Uffe Jerner

Herremode, stil og påklædning er ikke noget, der fylder meget i de fleste mænds bevidsthed – især ikke på vore breddegrader. Det er klart, at sådan som kønsrollefordelingen har været i århundreder, er det vigtigere for mænd (altså voksne mænd i familiefar-alderen og derover, ikke teenagere og diskoteksgængere), at tøj er praktisk, end at det ser godt ud. Det anses for feminint at interessere sig for den æstetiske side af sagen, så det er ikke så underligt, at modeindustrien altid har koncentreret sig om kvindetøj.

Det er tydeligvis aldeles ubekvemt at have på, og det bliver ikke bedre af, at man dropper sokkerne

Men herremode findes, og designeren Thom Browne er først og fremmest kendt for sit herretøj. Det var ham, der i begyndelsen af nullerne fik den malabariske idé, at et jakkesæt stik imod al sund fornuft skulle se ud, som om det var alt for lille. Selv om mode og fornuft alle dage har været inkommensurable størrelser, kan man undre sig over, at det lykkedes ham at prakke store dele af tøjindustrien og dens aftagere det krympede jakkesæt på. Det er tydeligvis aldeles ubekvemt at have på, og det bliver ikke bedre af, at man dropper sokkerne som på billedet, men idéen er nu gået over i historien som banebrydende design og redefinering af moderne skræddersyning med det resultat, at den hæslige slimfit-stil, hvor det hele strammer, stadig hærger bybilledet. Noget tyder dog på, at slimfit så småt er ved at blive afløst af oversize, hvor alting er for stort og får en til at ligne Dumpe fra Snehvide og de syv små dværge eller en sæk kartofler, der er stoppet forkert. Med andre ord har man i øjeblikket valget mellem pest og kolera.

Når jeg bringer emnet på bane, er det, fordi en af verdens førende modebegivenheder inden for herremode i disse dage finder sted i den historiske renæssancefæstning Fortezza da Basso i Firenze. Pitti Uomo bliver afviklet to gange om året og afholdes nu for 107. gang, hvor designere og tøjforretninger fremviser de nyeste kollektioner og modestrømninger inden for herretøj, -sko og -tilbehør. Det er også her, branchens øvrige forretningsfolk fester, drikker champagne, mingler, skaber forbindelser og udvider deres netværk.

Men det er ikke den officielle del af arrangementet, der er det mest spændende ved Pitti Uomo, for der sker som bekendt sjældent noget opsigtsvækende nyt inden for herremode a la Thom Brownes stumpede bukser og jakkeærmer. Men messen tiltrækker til gengæld alverdens tilskuere i form af forfængelige mænd, influencere og andre instagramkontoindehavere, der nyder at maje sig ud og føre sig frem i de vildeste antræk. Gaden omkring Fortezza Da Basso er derfor forvandlet til en catwalk i sig selv, og her bliver der ikke nødvendigvis taget hensyn til førende trends. Fantasien er den vigtigste rettesnor for de ekshibitionistiske messegæster, der meget rammende kaldes for peacocks. Desværre har jeg aldrig selv haft fornøjelsen at overvære begivenheden, og det bliver nok heller aldrig til noget, men videooptagelserne er altid god underholdning. For en ordens skyld skal det nævnes, at man ind imellem også kan iagttage nydelige herrer, der ikke har noget påtrængende behov for at tiltrække sig opmærksomhed, men som bare har taget noget pænt tøj på, der sidder, som det skal, og hvor farver og mønstre er harmonisk afstemt.

Skulle man være faldet for Thom Browne-jakkesættet på billedet, kan det erhverves for sølle 19.246 kroner.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Det er ikke, fordi jeg på nogen måde er sprogekspert. Jeg er bare så gammel, at jeg har gået i skole på et tidspunkt, hvor dansklærere var gode til dansk og gjorde sig den ulejlighed at rette elevernes sproglige og grammatiske fejl. Det har haft den – nogle vil mene uheldige – konsekvens, at jeg stejler indvendig (nej, der mangler ikke et t), når jeg støder på sprogligt klamphuggeri, og det sker oftere og oftere:

– Nej, det hedder ikke ligge mærke til. Det hedder lægge mærke til. Det hedder heller ikke lod mærke til, men lagde mærke til.

