Ugen begyndte med en vejrmelding. Danmarks Meteorologiske Institut varslede vindstød af orkanstyrke i det nordvestlige Jylland, og mens danskerne kæmpede med aprilvejret, udspillede der sig et nyhedsdrama, som mest af alt lignede en blanding af Borgen, House of Card og en nervepirrende udgave af Luksusfælden med atommagter som medvirkende.
Stormen Dave (der lyder mere som mellemlederen i en it-virksomhed i provinsen end en naturkatastrofe) fejede ind over landet og efterlod tage, trampoliner og livsmod i varierende grader af opløsning. Forsikringsselskaberne modtog tusindvis af skadesanmeldelser – måske den eneste gang, danskere frivilligt har skrevet lange redegørelser, uden at det var en klage over deres internetforbindelse.
Alle er enige om, at noget bør gøres, men ikke helt enige om hvad, hvordan eller med hvem
Samtidig, langt fra Nordjyllands havgus og løse havemøbler, truede Donald Trump med at udslette en hel civilisation. Konflikten mellem USA og Iran rykkede dermed fra den sædvanlige kategori 'alvorlig' til spørgsmålet: 'Har nogen overvejet at tage Magafonen fra ham?' Præsidenten stillede i udsigt, at hvis Hormuzstrædet ikke blev åbnet, kunne konsekvensen være total udslettelse. Men dagen efter blev udslettelsen udskudt i 14 dage. Apokalypsen var begyndt at operere med en slags fleksjobordning.Midt i truslerne om verdens undergang fandt Trump også tid til endnu en gang at gøre opmærksom på, at USA stadig er den retmæssige ejer af det stykke is, der går under navnet Grønland. Det er på en måde betryggende, at selv i globale kriser er der plads til at dyrke sine gamle hobbyer. NATO blev ved samme lejlighed kaldt en papirtiger, og det er alligevel ikke hver dag, en forsvarsalliance bliver karakteriseret som noget, man uden videre kan krølle sammen og smide i den nærmeste container med småt brændbart uden hensyn til, om det eventuelt udløser en katastrofebrand.
Herhjemme er Mette Frederiksen i fuld gang med at udfylde rollen som kongelig undersøger. Det lyder som noget fra et historisk kostumedrama, men i praksis minder det mest om at samle et IKEA-møbel uden brugsanvisning og med tre skruer for lidt. Tirsdag kunne hun meddele, at der ikke kommer en regering lige foreløbig, men at der til gengæld er 'politisk velvilje'. Det betyder, at alle er enige om, at noget bør gøres, men ikke helt enige om hvad, hvordan eller med hvem. Forhandlingerne skrider frem med samme hastighed som en punkteret cyklist i modvind. Alle taler om ansvar, stabilitet og kompromiser. Det virker som en selskabsleg, hvor ingen tør være den første, der indrømmer, at de faktisk gerne vil være med. Bortset fra Lars Løkke Rasmussen – men altså kun hvis han kan få lov at bestemme det hele.
Forhandlingerne skrider frem med samme hastighed som en punkteret cyklist i modvind
Samtidig er der intern opløsning i Borgernes Parti, hvor to ud af partiets fire folketingsmedlemmer er blevet løsgængere – den sidste lidt mere frivilligt end den første, som havde brug for et håndfast skub. Det er vist aldrig sket før i verdenshistorien, at et parti har oplevet en 50 procents fraflytning uden at skifte adresse. Tilbage står man med et parti, der nu både er sig selv og ikke helt sig selv som en politisk udgave af Schrödingers kat, der både eksisterer og er i opløsning på samme tid. Plus altså to defekte løsgængere med intakte indkomster.Og mens politikerne forsøger at finde hinanden, forsøger almindelige danskere at finde mening i en dieselpris, der er steget så meget, at det nu kræver dybe overvejelser, før man fylder tanken.
Sideløbende med diskussioner om dieselpriser og regeringsforhandlinger er fire astronauter på vej mod Månen og har slået rekorden for, hvor langt væk mennesker nogensinde har været fra Jorden. Man forstår dem godt. Hvis man havde mulighed for det, ville man måske også lige tage et smut ud i rummet for at komme lidt på afstand af det hele.
Men de fleste af os bliver hernede til trods for forhandlinger, der ikke fører nogen steder hen, hvor civilisationers undergang kan udskydes i 14 dage, og hvor det blæser alt for meget. Som Grundtvig sagde, tjener det os måske også bedst ved jorden at blive. Og som de siger på DMI: 'Uanset hvor voldsomt det hele føles, lægger vinden sig igen.'
Det er straks mere tvivlsomt med alt det andet.
* * *
UGENS LAVPUNKTER:
- De tyske myndigheder har sluppet den unge hanulv fri, som i sidste uge bed en kvinde i Hamburg i ansigtet. Ulven bliver nu overvåget af en GPS-sender. Næste skridt må være push-notifikationer på mobilen: 'Ulven er nu 200 meter væk. Held og lykke.'
