SKET:
- Det er gratis at køre med S-tog om søndagen året ud. DSB har taget konsekvensen af, at passagererne er trætte af betale for at komme for sent.
- Flere og flere unge tager tre sabbatår efter studentereksamen. Ikke fordi de er dovne – de vil bare sikre sig, at forældrene når at glemme, at de lovede at flytte hjemmefra.
- En bilist bakkede næsten to kilometer gennem Øresundstunnelen, fordi han var kørt forbi sidste frakørsel, og han er nu sigtet for vanvidskørsel. Selv påstår han, at det bare var en lidt længere parallelparkering.
- Udgifterne til det kommende supersygehus i Hillerød i Nordsjælland er nu vokset og ser ud til at blive 72 procent dyrere end budgetteret. På en måde er det rimeligt nok, at det ikke kun er ventelisterne, der vokser.
- Skatteministeriet varsler en stor fyringsrunde og forventer at skulle afskedige over 600 medarbejdere. Man beholder dog stadig en medarbejder til at refundere udbytteskat.
- 'Hej' som hilsen er ifølge sprogforskere ved at blive afløst af 'halløj', som er udbredt blandt unge mennesker. Vi kan ikke få dem til at sætte kommaer, men hilsner går de gerne i gang med at opgradere. Snart lyder vi alle som cirkusdirektører på deltid.
- En 365-butik har låst det hakkede oksekød inde for at forhindre, at det bliver stjålet. Det næste bliver, at man skal vise pas for at få adgang til fryseboksen, og butikkens alarm går, hvis man kigger for længe på en pakke bacon.
- En ny undersøgelse viser, at flere børn er begyndt at deltage i madlavningen hjemme. Undersøgelsen afslører også, at børn oftest vil lave den ret, de selv bedst kan lide. Vi kan snart se frem til national rekord i både pandekager og brandalarmer.
- Der er nu kun 42 procent af befolkningen, der er enige i, at digitalisering af velfærden er til gavn for borgerne. De resterende 58 procent leder stadig efter knappen, hvor man kan sige 'nej tak' uden at oprette MitID.
- Kulturminister Jakob Engel-Schmidt vil afsætte penge i det kommende medieforlig til at undersøge, om DR's journalistik har politisk slagside. For at sikre en helt objektiv undersøgelse skal en gruppe danskere se TV Avisen med bind for øjnene og derefter tegne, hvad de synes, journalisten følte.
* * *
LÆST:
Erik Hulegaard: Finalen i Fuengirola
Roman, 2024
★★★★★☆
Der lægges hårdt ud: en 80-årig kulturpersonlighed bliver bortført efter en påkørsel i København, og pludselig står den pensionerede antikvarboghandler og ghostwriter
Edgar Halk midt i sit livs ballade. Sammen med tre gamle kostskolekammerater må han konfrontere fortidens 'uskyldige' drengestreger, der viser sig ikke at være helt så harmløse. Romanen blander spionage, gamle hemmeligheder og europæiske rejser i et behageligt tempo, og man mærker tydeligt Hulegaards glæde ved at sende læseren rundt fra København til Fuengirola og videre ind i Centraleuropa. Sproget er let og ligefremt, og de nostalgiske glimt tilbage til kostskoletiden giver historien et varmt, menneskeligt lag. Forfatteren demonstrerer, at han er i stand at håndtere større stof og rejser uden at miste grebet. En veloplagt spændingsroman med et interessant miks af personlig historie og international thrillerstemning. For læsere, der holder af danske krimier med en lidt anderledes vinkel, er den et solidt valg. Den leverer, hvad den lover: spænding, internationalt udsyn og en eftertanke om fortiden.
