Blandt det utal af irriterende floskler, der burde forbydes ved lov, er den mest trælse 'alder er kun et tal', for det passer ikke. Hvis nogen skulle være i tvivl, er alder et udtryk for, hvor længe man har levet og indirekte et estimat for, hvor lang tid man har igen, og når nogen påstår, at '70 er det nye 50', er det ikke en kendsgerning, men et udtryk for at man ikke vil se kendsgerningerne i øjnene.
Hvis man er fyldt 70, er det en eufemistisk undvigemanøvre at tale om at være ældre (end hvem?), for sandheden er, at så er man gammel. Men det betyder ikke nødvendigvis, at man er hjælpeløs eller sinke, selv om mennesker statistisk set får flere skavanker med alderen. Nogle bliver måske demente, men det er trods alt stadig et mindretal, og man behøver i øvrigt ikke at være gammel for at blive dement.
Man går fra at være et voksent, tænkende individ til at blive et omvandrende oldtidsfund, der fortjener stående applaus, hver gang man snører sine sko
Det er ikke let at være gammel. Eller rettere: det er ikke let at være blandt mennesker, der opfatter en som handicappet, fordi man er over 70. For så snart rynkerne bliver en smule dybere, og håret enten gråner eller har praktiseret det berømte forsvindingsnummer, begynder en sær kollektiv opfattelse at brede sig. Man går fra at være et voksent, tænkende individ til at blive et omvandrende oldtidsfund, der fortjener stående applaus, hver gang man snører sine sko eller husker sin egen adresse.'Hvor er det flot, at du stadig cykler!' siger folk med store øjne, eller: 'Hvor ER det fantastisk, at du stadig går til svømning!' sagt i et tonefald, der antyder forbavselsen over, at man ikke sidder på en bænk og venter på rustvognen. Det er, som om enhver 70-årig, der foretager sig noget mere fysisk krævende end at samle en ske op fra gulvet, fortjener at blive båret gennem byen i guldstol. Personligt hverken cykler jeg eller går til svømning, men det er, fordi jeg har andre prioriteter.
Samtidig er der en tendens til at tale til gamle mennesker, som om de ikke er ved deres fulde fem: 'Kan du huske, hvad det var for en mobiltelefon, du bestilte hos os?' spørger telefonsælgeren langsomt og med en overbærenhed, som om man er tre år og lige har lært at sige 'vovhund'. Ræsonnementet er formentlig, at man nemt kunne have glemt det med telefonen, for det var jo i går, og enhver ved da, at gamle mennesker er dårlige til at huske andet end hvad en pakke smør kostede i 1957.
Enhver ved da, at gamle mennesker er dårlige til at huske andet end hvad en pakke smør kostede i 1957
Omvendt er der også gamle mennesker, der gør sig ældre og mere svagelige, end de er, fordi det kan være en fordel, når der er noget, de ikke gider. 'Åh nej, den slags kan jeg ikke mere – husk på, hvor gammel jeg er,' siger de, når nogen byder dem op til dans ved barnebarnets konfirmationsfest. Eller: ‘Jeg kan desværre ikke hjælpe dig med den flytning – i min alder har man jo ikke så mange kræfter mere,' påstår de, mens de svinger en tyve kilo tung kuffert op på en bagagehylde uden at blinke. Men hvis nogen skulle antyde, at de er for gamle til at tage med på ferie, eller de burde holde lidt igen med whiskysjusserne, får piben straks en anden lyd: 'For gammel? Mig? Ej, nu må du liiige ...'Jeg ved ikke, hvad løsningen er. Måske en tilvalgsordning, hvor gamle mennesker selv kan vælge, om de vil behandles som ansvarlige voksne eller som eksotiske dyr, der skal beskyttes, roses og klappes ad i det uendelige. Alternativt kunne man indføre et pointsystem, hvor 80-årige får et stempel i et hæfte for hver gang, de kan huske deres egen adresse, og når de så har nok, kan de veksle det til en gratis kop kaffe og retten til at blive tiltalt i et normalt toneleje.
At blive gammel er ikke en præstation i sig selv, der aftvinger beundring, men det er heller ikke en tragedie. Og hvis andre ville skære lidt ned på den overstadige ros og den tankeløse, nedladende behandling, kunne vi måske få lov til bare at være en slags mennesker – normale mennesker – også når vi er fyldt 70. Det kunne være cool, som de unge på fyrre siger.
* * *
Dagens ikke-irrelevante musikalske bonusDagens tip: det hedder ikke 'tilbage i 1951', men bare 'i 1951'.
Man(d) må nok erkende, at der er en anderledes respekt omkring de (over-)modne i andre religioner og kulturer, f.eks. den asiatiske. Begreber som ”visdom” og ”erfaring” bruges på vores breddegrader alt for ofte humoristisk ladet, medmindre man er/var Henry Kissinger o.l.
Indlægget vinkler på sædvanlig humoristisk og sandhedskærlig vis begrebet ”ældre”. Skulle denne signatur tilføje en subjektiv addition, måtte det blive, at det smukke køn ofte ”holder sig bedre” end det maskuline.
