SET:
Paterson
Amerikansk drama, 2016 – Filmstriben
★★★★★☆
Instruktion: Jim Jarmusch
Se trailer
Imperfect Women
Amerikansk psykologisk thriller, 8 episoder, 2026 – Apple+
★★★★☆☆
Instruktion: Flere forskellige
Se trailer
* * *
PLAYLISTE:
(Klik på hver enkelt titel eller hør hele listen her på Spotify )
Lydsporet
Som et elegant røveri planlagt af en mand i jakkesæt, der aldrig før har haft travlt.
Nina Simone: I Wish I Knew How It Would Feel to Be Free
Soul så stærk, at selv klaveret virker, som om det står ret.
Buddy Holly: Heartbeat
Teenagerhjerte i panik, men stadig pænt hår.
Elton John: Your Song
Verdens mest charmerende måde at sige 'jeg anede ikke hvad jeg skulle skrive, men her er det alligevel.'
Theis Jensen: Bare Jeg Ku' Huske Hvad Hun Hed
Romantik møder hukommelsessvigt – og taber stort.
* * *
PODCAST:Bjørnetjenesten, Politiken
Som ældre læsere vil vide, er en bjørnetjeneste en velment, men uheldigt udført tjeneste eller hjælp, der gør mere skade end gavn. Men en del repræsentanter for yngre generationer bruger ordet i den stik modsatte betydning, som om der er tale om en handling, der til stor hjælp for nogen. Til ærgrelse for nogle (herunder mig) er begge betydninger nu blåstemplet af ordbogen. Den slags sproglige udviklingstendenser, henholdsvis irritationsmomenter og deraf følgende diskussioner, har Politiken lanceret en podcast om, hvor sprogforsker Marianne Rathje og journalist Søren Korsholm hver uge inviterer en gæst i studiet for at belyse, hvad den måde, vi bruger sproget på, fortæller om os selv og om generationsforskelle. Nogle vil kalde det ligegyldigt pindehuggeri og tidsspilde, andre vil finde det interessant og underholdende. Hvis nogen skulle være i tvivl, hører jeg til de sidstnævnte.
Der er et nyt afsnit hver tirsdag, som kan høres i Politiken Lyd (app). Første afsnit 'Hvad en smile-emoji siger om din alder' kan høres gratis på Spotify.
* * *
ARTIKLER:I sidste uge var det 114 år siden, Titanic ramte et isbjerg og forliste i Nordatlanten under sin jomfrurejse fra Southampton til New York, og i den anledning har The New Yorker to ældre, men meget, meget interessante og meget, meget lange artikler. De kræver begge abonnement, som til gengæld i øjeblikket er meget, meget billigt ($1 om ugen):
Daniel Mendelsohn: Unsinkable
Ultrakort resumé: Titanic er mere end en historisk ulykke; den er blevet en fortælling, vi vender tilbage til, fordi den siger noget grundlæggende om mennesket. Fascinationen skyldes ikke kun selve forliset, men de temaer, vi læser ind i det – teknologiens grænser, menneskeligt overmod og sociale forskelle. Historien følger samtidig en klassisk tragisk struktur: et skib, der 'ikke kunne synke' går under på grund af menneskelige fejl og/eller fejlvurderinger på grund af vejrforhold (se tidligere blogindlæg), mens både heltemod og svigt udfolder sig undervejs. En kombination af skæbne og tilfældighed. Derfor lever Titanic videre som en myte snarere end bare historie – en fortælling, der kan bruges til at forstå os selv.
Ben Taub: The Titan Submersible Was 'an Accident Waiting to Happen'
OceanGate var den amerikanske privatejede virksomhed, der leverede bemandede ubåde til dybhavsturisme og forskning. Virksomheden ejede ubåden Titan, som imploderede katastrofalt i juni 2023 under en ekspedition til Titanic-vraget, hvor alle fem personer om bord omkom. Artiklen indeholder interviews og e-mails med ekspeditionsledere og medarbejdere, der afslører, hvordan OceanGate ignorerede de alvorlige advarsler både internt og eksternt i virksomheden.
