Sidste måned skrev jeg om Tom Buk-Swientys bog Berlin Brænder, der hovedsagelig bygger på de to danske journalister Paul Stemann og Arild Hvidtfeldts oplevelser under Anden Verdenskrig. En tredje journalist, som befandt sig i Berlin samtidig og er nævnt i bogen, men ikke har været en af Buk-Swientys hovedkilder, er Henrik V. Ringsted fra Politiken. Det fik mig til at fiske hans Erindringer ud af reolen og genlæse dem. De består af 3 bind, hvoraf bind 2 fokuserer på hans øjenvidneberetninger og oplevelser under udstationeringen i Berlin. Erindringerne ligger naturligt nok tæt op ad hans kollegers beskrivelser, men med kombinationen af personlige anekdoter, journalistisk analyse og historisk refleksion er værket en spændende kilde til forståelsen af både fortiden og nutiden, ikke mindst fordi Henrik V. Ringsted er en mesterlig skribent.

Første bind dækker Ringsteds tidlige liv, hans journalistiske karriere og oplevelser i Europa i mellemkrigstiden. Tredje bind handler for en stor del om tiden i London, hvor han var Politikens korrespondent fra 1946 til 1961, men naturligvis også om efterkrigstiden i det hele taget, inklusive Den Kolde Krig, foruden refleksioner over Danmarks rolle i den internationale politik. Apropos hvad der foregår lige nu.

LÆST:
Henrik V. Ringsted: Erindringer I-III

Bente Scavenius: Mit livs billeder

Thomas Boberg: Insula
Roman

Teresa Präauer: Til middag i det forkerte århundrede
Roman

Ken Follett: Nat over havet
Roman (opgivet midtvejs)

SET:
Darkest Hour
Spillefilm på dr.dk, udløber 3. april 2025

Det forsømte forår
Spillefilm på dr.dk, udløber 28. februar 2025

Okay
Spillefilm på dr.dk, udløber 18. marts 2025

Lykkeland
Dramaserie om det norske olieeventyr – dr.dk, 3 sæsoner

Indefra med Anders Agger - Sikringen: Danmarks sikreste hospital
Dokumentar på dr.dk

Science magazine: Slow motion tongues offer a snapshot of evolution
Kan ses på YouTube (6 minutter)

HØRT:
Sørine og livskraften
Gratis podcast med Sørine Gotfredsen hver anden uge på
kristeligt-dagblad.dk, Kristeligt Dagblads app, Spotify og Apple Podcast

På sporet af den tabte tid
Foredrag på Frederiksværk Bibliotek af Bjørn Bredal om Marcel Proust

I ØVRIGT:
Wallpaper: Wim Wenders’ photographs of moody Americana capture the themes in the director’s iconic films

Wallpaper: Ten contemporary homes that are pushing the boundaries of architecture

GQ: The 13 Best Valentine's Day Movies (for Romantics and Non-Romantics Alike)

Trods utallige opfordringer gennem årene fra venner og bekendte har jeg aldrig læst en roman af Ken Follett. Jeg har altid haft en fornemmelse af, at han var et nummer for kulørt til mit temperament, selv om jeg ikke vil betegne mig selv som nogen højlitterær feinschmecker. Men forleden dag ville tilfældet, at jeg faldt over Nat over havet af Ken Follett i et bogskab, der stod midt på Stændertorvet i Roskilde. Umiddelbart lød bagsideteksten som noget, der passede som fod i hose til mine fordomme, men alligevel spændende nok til, at jeg stak den gratis bog under armen og hjemførte den til nærmere granskning. Det var noget med en broget gruppe mennesker i et fly i stormvejr over Atlanten under Anden Verdenskrig og en ubehagelig overraskelse i vente.