Og endelig: Dagens markeringer er tvedelte. På denne dato (19/03/2021) stoppede bloggen; andre kendte som ukendte holdt (runde) fødselsdage. Det siges, at en slutning blot er en ny begyndelse. Et eksempel er f.eks. denne blog, hvis dvaletilstand varede i fire år og nu glædeligvis er genopstået. Til lykke både med genopstandelsen og samtidig til de forskellige afdøde og nulevende ret forskellige fødselarer såvel i stil, påklædning som personlighed, der kan fejre deres fødselsdag i dag.
Da jeg nærmede mig folkepensionen (som en af de sidste 65-årige) besluttede jeg for og med mig selv, at nu var jeg gammel. Ikke "ældre", ikke "senior" og slet ikke "ungdommelig" eller "ung med de unge" (fri mig vel). Jeg er gammel og glad for det, for hvad er alternativet, siger jeg til mig selv om morgenen, når jeg vågner og stadigvæk kan se lyset, høre fuglene kvidre uden for og glæde mig til min elskede morgenkaffe. Og så bekræfter det mig bare i, at den ungdomsdyrkelse, der har hærget samfundet siden teenageren blev opfundet som konsumentgruppe, kun har sejret ad h...... til (ikke ........s til). Og nu sidder på flæsket og magten (Jeezus...).
At kroppen forfalder har jeg vidst siden en læge fortalte mig, at degenerationen af kroppen allerede begynder, når man er 18 år (han havde speciale i achillessenen og havde kunnet konstatere det videnskabeligt). Men så længe ånden er redebon, så kompencerer det for megen fysisk elendighed. Skål.
Hehe! Nu er der nogle måneder til min 70-årsdag, men alligevel genkender jeg dine vinkler. Kroppens forfald kan man ikke fornægte, men det dækker ikke, at visdommen bundfælder i nærheden af livremmen, og det sediment skal ikke forveksles med hvalpefedt.
JA, ja og atter ja! Du har ikke engang overdrevet denne gang - i hvert fald ikke ret meget ...
Jeg ryger direkte op i det røde felt, hver gang en eller anden prøver at belære mig om, at "alder er bare et tal". Jeg prøver at tale behersket til vedkommende, men jeg er nødt til at tælle til 10 først, for nej, det er dæleme ikke bare et tal.
Jeg kan supplere dine sørgelige, men underholdende betragtninger med, at er man kvinde, kommer der yderligere aspekter til, fx når det gælder it. Jeg har altid været god til "alt med EDB", som nogle engang kaldte det; jeg har kunnet programmere, været med til at udarbejde kravspecifikationer, været superbruger og underviser i forskelligt software. Hos os er det mig, der har styr på it og stort set alt hvad dertil hører, hvor John nærmest er analfabet på området. Men hvem henvender alle sig til? John. Selv når jeg har svaret på diverse spørgsmål, kigger de stadig på John når de stiller det næste. Hrmpf.
Når vi køber ny telefon, iPad eller pc, kigger de unge mennesker overbærende på mig, når jeg siger, at jeg nok selv skal installere og overføre hvad overføres skal. Ingen kan få sig selv til at tro på, at en gammel kone som mig kan finde ud af så meget som at indføre en ny kontakt i telefonen.
Der var også engang en bilforhandler, der ganske enkelt ikke gad mig, fordi jeg ikke havde en mand med for at se på ny bil.
Den nævnte diskrimination har ikke direkte noget med alder at gøre, og så alligevel, for disse ting forstærkes, jo ældre jeg bliver.
Og undskyld den lange kommentar 😊
@Erik Hulegaard: Det kommer ingenlunde bag på mig, at kommentatoren har hæftet sig ved datoen, og mange tak for det. I den forbindelse ligger det mig på sinde at kvittere for en altid reflekterende reaktion på bloggens udgydelser. Det er en stor tilfredsstillelse at have læsere, man kan regne med, og som ikke lader sig nøje med at læse, men altid nærlæser og oftest bidrager med nye perspektiver. Det må nødvendigvis udløse endnu en tak.
@capac: Der er noget befriende ved at stå ved sin alder uden at falde for ungdomsdyrkelsens illusioner, og måden, du beskriver morgenlyset, fuglekvidderet og glæden ved kaffe på, understreger netop, at livsglæde ikke er forbeholdt de unge – måske tværtimod noget, vi bliver bedre til at værdsætte med alderen.
Med hensyn til kroppens forfald er det skræmmende, at den begynder så tidligt. Men så længe lamperne ikke er gået, kan meget andet bæres. Skål for det!
@Eric: Sidstnævnte kendsgerning er måske i virkeligheden det mest afslørende alderstegn, men man kan jo heldigvis rette lidt op på det æstetiske forfald ved at suge ind i påkrævede situationer og ellers sørge for aldrig at stå med siden til spejlet.
@Ellen: Tak for supplementet! Jeg er ikke i tvivl om, at kvinder i endnu højere grad end mænd er udsat for ringeagt på grund af alder oven i den berygtede mansplaining, de i forvejen må døje med. Man kunne måske prøve at give igen med en tilsvarende nedladende overbærenhed?
Kommentarer kan aldrig blive for lange, så ingen grund til at undskylde :-)
Apropos overskriften:
Ronkedor: Oprindelse fra nederlandsk ronkedoor 'enligt levende hanelefant' eller ronkadoor 'pralhans' fra portugisisk roncador 'person der snorker', afledt af roncar 'snorke, larme, optræde pralende'
snorkende, larmende, pralende hanelefant. Det ord kan jeg godt lide. Jeg er en ronkedor.
capac: Du er ikke alene!