– Nej, det hedder ikke det virker til. Det hedder det virker som om eller det lader til.

– Nej, det hedder ikke syntes i nutid. Det hedder synes.

– Nej, det hedder ikke deslignende. Det hedder deslige.

– Nej, det hedder ikke han var selv uden om det. Det hedder han var selv ude om det.

– Nej, det hedder ikke en jakke, hvis den når ned til knæet. Det hedder en frakke.

– Nej, det hedder ikke at dumpe en eksamen. Det hedder at dumpe til en eksamen (og måske burde flere gøre det ...).

At sin, sit og sine stort set er blevet fortrængt af hans, hendes og deres, og næsten ingen længere kender til nutids-r, men til gengæld gladelig lader et udsagnsord i navnemåde slutte med et uvedkommende r, er ikke ulejligheden værd at beskæftige sig med. Det løb er for længst kørt.

I stedet kunne jeg give mig til at besvære mig over den hastigt accelererende, læse rytme forstyrrende sær skrivning, den overdrevne brug af engelske og amerikanske ord og vendinger i dansk og forkert anbragte kommaer, hvis teksten overhovedet indeholder kommaer. Jeg kunne også lufte min irritation over den syntetiske, uskønne ordkonstruktion fremadrettet og det invasive, politirapportagtige efterfølgende, der har udmanøvreret de gode, gamle og enkle gloser fremover/for fremtiden og bagefter.

Men jeg må hellere beherske mig, hvis jeg skal nå at blive færdig i dag. I øvrigt er alle de nævnte eksempler sandsynligvis alligevel blåstemplet inden længe, for Dansk Sprognævn arbejder tilsyneladende efter ræsonnementet: hvis fejl gentages ofte nok, er de ikke længere fejl, men udtryk for sprogets udvikling og dynamik.

Man kunne med nogen ret spørge: Når nu jeg er klar over, at det ikke nytter det fjerneste at påpege andres sproglige fejl, kunne jeg så ikke lige så godt bare trække på skuldrene og lade stå til?

Jo!

Efter at have målt mit blodtryk, besluttede jeg mig til at trøste mig selv med lidt munter, (næsten) irrelevant musik, som jeg ikke vil snyde eventuelle læsere for, så her er dagens musikalske bonus.

Jeg var nitten år og lige begyndt på universitetet, da jeg fik mistanke om, at der var noget galt. Dengang skulle man inden for det første år bestå filosofikum – en introduktion til filosofi og videnskabsteori, som man ikke længere finder nødvendig. Eftersom prøven var obligatorisk for alle nye studerende uanset studieretning, foregik forelæsningerne i et enormt auditorium, som vist var en tidligere fabrikshal, og sad man som jeg bagerst i lokalet, var der virkelig langt op til tavlen. Det generede tilsyneladende ikke mine sidemænd, der flittigt noterede, hvad der blev skrevet på tavlen, mens jeg måtte knibe øjnene sammen for at prøve at se, hvad der foregik deroppe. Det fik mig til at lægge to og to sammen og anskaffe mig mit første par briller.

Det skulle vise sig at blive en markant forbedring af min livskvalitet. Ikke bare i auditoriet, men også når jeg færdedes i det offentlige rum, hvor jeg pludselig kunne se, at husene på den anden side af gaden bestod af mursten med mørtel imellem.

Pludselig kunne jeg se, at husene bestod af mursten med mørtel imellem

Jeg fik med andre ord et helt nyt syn på tilværelsen.

Siden da er briller blevet så uundværlig en del af min garderobe, at jeg føler mig nøgen uden. Jeg har ejet utallige briller i alverdens størrelser og udformninger, for som alle andre beklædningsgenstande følger brillestel skiftende tiders modestrømninger. Men der er én model, der har overlevet samtlige trends, siden den blev introduceret – P3-stellet, der ses herover.

