Det er højsæson for konfirmationer, og lad mig deklarere med det samme: jeg er ikke religiøs. 'Kulturkristen' er den betegnelse, man almindeligvis hæfter på os, der deltager i kristne traditioner, hovedsagelig fordi de er en del af vores opvækst. Man identificerer sig med kristendommen som kulturel og historisk arv, men ikke nødvendigvis som religiøst eller trosmæssigt ståsted. Jeg er altså både døbt og konfirmeret og har deltaget i den gamle, traditionsbårne og lettere støvede ceremoni, hvor unge mennesker træder frem og bekræfter deres dåb og tilknytning til en tro, som – indrømmet – mange måske kun har en overfladisk forståelse af. Men trods det, repræsenterer konfirmationen noget andet: en idé om ansvar, fællesskab og refleksion over livets større spørgsmål, selv om man ikke helt har overblik over dem. Ikke endnu.
Selv den mest progressive og popularitets-anglende præst må rive sig i håret og overveje et karriereskift
Konfirmationen bygger på et værdigrundlag, der handler om overlevering og en anerkendelse af, at mennesket ikke er centrum i universet. I vores selvoptimerende, selfie-centrerede og selvransagelsesfornægtende tid, hvor alle børn fødes med sin egen Instagramkonto og en forventning om stående bifald ved første skoledag, er det ikke underligt, at konfirmationen, hvor man i det mindste lod, som om man troede på noget andet end sig selv, er på retur. Den er blevet suppleret med – og mere eller mindre afløst af – begreber som 'nonfirmation' og 'selvfirmation', der må få selv den mest progressive og popularitetsanglende præst til at rive sig i håret og overveje et karriereskift.'Nonfirmation' er det moderne svar på konfirmationen, hvor Gud er skiftet ud med gaver og højtideligheden med pølsehorn og pizzaslices. Den unge erklærer sig med stolthed ikke-troende, hvilket i sig selv er fair nok, og vælger i stedet at fejre ... ingen verdens ting. Højtiden markerer ikke andet, end at man har nået en alder, hvor man fortjener en MacBook og en kuvert med penge bare for at være til. En slags humanistisk black friday, hvor sjælen er på tilbud, og forældrene punger ud i tiltro til, at moral og modenhed kan overføres via MobilePay.
Skulle man ikke finde 'nonfirmationen' meningsfuld nok, kan man i stedet vælge 'selvfirmation'. Her bekræfter man ikke sin tro, sit fællesskab eller sin forbindelse til noget større. Man bekræfter sig selv. På en scene, med PowerPoint og konfetti, oplæser man sit hjemmestrikkede (eventuelt med hjælp fra ChatGPT) manifest og fortæller med ubegrundet selvtillid verden – og især ens følgere på TikTok – at man er helt igennem fantastisk, unik, enestående, skabt til noget stort: Ikke at man er god nok – nej, man er meget bedre!
Ikke alle mennesker har behov for at 'finde sig selv' på en rejse til Bali betalt af mormors selfirmationsgave
Her i narcissismens storhedstid, hvor børn nærmest skal have specialdesignede medaljer for at møde op i skole med strømper på, kan man næsten savne, at nogen blev sat på plads af den forkætrede jantelov, alle danskere har haft travlt med at tage afstand fra, siden Aksel Sandemose opfandt den for snart hundrede år siden.Sandheden er jo, at ikke alle børn er genier. Ikke alle unge er kommende iværksættere med udsigt til en tilværelse som it-milliardærer, og ikke alle mennesker har behov for at 'finde sig selv' på en rejse til Bali betalt af mormors selfirmationsgave. Nogle gange kan det måske være sundt at træde et skridt tilbage og indse, at man ikke er verdens navle, og at navlepilleri i det hele taget sjældent er løsningen.
Måske skulle man ligefrem indføre en realitetsfirmation, hvor man som 14-årig bekræfter sin tilstedeværelse i verden med et nøgternt blik på sine evner og en erkendelse af, at man ikke nødvendigvis er skabt til noget stort, og at der ikke er noget galt i dét. En ceremoni, hvor man ikke automatisk får den nyeste iPhone, men en påmindelse om, at en smule tilbageholdenhed kan være klædelig.