- Troels Lund Poulsen skal 'holde sig i ro' i flere dage efter en akut øjenoperation. Lyder det ikke nærmest som noget, man siger til en uopdragen labrador?
- Folketingets Ombudsmand har aldrig før modtaget så mange klager, som det var tilfældet sidste år. Alle borgere kan klage over offentlige myndigheder til ombudsmanden, og han forventer, at antallet af klager fortsat vil stige i de kommende år. Velsagtens den eneste prognose i Danmark, der ikke er grund til at betvivle.
- I Venedig indfører bystyret entré på 75 kroner for turister, der vil besøge den historiske bydel. Måske kunne man også overveje et gebyr for at komme ud igen, bare for at være sikker på, at folk virkelig mener det.
- På fødegangen på Aalborg Sygehus er man begyndt at bruge musikterapi i stedet for lattergas. Indtil videre har man gode erfaringer, men det må alligevel være irriterende at ligge midt i en fødsel og tænke: 'Det her nummer springer jeg normalt over ...'
- Når folkeskolelærere forlader deres job, søger de gerne et nyt på arbejdspladser med lavere løn og mindre sandsynlighed for at blive sygemeldt. Det er første gang, bedre arbejdsforhold ikke handler om arbejdstid, men om overlevelse.
- For første gang siden corona stiger salget af hundehvalpe. Måske i erkendelse af, at hunden er den eneste, der bliver glad, når man kommer hjem – uanset hvad.
- Billetsalget til Grøn, (tidligere Grøn Koncert), sætter salgsrekord og er næsten udsolgt. Et tydeligt bevis på, at danskerne elsker musik. I det mindste når der er øl i nærheden.
- Når Rundetårn får sin nye kobberkuppel, vil der være en kobberkasse med en hilsen til fremtiden at finde inde i taget. I kassen er der to avisforsider fra henholdsvis Børsen og Berlingske fra dagen, hvor det seneste valg til Folketinget blev udskrevet. Nogen må have tænkt: 'Hvordan gemmer vi bedst muligt midlertidig information permanent?'
- Fredag morgen blev dele af Jylland ramt af det kraftigeste snevejr, der er registreret i 10 år så langt inde i foråret. Sne i april er ligesom skuffelser, der dukker op, lige når man troede, man var videre.
* * *
Den ugentlige liste over konsumerede bøger, film, tv-serier, musik og andre adspredelser er flyttet til søndag.
Uge 15/2026 – tilstandsrapport er lettere omstruktureret, herunder med en udgave af 2.sektion om søndagen, hvorved deltagere i den ugentlige gudstjeneste af tidsmæssige årsager må skære ned på salmeantallet.
I USA udgyder den sociopat-agtige ”Magafonen” næsten konstante budskaber og gerne trusler om total udslettelse, digitalt kanaliseret via sin personlige kanal ”Den sociale sandhed”. Omgivelserne kan så køle af med en udvalgt klump is, enten på tindingen eller i noget alkoholiseret saftevand, medens man sammenligner tigerarter og zoologer kæmper med den farligste ”Papirtigeren”.
Anderledes tempo og mere stigmatiserede trusler foregår i den danske landspolitiske andedam, hvor den ordensdekorerede fru Frederiksen er i gang med en (næsten) umulig politisk alfabetsortering, pålagt af den i skak kendte ”konge”. Til yderligere at forplumre mulighederne har det nye Borgernes Parti skiftet navn til Bojes Parti - Man kan kun sige: Løkke til!
DMI huser omkring 100 forskere fra mere end 23 forskellige nationaliteter, der arbejder med alt fra vejrmodellering til klimaprojektioner, hvilket burde ikke blot styrke den faglige bredde, men også præcisionen i vejrudsigterne. Fejlprocenterne er stadig forbavsende, så måske burde man overveje at slanke organisationen, herunder alle med fornavnet Dave, og nøjes med de daglige vejrudsigter.
Blandt de positive begivenheder kan nævnes, at det amerikanske rumfartøj Orion landede sikkert i Stillehavet natten til lørdag den 11. april 2026 efter en historisk månemission. Denne mission markerer den første bemandede månerejse i over 50 år. Besætningen, bestående af fire astronauter, er nu tilbage på Jorden efter at have fuldført missionen. Nu venter næste planlagte tur til landgang på Månen i 2028. Worst-case scenario bliver formentlig ikke tekniske forhold, men at US-astronauterne bliver budt velkommen af kinesiske astronauter ved månelandingen.
Glimrende resumé med et nyt bidrag til ordbogen: "magafonen". Hehe :-)
Vanviddet synes konstant at eskalere. Bedst som man tror, at en ny bund er nået, giver Trump et nyt interview eller tweet, inden han falder i søvn.
Er i øvrigt helt enig i, at "Dave" er et slapt stormnavn. Attila eller Djengis ville passe bedre, og om en 3-4 år måske Trump, selvom TACO.