Sagen er, at det i lige så høj grad er en kunstform at oversætte en roman som at skrive den

Efter at have læst halvdelen af de 422 sider har jeg nu kastet håndklædet i ringen, og det er ikke kun Ken Folletts skyld. Romanen er jammerligt oversat til dansk. Jeg opdagede ingen egentlige fejloversættelser, men selv om der er kommet en slags dansk ud af det, er det ikke et dansk, nogen taler eller skriver, og det er jo til at få svip af.

Men det er heller ikke så ligetil at oversætte en roman. Det kræver finesse, sprogøre og en dyb forståelse af både kultur og kontekst. En oversættelse skal være tro mod stemningen i originalen, men ikke nødvendigvis dens ord-for-ord-formuleringer. Oversættelsen skal få teksten til at lyde naturlig på målsproget uden at det føles, som om den har været en tur igennem Google Translate. Oversætteren skal vide, hvornår en vittighed kan overføres direkte, og hvornår den kræver en kreativ tilpasning. En oversættelse må kort sagt ikke føles som en oversættelse. Den skal flyde som en original tekst uden klodsede formuleringer eller fejl, der afslører, at den engang var noget andet. Ingen af kravene levede oversættelsen af Nat over havet op til. Sagen er, at det i lige så høj grad er en kunstform at oversætte en roman som at skrive den, men det er ikke noget, der bliver honoreret efter fortjeneste af forlagene, og derfor er bogmarkedet oversvømmet af dårlige oversættelser.

Selv om jeg ikke blev færdig med bogen, er jeg ikke i tvivl om, at Ken Follett er er en rutineret historiefortæller, der ved, hvordan man opbygger et spændingsforløb, men han er utrolig lang tid om det og fortaber sig i alverdens tekniske detaljer om, hvordan et fly er konstrueret og indrettet, og hvad de forskellige personer tænker og føler, uden at det har nogen betydning for handlingen eller romanens fremdrift. Det er sikkert med fuldt overlæg, fordi han ved, hvad hans publikum gerne vil have – han er en af verdens mest populære forfattere og sælger i millioner af eksemplarer. Men nogen nyskabende stilistisk elegantier kan man ikke beskylde ham for at være, selv om han forhåbentlig behersker sproget bedre end sin danske oversætter, som så eftertrykkeligt spændte ben for min læselyst. Skulle jeg nogensinde finde på at læse mere af Ken Follett – og det er tvivlsomt – bliver det under ingen omstændigheder på dansk.

Og Nat over havet finder nok snart tilbage til bogskabet på Stændertorvet.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'lavpraktisk'. Det er nok at sige 'praktisk'.

Som passiv Instagram-bruger (dvs. en af dem, der nøjes med at lure) har jeg længe med en blanding af skeptisk nysgerrighed og beundring fulgt Tiny House-bevægelsen, der først og fremmest går ud på at bo på så lidt plads som muligt (der medfølger også en overordnet filosofi om simpel livsstil og få ejendele, men det giver vel sig selv). Et Tiny House er typisk på mellem 15 og 40 kvadratmeter, og mærkværdigvis opstod idéen i USA, hvor man ellers aldrig kan få tingene store nok. Herfra har den bredt sig til store dele af verden, men i Danmark er vi bagefter. Det skyldes til dels, at lovgivningen spænder ben for udbredelsen, men den afgørende årsag er i virkeligheden nok, at vi bare ikke er vilde med tanken om at bo i en skotøjsæske; i 2022 var et nybygget parcelhus i Danmark vokset til et gennemsnit på 213 kvadratmeter.

Snorker ens partner, flytter man bare ned i den vestlige fløj, hvis man ellers kan huske vejen

Men hvad får folk til at vælge det ene frem for det andet? Det er selvfølgelig altid dejligt med noget plads. I et stort hus kan man reservere et rum til arvede møbler, et til en motionscykel, man aldrig bruger, og et til de 12 kasser med julepynt, man kom til at købe på tilbud i 2014. Man kan også nemt undgå familien. Snorker ens partner, flytter man bare ned i den vestlige fløj, hvis man ellers kan huske vejen. Men har man et hus på størrelse med en sportshal, hvor samtalekøkkenet mere har karakter af et konferencekøkken, lever vi som bekendt også i en tid, hvor man risikerer at komme i en situation, hvor opvarmning, vedligeholdelse og elregninger kan få en til at overveje, om der eventuelt kunne være en idé i at sælge en nyre for at få det hele til at hænge sammen.