Når man fremdrager sit digitale lånerkort og stempler ind på Jerners ugentlige husbibliotek, bliver man tankefuld og stemningsskiftende, alt efter emne og temperament. Meget kendes ej, noget menes at kunne erindres og så er der noget genkendende.
Sidstnævnte giver adgang til langtidshukommelsen, nærmere bestemt en sommerdag ultimo 1960´erne, hvor Glassalen i Tivoli lagde scene til den navnkundige Marlene Dietrich. Ordet ”Burt” blev i hendes diktion til ”Buuuuuuuurt”. En næsten smuk ung mand gik frem og bukkede let. Jovist – som die Marlene – holdt denne karismatiske mand længe på livets scenevej (1918-1923). Den ene – mest kendte - af hans 4 eks-hustruer lever stadig, den afsindig sexede og nu aldrende Angie Dickinson (f. 1931). Det fortælles, at deres knap sølvbryllups-varende ægteskab kunne matche "Who is afraid of Virginia Woolf".
Tankerne skifter spor. Naturligvis må podcasten ”Bjørnetjenesten” appellere til den skriftkloge blogejer.
Ordet ”appellere” kan også i den grad anvendes til den jødisk-amerikanske forfatter Mendelsohns ”Unsinkable”. Menneskets interaktioner er forunderlige og stærke og svage og…. – mon man skulle smutte til det interaktive museum ”Titanic” i nordirske Belfast?
Og apropos erindringen - Theis Jensen: Bare Jeg Ku' Huske Hvad Hun Hed - giver desværre også tanker til (frem-)tidens store medicinske udfordring ”demensen”. Man vil så – med livskraften i behold – vippe med fødderne og takke bibliotekaren for besøget.
@Erik Hulegaard: Tak for en sanselig og associationsrig kommentar – man mærker næsten ekkoet fra Glassalen med erindringen om Marlene Dietrich og det lille “Buuuuuuuurt”. I visse kredse anses iørefaldende musik ikke sjældent for at være underlødig, hvad Burt Bacharach – amerikanernes Bent Fabricius-Bjerre – har måttet lide under gennem hele sin karriere. For en snes år siden lyttede jeg jævnligt til en engelsk 'talk radio', hvor værten var berømt/berygtet for at være uforskammet over for lyttere, der ringede ind, og jeg husker, at han engang foragteligt verfede en lytter ud med ordene: 'Better find a radio station that plays Burt Bacharach or something!'
I øvrigt har jeg altid selv været ganske fornøjet med både Bacharach og Bent Fabricius-Bjerre.
Tak for tip om 'Bjørnetjenesten'.
Jeg nyder også at høre/læse om alle slags sproglige finurligheder.
Jeg er en af de gamle, som faktisk synes at det, at en bjørnetjeneste har ændret betydning, er forståeligt nok, for hvis ikke jeg kendte fablen, ville min logik også fortælle mig, at det da må dreje sig om en meget stor tjeneste.
Andre pendulord undrer mig såre: Hvordan kan man synes, at 'godt og vel' må betyde 'lidt mindre end..' - og omvendt: at 'knap' betyder 'lidt mere end..'. Her halter logikken.
Vi kan ikke gøre andet end tænke over, hvilken aldersgruppe man henvender sig til - eller helt undgå pendulord, som altid har været en del af sprogudviklingen.
Vidste du fx godt, at en psykopat oprindelig var en læge, der behandlede psykiske patienter? Den betydning forsvandt for maaange år siden. Og at 'lemfældig' engang dækkede over at behandle noget med yderste forsigtighed?
You got me going ... sorry ... jeg vil glæde mig til at høre podcasten - hvis jeg kan uden abonnement på Politiken... 😊
@Ellen: Ja, det er nok en god idé at give afkald på pendulordene i selskab med unge mennesker under 50 :)
Jeg vidste hverken, at 'lemfældig' har betydet påpasselig, eller at psykopater har været en slags kolleger til biopater og homøopater. Men jeg har noteret mig, at unge lømler er begyndt at bruge 'psykopat' som det, der vist hedder intensiverende præfiks – fx 'det er psykopatkoldt'. Jeg græmmes.
Desværre er det kun første afsnit af 'Bjørnetjenesten', der er gratis. Ellerskræver det abonnement.