Jeg var nitten år og lige begyndt på universitetet, da jeg fik mistanke om, at der var noget galt. Dengang skulle man inden for det første år bestå filosofikum – en introduktion til filosofi og videnskabsteori, som man ikke længere finder nødvendig. Eftersom prøven var obligatorisk for alle nye studerende uanset studieretning, foregik forelæsningerne i et enormt auditorium, som vist var en tidligere fabrikshal, og sad man som jeg bagerst i lokalet, var der virkelig langt op til tavlen. Det generede tilsyneladende ikke mine sidemænd, der flittigt noterede, hvad der blev skrevet på tavlen, mens jeg måtte knibe øjnene sammen for at prøve at se, hvad der foregik deroppe. Det fik mig til at lægge to og to sammen og anskaffe mig mit første par briller.

Det skulle vise sig at blive en markant forbedring af min livskvalitet. Ikke bare i auditoriet, men også når jeg færdedes i det offentlige rum, hvor jeg pludselig kunne se, at husene på den anden side af gaden bestod af mursten med mørtel imellem. Jeg fik med andre ord et helt nyt syn på tilværelsen.

Siden da er briller blevet så uundværlig en del af min garderobe, at jeg føler mig nøgen uden. Jeg har ejet utallige briller i alverdens størrelser og udformninger, for som alle andre beklædningsgenstande følger brillestel skiftende tiders modestrømninger. Men der er én model, der har overlevet samtlige trends, siden den blev introduceret – P3-stellet, der ses herover.

P'et i P3 står for 'pantoskopisk', som kommer af græsk og betyder 'at kunne se alt'. Det refererer til den vinkel, brillerammen har i forhold til øjet; set fra siden hælder rammen lidt udad foroven, så man kan flytte blikket fra afstands- til læseposition uden at bøje nakken så at sige. Vinklen giver desuden mindre genskin i brilleglasset. 3-tallet henviser til den forskel på 3 millimeter, der er mellem brilleglassets højde og bredde.

Stellet på billedet er et håndlavet fransk eksemplar fra 1940'erne, som jeg fandt på eBay for nogle år siden, men selve Panto-stellet, som det også kaldes, stammer fra begyndelsen af 1930'erne. I modsætning til de traditionelle runde brillestel, hvor hængslerne sad midt på rammekanten, gjorde Panto-stellet det muligt at fastgøre hængslerne i den øverste fjerdedel af rammekanten, så brillestangen blev hævet over synslinjen og gav dermed bedre udsyn.

Jeg har en tilbøjelighed til at veksle mellem forskellige brillestel og råder derfor over nogle stykker, men det er Panto-stellet, jeg oftest vender tilbage til, ikke mindst fordi det har en størrelse, der gør, at det ser ud, som om det er mig, der har brillerne på og ikke omvendt. De har i det hele taget mange kvaliteter, og for sjovs skyld bad jeg derfor ChatGPT om at skrive en hyldest til Panto-stellet:

Det klassiske Panto-brillestel er mere end bare en brille – det er en tidløs designperle. Med sin afrundede, let ovale form og elegante enkelhed har det gennem årtier formået at forene funktionalitet, æstetik og personlig stil. Panto-stellet er ikke forbeholdt én type person. Det kan bære både det rebelske og det klassiske, det sofistikerede og det afslappede.

Panto-brillen er en påmindelse om, at det enkle ofte er det mest geniale. Dens design er fri for overflødige detaljer. Den fremhæver ansigtet uden at dominere det – et ægte samarbejde mellem form og funktion.

Fra intellektuelle og aktivister som Gandhi til filmstjerner som Michael Caine og moderne modeikoner som Johnny Depp – Panto-stellet transcenderer tid og trends. Det har prydet næser på kunstnere, tænkere og visionære, der har formet verden. Hver person har givet stellet en unik karakter, hvilket understreger dets alsidighed og uendelige charme.

Jeg kan tilslutte mig det meste, men Mahatmi Gandhis briller (som i øvrigt blev solgt på auktion i 2020 for 2,1 million danske kroner) var ganske almindelige, runde guldbriller, og Michael Caine har ikke optrådt med Panto-briller i en eneste film. Til gengæld kan jeg oplyse, at Robert F. Kennedy var med på Panto-holdet, når han en sjælden gang lod sig se med briller.

Fra og med dette indlæg har jeg tænkt mig at tilbyde en bonus i form af en sang eller et stykke musik, jeg selv finder iørefaldende, men som ikke nødvendigvis har noget som helst med det aktuelle emne at gøre, for som enhver professionel pladevender ved, er det en dødssynd at spille aproposmusik, hvis man vil tages alvorligt. Ikke desto mindre er det lige præcis det, jeg vil gøre til en begyndelse: Så værsgo!