I et Tiny House er man tvunget til at rydde op hele tiden. Hvis man ejer to lækre stegepander, skal man tage stilling til, om man virkelig elsker dem lige højt. De lave udgifter betyder flere penge til oplevelser eller bare – hvis man er en ansvarsbevidst hipster – flere penge til vegetarretter, der kan genoprette klimabalancen. Men er man ikke en hund efter hjemmelavet grøntsagslasagne, må det være nogenlunde som at få kamelen gennem nåleøjet at bugsere en af de store pizzaæsker ind i huset. Til gengæld får man helt automatisk mere tid sammen med sine kære. Vil man derimod gerne undgå sin samlever engang imellem, må man se, om man kan finde et sted at gemme sig omme bag ved kaffemaskinen.

Så hvad er bedst, en gigantisk feudalborg eller en menneskebolig i miniformat? Hvis man har behov for plads til store armbevægelser, hader at rydde op og ikke har noget imod at gå 500 skridt for at hente et glas vand, falder valget ud til fordel for de danske kæmpevillaer. Hvis man derimod prioriterer enkelhed, drømmer om at bo billigt og ikke får et klaustrofobisk sammenbrud hver gang, man træder ind ad døren, er det måske værd at overveje et amerikansk Tiny House.

Da Madame og jeg for efterhånden mange år siden blev enige om at downsize, flyttede vi til et hus, der var halvt så stort som det, vi var vant til. Det var ikke lille nok til at kunne kaldes et Tiny House, men lille nok til, at vi måtte gøre os nogle overvejelser om, hvad der var nødvendigt at beholde, og hvad der kunne undværes. Det tog noget tid at vænne sig til mindre plads, men det er endt lykkeligt. Under alle omstændigheder skal man ikke undervurdere betydningen af at kunne finde fjernbetjeningen uden at skulle bruge en GPS.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'Det' så fint ...'

Katte sætter sig fast i hjerte og hverdag, ikke bare som et kæledyr, men som en del af ens liv. Selv om tiden går, forsvinder minderne ikke – de bliver bare en stille påmindelse om den glæde og det selskab, man engang havde. I dag er det 5 år siden, vi var nødt til at tage afsked med Miss Mis. Hun kunne ikke mere, og vi måtte overlade det praktiske til dyrlægen.

Jeg glemmer aldrig den kat, og hun fortjener denne genudsendelse fra 2020:

Viljestyrke for viderekomne

Er der noget bedre end at sidde i sin velpolstrede lænestol med en stor kop dampende varm te, tilsat en ikke for lille klump akaciehonning og være parat til at gå i krig med en bog om den britiske efterretningstjeneste, hvor de hele tiden leder efter muldvarpe blandt deres egne, når de ikke lige er beskæftiget med at gå i seng med hinandens koner?

Jeg retter benene ud for at få katten til at springe ned, men hun reagerer ved at anbringe en klo i låret

Mens jeg læner mig tilbage og giver mig til at læse om lig i mørke kælderhalse og aflåste bagagerum, kommer Miss Mis til den konklusion, at mit skød må være det perfekte sted at snuppe sig en lur. Så hun hopper op, går et par gange rundt om sig selv, ælter mit lår nøjagtig treogtyve gange, lægger sig ned og går ud som et lys.

