SKET:
Sébastien Japrisot: Damen i Bilen med Briller og Gevær (La Dame dans L'Auto avec des Lunettes et un Fusil)
Thriller, 1966
★★★★(★)☆
Lidt namedropping: I 2. g skulle vi skrive en stor opgave med selvvalgt emne. Jeg snuppede Leif Panduros tv-dramatik, og det lykkedes mig at få en aftale i stand med Panduro selv. I samtalens løb kom vi ind på alt muligt andet, herunder kriminalromaner og thrillere, og han anbefalede mig på det varmeste at læse Damen i bilen med briller og gevær, hvad jeg selvfølgelig gjorde. I sidste uge stødte jeg så tilfældigt på bogen igen i en gammel telefonboks i Fredensborg, der var omdannet til gratis tag selv-bogskab. Jeg havde glemt det meste af handlingen, men fik lyst til at genopfriske den, og jeg blev ikke skuffet. Hovedpersonen er den unge kvinde Dany Longo, som egentlig lever et almindeligt liv, indtil hun beslutter sig for at hjælpe sin veninde og pludselig bliver trukket ind i en række sælsomme hændelser. Hun kører i en bil, bliver genkendt af mennesker på steder, hun ikke har været, og oplever, at virkeligheden slipper sit faste greb. Stilen er elegant og præcis, og historien er bygget op med et effektivt greb: identitet, forvirring og en gradvis optrapning af uro. Man ved, noget er galt allerede fra begyndelsen – og så mister man efterhånden fodfæstet sammen med Dany. Temaer som hukommelsestab, personlighedsspaltning og dobbeltgængeri er centrale i historien, som slet ikke følger genrens vante skema. Det siger noget om Sébastien Japrisot (et anagram af hans rigtige navn Jean-Baptiste Rossi), at han er blevet kaldt den franske Hitchcock på papir. For nogle er de forskellige lag måske for diffuse – man kan komme i tvivl om, hvad der egentlig sker – men for mig er det en styrke. Jeg følte mig usædvanlig godt underholdt, og det er uden betydning, at bogen er næsten 60 år gammel. Hvad det hele har med Panduros tv-dramatik at gøre? Ikke det fjerneste ...
A Dog Year
Amerikansk dramakomedie, 2009 – HBOmax
★★★★☆☆
Jeff Bridges spiller en forfatter, der pludselig får sit liv vendt på hovedet, da han adopterer en problemhund – en energisk og ustyrlig Border Collie ved navn Devon. Filmen er baseret på den virkelige forfatter John Katz’ oplevelser, og allerede dér begynder man at ane, at det ikke bare er en 'mand-og-hund'-historie, men en fortælling om menneskets forsøg på at finde fodfæste i et liv, der pludselig er blevet lidt for pænt og lidt for tomt. Devon, hunden, er det kaos, Katz ikke vidste, han manglede – og samtidig den udfordring, han allermindst ønskede sig. Der er scener, hvor Devon bogstaveligt talt vælter alt omkring sig, og hvor Bridges’ blik siger mere end tusind bandeord. Et varmt portræt af, hvordan dyr kan hjælpe mennesker med at finde mening – en stille filmoplevelse, selvfølgelig især for hundeelskere.
Instruktion: George LaVoo
Se trailer
Mordene i Åre (The Åre Murders)
Svensk krimiserie, 1 sæson, 5 episoder, 2025 – Netflix
★★★☆☆☆
Serien består af fem afsnit og bygger på to bøger af Viveca Sten – Offermageren og Skyggedalen. Hanna, en politibetjent fra Stockholm, er i den første sag under intern undersøgelse og tager til skisportsstedet Åre for at komme væk fra sit liv. Men da en ung kvinde forsvinder i den sneklædte by, bliver Hanna involveret i efterforskningen og må samarbejde – ofte modvilligt – med den lokale betjent Daniel. Historien scorer højt på stemning og visuelle kvaliteter, men der er noget metervare over den. Mere vellykket er historien fra den anden bog i serien, hvor man finder en mands kropsdele tæt på et jernbanespor. Her udvikler handlingen og karaktertegningen sig mere overbevisende, ikke mindst på grund af en skræmmende ondskabsfuld præst! Ikke nogen original serie, men den leverer, hvad den skal, hvis man er fan af nordic noir og krimier i et skisportsmiljø.