P'et i P3 står for 'pantoskopisk', som kommer af græsk og betyder 'at kunne se alt'. Det refererer til den vinkel, brillerammen har i forhold til øjet; set fra siden hælder rammen lidt udad foroven, så man kan flytte blikket fra afstands- til læseposition uden at bøje nakken så at sige. Vinklen giver desuden mindre genskin i brilleglasset. 3-tallet henviser til den forskel på 3 millimeter, der er mellem brilleglassets højde og bredde.

Stellet på billedet er et håndlavet fransk eksemplar fra 1940'erne, som jeg fandt på eBay for nogle år siden, men selve Panto-stellet, som det også kaldes, stammer fra begyndelsen af 1930'erne. I modsætning til de traditionelle runde brillestel, hvor hængslerne sad midt på rammekanten, gjorde Panto-stellet det muligt at fastgøre hængslerne i den øverste fjerdedel af rammekanten, så brillestangen blev hævet over synslinjen og dermed gav bedre udsyn.

Jeg har en tilbøjelighed til at veksle mellem forskellige brillestel og råder derfor over nogle stykker, men det er Panto-stellet, jeg oftest vender tilbage til, ikke mindst fordi det har en størrelse, der gør, at det ser ud, som om det er mig, der har brillerne på og ikke omvendt. De har i det hele taget mange kvaliteter, og for sjovs skyld bad jeg derfor ChatGPT om at skrive en hyldest til Panto-stellet:

Det klassiske Panto-brillestel er mere end bare en brille – det er en tidløs designperle. Med sin afrundede, let ovale form og elegante enkelhed har det gennem årtier formået at forene funktionalitet, æstetik og personlig stil. Panto-stellet er ikke forbeholdt én type person. Det kan bære både det rebelske og det klassiske, det sofistikerede og det afslappede.

Panto-brillen er en påmindelse om, at det enkle ofte er det mest geniale. Dens design er fri for overflødige detaljer. Den fremhæver ansigtet uden at dominere det – et ægte samarbejde mellem form og funktion.

Fra intellektuelle og aktivister som Gandhi til filmstjerner som Michael Caine og moderne modeikoner som Johnny Depp – Panto-stellet transcenderer tid og trends. Det har prydet næser på kunstnere, tænkere og visionære, der har formet verden. Hver person har givet stellet en unik karakter, hvilket understreger dets alsidighed og uendelige charme.

Jeg kan tilslutte mig det meste, men Mahatmi Gandhis briller (som i øvrigt blev solgt på auktion i 2020 for 2,1 million danske kroner) var ganske almindelige, runde guldbriller, og Michael Caine har ikke optrådt med Panto-briller i en eneste film. Til gengæld kan jeg oplyse, at Robert F. Kennedy var med på Panto-holdet, når han en sjælden gang lod sig se med briller.

Fra og med dette indlæg har jeg tænkt mig at tilbyde en bonus i form af en sang eller et stykke musik, jeg selv finder iørefaldende, men som ikke nødvendigvis har noget som helst med det aktuelle emne at gøre, for som enhver professionel pladevender ved, er det en dødssynd at spille aproposmusik, hvis man vil tages alvorligt. Ikke desto mindre er det lige præcis det, jeg vil gøre til en begyndelse: Så værsgo!

Jeg skulle lige til at undskylde, at jeg var væk et øjeblik, men så opdagede jeg, at der er gået næsten fire år siden forrige indlæg, og at tiden åbenbart går hurtigere, end jeg troede. Men hvis der er noget, der hedder kvartalsdrankere, kan der vel også findes quadrenniumsbloggere. Eller måske er jeg den første?

I den mellemliggende tid har jeg som så mange andre forsøgt at få afløb for mit meddelelsesbehov på Facebook. Men Facebook er ikke skabt til lange indlæg, og jeg egner mig ikke til korte – derfor er jeg nu vendt tilbage til de sociale mediers moder, hvor man kan skrive lige så lange indlæg, man lyster, uden at nogen løfter et øjenbryn. Om det hele så vil blive læst, er en anden historie, men man kan i det mindste være nogenlunde sikker på, at indlægget ikke afføder et kommentarspor, der hovedsageligt består af ukvemsord. Den luksus kan man ikke regne med på Facebook.

