Man har lige skrevet en brillant tekst. Den er tilpas underholdende, man har også fået sneget lidt eftertænksomhed ind, og den sproglige variation er lige i øjet, hvis man selv skal sige det. Faktisk har man på fornemmelsen, at man har skabt et mesterværk, som ville gøre Shakespeare grøn af misundelse. Man løber det lige igennem en ekstra gang for at finde eventuelle fejl, men der er heldigvis ingen. Perfekt!
Så udgiver man blogindlægget, og når man så igen kaster et blik på teksten, er den pludselig forandret. Der mangler et komma, der er også en slåfejl, og for at det ikke skal være løgn, er der gudhjælpemig et ord, der bliver brugt to gange næsten lige efter hinanden.
Når det gælder korrekturlæsning af ens egen tekst, er hjernen en svigefuld kompagnon
Hjernen er en snild indretning. Den kan lægge tal sammen, huske gamle salmevers og visualisere en drømmeferie, mens man sidder midt i et kedeligt møde. Men når det gælder korrekturlæsning af ens egen tekst, er den en svigefuld kompagnon. Den ser ikke, hvad der rent faktisk står, men hvad den tror, der står. Hvis man havde tænkt sig at skrive 'til fest med vennerne', men kom til at skrive 'til hest med vennerne', opdager hjernen det ikke, fordi den ved, hvad man mente. Eller der skulle stå 'jeg havde skiftesko med', men man kom til at skrive 'skriftesko', uden at man opdagede det, fordi hjernen automatisk udfylder hullerne og lader fejlene passere ubemærket.Det kan være, at man har brugt timer, dage eller måske uger på at skrive en tekst. Man kender hver en sætning så godt, at man kunne recitere den i søvne. Men når man kender noget for godt, holder man op med at se det. Det er som den bunke tøj, der har ligget på en stol i hjørnet i tre uger; i løbet af forbløffende kort tid lægger man overhovedet ikke mærke til den.
Men hvad stiller man op, hvis man ikke har plads til at have en korrekturlæser boende, og ens sprogkyndige kat ikke lige har tid? Jeg har hørt, at det skulle være effektivt at læse teksten bagfra ord for ord, men det orker jeg alligevel ikke. Min metode er at lade teksten ligge et par dage og læse den igen med friske øjne, inden jeg skiber den afsted. Men det glipper alligevel engang imellem, og det er noget af en belastning, når man er allergisk over for skriftligt sjusk, ikke mindst ens eget.
Bare for at forklare, hvorfor mine blogindlæg og kommentarer ustandselig bliver opdateret, selv om indholdet tilsyneladende er det samme ...
* * *
Dagens irrelevante musikalske bonusDagens tip: lad være med at sige 'det kan noget' uden at røbe, hvad det kan.
Hvad ville salig Freud ikke sige til de skrivefejl!? Nå, men du kan jo bare - i tidsåndens tegn - sætte din lidt til AI (kunstig intelligens). Så behøver du hverken at tænke over, hvad du vil skrive, eller hvordan. AI skal nok barbere den ged.
Som gammel dansklærer gør jeg som dig. Skynder mig at publicere mine skriverier og lader dem så lagre lidt på nettet. Og så dukker slåfejlene op og de andre og man kan så rette til. Og jeg har da fået på puklen for det. Hvordan kan en gammel dansklærer osv. Men sådan er det. Tjek bare, hvordan det står til hos forfatterne. Hos Rifbjerg har jeg fundet både det ene og det andet og det tredje. Vi er ikke alene og har da AI. Ajjjj.
Nemlig, sådan er det, og den bedste "medicin" er at lade teksten ligge så tilpas længe, at man ser den med friske øjne. Det er analogt med situationen, hvor man pinedød ikke kan huske et navn (eller noget andet). Man vrider hjernen til sidste dråbe, men lige lidt hjælper det. Først når man dropper det og tænker på noget andet, kommer svaret fluks fra den utrættelige underbevidsthed.
@capac: Uha, lad os ikke blande Freud ind i det! Med hensyn til AI, må jeg indrømme, at jeg somme tider bruger det i stedet for at google, fordi det går hurtigere. Til gengæld skal man være lidt mere kritisk over for, hvad den oplyser, for det kan være helt i skoven. Når der er personnavne involveret, er det ofte de rene røverhistorier, man kan blive bundet på ærmet, hvis man tror blindt på det – til gengæld kan det være meget underholdende. Med andre ord, man skal selv vide noget om emnet for ikke at risikere at blive ledt på vildspor. Om AI er fortrolig med dansk grammatik og retskrivning ved jeg ikke, men her ville jeg ikke stole på foretagendet.
@Eric: Jeg kender det med de glemte navne alt for godt. Pludselig dukker de op på de mest ubelejlige tidspunkter, hvor man sidder midt i en samtale om noget helt andet. Så gælder det om at beherske sig og ikke fuldstændig umotiveret udbasunere det genopdukkede navn!
Det er tæt på umuligt at læse korrektur på sig selv, så at sige. Jeg gør det samme som dig og kommentatorerne: Lader teksten være i fred en nats tid. Det er bare ikke altid, tålmodigheden rækker, for, som du skriver, har man jo netop begået en tekst, der er kandidat til nobelprisen i litteratur, så det kan kun gå for langsomt med at sende den ud til den store offentlighed.
Drejer det derimod om andres tester, springer selv de mindste fejl øjeblikkelig i øjnene. Sådan var det også da jeg arbejdede, men heldigvis havde jeg det som en af mine opgaver at læse korrektur på andres værker, både dansk og engelsk, så det var med chefens fulde velsignelse, at jeg påpegede fejlene.
Dengang lagde jeg i øvrigt mærke til en pudsighed: Folk med mellemlange uddannelser var klart bedre til stavning og grammatik end de højtuddannede - naturligvis med undtagelser i begge lejre, men det var det generelle billede.
@Ellen: Jeg har ikke bemærket, at højtuddannede skulle være ringere til retskrivning end så mange andre, men jeg undrer mig jævnligt over, at folk med lange uddannelser ikke er bedre, end tilfældet er. Vi kan godt blive enige om, at det i det hele taget står sløjt til, og at det går støt ned ad bakke. Det minder mig om, at min mor, der havde gået 7 år i skole, skrev fuldstændig fejlfrit dansk, og sådan er der så meget ...
Det er meget få bøger, som jeg har læst de seneste år, hvor der ikke var mindst 1-2 fejl. Det er næsten en tiltagende tendens. Såkaldte professionelle copywriters, korrekturlæsere etc. har været igennem og alligevel falder fejl mellem nettets masker.
Ved større tekstmængder er det helt rigtigt at lægge teksten til ”modning”, så ens hjerne kan kalibreres til næste gennemskrivning/korrekturlæsning.
Og endelig, enhver, der læser bloggen, kan sagtens ”tilgive” en smutter eller to, fordi man(d) er bekendt med den vanlige standard.
@Erik Hulegaard: Tak for tilliden. Jeg støtter naturligvis uden tøven påstanden om den tiltagende tendens til fejlbehæftede tryksager.