Da jeg når til slutningen af kapitel 1, begynder det at rykke i poterne. Nogen har fortalt mig, at det er, når katten drømmer, at den løber, og jeg ved ikke om det passer, men det er i hvert fald uimodståeligt at se på. Desværre er teen nu ved at være kold, og jeg må have tanket op. Jeg flytter forsigtigt Miss Mis, der vågner og skuler misbilligende til mig, og jeg går ud og sætter vand over. Da jeg kommer tilbage og har sat mig til rette i stolen, hopper katten op på skødet igen.

– Nej, det mener du ikke, siger jeg. Vandet koger lige om lidt!

Men hun går bare tre gange rundt om sig selv og lægger sig ned. Jeg læser to sider. Vandet koger. Jeg rejser mig. Miss Mis frembringer en mishagsytring i form af et grynt og hopper ned. Da jeg er tilbage på min plads, er hun også.

Jeg er tilbage i Den kolde Krig. En øde gade i London, blegt lys fra en lygtepæl, en ældre mand i tweedfrakke.

Men hun er utilfreds med al den uro. Hun forlanger opmærksomhed, så hun sætter sig oven på bogen. Hun gnider hovedet mod min hånd. Jeg prøver at holde bogen op over mit eget hoved, men jeg bliver hurtigt træt i armene. Forsigtigt lirker jeg bogen ind imellem katten og mine øjne. Teksten befinder sig højst ti centimenter fra mine brilleglas.

Jeg retter benene ud for at få katten til at springe ned, men hun reagerer ved at anbringe en klo i låret. Det er for meget. Jeg lægger bogen fra mig, tager katten under armhulerne og anbringer hende myndigt på gulvet.

Miss Mis hopper op igen. Jeg sætter hende ned. Hun hopper op, og før jeg kan sætte hende ned igen, spinder hun som en besat og flader helt ud. Det er et billigt trick, katte lærer på Menneskedressur 1A, men det virker. Jeg lader hende blive liggende.

Jeg er tilbage i Den kolde Krig. En øde gade i London, blegt lys fra en lygtepæl, en ældre mand i tweedfrakke. Han stryger en tændstik. I et vindue på den anden side af gaden er der nogen, der signalerer tilbage ved at løfte en lampeskærm og sætte den på igen.

Nu kan jeg mærke, at jeg har drukket to store kopper te. Jeg rejser mig, men mit ene ben sover, og jeg må humpe ud. Da jeg kommer tilbage, kryber jeg sammen i stolen med begge ben oppe, så der ikke er noget skød at springe op på. Miss Mis går rundt i cirkler og stirrer på mig. Så hopper hun op for at finde det forsvundne skød.

– Se, siger jeg, ikke noget skød!

Sekundet efter er hun oppe på skulderen og stikker hovedet helt hen til mit, så knurhårene får mig til at nyse. Nu spinder hun på den måde, der betyder mad. Jeg overgiver mig. Lægger bogen fra mig og går ud og hælder en portion Hill's Science Plan med kyllingesmag op.

Da jeg kommer tilbage, ligger hun og snorksover i stolen. Den stol, jeg havde tænkt mig at sidde og læse i.

Miss Mis er her ikke mere. Hun forlod denne planet i februar. Jeg savner min kat.

Det er muligt, at vi med den seneste udvikling på det storpolitiske plan styrer mod afgrunden, men herhjemme er vi i allerede i fuld gang med at grave vores egen grav på gadeplan. Gravearbejde er i øjeblikket en enerverende del af virkeligheden for fodgængere og bilister over det meste af landet. Uanset om det drejer sig om fjernvarme, fibernet eller underdimensionerede kloakker, der skal udblokkes for at kunne nedsvælge skybruddene, der melder deres ankomst med tiltagende styrke og hyppighed, er resultatet det samme: et fortov, der ender brat i en sandgrav, eller en vej, som forvandler sig til en endeløs zigzagrute af midlertidige trafiklys og omkørsler, der kan tage pippet fra den mest selvsikre og påståelige GPS. Det er som et endeløst realityshow, hvor byens infrastruktur spiller hovedrollen, og vi er tvangsudskrevne statister, der bliver kostet rundt med.

