En søndag foran skærmen



November er ikke en måned, der ligefrem rutter med underholdningen, men på denne adresse ser vi altid frem til et enkelt lyspunkt i mørket, for selv om bladene rasler af træerne, er det i november, at bøgerne springer ud og sproget blomstrer. Det indebærer, at hjemlig lænestolesidning med tilhørende te- og kaffedrikning, katteklapning, adspredt læsning og tandstangning bliver afløst af gennembladring og diskussion af Bogforums program. Jeg ifører mig herefter hornbriller og sildebensvævet tweedjakke, tager Madame under armen og sætter kurs mod Bella Center, hvor vi får en dag til at gå i bibliofile omgivelser af varierende styrke og relevans – en del stande har en yderst perifer forbindelse med bogverdenen. Desuden er maden dyr og dårlig, men det tager vi med.

Der er formentlig ikke mange jyder, der lige smutter til Amager for at få et glimt af en litterær kendis på slap line

I år har vi været afskåret fra at holde traditionen i hævd af pandemibetingede årsager. Til gengæld slog DR2 gækken løs i går og flottede sig med 12 timers Bogfestival live fra det Den Sorte Diamant/Det Kongelige Bibliotek som et virtuelt plaster på såret med stribevis af interviews med forfattere, forskere, digtere og tegnere inden for allehånde genrer, inklusive de mere kulørte. Kort sagt en glimrende Bogforum-erstatning, som vi blev enige om var en meget bedre kilde til inspiration end den traditionelle blandede landhandel. Ikke alt var lige interessant for os, men det har det antagelig været for mange andre – og omvendt. Værterne Ane Cortzen og Adam Holm leverede en kraftpræstation og balancerede fint mellem det poppede og det mindre folkelige.

Man går ganske vist glip af atmosfæren og alt gøglet, når det hele foregår på tv, men man slipper også for at skulle stå i kø til de mest populære af arrangementerne og ende med hverken at kunne se eller høre noget i tumulten. Jo, der var faktisk én ting, vi savnede, for hvor har man ellers lejlighed til at opleve så mange ex– og egocentrikere samlet på ét sted? Særlig ét intermezzo, der udspandt sig i menneskemylderet lige foran mig for nogle år siden på Bogforum, står stadig lysende klart i min erindring:
Kvinde: – Hej!
Mand: – Hej!
Kvinde: – Ja, vi ses jo på torsdag ...
Mand: – På torsdag?
Kvinde: – Ja, i studiet.
Mand: – Hva'! Har du noget med det at gøre?
(Et øjebliks stilhed)
Kvinde: – Øh, det er mig, der er vært på programmet.
Men ellers kan man håbe på, at ideen med Bogfestival på DR2 vil blive videreført i de kommende år, selv om der eventuelt ikke længere er nogen pandemi til at spænde ben for et fysisk Bogforum i Bella Center. Der er formentlig ikke mange jyder, der lige smutter til Amager for at få et glimt af en litterær kendis på slap line.

* * *
Alle 12 timer kan ses her, når man har lyst, og her er programmet punkt for punkt. Også bogbranchen selv har afholdt bogfestival på nettet i weekenden med utallige digitale arrangementer, hvoraf flere er eller bliver tilgængelige på YouTube eller Facebook.

Kategori: ,. Bookmark permalink.

10 svar på En søndag foran skærmen

  1. Erik Hulegaard skriver:

    Det er så smukt i sin elektronmikroskopiske præcision ”(…) mange ex– og egocentrikere samlet på ét sted”

    Jeg har deltaget i langt de fleste af Bogforum. I mange år i Forum, hvor der især de seneste år oplevedes en iltmangel, som forbløffende nok ikke forhindrede diverse kulturelle pinger og politikere m/k med ”portræt- og/eller samtalebøger” eller unge (feminine) stjernefrø med sarte lyriske præsentationer at udfolde sig overfor en ikke sjældent kritikløs og kronisk smilende positiv ladet interviewer, der ofte nikkede som en Parkinson-patient.


    Regiet skiftede til BC i 2012. Men hele showet har kun kunnet afbrydes af Corvid-19. Talrige gange har man forladt messen med tunge æselører over de mange sproglige udgydelser fra diverse fugle-scener belæsset med plastikposer fyldt af flyers og alskens forlagsreklamer, der ved en efterfølgende rationel visitation ofte endte i affaldscontaineren (den rigtige, forstås!).


    Hvis man så var rigtig heldig, kunne der også medtages diverse forkølelsesinfektioner o.l., der efterfølgende kunne understøttes af den tsunami af helse- og alternative livsforms-bøger.


    Mit (ofte) utålmodige ”receptions-gen” tillader ikke lange seancer. Men det nævnte værtspar har begge kvaliteter (energi, temposkift, humor, seriøsitet, klar diktion), som jeg synes om og med fjernbetjeningen er logistikken jo overkommelig.

  2. Uffe Jerner skriver:

    @Erik Hulegaard: Jeg husker den første bogmesse i Forum i 1992 med kun 8.000 besøgende, og det var en meget hyggeligere begivenhed, inden det flyttede til Bella Center i 2012. Til gengæld har det afhjulpet iltmanglen betragteligt. Nu er det største problem for de efterhånden 38.000 besøgende at finde en parkeringsplads i rimelig gåafstand, men man må trods alt sige, at det har været en succes.

  3. Madame skriver:

    Jeg følte mig godt oplyst og underholdt af den marathonlange tv-udsendelse. Det bedste er, at den nu ligger på nettet, så man se lidt af den, når man har tid og lyst.
    Men atmosfæren og alt gøglet på Bogforum savner jeg dog :-)

  4. Uffe Jerner skriver:

    @Madame: Ja, men især alle originalerne :)

  5. Eric Bentzen skriver:

    Jeg har fra tid til anden, når bogmessen blev nævnt i medierne, tænkt, at den kunne være interessant at besøge, men det er lidt langt at rejse for.
    Nu har du nævnt et mageligt alternativ og tak for det!

  6. Uffe Jerner skriver:

    @Eric Bentzen: Ingen årsag :)

  7. Lene skriver:

    Tak for anbefalingen, jeg har det som Eric, så jeg skal da vist dykke ned i bøgernes verden i næste weekend.

  8. Uffe Jerner skriver:

    @Lene: Og det allerbedste er, at man tage det i små bidder, hvis man har lyst.

  9. Ellen skriver:

    Jeg havde egentlig ikke overvejet at se noget af det elektroniske bogforum, så tak for oversigten, hvor man kan vælge til og fra :-)
    .."bøgerne springer ud og sproget blomstrer" - du kan noget med ord, Uffe - du er selv en af dem, der får sproget til at blomstre - tak for det!

  10. Uffe Jerner skriver:

    @Ellen: Selv tak – og god fornøjelse!

Skriv en kommentar