Instruktion: Joakim Eliasson og Alain Darborg
Se trailer
BBC Culture: Slow Horses: The anti-James Bond that gets to the heart of Britishness
I spionserien Slow Horses optræder Gary Oldman som James Bonds diametrale modsætning: uappetitlig, ubehøvlet og alt andet end damernes ven (men mindst lige skarp). Ifølge artiklen siger det ikke så lidt om England i dag.
New York Times: Zohran Mamdani Is New York’s First Millennial Mayor. You Can Tell by His Suit
Artiklen handler ikke kun om tøj, men om hvordan Zohran Mamdani bruger sin påklædning som et bevidst politisk og kulturelt signal. I modsætning til tidligere borgmestre (Bloomberg, Adams) vælger han ikke dyre skræddersyede jakkesæt eller overdrevne accessoires. Hans stil signalerer seriøsitet, ydmyghed og tilgængelighed – alt det, man forventer af en ung, progressiv politiker, der ønsker at vise, at han er 'en af folket'. Tøjet matcher hans politiske profil: progressiv, økonomisk ansvarlig og ikke for fin på den.



Ugerevyen 45/2025 giver anledning til følgende traditionelle tre kommentarer:
Region Syddanmarks tidl. formand og nuværende økonomiministers diskutable forbrug af vælgernes skatteindbetalinger kan forsvares med det forhold, at hendes tidligere formand, nuværende udenrigsminister, har været en eksorbitant inspirationskilde, når det kommer til det interessante begreb ”rejseafregning”.
Den kendte frisør og makeup-artist Dennis Knudsen, af nogle benævnt ”en stylet linselus”, får svært ved at finde en ny livspartner m/k, gerne milliardær, ifald han rejser på DSBs billige Orange-billet, men hvis han undlader pladsbillet, kan hr. Knudsen blive stående i midtergangen og holde øje med potentielle emner fra DSB 1´ på vej til og fra togtoilettet.
Den tidligere topembedsmand Lars Findsen forstår den ædle spionkunst på sublimt niveau. Kombinationen af punkterfrie dæk og ”organiserede” håndjern fra hans tid i PET udgør nogle kodeværdier, som er umulige at dechifrere for hans udenlandske kollegaer på begge sider af det usynlige jerntæppe. I absolut bedste fald er der stof til den årlige julefrokost på udvalgte tidligere tjenestesteder hhv. i Justits- og/eller Forsvarsministeriet.
P.S. Leif Panduros fortællekunst trak ofte tænder ud!
Tak for smil. Igen. Jeg vil hellere læse dine ugerevyer end jeg vil se årets cirkusrevy 😀
Jeg har luret lidt på Mordene i Åre, men har ikke kunnet beslutte med mig selv, om den er værd at bruge tid på. Det har du nu egentlig ikke gjort nemmere, men jeg tror jeg vil give det et forsøg.
SJ's bog lyder på én gang meget psyko-thriller og meget mærkelig. Den kan jeg heller ikke, ud fra din fine beskrivelse, finde ud af om er noget for mig ... dvs. at den er jeg så næsten også nødt til at give et forsøg. Hvis jeg kan finde den ... den har jo nogle år på bagen, som du skriver.
@Erik Hulegaard: Igen må jeg påskønne. og glæde mig over de opfølgende kommentarers høje niveau. Det skal dog siges til økonomiministerens ros, at hendes rejseudgifter indtil videre har været mere moderate end Moderaternes formands.
Med hensyn til Leif Panduros fortællekunst, er det nok sandt, at det ikke er alle, der tænder på den ...
@Ellen: Tak for de pæne ord. Man kommer nemt til at optræde som fejlfinder og rynke på næsen, når man skal lege anmelder, som man mere eller mindre gør, når man skal skrive om en bog eller film og tildele den et antal stjerner – det var for øvrigt dig, der lokkede mig til det :) Men jeg har besluttet mig for, at hvis jeg læser eller ser noget, jeg ikke kan give mere end 2 stjerner, vil jeg slet ikke omtale bogen/filmen på bloggen. Med andre ord skal alt, hvad jeg skriver om, opfattes som anbefalinger. Så når Mordene i Åre 'kun' får 3 stjerner, er den bestemt ikke dårlig, den er bare ikke exceptionel. Damen i bilen ... ligner ikke nogen anden thriller, jeg har læst, og dens litterære kvaliteter overlever, selv om oversættelsen halter lidt indimellem. Men ja, det er en meget speciel bog.