Uffe Jerner

De fleste vil nok mene, at det er passé at tale om nytårsforsætter i februar, men tager man idéen alvorligt, skulle de vel gerne gælde for hele året? Nytårsforsætter er som regel ret forudsigelige. For det meste går de ud på at leve sundere, motionere mere, tabe sig, drikke mindre alkohol eller holde op med at ryge, og alle ved, hvordan det kommer til at gå. Eller rettere ikke gå. Men da en stor landsdækkende avis ved årsskiftet spurgte den sunde fornufts utrættelige våbendrager Svend Brinkmann om hans nytårsforsæt, svarede han, at det skulle være at reparere én ting om ugen. Jeg besluttede mig på stedet til at stjæle idéen.

I fjerde sæson af tv-serien Mad Men, som foregår i 1960'erne, er hovedpersonen Don Draper for nylig flyttet fra sin kone og bor nu i en lejlighed, som han har ansat en hushjælp til at passe. En aften har hans kompagnon Roger overtalt ham til at gå i byen med en af sin kones unge, tiltrækkende singleveninder, og inden Don skal ud ad døren, har han brug for at pudse sine sko. Han spørger derfor hushjælpen, hvor hans skopudsekasse befinder sig, og da han har fået svaret, tager han den ned fra den øverste hylde i et skab, åbner kassen, fisker en skobørste op af den og går i krig med pudseriet.

Kan mit intermezzo med skopudse-kassen i virkeligheden ikke snarere klassificeres som renovering end som reparation?

Lige siden jeg så den scene, har jeg ønsket mig sådan en kasse, ikke mindst på grund af pedalen oven på låget, der gør det muligt at pudse sko, mens man har dem på, fordi den har den helt rigtige vinkel til formålet. Efter et par års søgen på loppemarkeder og i genbrugsbutikker lykkedes det mig at finde en kasse, der var næsten mage til. Den eneste forskel var, at hængslerne til låget var anbragt på siden og ikke for enden som på Don Drapers. Og så var hængslerne rustne og kassen i øvrigt i en sørgelig forfatning, men jeg forestillede mig, at det var en smal sag at ordne. Der var bare det ved det, at hængslerne og lukkemekanismen var pivrustne, og det ikke var muligt at finde nogle andre, der var mage til, så derfor fik jeg aldrig gjort mere ved det. Men så var det, at jeg læste om Brinkmanns nytårsforsæt og tænkte, at nu skulle det være! Jeg tog mig sammen, skilte kassen ad, afmonterede benene og pedalen, sleb den gamle lak af med flere slags sandpapir af varierende grovhed, skiftede de gamle skruer ud med nye og – brugte alt, hvad jeg kunne opbyde af knofedt og tålmodighed på at slibe hængsler og låsemekanisme fri for rust.

Nu er den klassiske firbenede skopudsekasse i lys birk så god som ny, og jeg føler mig som et bedre menneske. Kassen indeholder nu 4 slags skocreme, 4 slags skosværte, 2 påsmørebørster og 2 skopudsebørster foruden en pudseklud af prima kvalitet klar til udrykning. Det hele i sirlig orden.

Så langt, så godt. Nogle vil måske spørge, hvordan det ellers er gået med at være solidarisk med Brinkmann og efterleve hans nytårsforsæt; ifølge ugenummeret burde jeg nu allerede have fået fikset 7 ting. Og må mit intermezzo med skopudsekassen i virkeligheden ikke snarere klassificeres som renovering end som reparation? Her får jeg brug for at gribe til min hensygnende juridiske fortid og anlægge en udvidende fortolkning – i retsvidenskaben et udtryk for, at man udstrækker betydningen af en tekst til at omfatte situationer eller tilfælde, der ikke er nævnt udtrykkeligt. Herefter ser listen over de øvrige 6 afsluttede reparationsprojekter sådan ud:

• Skiftet et knækket snørebånd i en sko
• Sat nye batterier i en lommelygte
• Lakeret et stenslag på bilens motorhjelm med en mikroskopisk pensel
• Fastgjort en vinreol til væggen, så den ikke vælter (altså reolen)
• Genophængt et nedfaldet foderbræt i Madames fuglereservat
• Flyttet en knap på en skjortemanchet, der ikke sluttede tæt nok til håndleddet

Utroligt, så meget man kan nå at få fra hånden på nogle ganske få uger ...

