Der går ikke en dag, uden man hører nogen tale om at preppe, eller naboen med stolthed fortæller, at han har købt en generator for en sikkerheds skyld. Når jeg nævner, at jeg ikke prepper, får reaktionen mig til at føle mig som en ansvarsløs samfundsborger. Men selv om jeg hverken har dåsemad i kælderen, vanddunke i skabet eller en plan for, hvad jeg gør, hvis samfundet bryder sammen, sover jeg udmærket om natten.
Jeg tror stadig på, at det nok skal gå, og jeg synes ikke, min tid er til at forberede mig på alt det, der måske går galt. Der er allerede nok at bekymre sig om i hverdagen – bilen, der skal have vinterdæk på, tagrenderne, der skal renses eller forskudsskemaet, der skal rettes. Livet er kort, og jeg går ind for, det skal leves, ikke forudses.
Tanken om at skulle rotere et nødlager af tun og tørret pasta hvert halve år giver mig tics
Desuden er der spørgsmålet om ansvar. For er det egentlig mit job som privatperson at sørge for, at samfundet kan overleve et strømnedbrud, en storm eller et hackerangreb? Det må være de offentlige myndigheders og organisationernes opgave at preppe og handle på vores vegne. Jeg betaler trods alt skat, og jeg synes, det er rimeligt at forvente, at der i det beløb indgår en strategi. Det er vel derfor, vi har Beredskabsstyrelsen, Forsvaret og kommunalt ansatte, der laver kriseplaner, så jeg ikke behøver at fylde udhuset med batterier og dåsetomater.Bortset fra det kræver det både plads, tålmodighed og en vis entusiasme for konserves at preppe. Det sidste har jeg aldrig haft. Jeg har svært nok ved at huske at få brugt den dåse kikærter, jeg købte til en opskrift, der stadig venter. Tanken om at skulle rotere et nødlager af tun og tørret pasta hvert halve år giver mig tics.
Naivt? Måske. Men der er noget befriende ved at stole på systemet – en slags social kontrakt, som jeg ikke har lyst til at bryde ved at bygge min egen lille overlevelsesbunker. Jeg blander mig ikke i, hvad andre gør, men i min verden svarer den individuelle prepping til at bære rundt på en sæk fuld af sten, man måske aldrig får brug for. Jo længere man bærer på den, desto mere begynder tyngden at definere ens udsyn.
En indrømmelse: jeg har faktisk nogle flasker vand stående ude i skuret, men det er ikke, fordi jeg prepper. Det er, fordi de lokale entreprenører skiftes til at grave vandledningerne over.
X antal danskere deler din tålmodige tro på Beredskabsstyrelsen o.lign.. Troen på, at nævnte institution o.lign. kan håndtere de efterhånden tiltagende digitale uregelmæssigheder i offentlig forsyning, trafik etc. i tilslutning til FE´s stadige meldinger om trusselsniveauer.
Udtrykket ”at rotere nødlager” er interessant, fordi et vist (de fleste?) antal af preppere næppe har den lagerrelaterede tanke og føler sig sikre efter første påfyldning, hvortil kommer, at de færreste har tanke for at aflæse sidste salgsdato, når nødradioen skratter og dåseåbneren får stress, medens nødsituationen pågår.
Når man bl.a. har oplevet Beredskabsstyrelsens – venligt udtrykt – ikke just topprofessionelle håndtering af stormrelaterede oversvømmelser on location, set de edderkopbesiddende og rustne aflåste beskyttelsesrum flere steder i DK og oplevet beredskabsministerens lidet troværdige politisk-baserede udsagn, giver det anledning til eftertanker.
I al digital fortrolighed har jeg forberedt mig på flere muligheder, herunder – dog uden lagerforvalterens uniform brun kittel og Viking 2-blyant bag øret – et roterende lager.
Kikærter er en glimrende spise, og vi har altid nogle på lager, for fruen er tilbudshamster. Lidt koldt vand har vi også til at skylle ned med, men slet ikke i mængder, som kan modstå et længerevarende stop på pumperne. Der forventer jeg som du, at det offentlige træder i karakter med tankbiler og vandbærere. En af gaderne i vores kvarter hedder Kildevældsvej, og det indgyder en vis optimisme.
Jeg så hellere en præventiv digital indsats, så vi kan modstå nedbrud af mobiltelefonnettet og Internet. Man gør alt, hvad man kan, for at samle alle mulige funktioner på den smarte mobiltelefon, så samfundet kan gå i stå nemmest muligt. Det er det modsatte af risikospredning.