En flok mænd i arbejdstøj står i en cirkel omkring et hul i jorden, men de graver ikke. De overvejer.

Bevæger man sig til fods i byen, når man ikke langt, før man løber ind i den første mur af afspærringer og blinkende lygter. En flok mænd i arbejdstøj står i en cirkel omkring et hul i jorden, men de graver ikke. De overvejer. I det fjerne aner man en voksen mand i orangefarvet kravledragt, der forsøger at lære en etbenet, lettere overvægtig dværg med klumpfod at hoppe, mens han holder vedkommende i hænderne. Tættere på viser det sig, at det er en vejarbejder, der udfører sit arbejde med en stampemaskine, som vistnok hedder en jordloppe i branchen (i så fald Jordens største loppe).

Man begynder selvfølgelig med at gå i den retning, man havde tænkt sig. Men så kommer skiltet 'Fodgængere henvises til modsatte fortov'. Man vender pligtskyldigst om, finder en overgang, navigerer forbi barnevogne, cyklister og en forvirret cockerspaniel og kommer over på det modsatte fortov. Efter ti meter møder man en ny afspærring og et nyt skilt: 'Fodgængere henvises til modsatte fortov'. Næste gang det sker, giver man op og skyder med halvdårlig samvittighed genvej uden for de afmærkede områder med risiko for tilmudrede sko og deraf følgende eksistentiel smerte og forsøger at ignorere en mand med skriggrøn sikkerhedshjelm og høreværn, der står og ryster på hovedet ad en, mens han tager en slurk af sin termokaffe.

Sidder man bag rattet, er det ikke meget bedre. En kort tur på fem minutter kan forvandle sig til en halv times ekspedition, hvor man opdager dele af byen, man aldrig før har set, mens man snegler sig afsted i køen af umyndiggjorte lidelsesfæller på jagt efter den sidste åbne vej ud af Helvede.

Man ser sjældent nogen grave. Man ser kraterne i jorden, og man ser forladte maskiner. Gravearbejdet foregår i dølgsmål. Og når endelig et projekt er afsluttet og hullerne dækket til, ånder man lettet op, indtil det næste skilt dukker op lidt længere nede ad vejen: 'Nedgravning af kabler – arbejdet forventes afsluttet primo april'.

Man ved selvfølgelig godt, at 'primo april' betyder 'tidligst ultimo juni'.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'ad helvedes til'. Det lyder ad helvede til.

I forbindelse med mit indlæg om skopudsekassen ved jeg udmærket, at mange vil undre sig over, hvad en mand skal med sådan en. Der er jo ingen, der går i lædersko mere. Men jeg gør altså.

Engang var mænd stolte af deres fodtøj. Det var en tid, hvor en velpoleret lædersko, der ramte fortovet med et smæld, signalerede succes, modenhed og en fundamental respekt for samfundsordenen. Nu ser man overalt voksne mænd, unge som gamle, vralte rundt i sørgelige, lydløse sneakers, som om de allesammen er på vej til stranden eller tjener til livets ophold ved at gå til hånde i et solcenter.

Sneakers er det ultimative symbol på opgivenhed: 'Jeg kunne have taget noget anstændigt på i dag, men hvorfor skulle jeg det? Verden må tage mig, som jeg er – komfortabel og ligeglad.' Hvorimod en lædersko er et manifest, der slår fast: 'Her er et voksent menneske, der afleverer sine biblioteksbøger til tiden og kan gå ind på en Michelin-restaurant uden at ligne en charterturist, der er gået forkert.'

Sneakers gør det legitimt at iføre sig fuldstændig usmageligt tøj uden at blive stillet til regnskab

Sneakersfolkets foretrukne undskyldning er komfort, som om dét at have det lidt stramt om foden er den største tragedie, der kan ramme et menneske. Men hvornår blev mænd så pylrede? Gik Napoleon over Alperne i et par Skechers? Stod Churchill fast under Blitzen med et par Adidas UltraBoost på fødderne? Næppe. Napoleon var ikke så høj, men bortset fra det har store mænd altid båret ordentlige sko, som de kunne være bekendt at gå over i historien med.