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'fodpedal'. Det er nok at sige 'pedal'.

Det er som regel ingen skade til at få udvidet sit ordforråd. Omvendt er der også ord, man godt kunne undvære. I dag søsatte medierne i tæt samarbejde med Forsvarets Efterretningstjeneste ordet storskalakrig. Det er et monstrøst ord, der lyder vigtigt og alvorligt, og det har noget med Ruslands territoriale ambitioner at gøre.

Men hvad betyder det egentlig? Hvordan adskiller det sig fra en lillebitte krig, en mellemstor krig eller bare en krig, som vi godt kender betydningen af? Er storskalakrig en krig, hvor man lige skruer lidt ekstra op for eksplosionerne og bruger Excel-ark til at holde styr på invasionerne? Eller er det bare endnu et ord, der er blevet opfundet af nogen, der nyder at høre sig selv tale, og som gør det umuligt for os andre at forstå, hvad der foregår?

Det er et ord, der signalerer, at man ved noget – uden at nogen er helt sikker på, hvad det drejer sig om

Man kunne godt få en mistanke om, at visse mennesker bevidst vælger ord, der lyder så komplekse, at ingen tør spørge, hvad de egentlig betyder af frygt for at virke underfrankeret. Hvis man sidder i en samtale og siger storskalakrig med alvorsfuld mine, vil ingen modsige en. De vil nikke anerkendende og mumle noget om geopolitik, mens de prøver at finde en undskyldning for at forlade lokalet. Det er et ord, der signalerer, at man ved noget – uden at nogen er helt sikker på, hvad det drejer sig om.

Men skal vi så til at være endnu mere bekymrede, end vi allerede er? Betyder det, at vi ikke får lov at opleve sommeren, fordi nogen har besluttet, at det er tid til at hive storskalakortet frem? Skal vi til at købe nødrationer, udgrave kældre og lære at overleve på konserves og transistorradioer med håndsving? Eller er det hele bare endnu en runde i det store politiske talkshow, hvor nye ord smides ind som dramatisk krydderi for at holde seertallene oppe?

Hvis historien har lært os noget, er det, at verden altid har været lige på randen af undergang – og at vi alligevel på magisk vis finder en måde at snuble videre på. Ret skal være ret: Vi er faktisk allerede blevet beroliget med, at sommeren ikke er aflyst. Vi kan stadig tage på stranden og brokke os over vejret uden at skulle bekymre os om taktiske missiler. Der er ingen grund til at aflyse grillfesten.

Indtil videre kan vi i hvert fald trøste os med, at storskalakrig stadig bare er et uigennemskueligt ord. Og ord kan trods alt ikke eksplodere.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'storskalakrig'

Når jeg skrev et indlæg om boggaver forleden dag, var det ikke, fordi jeg selv var blevet betænkt med en bog, jeg ikke ønskede mig. Men for et par uger siden gik jeg ind i en genbrugsforretning, hvor jeg tilfældigt faldt over en bog med et byttemærke på bagsiden. Af det fremgik, at bogen skulle have været byttet senest den 23. oktober 2024, så muligheden var for længst forpasset. Bogen var altså endt her, fordi nogen havde givet en anden en bog, som vedkommende ikke var interesseret i, for den var tydeligvis aldrig blevet åbnet og duftede stadig lifligt af tryksværte.