Beskrivelserne af nutidens alternativer til den traditionelle konfirmation kan næppe formuleres meget bedre. 😉 - Det skulle da lige være en addition af de stressagtige kontoaktiviteter på gæsternes ”gavekonti” til det langt fra mentalt udvoksede, pragtfulde unge eksemplar ca. 14 år, der ofte – afhængig af højde og drøjde – forsvinder bag det voluminøse gavebord, formentlig lidt endnu renset for kryptovaluta.
Den såkaldte filosof Arne Victor Hansen definerer ”kulturkristen” som et sympatisk forsøg på at vriste kristendommen fri af en omklamrende folkekirke (Kristelig Dagblad). Mit ultraforsigtige gæt er, at den variant af fans til Den Danske Folkekirke tilhører en betragtelig del af befolkningen, især i Region H, Sjælland, østlige dele af Region S og M samt mindre udvalgte enklaver af Region N.
Det aktuelle verdenspolitiske billede kan meget vel (hvis vi overlever) i eftertiden beskrives med robothistorikerens præcise term: Narcissismens storhedstid. Det gælder både bottom up and down.
Et underholdende syrebad!
Jeg ved snart ikke, hvad der er værst: Den hykleriske trosbekræftelse eller diverse ikke-religiøse gaveboder, som er et stort økonomisk problem for mange familier. Men hvis der ikke var disse *firmationer, ville der nok være andre ritualer til at markere overgangen fra barndom til voksenliv. Måske manddomsprøver à la bungyjump?
Janteloven skal nok indhente dem, der ikke er noget, og jeg under dem gerne en lykkelig selfiemation at tænke tilbage på, når de senere i livet skal være non-stop omstillingsparate.
@Erik Hulegaard: Måske skulle jeg have dvælet mere ved gavebordet, men det ville have været med overhængende fare for aldrig at komme videre i teksten. Så vidt jeg lige kunne google mig til, ligger det gennemsnitlige beløb alene for pengegaver til danske konfirmander på 20.000-25.000 kr. Festerne koster familien fra 20.000-60.000 kr. Hertil kommer selvfølgelig limousinekørsel af konfirmanden fra kirken til hjemmet etc.
Med hensyn til 'kulturkristendommens' geografiske udbredelse lyder det som en præcis beskrivelse :)
@Eric: Jeg under såmænd også gerne de unge mennesker alle de fester, deres forældre har råd til, men det provokerer mig, at festlighederne skal lukrere på konfirmationsbegrebet og hæftes op på et ikke-eksisterende indhold, som det sker ved 'nonfirmation' og 'selvfirmation'.
Den traditionelle konfirmation med tilhørende forberedelse tilbyder trods alt en forståelse for den religion, tro og etik, som er uløseligt forbundet vores historie og de adfærdsnormer, vi er underlagt, hvad enten vi er troende eller ej.
Selv om jeg hverken er filosof eller psykolog kan jeg ikke undgå at få den tanke, at den meget omtalte mistrivsel blandt unge kunne hænge sammen med en tomhedsfølelse, der netop bunder i historieløshed og mangel på følelsen af fællesskab med andre end dem, man går til fest med et par gange om ugen.
Og nu skal jeg nok kravle ned af den høje hest igen :)
Tak for ordene - som Erik indledte sin kommentar med en yderst illustrativ og rammende beskrivelse af 😁
Jeg er lidt træt af alle de *firmationer. Vi holdt en lille fest for at fejre Charlottes 15-års fødselsdag. Den behøvede ikke at hedde andet, for det var ganske enkelt det, det var, men vi fik da flettet ind i talen, at nu havde hun passeret grænsen for den kriminelle lavalder, hvilket var ensbetydende med at begynde at tage ansvar for sit eget liv.
Jeg kan godt blive lidt bekymret over mange unges (og også yngres, som sjovt nok er ældre end de unge ... ) selvcentrerethed. Enten bliver de totalt uudholdelige på et tidspunkt, hvis de ikke allerede er det, eller også vågner de op til en verden, der fungerer helt anderledes end de havde forestillet sig.
@Ellen: Jeg ville ønske, at mange flere ville følge jeres eksempel. Det er jo til at blive dårlig ved tanken om den hæmningsløse materialisme og overfladiskhed, der efterhånden er forbundet men 'firmationer' af enhver art, og jeg deler naturligvis bekymringen for, hvordan mødet med virkeligheden bliver for mig-generationen.