* * *
SET:
Gennembruddet (The Breakthrough)
Svensk true crime-drama, 4 episoder, 2025 – Netflix
★★★★☆☆
En tidlig oktobermorgen i 2004 blev et otteårig dreng og en 56-årig kvinde stukket ihjel på åben gade i den svenske by Linköping. Men der gik 16 år, før dét, der udviklede sig til en af de største efterforskningssager i svensk kriminalhistorie, omsider blev løst. Filmen er lægger sig i krydsfeltet mellem dokumentarisk drama og følelsesdrevet familiehistorie. Den kredser om kampen for sandhed, retfærdighed og modet til at gå imod systemet, når alt synes tabt. Den er bygget op omkring en klassisk fortælling om, at almindelige mennesker kan skabe ualmindelige resultater. Visuelt er filmen behageligt afdæmpet. Den forsøger ikke at overgøre dramatikken, men holder fokus på personerne og deres relationer. Skuespillet er solidt og troværdigt, og selv om enkelte scener kan virke lidt sentimentale, er det overordnet en fortælling, der griber én, fordi den føles menneskelig og genkendelig. Tempoet er roligt med plads til eftertanke. Hvis man sætter pris på karakterbåret drama frem for action, er den værd at se. Det giver stof til eftertanke, at den bestialske forbrydelse faktisk har fundet sted.
Instruktion: Lisa Siwe
The Beast in Me
Amerikansk thriller, 8 episoder, 2025 – Netflix
★★★★★☆
Hovedpersonen er
Aggie Wiggs, en succesfuld forfatter, der efter sin søns tragiske død har trukket sig tilbage, plaget af sorg og skriveblokering. En ny nabo flytter ind –
Nile Jarvis, en velhavende og magtfuld ejendomsspekulant, der viser sig at have været mistænkt for at have slået sin kone ihjel. Trods advarsler bliver
Aggie nysgerrig og fascineret af
Nile og beslutter sig for at skrive hans biografi, som kan blive hendes comeback som forfatter. Hun begynder at grave i
Niles fortid og hans hemmeligheder og bliver langsomt bliver trukket dybere ind i hans verden. Forholdet mellem dem udvikler sig til et farligt katten-efter-musen-spil. Parallelt med undersøgelsen er der drama omkring
Aggies egen sorg, hendes liv efter tabet af sønnen, og hvordan hun håndterer sin mistanke og fascination af
Nile, selv om alt tyder på, at han er farlig. Der bliver stillet spørgsmål ved moral, skyld, skyldfølelse, og hvad frygt og sorg kan drive et menneske til. Skuespillet er stærkt:
Claire Danes og
Matthew Rhys leverer begge komplekse, nuancerede præstationer, der gør deres karakterers smerte, usikkerhed og manipulation overbevisende. En ubehagelig og dragende psykologisk thriller, men jeg kunne godt have undværet et par udpenslede splatscener.
Instruktion: Antonio Campos, Lila Neugebauer, Tyne Rafaeli
Se trailer
I anledning af Black Friday er der klistret lidt flere bogstaver sammen for kommentering af denne uges bogstavrevy fra Jerners ret kompetente værksted.
Begrebet ”supersygehus” kan efterhånden såvel budget- som indholdsmæssigt associere til en whisky med for meget soda. Til stadighed opstår bobler i form af manglende budgetdækning. Årsagerne er flere, men kan reelt sammenfattes i en grumset farvet cocktail: ”bevidst underfinansiering, causa Covid-19, manglende økonomisk overblik og -styring", samt sidst, men ikke mindst, uholdbare ambitioner. Alt sammen kunne stort set være undgået, hvis man var startet med kun et model-supersygehus, lært af fejl og mangler og så igangsat resten. Men politikernes utålelige ambitioner var spærreklodsen som så mange gange før ved store projekter.
Skatteministeriets ”tilbagerulning” af personale er et led i den mangeårige politiske ambition om administrativ numerisk nedgradering, siden den (uduelige) tidligere skatteminister Kristian Jensen(V) opstartede den personalemæssige henrettelse. Hvis man virkelig vil spare, kunne samtlige fradrag fjernes og en enkel fast skatteprocent (30-35 procent) indsættes. 😉
Omkring digitaliseringen af borgerne kan med blandet fornøjelse tilføjes den futuriske nyhed, at en varslet afløser i skikkelse af AltID venter på digital udrulning i foråret 2026 med titlen ”Den digitale tegnebog”. Samtlige borgere født fra 1990´erne og opefter aner næppe, hvad begrebet ”tegnebog” dækker. Så her ligger et nyt forklaringsproblem for den ….. (slettet af censuren) digitaliseringsminister.