@Erik Hulegaard: Det eneste beskyttelsesrum i mit nærområde, jeg har kendskab til, ligger 6 km væk og svarer fuldstændig til din beskrivelse, og jeg tvivler på, at der er plads til alle byens 15.000 indbyggere. Jeg forstår også skepsissen over for Beredskabsstyrelsens kompetencer. Alligevel vi jeg påstå, at selv om der kan være mangler, fungerer dansk infrastruktur, nødberedskab og forsyning generelt stabilt.
Derudover har jeg den holdning, at sandsynligheden for længerevarende afbrydelser er så lille, at ekstra prepping virker unødvendig. Men indrømmet – det er en trossag.
Nok så vigtigt for mig er det, at prepping kan fodre en konstant bekymring for worst-case-scenarier, og her foretrækker jeg at fokusere på det sandsynlige frem for det hypotetiske.
Jeg mener også, at kompetencer som fx førstehjælp er vigtigere end lagre og rækker længere end en kasse med tun og pandelygter.
Jeg skal ikke afvise, at min medfødte magelighed også spiller ind ...
@Eric: At fruen er tilbudshamster, er nok en af de mest bæredygtige beredskabsstrategier, der findes!
Jeg er helt enig i pointen om vandforsyning. De fleste af os kan have et par flasker stående, men hvis pumperne reelt står stille i længere tid, er det svært at forestille sig andet end, at det offentlige må træde til. Når man bor på en vej, der så at sige alluderer til naturlig kildeudstrømning, giver det selvfølgelig et ekstra skud optimisme :)
Din pointe om digital sårbarhed rammer plet. Vi lægger flere og flere af vores grundlæggende funktioner over på telefonen. Det er effektivt, men det gør også systemet skrøbeligt. En mere præventiv digital indsats, som du efterlyser, ville være et af de områder, hvor et lille land som Danmark faktisk kunne stå stærkt: færre single points of failure og mere reel risikospredning, ikke bare smart funktionalitet.
Tak for at sætte fokus på både det praktiske og det principielle.
Du berører et emne, som jeg er skrækkelig ambivalent overfor.
På den ene side er jeg som landmandsdatter vant til altid at ligge inde med masser af fødevareforsyninger, så den del af prepperiet kommer helt af sig selv, fordi den er kommet ind med modermælken. Det kræver dog plads, men den har vi. Endnu ...
Men hvad så, hvis strømmen går i længere tid? Så kan der komme en enorm masse madspild ud af en fyldt fryser, så jeg har faktisk overvejet at købe en generator ... men får det såmænd nok aldrig gjort.
Vand har vi i to 20-liters dunke, fordi vi alligevel havde dem til at tage med til ødegården om vinteren, fordi vandet indimellem var frosset deroppe.
Vi har både en nødradio og en solopladelig powerbank.
Vi har brændeovn og grill og kan dermed både holde varmen og lave mad, men jeg sætter grænsen ved at ligge inde med kontanter.
Din optimisme om, at det hele nok skal gå, synes jeg er dejlig. Og det skal det jo nok også - jeg er ikke i tvivl om, at alle instanser efterhånden gør hvad de kan for at være på forkant med ondsindede hackere, men det er jo først for nylig, at det er ved at gå op for de ansvarlige, at der rent faktisk er 'nogen' derude, der ikke vil os det godt, så man har nok travlt rundtomkring.
Og jeg kan ærlig talt godt lide tanken om, at jeg kan klare mig selv i en periode, for der vil være mange, der ikke kan det, og som formentlig bliver hjulpet først.
Men ... skal det gå så galt, så skal det altså være, inden vi eventuelt flytter i lejlighed ...
@Ellen:Tak for den nuancerede kommentar. Når du nævner fryseren og risikoen ved længerevarende strømafbrydelser, sætter du fingeren på, at prepping ikke kun handler om at hamstre, men om at have realistiske planer for det, man allerede har. De forholdsregler, I har taget, hvor I ikke går til ekstremer, lyder ganske fornuftige i mine ører. Jeg kan ikke fordrage udtrykket 'rettidig omhu', men det er vel det, det er.
Vi er enige om, at man godt både kan have tillid til systemerne og samtidig tage en håndfuld moderate forholdsregler hjemme – især hvis man har god plads!