Kuldekrise



Det begyndte med, at jeg hørte Euromans chefredaktør sige i en podcast, at han fandt det umandigt, hvis en mand brugte ordet 'frossenpind' om sig selv. På sin vis kunne jeg godt følge ham, men heldigvis findes ordet 'kuldskær' jo også, hvis man vil give udtryk for sin ulyst til at fryse. Desværre dur det åbenbart heller ikke, for i Politikens sprogklumme, som skrives af en seniorforsker ved Dansk Spognævn, beklagede hun sig i dag over sin mand, der kan finde på at skrue op for radiatoren eller tage kørehandsker på i bilen midt om sommeren, bare fordi solen ikke skinner. Som rutineret kuldemodstander kunne jeg ikke undgå at føle mig ramt, og som om det ikke var nok, skrev hun, at hun synes, det er usexet, at en mand karakteriserer sig selv som konstant frysende. Man klarer med andre ord ikke frisag bare ved undgå 'frossenpind' og kalde sig kuldskær.

Der er tilsyneladende en uskreven regel om, at mandekroppen skal fungere som en mellemting mellem en brændeovn og en gammel Volvo

Det efterlod mig i et identitetsmæssigt tomrum. Hvis man som mand ikke må være en frossenpind, og heller ikke kuldskær, hvad er man så? Termisk sensitiv? Temperaturbevidst? En person med udvidet respekt for årstidernes luner?

Åbenbart er det sådan, at en kvinde kan sige, at hun fryser, og omgivelserne reagerer med tæpper, te og omsorg. Hvis en mand siger det samme, opstår straks spørgsmålet, om han muligvis burde genoverveje sit medlemskab af civilisationen. Der er tilsyneladende en uskreven regel om, at mandekroppen skal fungere som en mellemting mellem en brændeovn og en gammel Volvo. Den skal kunne starte i al slags vejr, helst uden at beklage sig, og hvis temperaturen falder, må man gerne knurre lidt, men aldrig tage en ekstra trøje på.

Et øjeblik overvejede jeg at begynde at føre et slags dobbeltliv: Udadtil afslappet, åben jakke, rolige bevægelser, ingen kommentarer om temperaturen. Indadtil et menneske, der vurderer trækforholdene ved hvert eneste vindue, afsøger restauranter for bordplacering og diskret flytter sig væk fra klimaanlæg med samme afsky, som andre undgår passiv rygning.

Man må hurtigt kunne lære de små strategier. Man siger ikke: 'Kan vi skrue lidt op for varmen?' Man siger: 'Her er dejlig køligt.' Man siger ikke: 'Jeg fryser.' Man siger måske: 'Der er lidt råt i det.' Man tager ikke handsker på i bilen. Man køber en bil med indbygget varmeanlæg i rattet.

Det mest besynderlige er, at kulde lader til at være det eneste ubehag, der er målestok for en mands karakter eller sex appeal. Ingen siger til en mand med hovedpine: 'Det er lidt usexet, at du reagerer på smerte.' Ingen peger på en mand i regnfrakke og tænker: 'Der står en person uden selvværd.' Der er vel heller ingen kvindelige tandlæger, der forventer, at deres mandlige patienter frabeder sig bedøvelse under en rodbehandling for at bevise deres maskulinitet.

Det ender nok med, at jeg fortsætter med at gøre, som jeg plejer. Ikke i protest eller som bannerfører for kuldskære mænd, men måske som en slags temperaturmæssig dissident. Civilisation må også være retten til at sidde indendørs i juni måned med sokker på uden at blive mødt med antropologisk undren eller anset for at være et skvat. Hvis det gør mig usexet, må det være sådan. Jeg fryser, når det passer mig.

* * *
Sprogklummen handlede for resten om, at nogle er begyndt at sige 'kuldeskær'. Lad være med det.

Kategori: ,,,,,,. Bookmark permalink.

6 svar på Kuldekrise

  1. Eric skriver:

    I disse NGO-tider burde vi danne en forening: "Maskuline frossenpinde". Ingen bekymrer sig jo om, at kvinders underhudsfedtlag er biologisk designet til at oplagre mere energi end mænds, og at vi mænd derfor må kompensere og isolere på anden vis.