Nutidens kultusminister, Jakob Engel-Schmidt, manden med en slet skjult hvid fortid, skal dyste med den hedengangne eks-finansminister, den koldingensiske anlægsgartners søn Bjarne omkring DR´s journalistiske (politiske) observans. Deres kontrasterende personligheder og tilgang til livets udfordringer formodes at udløse en mere eller mindre skjult kulturkamp med x antal dræbte og sårede; dog kan den aktuelle kultusminister ved kampstart sagtens – efter et kommende FV – være remplaceret af en mindre forfængelig og mere realistisk kultusminister.
Omkring bogomtalen af min seneste spændingsroman "Finalen i Fuengirola" noteres med en absolut rislende tilfredshed, at læseren har følt sig rimelig underholdt, hvilket primært var og er hensigten. Som også nævnes i bogens appendix (pagina 344), er stoffets substans en cocktail af fantasi og selvoplevet erfaring (=faktion). - I samme tråd kan det anbefales blogejeren at afsætte nogle sekunder til især at læse denne blogejers sidste planlagte blogindlæg ”Den maskuline intuition” (21/12/25). - Og så: Hjertelig tak for tid og ikke mindst nogle positiv-ladede ord fra redaktøren.
@Erik Hulegaard: Du peger på flere af de strukturelle udfordringer, der kendetegner både hospitalsbyggerier, digitalisering og skatteforvaltning. Pointen om, at store projekter ofte lider under samtidige ambitioner i stedet for en mere afprøvende, trinvist lærende tilgang, rammer et tema mange genkender – både politisk og administrativt.
Digitaliseringen og de kommende løsninger som AltID rejser også relevante spørgsmål, ikke mindst om brugerforståelse og implementeringstempo. Det bliver spændende, om de næste generationers teknologier faktisk løser de problemer, der har hobet sig op, eller bare skaber nye.
Kulturpolitikken og den polariserede debat om DR's rolle bliver næppe mindre intens frem mod næste valg, men du har ret i, at konstellationerne hurtigt kan ændre sig.
Tak for henvisningen til blogindlægget – det vil jeg se frem til at læse.
Da jeg hørte om de mange sabbatår som nogle tager, tænkte jeg på, om de så mon nogensinde kommer i gang? Jeg kendte et par stykker, som endte med at holde evigt sabbatår, så at sige. Småjobs her og der; aldrig en reel uddannelse. Det var ikke sjovt for dem i længden, men det blev alligevel aldrig til mere. Det er lidt sørgeligt.
Hvordan har du det med at handle i en butik, der låser almindelige madvarer inde? Jeg gider ikke sådan en. Det kan gå an med at låse det helt dyre kød, som fx en oksemørbrad, inde, men hvis jeg skal lede efter nøglepersonale (tøhø) for banale dagligvarer, så finder jeg en anden butik.
Jeg kender ikke Hulegaards forfatterskab, men det bør der vist ændres på, kan jeg fornemme.
@Ellen: Faktisk kender jeg en del eksempler på, at unge mennesker uden en reel uddannelse finder en måde at skovle masser af penge ind på. Jeg er mere bekymret over den generelle indskrænkethed, der ofte – men selvfølgelig ikke nødvendigvis – følger med manglende uddannelse. Det er ikke ligefrem det, dette lille land har brug for.
Det er godt nok trist, at det åbenbart er nødvendigt at låse almindelige madvarer inde. Men jeg har også svært ved at forstå den udbredte jamren, man skal lægge øre til, hver gang madvarer stiger. Det kan ikke være rigtigt, at så mange 'ikke har råd' til at købe mad, når man ser, hvad der ellers bruges penge på af overflødigt ragelse i alle socialklasser.