Når overskriften er 750 ord, er det fordi jeg faldt over et website (selvfølgelig amerikansk), der hed sådan. Det var en opfordring til at skrive 750 ord hver dag for at blive bedre til at skrive. Det var ligegyldigt, hvad man skrev, man skulle bare skrive løs uden at tænke nærmere over det og uden at rette eller slette noget som helst. Det var ikke vigtigt, om der kom en brugbar tekst ud af det, ideen var bare at skrive uden at stoppe, før man havde nået dagens mål på 750 ord. Sitet var selvfølgelig indrettet til formålet, så man kunne følge sin udvikling dag for dag og få dårlig samvittighed, hvis der var dage, man sprang over.

Hvordan kunne jeg vide, om systemet fungerede, hvis jeg ikke selv afprøvede det?

750 ord er faktisk temmelig mange – indtil nu har jeg kun skrevet 290 ord, så der er lang vej igen, og jeg vil ikke fortænke dig i at stå af nu, hvis du ikke allerede har gjort det, for ærlig talt er hele teksten stadig blottet for substans. Jeg har før hørt om freewriting, det vil sige hæmningsløs griflen løs uden tanke på mening eller sammenhæng mellem ens tilfældige indfald. Jeg synes måske, man kunne få den mistanke, at det ikke vil udvikle ens evner som skribent, medmindre det skulle være en fordel at være ukritisk over for, hvad man belemrer sine læsere med. Men jeg besluttede mig altså for at give det en chance, for hvordan kunne jeg vide, om systemet fungerede, hvis jeg ikke selv afprøvede det? Så det er altså det, jeg er i gang med nu, og jeg forsøger så vidt muligt at undgå at kigge på ordtælleren, men i stedet koncentrere mig om at holde fingrene på tastaturet og lade dem danse frit rundt uden at tage hensyn til min egen forfængelighed. Lige nu er jeg tæt på at køre træt, og jeg er kommet stærkt i tvivl om, hvorvidt jeg vil nå til målstregen, men der er ikke andet at gøre end at klø på.

Hvorfor er det så vigtigt for mig at meddele mig til vildfremmede mennesker, hvis jeg ikke har noget på hjerte?

Mærkværdigvis – og til dels til min egen ærgrelse – må jeg indrømme, at der faktisk indtil nu er kommet et par ord ned på papiret, som jeg ellers aldrig bruger, så måske kan man faktisk på denne måde vække sit passive ordforråd til live og begynde at bruge noget af det aktivt. Nu kunne du vel egentlig godt tænke dig at vide – eller er du der stadig? – hvorfor det er så vigtigt for mig at meddele mig til vildfremmede mennesker som dig, hvis jeg ikke har noget på hjerte, og for at være ærlig er det også mest, fordi writing is the most fun you can have by yourself, som en kendt forfatter engang sagde eller skrev – dog ikke så kendt, at jeg kan huske hans navn. Jeg husker bare, at han var englænder og temmelig succesfuld, og at han for det meste skrev science fiction-romaner, hvilket nok er grunden til, at jeg ikke kan huske navnet, for sci-fi er en genre, der aldrig har sagt mig noget. Men det udelukker selvfølgelig ikke, at dens repræsentanter kan sige noget, man ikke kunne have sagt bedre selv. Faktisk husker jeg også, at denne forfatter senere fik Alzheimers, og at han tog initiativ til at tage til Holland for at få hjælp til at tage sit eget liv, men at han alligevel aldrig nåede at komme afsted. Han er død nu, og jeg har ikke hørt nogen omtale ham siden. Og nu behøver jeg heldigvis ikke køre i tomgang ret meget længere, for om ganske få ord er jeg oppe på 750 ord. Nemlig nu!