Lad dette være et mindre korrektiv til mine tidligere betragtninger om boggaver

Det drejede sig om Bente Scavenius' bog Mit livs billeder, der var så indbydende, at jeg uvilkårligt gav mig til at blade i den, hvilket i sig selv var en fornøjelse: det tunge, glittede papir, den smagfulde grafik og velvalgte typografi og ikke mindst de smukke, farvestrålende reproduktioner. Malerkunst og kunsthistorie har så at sige altid været en lukket bog for mig. Det eneste, jeg ved, er, at der er billeder, jeg kan lide at se på, fordi de er flotte, og billeder, jeg ikke kan lide at se på, fordi de er grimme. Ret primitivt, men ikke desto mindre sandt.

Der er heller ikke meget kunst på mine vægge. I mit arbejdsværelse er to af væggene optaget af skabe og reoler fra gulv til loft, og de andre to har store vinduespartier. Kun to skilderier er der blevet plads til – et Tingatinga-maleri, som har affektionsværdi, fordi det er et arvestykke, og en skifteramme med fire af Mads Stages fuglelitografier.

Om det var et ønske om at blive klogere eller min fjerne fortid som forlagsredaktør og generelle glæde ved boghåndværket, der gjorde udslaget, skal jeg ikke kunne sige. I hvert fald købte jeg bogen med hjem, og jeg blev ikke skuffet.

Bente Scavenius’ bog er alt andet end en tør kunsthistoriebog. Den er fuld af spændende anekdoter, skandaler og kunsthistorisk viden. På en meget elegant og underholdende måde tager den en med gennem dansk kunsthistorie fra 1515 til 2021. Mange af malerierne har en særlig betydning for Bente Scavenius selv; nogle hang på godset, hvor hun voksede op. Det gør bogen til en interessant blanding af personlige fortællinger og skarpe kunsthistoriske observationer. Undervejs får man indblik i de kampe, kunstnere – især kvinder – måtte kæmpe for anerkendelse, og der fortælles om vilde avisfejder, hvor ny kunst blev udskældt som sindssyge eksperimenter. Der er historier om malere, der ikke blev optaget på museer, fordi de var kvinder, og om fynbomalere, der blev hånet som 'træskokunstnere'. Og så er der de fascinerende møder med den amerikanske kunstsamler og boheme Peggy Guggenheim og vilde opdagelser på The Met i New York.

Kort sagt et røverkøb. Mit livs billeder koster 400 kroner hos boghandleren. I genbrugsforretningen var prisen sat til 25 kroner, men lige den dag var alt i butikken nedsat med 50%, så jeg fik den for 12,50. Spørgsmålet er, om jeg nogensinde ville have fordybet mig i en bog om et emne, der egentlig ikke optog mig og på den måde fået hævet mit dannelsesniveau, hvis jeg ikke ved et tilfælde var faldet over herligheden til ingen penge. Nok ikke – medmindre jeg havde fået den som en uønsket gave. Så lad dette være et mindre korrektiv til mine tidligere betragtninger om boggaver.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'bedler', når det drejer sig om billeder.

For at undgå svimmelhedsanfald plejer jeg at gå let hen over nyhedsstof, der vedrører lønninger i toppen af det private erhvervsliv. Alligevel har jeg ikke kunnet undgå at se meddelelsen om, at den administrerende direktør i Novo Nordisk, som har været vant til en årsløn på 68 millioner kroner, nu må se frem til at blive spist af med 57 millioner. Han får med andre ord nu kun 156.000 kroner om dagen, som jo ikke er mere, end en gennemsnitlig dansker tjener på et kvartal.

Trods lønnedgangen og udsigten til snart at skulle suge på labben, fortsætter han tilsyneladende loyalt med at passe sit arbejde. Men hvad laver han egentlig på en typisk arbejdsdag? Det fremgår ingen steder, men man har vel lov at gætte:

Han vågner ikke længere til lyden af en personlig violinist, og morgenmaden er nu bare en simpel trøffelsmoothie

En mand, der pludselig tjener 11 millioner kroner mindre, må naturligvis spare. Han vågner ikke længere til lyden af en personlig violinist, og morgenmaden er nu bare en simpel trøffelsmoothie uden ekstra bladguld.

