Indrømmet, overskriften er ren clickbait, for selvfølgelig har jeg aldrig skudt en kat – ikke på dén måde. Men jeg var engang vært i et ugentligt radioprogram, hvor lytterne kunne ringe ind og deltage i en quiz, og inden det gik løs, skulle der selvfølgelig en indledende smalltalk til om vind, vejr og hvad som helst. Som radiovært er det vigtigt at opbygge en genkendelig persona med karakteristika, som ikke nødvendigvis har noget med ens egen person at gøre, men som lytterne bider mærke i, og for underholdningens skyld foregav jeg at have en indædt aversion mod katte. Det betød, at hver gang en lytter kom til at nævne ordet 'kat' i vores snak, lød der øjeblikkelig et pistolskud, fordi jeg trykkede på en knap til jingleafspilleren, der var præpareret med lyden af et pistolskud.
Jeg skulle senere erfare, at katte har holdninger, som de ikke er til sinds at fravige
Så jeg var ham i radioen, der skød katte. Nu er det sådan, at hver gang man som radiovært siger eller foretager sig noget, der er bare en smule uden for nummer, kan man være sikker på at få cirka lige mange sympatisører og haters, men kattemordene udløste usædvanlig mange trusselsbreve. Sandheden var, at jeg på det tidspunkt ikke selv havde noget forhold til katte overhovedet. Jeg er vokset op i et hjem uden skyggen af et husdyr, og jeg havde absolut ingen forståelse for, at en fiktiv katteaflivning i den grad kunne bringe sindene i kog.Nogle år senere begyndte en kat at stalke os, fordi den åbenbart mente, at den skulle bo på vores adresse. I begyndelsen jog vi den væk, men som jeg senere skulle erfare, har katte holdninger, som de ikke er til sinds at fravige, så den blev ved med at returnere som en boomerang, hver gang vi jog den på porten, indtil vi til sidst kapitulerede og lod den flytte ind. Nogle uger senere fødte den tre killinger på badeværelsesgulvet, mens vi var på arbejde, og siden har vi haft kat. Eller katte, for de holder ikke evigt og må jævnligt erstattes af andre som følge af den omstændighed, at katte er stærkt vanedannende.
Det er mildest talt underligt som forhenværende katte- og kæledyrsignorant at opleve, hvordan ens følelsesliv pludselig kan udvikle sig i en helt uventet retning. Ikke nok med, at jeg ikke kan forestille mig et liv uden en kat. Det er kommet så vidt, at jeg læser alt, hvad jeg kommer i nærheden af, som handler om katte, og jeg ikke kan se en kat på gaden uden at smelte i stride strømme. Jeg er oven i købet blevet så blødsøden på faunafronten i det hele taget, at jeg nu er typen, der indfanger fluer og andre uvelkomne vingede væsener i vores gemakker i en tom tændstikæske og bærer dem ud for at slippe dem løs i naturen igen i stedet for bare at klaske dem, som jeg gjorde før i tiden. Myg må dog stadig lade livet, men det falder ind under nødværge.
Summa summarum: Skulle jeg en skønne dag ved et uheld komme til at lægge øre til et radioprogram, hvor værten for sjovs skyld sad og legede, at han plaffede sagesløse katte ned, ville jeg slukke på stedet og overveje at skrive en harmdirrende klage til generaldirektøren for foretagendet og bede hende tage affære omgående.
Dagens irrelevante musikalske bonus.
Nogle af hankøn kunne sikkert i en fortid finde på at kalde Monica Zetterlund for ”pussycat”. Anyway, hendes udgang i livet blev brandvarm og samme følelse mærkes tydeligt hos den modne DR-redaktør, når det kommer til en mindre variant af kattedyrene.
Jeg deler til fulde den fascination. Havde selv en perserhankat i en fortid og lærte at forstå, i det mindste nogenlunde, kattens mange luner. Det siges, at enten er man til katte eller også til hunde. Jeg er til begge dele, men i sandhed hvor er der forskel på temperamenterne.
Under navngivningen af Hannibal på den nordsjællandske matrikel formodes der ikke at være tænkt på den filmiske figur ”psykiateren Hannibal (Lecter)”, men måske den navnkundige hærfører fra Karthago(?).
@Erik Hulegaard: Monica Zetterlunds endeligt blev tragisk, og indirekte kan der vel drages en parallel til de samme omstændigheder, som tog den tidligere omtalte Fritz Helmuth af dage.
At jeg har kastet min kærlighed på katte må tilskrives en tilfældighed og betyder ingenlunde, at jeg har noget imod hunde. Der er bare ingen hunde, der har krydset min vej, og det håber jeg heller ikke sker, for beklageligvis er jeg allergisk over for hundehår.
Omgangskredsen kalder somme tider Hannibal for 'Hannibal The Cannibal', men han er hverken opkaldt efter dr. Lecter eller den berømte feltherre med elefanterne. Kattene i denne husstand tildeles udelukkende deres navne efter fonetiske kvaliteter.
Tænk engang - jeg elskede at høre de programmer, hvor du var vært, men jeg kan slet ikke huske, at du skød katte!
Jeg vil uden skrupler indrømme, at både myg og fluer bliver aflivet i vores hjem. Edderkopper er vi lidt ambivalente over for; vi har næsten kun mejeredderkopper, og de bliver støvsuget, hvilket de efter sigende ikke kan overleve.
Jeg ved, at nogle afleverer dem udendørs, men dermed overgiver man bare de fleste husedderkopper til en langsom død, så det er ikke en god løsning. John kan sagtens myrde edderkopper, men jeg kan ikke!
Bier og hvepse bliver indfanget og ledt ud i det fri.
Hvad mus angår, kunne vi godt bruge en kat, men vi er for meget hjemmefra til, at det er en mulighed.
@Ellen: Programmet blev sendt på hverdage mellem kl. 9 og kl. 12, hvor du sikkert har været på arbejde og haft andet at tage dig til :-)
Selv om du har mange stærke argumenter imod, burde I nu alligevel overveje en kat. Jeg kan oplyse, at den også er en meget effektiv edderkoppetilintetgører.
Alt har en forklaring. Jeg hørte dig om morgenen på vej til arbejde, og jeg hørte aldrig radio på arbejdet.
Vi har overvejet, for vi er begge katteelskere, men vi er væk fra hjemmet et eller andet sted mellem 1½ og 2 måneder om året, og det vil vi ikke byde en kat.
@Ellen: Helt forståeligt, det med katten – det var min spøg. Heldigvis er jeg en hjemmefødning, så jeg har ikke problemet :-)