at følge familien Vestervang, levendegjort af Louis Miehe-Renard, Lily Weiding, Finn Storgaard og Ulla Gottlieb. En hærskare af andre fremragende skuespillere medvirkede i serien. Jeg husker den som et stort panorama, der balancerede mellem historisk dokumentation, fiktion og det stadige spil mellem fædre og sønner, mødre og døtre, venner og veninder, onkler og tanter, overordnede og underordnede, herrer og slaver. Det spil, enhver kender. Et ikke uinteressant aspekt af public service, før der var noget der hed sådan, men bare var der.

Og hvad har det så med 4. maj at gøre? Simpelt hen, at første del af De Beskedne begynder med den 4. maj 1952. Familien Vestervang er i Tivoli for at fejre aftenen sammen med den ældre generation, som har norske rødder. Da de har spist smørrebrød, siger bedstemoderen: 'Nå skal vi på Tivoli ... Jeg tror ikke det finnes noe så deilig som København den fjerde mai!'

Selv om jeg ikke oplevede befrielsesaftenen, kan jeg tænke mig til jublen i gaderne den majaften i 1945, da man endelig kunne ånde frit igen. Det var forår, naturen var ved at springe ud – det må have været en ubeskrivelig lettelse. Levende lys i vindueskarme overalt – et symbol på håb og på, at mørket var forbi.

Nogle nåede aldrig at opleve friheden. Befrielsesaftenen var også en lejlighed til at mindes og ære dem, der havde reageret aktivt på uretfærdighed og undertrykkelse og ikke overlevet.

Netop nu, hvor truslen mod frihed og demokrati i Europa føles større end længe, giver det særlig mening at mindes 4. maj. Lyset i vindueskarmen bliver ikke kun et historisk ritual, men en stille og klar markering af retten til at leve i frihed, tænke frit og tale uden frygt – en påmindelse om, hvad der er på spil, når demokrati og fred ikke længere er en selvfølge.

P.S. Hvis nogen skulle undre sig over min detaljerede hukommelse, skyldes den, at teksten til De Beskedne i bogform har stået i min reol i mange år.