Heldigvis har han stadig sin uniformerede privatchauffør, der bringer ham til hovedkontoret. Det gør det lidt lettere at lade, som om 57 millioner stadig er en acceptabel løn.

Formiddagen går med vigtige møder og med at godkende powerpoints om vækststrategi, og om hvordan markedsoptimering gør livet surt for overvægtige amerikanere, uden at de opdager, at de er blevet afhængige. Man vurderer, at der i øjeblikket vil være opbakning fra Statsministeriet.

Lidt PR-arbejde bliver der også tid til, herunder et interview, hvor direktøren selv forklarer, at Novo Nordisk udelukkende arbejder for at forbedre folkesundheden, ikke for at maksimere profitten, og nævner en passant sin beskedne løn.

Til frokost vælger han en laksesalat, som han får forhandlet ned til halv pris ved at give afkald på hummerskiverne – en grum påmindelse om det nye, mere ydmyge liv, der venter. Sidst han var med sin kone på indkøb, tog han sig i at tjekke prisen på en økologisk avokado, for hvad er livet, hvis man må holde op med at købe en ny yacht hver tredje måned og bede fruen om at skære ned på sit forbrug af Louis Vuitton-tasker?

Efter en lang dag med at sikre medicinalimperiets fortsatte ekspansion vender direktøren hjem til det hvide strandvejspalæ med sortglaseret tegl, sundudsigt og badebro, men meget er forandret. Han skifter til en flere uger gammel kashmirtrøje, skænker sig et glas vin og forsøger at vænne sig til tanken om, at vinkælderen er støvsuget for yndlingsårgangen 1992. Det lykkes ham dog at fremtvinge et stille smil over, at man stadig kan få en hæderlig rødvin for et par tusind. Ellers går aftenen med at lægge ansigtet i de rigtige folder til næste dag og ærgre sig over, at han ikke længere kan flyve børnene i skole i privathelikopteren, som han har måttet sælge i Den Blå Avis.

Livet som Novo Nordisk-direktør er med andre ord ikke en dans på roser, og det kræver en særlig evne til at holde hovedet højt, når man må klare sig for små penge. Men med lidt økonomisk snilde og nogle strategiske fravalg skal han og familien alligevel nok stå distancen med 57 millioner om året – det er trods alt også en slags penge. Var det 56 millioner, havde det først set sort ud. Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'advokado', når et drejer sig om en avokado.

Vi kan hurtigt blive enige om, at bøger er en fænomenal opfindelse. De kan oplyse, underholde og give introverte sjæle den perfekte undskyldning for at undgå sociale sammenkomster. Men de er også en minefyldt gavekategori, og alligevel bliver de år efter år lagt under juletræet eller pakket ind til fødselsdage i en naiv tro på, at alle elsker at få en bog. Men det er en myte, der har skabt flere akavede øjeblikke end glædelige overraskelser.

En krimi til en, der kun læser poesi, er det litterære svar på at give en veganer en fransk hotdog i fødselsdagsgave

Når man giver en bog i gave, fortæller man samtidig, hvad man tror, modtageren interesserer sig for. Det er en farlig vej at gå. Giver man sin svoger en selvhjælpsbog om at blive en bedre ægtefælle, kan det nemt opfattes som en passiv-aggressiv kommentar til hans ægteskab. En biografi om en politiker, han afskyr, vil kun resultere i et tvungent smil og en halvhjertet tak. En krimi til en, der kun læser poesi, er det litterære svar på at give en veganer en fransk hotdog i fødselsdagsgave.