  2. Uffe Jerner skriver:

    @Eric: Ja, mænds vinterstrategi har historisk set været mindre 'naturlig isolering' og mere 'lag på lag'.

    God idé med foreningen! 'Maskuline frossenpinde' lyder, som om der er plads til både principprogram, uldsokker og akut adgang til tæpper. Medlemskabet bø også give rabat på køb af termoundertøj.

  3. Ellen skriver:

    'Kuldeskær' - pfft. Der kommer mange forunderlige sprogfornyelser til - tag fx 'massere af'. Den fejl har jeg (heller) aldrig rigtig forstået. I går hørte jeg en bibliotekar sige "smøre ærmerne op"!

    Jeg synes altså ikke, at det er umandigt at fryse!
    Det er der dog nogle mænd, der åbenbart ikke er i stand til - jeg kender en, der konsekvent går i shorts fra april til engang i oktober, medmindre han skal til fest eller lignende, men i hverdagen gør han, uanset vejret.
    Det ændrer sig vel også med årene, som så meget andet gør? John har altid været min personlige varmedunk ... lige til han ikke var det mere. Da overgangsalderen indtraf, blev det mig, der ikke kunne fryse, og det har stort set holdt ved lige siden. Hvor John før varmede mine kolde hænder, er det nu omvendt.

  4. Erik Hulegaard skriver:

    Man(d) kan vælge at tage indlægget som (endnu) et verbalt bevis på, at vi lever i en matriarkalsk tidsalder. F.eks. er (næsten) alle udøvende kriminalinspektører i engelsk og tysk tv besat med det (mere eller mindre) smukke køn.

    Men, menne, men der er trøst at hente for den sprogbegavede blogejer. Kørehandskerne får formentlig(?) en lille pause under den kommende hedebølge og der bliver rig lejlighed for den ekviperings-bevidste blogejer til at frigøre mølkuglerne fra den lette hørhabit o.l., hvorved der bliver mere plads til den for tiden arbejdsløse ushanka-pelshue i herregarderoben.

    Den kommende tid nødvendiggør massevis af (rent?) vand, tryk på a/c-faciliteter, hvor begrebet ”termisk sensitiv” samtidig bliver tryktestet, alt imedens herresokker i åndbar kvalitet medvirker til jordforbindelsen.

  5. Uffe Jerner skriver:

    @Ellen: Jeg har nu altid været kuldskær, men ellers skal det nok passe, at tendensen til at fryse har noget med alder at gøre. Det er jo ikke et særsyn at se pensionister gå rundt på en højsommerdag i deres beigefarvede frakker.

    Min erfaring med overgangsalderen er desværre noget mangelfuld, men jeg har bemærket, at tøjbranchen opererer med begrebet 'overgangsfrakker', selv om det muligvis drejer sig om noget andet. Bortset fra det, er selv folk på min alder begyndt at kalde en frakke for en jakke. Det sproglige forfald er efterhånden mere skræmmende end det menneskelige.

  6. Uffe Jerner skriver:

    @Erik Hulegaard: Jeg noterer mig med en vis bekymring, at min termiske sårbarhed nu er blevet ophøjet fra privat anliggende til civilisationsdiagnose. Hvis matriarkatet virkelig manifesterer sig gennem kvindelige kriminalinspektører på europæisk tv, må det forklares, hvorfor mænd stadig forventes at kunne regulere både indeklima, grilltemperatur og følelsesliv uden brug af fjernbetjening.

    Kørehandskerne vil formentlig få en sommerdepression og midlertidigt blive forvist til garderobens køligere egne. Hørhabitten venter allerede i kulissen på at blive krøllet, mens ushankaen, med den værdighed kun en arbejdsløs pelshue besidder, afventer sin glansperiode.

    Hedebølgen bliver i øvrigt en interessant stresstest af begrebet 'termisk sensitiv'. Jeg forventer en markant stigning i indtag af vand, strategisk placering nær a/c og en passende optagethed af strømmen fra enhver ventilator. Herresokker i åndbar kvalitet vil som altid udgøre den sidste bastion mellem civilisation og barbari.

    Skulle temperaturen falde en anelse, forbeholder jeg mig retten til at genindføre kørehandskerne.

Skriv en kommentar