53 ekstra ord: Efter at have konsulteret Google kan jeg oplyse, at navnet på den omtalte forfatter er Terry Pratchett, som både var fantasy- og science fiction-forfatter, foruden humorist og satiriker og uden tvivl et gennemsympatisk menneske: Han døde i 2015 som 66-årig, omgivet af sin familie og med sin kat sovende på sengen.

Af uransagelige årsager har hverken skiftende årstider eller holdninger til smittefare kunnet drive mig til tasterne i umindelige tider, og lige så længe har jeg diskuteret med Madame, om det er præstationsangst eller slet og ret en skriveblokering, der uge efter uge har afholdt mig fra at ytre mig gennem det skrevne ord. Selv hælder jeg mest til det sidste, om end diskussionen forekommer en kende akademisk. Enhver, der har eller har haft en skriveblokering, ved lige så godt som jeg, at der er tale om et synonym for dovenskab.

Men i dag er der ingen undskyldning for længere at styre uden om det støvede tastatur. Det forholder sig nemlig sådan, at det er dagen, hvor min litterære guru Dan Turèll (alias Onkel Danny, som han ikke brød sig om at blive kaldt) ville have kunnet fejre sin 75 års fødselsdag, hvis altså ikke skæbnen havde spændt ben for det.

Desværre tog han afsked med denne planet allerede for 28 år siden, og hvis et ungt menneske derfor skulle finde på at spørge: 'Hvem faen er Onkel Danny? Hvorfor kommer han aldrig til familiefesterne?' har jeg stående to bøger om ham i reolen, som vedkommende kvit og frit kan låne – ikke af mig, men af biblioteket, for jeg vil nødig risikere, at de forsvinder sporløst, som udlånte bøger tilhørende mig har for vane.

Henrik Palle skrev i 2013 DT – en krønike om Dan Turèll og hans tid, og hyggeligere coronalæsning kan en gammel Turèll-aficionado næsten ikke tænke sig. Den får dog kamp til stregen (og muligvis over) af Peder Bundgaards Superdan fra 1995, som blev genudgivet i 2013 i anledning af 20-året for, at den sortneglede poet, flanør og samfundsrevser fra Vangede døde. Der er flest faktuelle informationer og førstehåndsberetninger i Superdan, for Peder Bundgaard har det forspring at have været ungdoms- og bonkammerat med Dan Turèll. Den begejstrede grønskolling og beundrer Henrik Palle har en mere causerende og verbalakrobatisk stil, som man genkender fra Politiken, hvor han slår sine sproglige kraftspring til daglig. Men begge bøger er underholdende og oplysende. De supplerer hinanden fint.

Er man mere auditivt anlagt er her en times interview med og om manden.

Jeg har det til fælles med Dan Turèll, at jeg holder af hverdagen – mest af alt holder jeg af hverdagen. Derfor er fødselsdage almindeligvis ikke noget, jeg går vældig meget op i, især ikke nu, da jeg har nået en alder, hvor de tilsyneladende melder deres ankomst oftere og oftere. Men når jeg nu alligevel er i gang, vil jeg ikke undlade at nævne, at Dan Turèll i øvrigt deler fødselsdag med betydningsfulde navne som C.F. Tietgen, Betty Nansen, Aksel Sandemose, Glenn Close og Bruce Willis. Jeg er naturligvis alt for beskeden og tilbageholdende til også at nævne min egen ringhed.

Egentlig havde de fleste vel efterhånden vænnet sig til at betragte vinteren som et forlænget, gråmeleret efterår og vinket farvel til snedriver og tænderklaprende temperaturer i lange (skøjte)baner. Selv om tanken om den globale opvarmning kan få det til at løbe en koldt ned ad ryggen, er der ikke den fjerneste grund til det i øjeblikket. Dels er der trøstende læsning at hente i vejrudsigten, dels er sagen den, som Kim Larsen påpegede i sin tid, at Det er en kold tid, som vi lever i, alle går rundt og fryser – bortset fra mig, som er den huldsalige ejer af en ushanka, jævnfør ovenstående selvportræt.