Størrelsen betyder også noget. Hvis man forærer nogen en 1200-siders mursten om Napoleons felttog i Rusland, forpligter man dem reelt til at bruge de næste seks måneder på at kæmpe sig igennem sne, blod og fodnoter. På den anden side sender en lille, tynd bog et uheldigt signal om, at man ikke vil ofre alt for meget på foretagendet. Skal man give en bog, er det et krævende projekt at ramme den gyldne middelvej mellem højpandet og tyndbenet – en disciplin, de færreste mestrer.

De fleste elsker ideen om at læse, men realiteten er, at en stor del af befolkningen allerhøjst læser bagsideteksten. En bog som gave resulterer i, at modtageren føler sig tvunget til at lade den ligge fremme, hver gang giveren er på besøg. Bøger har i det hele taget en exceptionel evne til at stille krav. Når man modtager en bog i gave, forventes det, at man straks læser den. Det skaber et socialt pres, ingen har bedt om. 'Hvad synes du om bogen?' spørger giveren på et tidspunkt, og så må man enten lyve eller indrømme, at man aldrig kom længere end til side 14. Der er en grund til, at 'jeg har rasende travlt for tiden' er den mest brugte undskyldning for ikke at åbne en bog.

Hvis man virkelig vil gøre livet surt for nogen, kan man vælge at signere bogen med en personlig hilsen. Så er der ingen vej tilbage. Modtageren kan ikke engang bytte den; den er blevet en permanent påmindelse om en gave, vedkommende aldrig ønskede sig. Og selv om det var velment, er det ekstra tarveligt, hvis man også har skrevet 'Håber, du bliver klogere på livet med denne bog' på titelbladet.

Den eneste sikre måde at give en bog i gave på er, hvis modtageren specifikt har ønsket sig den. Ellers er vejen til akavede smil og ulæste bøger brolagt med gode intentioner.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'det ligner, at ...'

De ti plager var som bekendt Guds straf over Egypten, men havde han tænkt sig om og medtaget støvsugning, kunne han være kommet op på elleve. Støvsugning hører til voksenlivets mange plager, og desværre er det en af de huslige pligter, der påhviler mig.

Det er lidt som at skulle til tandlægen eller betale grundskyld – man kan forsøge at udsætte det, men der er ingen vej udenom. Støvet formerer sig i hjørnerne som kaniner om foråret, hvad der formentlig er årsagen til, at englænderne kalder nullermænd for dust bunnies. De rykker frem som en ustoppelig brigade, der erobrer alle vandrette overflader, mens deres medsammensvorne krummer fra søndagens rundstykker og croissanter allerede har forskanset sig i gulvsprækkernes skyttegrave.

Der findes endnu ikke robotstøvsugere, der selv kan flytte møbler og sætte dem på plads igen

Det vides ikke, om det var Sisyfos, der opfandt støvsugningen, men i hvert fald må han have haft en finger med i spillet, for man bliver aldrig færdig. Man kan bruge en hel mandag formiddag på at få gulvarealet til at funkle, men nullermænd og konsorter er altid klar til at rykke ud for at genvinde det tabte land.

Ens eneste allierede er støvsugeren, men den er ikke altid lige samarbejdsvillig. Ledningen når med sikkerhed sin maksimale udstrækning, netop som man mangler en halv meter hen til det sidste hjørne. Alternativt snor den sig om et bordben som en anorektisk kvælerslange, og man må hive ledningen ud af stikkontakten og løse det uigennemskuelige knob op igen for at komme videre. Det næste, der sker, er at støvsugerhovedet suger sig fast i gulvtæppet.

