Dansk politik minder i øjeblikket mindre om en egentlig meningudveksling end om et naturprogram. Ikke et af dem med rolige BBC-stemmer og panoramaoptagelser, men et med hektiske klip, uventede indslag og en fortæller, der ikke er helt klar over, hvad der foregår.

Ungdommen hælder mod to kandidater, der ideologisk befinder sig omtrent lige så langt fra hinanden som tofu og oksemørbrad

Et eksempel er diskussionen om udvandring. Ikke bare almindelig udvandring – nej, der er tale om det messerschmidtske begreb 'nettoudvandring'. Det lyder som noget fra nationaløkonomiens værktøjskasse, men i praksis er det en slags politisk regnestykke, hvor nogle mennesker helst skal forsvinde hurtigere, end andre ankommer. Man ser næsten en tavle for sig i Finansministeriet: 'Ind: 7. Ud: 9. Godkendt.' Meningsmålingerne viser, at et flertal synes, at den form for demografisk minusregning er en rigtig god idé. Mindretallet er mindre begejstret. Det skyldes måske, at de stadig går rundt med en gammeldags forestilling om, at mennesker ikke fungerer optimalt som eksportvarer.

Samtidig udspiller der sig et andet drama i den jyske natur, hvor ulvene tilsyneladende er begyndt at gebærde sig som almindelige rovdyr. Tænk, at et dyr, som i årtier kun har eksisteret i eventyrbøger og politiske debatindlæg, nu pludselig dukker op i virkeligheden og nægter at opføre sig symbolsk. For Inger Støjberg er løsningen enkel: Ulven skal væk. Ikke flyttes, ikke diskuteres, men væk. Hvis man gav hende et stort viskelæder, ville hun formentlig straks gå i gang med at slette den store stygge ulv fra landkortet.

Mens ulvene lusker rundt i Jylland, er der også liv i en helt anden del af økosystemet: de unge vælgere. Her viser det sig, at ungdommen hælder mod to kandidater, der ideologisk befinder sig omtrent lige så langt fra hinanden som tofu og oksemørbrad. Pia Olsen Dyhr repræsenterer venstrefløjens varme socialpolitiske omsorg, Alex Vanopslagh markedsøkonomiens kølige effektivitet. At begge samtidig er ungdommens favoritter, siger måske mest om den moderne vælger: Man vil gerne have både gratis uddannelse og lav skat, og det skal helst gå lidt tjept!

Visse politikere har stadig det samme forhold til regler som en teenager har til sengetider

De lidt ældre vælgere holder derimod fast i det velkendte. Her peger mange stadig på Mette Frederiksen. Det er som at vælge den samme pizza hver gang: Man ved, hvad man får, og man slipper for at diskutere toppingen.

I kulissen foregår der også teknologiske smådramaer. Det er ikke kun SF-stemmeslugeren Jacob Mark, der i strid med EU-reglerne har købt politisk annoncering på Facebook og Instagram. Det har 9 ud SF's 99 folketingskandidater, viser en optælling. Sagt på en anden måde: visse politikere har stadig det samme forhold til regler som en teenager har til sengetider.

Når man betragter det hele samlet – nettoudvandring, ulvejagt, ungdommens ideologiske buffet og Facebook-annoncerne – begynder man så småt at forstå, hvorfor dansk politik kan føles som et besynderligt tv-program. Og ikke kun, når de folkevalgte hygger sig på Ryslinge Højskole sammen med TV 2 over en grydefuld spaghetti bolognese.