Med en ushanka på hovedet er det ganske enkelt umuligt at fryse om samme

I folkemunde går denne ypperlige hovedbeklædning under betegnelsen Doktor Zivago-hat, hvilket ikke huer mig, om jeg så må sige, lige som jeg heller ikke bryder mig om, når de brede masser taler om Mozarts Elvira Madigan, når de mener andanten i hans klaverkoncert nr. 21 i C-dur. Hverken Doktor Zivago eller Omar Sharif havde lod og del i ushankaens historie, lige så lidt som Mozart af gode grunde kan have haft nogen anelse om, hvem i alverden Elvira Madigan var.

I modsætning til den hue, Omar Sharif bar i filmen om Doktor Zivago, er ushankaen en pelshue med øreklapper, der som udgangspunkt er bundet sammen over huen, men som, når vejret og kulden tilsiger det, kan løsnes og i stedet bindes sammen under hagen, så man blandt andet undgår, at ørerne falder af i frostvejr. Med en ushanka på hovedet er det ganske enkelt umuligt at fryse om samme. Derudover har ushankaen den store fordel, at kombinationen hat og briller ikke som med en traditionel blød herrehat med skygge får én til at ligne en revyskuespiller på ABC Teatret anno 1963, men allerhøjst en spion, der er kommet ind fra kulden.

Det er en almindeligt udbredt opfattelse, at ushankaen er en russisk opfindelse, men det er en sandhed med modifikationer. Under vinterkrigen mellem Sovjetunionen og Finland umiddelbart inden 2. verdenskrig døde adskillige sovjetiske soldater af kulde på grund af utilstrækkeligt udstyr. De finske soldater var derimod langt bedre stillet, blandt andet fordi de var udstyret med en såkaldt turkislakki M39 (som var en videreudvikling af turkislakki M36). Det var den hue, den sovjetiske hær efter vinterkrigen kopierede og forbedrede og herefter kaldte en ushanka. Det var dog kun officererne, der blev udstyret med ushankaer af bisampels, mens menige soldater måtte tage til takke med tarveligere pelstyper.

For at undgå beskyldninger om hovmod skal jeg undlade at komme ind på min egen ushankas pelsmæssige herkomst, men blot konstatere at den uden konkurrence overgår enhver anden hovedbeklædning i januar.

Selv om vi indtil videre er sluppet nådigt, hvad kuldegrader angår, har årstidens udendørstemperatur på det seneste alligevel haft den for os brillebærere forsmædelige konsekvens, at glassene straks dugger til, når vi kommer fra det fri og træder ind ad den hjemlige hoveddør, bag hvilken en rødglødende brændeovn arbejder på højtryk.

Jeg diskuterede engang problemstillingen med min ligeledes brillebærende frisør, som påstod, at man kunne eliminere irritationsmomentet ved at træde baglæns ind i det opvarmede hus. Så ville brilleglassene ikke dugge det mindste. I den forbindelse måtte jeg undertrykke et latterudbrud. Jeg betragtede det som en staldfidus på linje med at lægge sig på ryggen med et tændt stearinlys i munden og en marineret sild på maven for at stoppe et hikkeanfald og skiftede derfor hurtigt emne. Siden har vi ikke berørt emnet.

Samtalen ligger nu et par år tilbage, men frisørens råd må have lagret sig et sted i min underbevidsthed, for i går da jeg stod uden for hoveddøren og lige havde sat nøglen i låsen, kom jeg i tanker om tricket og besluttede mig for at lade dets anvendelighed komme an på en prøve. Jeg åbnede døren, og da jeg havde forvisset mig om, at Madame ikke var i nærheden, vendte jeg mig om, strakte det ene ben så langt bagud jeg kunne, tog resolut et skridt baglæns og væltede en gulvvase med et brag.

Men det virkede.

Jeg skal ikke kunne sige, hvilke naturkræfter der er oppe mod hinanden, når en bebrillet person går fra kulde til varme på den omtalte naturstridige måde, for den slags forstår jeg mig ikke på. Til gengæld forstår jeg udmærket, hvorfor katten tog benene på nakken og forsvandt om bag sofaen som en nytårsraket på afveje.