Nogle vil måske mene, at en robotstøvsuger kunne være løsningen. Men efter at have forhørt mig i omgangskredsen har jeg fået indtryk af, at man lige så godt kan overlade jobbet til en livstræt teenager. For det første er robotstøvsugeren ikke nær så intelligent, som man skulle tro. Den forvilder sig ind i den samme krog igen og igen, som om den led af hukommelsestab. I bedste fald følger den en tilfældig, ulogisk rute gennem rummet, men ignorerer fuldstændig de områder, hvor skidtet befinder sig. I værste fald vil den køre fast og minde om en skildpadde, der har opgivet ævred – der findes endnu ikke robotstøvsugere, der selv kan flytte møbler og sætte dem på plads igen. For det andet demonstrerer robotstøvsugeren jævnligt teknologiens begrænsninger ved at sluge strømper, opladningskabler, kattelegetøj og andet løsøre, den ikke burde. Skulle man endelig sige noget positivt om robotstøvsugere, ved jeg fra utallige videoklip på Instagram, at de er velegnede til at anbringe en kat på, som forhåbentlig sætter pris på en førerløs rundtur i sit eget hjem.

Uanset om vi holder fast i den klassiske støvsuger eller falder for fristelsen til at anskaffe en robot, er der ingen vej udenom. Støvsugning er en evig kamp, og nullermændene ler sidst. Men selvfølgelig er et støvfrit gulv i en dags tid ikke at kimse ad.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Henrik Nordbrandt var helt gal på den, da han forsøgte at bilde os ind, at november er årets længste måned. På papiret er februar ganske vist den korteste, men det er falsk varebetegnelse, for ingen måned føles længere, og i en tid hvor der tales om identitetskrise i ét væk, er februar det mest forsømte samtaleeemne.

Februar ved ikke rigtig, om den vil være kulminationen på vinteren, hvor kyndelmisse slår sin knude, eller om den vil være forårets spæde begyndelse, der indgyder håb om en lys og lykkelig fremtid og menneskehedens fortsatte beståen.

Dagene bliver længere, og pludselig opdager man, at det ikke længere er bælgravende mørkt, når man tager cyklen hjem klokken halv fem

Vejret i februar er en lykkepose med blandede overraskelser. Nogle dage vågner man op til frostklare morgener, hvor bilruderne er dækket af et lag is, der kræver en isskraber, en varmepistol eller en eksorcist at fjerne. Andre dage vågner man op til regn, slud og en vind, der insisterer på at blæse alt væk, inklusive ens forholdsvis gode humør. Omvendt kan man på helt særlige dage være så heldig at komme til at sidde og spise frokost i solskin. Ind imellem er februar måneden, hvor man kan opleve alle fire årstider på én dag.

Det er også måneden, hvor man begynder at forstå, hvorfor vikingerne sejlede til fjernere egne. Det var næppe kun for at plyndre, men formentlig også for at finde et sted, hvor man ikke skulle have tre lag undertøj på for at hente avisen.

Men selv om måneden overordnet set er et studium i gråt, begynder februar midt i al gråheden også at give os et glimt af håb. Dagene bliver længere, og pludselig opdager man, at det ikke længere er bælgravende mørkt, når man tager cyklen hjem klokken halv fem. Det er også her, alle begynder at fantasere om sommerhus, grillpølser, sol og D-vitaminer, selv om alle inderst inde ved, at vi også godt kan regne med sne og slud igen i marts.

Vi kommer ikke uden om valentinsdag – en vigtig begivenhed, som vi importerede, da nogen fandt ud af, at februar manglede en markedsføringsstrategi. Men valentinsdag er og bliver et fremmedelement på disse kanter. Hvor meget romantik kan der være i luften, og hvem husker at købe stearinlys, når det regner vandret, og alle tre lag undertøj er gennemblødt? Det hænger jo ikke sammen. Men blomsterhandlerne har alligevel en fest, og restauranterne er fyldt med folk, der håber, at chokolade og rødvin kan overdøve februardepressionen.

Lad os tage godt imod februar trods alt. Den er måske årets mest udfordrende måned, men den lærer os, at overlevelse er en kunstform, som kræver stamina, optimisme og ikke mindst oceaner af kaffe. Heldigvis varer den kun 28 dage. Eller 29, når universet virkelig hader os.

Musik til hele februar