Sneakers gør det legitimt at iføre sig fuldstændig usmageligt tøj uden at blive stillet til regnskab. Der er skabt en hel subkultur, som går ud på at ligne en teenager, der lige har fået lommepenge. Det kaldes athleisure, men enhver ved, at det i virkeligheden betyder: 'Jeg orker ikke alt det besvær.'

En mand i lædersko kan ikke bare føre sig frem i træningsjakke og joggingbukser og forvente at blive taget alvorligt. Lædersko er civilisationens fundament. De kræver vedligeholdelse. Den, der kan holde sine lædersko, kan også styre sit liv, og der går en direkte linje fra karakterstyrke til skopudsning. Hvis man ser en mand med et par velholdte oxfordsko, ved man, at han kan betale en regning uden at hyperventilere. Medmindre han er single, er han sandsynligvis også gift med en kvinde – eller mand for den sags skyld – med ben i næsen.

Modpolen er sneakersmanden, der ikke bekymrer sig om, at de forhenværende hvide gummisko, han har på fødderne, nu har en ubestemmelig grå-beige farve med et gulligt skær, for det er jo også en slags stil.

Hvis ikke det skal ende med, at mænd møder op til gallamiddage og begravelser i Crocs, må de tage sig sammen og forsøge at generobre værdigheden. Hver gang, en mand overvejer at tage sneakers på, må han gøre det til en vane at spørge sig selv, om han vil ligne en mand, der ejer sin fremtid – eller en mand, der stadig spørger sin mor, hvor hans yndlingshættetrøje er.

Eller for at understrege pointen med et citat af Downton Abbeys butler Mr. Carson: 'If you're tired of style, you are tired of life.'

Undskyld, hvis jeg kom til at træde nogen over tæerne. Det gør man selvfølgelig mest virkningsfuldt med lædersko.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'udemærket'. Det er nok at sige 'udmærket'.

I onsdags, da en dyrepark i Vestjylland skulle modtage en ny hanzebra til at holde parkens to hunzebraer med selskab, opstod der så meget tumult i forbindelse med det første møde, at zebraerne fik sparket låsen til porten op, hvorefter den ene hunzebra så sit snit til at stikke af. Lige siden har himmel og jord været sat i bevægelse for at finde og indfange zebraen, men den er sporløst forsvundet.

Hvad nu, hvis zebraen overhovedet ikke er interesseret i at blive fundet, og der slet ikke er grund til bekymring? Det kan være, at den ikke havde alt for gode erfaringer med at være udstillingsgenstand og har tænkt: 'Fedt, nu har jeg chancen!'

Ingen larmende turister, ingen emsige dyrepassere, ingen faste fodringstider. Kun en uendelig himmel og udsigten til et liv i frihed.

Måske har den det som en fisk i vandet og savner ikke folden og den daglige ration af foderpiller uden garniture. Nu kan den for første gang i sit liv bevæge sig rundt uden at løbe panden mod en mur, græsse uden at blive overbegloet af uvorne skolebørn med en dryppende Kung Fu-is i hånden, og bedst af alt: slut med den forlorne savanne, der skulle illudere det Afrika, den aldrig har set.

Efter en lang rulletur i en mark og duften af frihed har den måske sat kurs mod en nærliggende landevej, hvor den har muntret sig med at skabe trafikkaos. Bilister har bremset hårdt op og rullet ruderne ned for at være helt sikre på, at de så rigtigt, og mens de har siddet i deres Toyotaer og Teslaer og googlet 'Hvad gør man, hvis man ser en zebra på motorvejen?' har de fået en oplevelse, der vil blive til en bedre og bedre historie for hver gang, den bliver fortalt, og leve videre i generationer.

