Der er uger, hvor Danmark lister gennem nyhedsstrømmen som en kat på uldsokker. Og så er der uger som denne, hvor mediebilledet sitrer af begivenheder, og selv den mest sindige læser må tage en dyb indånding.
Meningsmålingerne hopper rundt som forårskåde påskekyllinger i utide
Pludselig stod man dér, som hvis man havde fået stukket et tændt kanonslag i hånden af en tilfældig forbipasserende. Mette Frederiksen udskrev valg med den pludselige beslutsomhed, man normalt forbinder med at ringe efter en taxa klokken tre om natten. Den 24. marts skal vi gå i tænke- og stemmeboks, og i mellemtiden er nationen forvandlet til én lang paneldiskussion, hvor alle taler i munden på hinanden, mens meningsmålingerne hopper rundt som forårskåde påskekyllinger i utide. Venstrefløjen aner et rødt flertal. Højrefløjen aner et blåt øje. Vælgerne aner ikke, hvilket ben de skal stå på.Som om det ikke var nok, har Grønland igen indtaget rollen som hovedperson i det geopolitiske teaterstykke, hvor kulissen er isblå, og replikkerne leveres med diplomatisk stiv overlæbe. Diskussionen om Grønlands status har i ugens løb haft et dramatisk præg, der minder om en tv-serie, hvor manuskriptforfatterne hele tiden finder på et nyt plot-twist. Trumps tilbud om et hospitalsskib blev mødt med en høflig, men tydelig nordatlantisk afvisning og en bemærkning om, at her har alle altså noget, der hedder et sygesikringsbevis, og det var der for resten nogen, der kunne lære noget af ...
Pludselig stod man dér, som hvis man havde fået stukket et tændt kanonslag i hånden af en tilfældig forbipasserende
Samtidig er forholdet til USA blevet behandlet i medierne som et skrøbeligt porcelænsstel, der både skal vises frem og pakkes forsigtigt ind. Grønland er ikke bare en ø. Det er et strategisk krydsfelt, en identitetspolitisk lakmusprøve og en uudtømmelig kilde til overskrifter med ord som suverænitet og sikkerhed. Man ser de politiske reportere for sig, der sidder klar hver morgen ved tastaturet og tænker: Hvad mon Arktis har fundet på i dag?Imens diskuterer vi internationale studerende, forsvarsbudgetter og EU-sanktioner med en intensitet, der giver selv de mest hærdede debatprogramværter nervøse trækninger. Forsvarsudgifterne beskrives som en krigskasse, der er så godt som tom. Det lyder dramatisk, men minder også lidt om en dansk families husholdningsbudget sidst på måneden; der er stadig noget i fryseren, hvis man er lidt kreativ.
Mens de store ord runger i spalterne, fortsætter hverdagen med nødvendige indkøb, vasketøj og madpakker Valgkampen er i gang. Grønland er på dagsordenen. Verden banker på døren.
De stakkels medier må nu fordele sol og vind mellem valgkampen og kampen i Mellemøsten. Dobbelt selvsving, hedder disciplinen vist. Heldigvis bliver valgkampen kort, det er besluttet, men hvornår Israel og USA finder udgangen er et andet spørgsmål. Har de for en gangs skyld en exitstrategi? Spørger man historien, som man jo skal lære af, er det meget tvivlsomt.
Medens de danske partibogstaver danser rundt på den indenlandske scene, kan man i al forsøgt fredsommelighed addere, medens der droppes nogle grønlandske isterninger ned i glasset, at den næsten rystende føljeton, kaldet ”Storpolitik”, er tilsat endnu et kapitel.
Det uopslidelige emne ”Mellemøsten” er overskriften igen, nu i en stærkt udvidet version. Det tilbudte hospitalsskib ”McDonald Mercy” kan med sikkerhed gøre mere fyldest netop i Mellemøsten. Og samtidig kan de udsendte danske korrespondenter, politiske kommentatorer og -analytikere, besserwisser m.fl. igen glæde sig over at være fuldt beskæftiget såvel inden- som udenrigspolitisk.
Det gamle kinesiske ordsprog gælder fortsat: ”Gid du må leve i interessante tider"
@Eric: Dobbelt selvsving, ja – og uden sikkerhedsnet. Valgkampen er heldigvis som en dansk sommerbyge, der hurtigt er overstået. Mellemøsten derimod minder mere om en flerårig føljeton, hvor manuskriptet aldrig helt bliver færdigt.
Spørgsmålet om exitstrategi er optimistisk. Historien har jo en lidt tør humor, når den gentager sig selv.
@Erik Hulegaard: Ja, endnu et kapitel i den langstrakte roman 'Storpolitik' er udkommet, og det er ikke ligefrem en let sommerudgave.
Indenrigspolitik og udenrigspolitik flettes sammen i én stor sendeflade, hvor vurderingerne står i kø. Det er næsten, som om verdenssituationen insisterer på at levere stof til både lederartikler og debatprogrammer uden pause.
Det gamle kinesiske ordsprog om at leve i interessante tider lyder poetisk. Desværre betyder 'interessant nok ikke roligt i dette tilfælde ...
Jeg har en nok typisk kvindekommentar:
Jeg gider ikke se valgkamp. Jeg ved hvem jeg vil stemme på, og det kan ingen valgkampe ændre på. Jeg ser mere på, hvad partierne udretter - eller ikke udretter - imellem valgene, og ikke hvad de lover at gøre efter valget.
Jeg gider heller ikke læse om Mellemøsten. Man skal vælge sine kampe, og lige nu er der en hel del, der i mine øjne har valgt de helt forkerte, men dem i Mellemøsten kan jeg kun være passiv tilskuer til, og det har jeg ikke lyst til. Hvis det på et tidspunkt kommer til at involvere mig, tager jeg den derfra.
I det lille spil har jeg en stemme. I det store er jeg magtesløs.
@Ellen: Din holdning til Mellemøsten-delen forstår jeg godt. Det kan hurtigt føles som at sidde og råbe instrukser til en fodboldkamp, man ikke spiller med i. Man kan hæve stemmen, men bolden flytter sig ikke. Så vælger man at slukke for fjernsynet og koncentrere sig om sin egen banehalvdel.
Med hensyn til den hjemlige valgkamp betragter jeg den som gratis underholdning. Det er den eneste realityserie, hvor deltagerne lover at forbedre vores liv, hvis bare vi stemmer på dem, og hvor man bagefter kan anmelde sæsonen i fire år.
Nyd pausen fra støjen, men behold fjernbetjeningen. Man ved aldrig, hvornår man alligevel får lyst til at zappe forbi.