Godt tilfreds med at have været et underholdende indslag i myldretidstrafikken har zebraen måske fået travlt med at udforske menneskenes natur yderligere, tage det afvekslende landskab i besiddelse og ikke mindst undersøge mulighederne for en kulinarisk opgradering. På en bondegård har den snuppet et par skinnende æbler fra en frugtkurv, nippet til høet og skræmt et par høns væk for morskabs skyld. Senere er den slentret ned gennem hovedgaden i den nærmeste by, hvor den har kastet sig over et festmåltid bestående af overskydende croissanter og kanelsnegle fra i går, som bageren egentlig havde tiltænkt dens fjerede og pippende medskabninger.

Hen under aften har zebraen lagt sig til rette i en grøftekant og kigget op mod stjernerne; ingen larmende turister, ingen emsige dyrepassere, ingen faste fodringstider. Kun en uendelig himmel og udsigten til et liv i frihed, fryd og gammen.

Hele Jylland er stadig i alarmberedskab, og imens dyreparken planlægger at rykke ud med droner og hunde for at få sin zebra hjem igen, ligger den formentlig og glæder sig til i morgen, hvor der venter nye eventyr og massevis stribevis af muligheder ...

Opfølgning: Det blev et kort eventyr. Zebraen blev pågrebet allerede i dag.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'junik' i stedet for 'unik' – undgå i det hele taget helst ordet.

De fleste vil nok mene, at det er passé at tale om nytårsforsætter i februar, men tager man idéen alvorligt, skulle de vel gerne gælde for hele året? Nytårsforsætter er som regel ret forudsigelige. For det meste går de ud på at leve sundere, motionere mere, tabe sig, drikke mindre alkohol eller holde op med at ryge, og alle ved, hvordan det kommer til at gå. Eller rettere ikke gå. Men da en stor landsdækkende avis ved årsskiftet spurgte den sunde fornufts utrættelige våbendrager Svend Brinkmann om hans nytårsforsæt, svarede han, at det skulle være at reparere én ting om ugen. Jeg besluttede mig på stedet til at stjæle idéen.

I fjerde sæson af tv-serien Mad Men, som foregår i 1960'erne, er hovedpersonen Don Draper for nylig flyttet fra sin kone og bor nu i en lejlighed, som han har ansat en hushjælp til at passe. En aften har hans kompagnon Roger overtalt ham til at gå i byen med en af sin kones unge, tiltrækkende singleveninder, og inden Don skal ud ad døren, har han brug for at pudse sine sko. Han spørger derfor hushjælpen, hvor hans skopudsekasse befinder sig, og da han har fået svaret, tager han den ned fra den øverste hylde i et skab, åbner kassen, fisker en skobørste op af den og går i krig med pudseriet.

Kan mit intermezzo med skopudse-kassen i virkeligheden ikke snarere klassificeres som renovering end som reparation?

Lige siden jeg så den scene, har jeg ønsket mig sådan en kasse, ikke mindst på grund af pedalen oven på låget, der gør det muligt at pudse sko, mens man har dem på, fordi den har den helt rigtige vinkel til formålet. Efter et par års søgen på loppemarkeder og i genbrugsbutikker lykkedes det mig at finde en kasse, der var næsten mage til. Den eneste forskel var, at hængslerne til låget var anbragt på siden og ikke for enden som på Don Drapers. Og så var hængslerne rustne og kassen i øvrigt i en sørgelig forfatning, men jeg forestillede mig, at det var en smal sag at ordne. Der var bare det ved det, at hængslerne og lukkemekanismen var pivrustne, og det ikke var muligt at finde nogle andre, der var mage til, så derfor fik jeg aldrig gjort mere ved det. Men så var det, at jeg læste om Brinkmanns nytårsforsæt og tænkte, at nu skulle det være! Jeg tog mig sammen, skilte kassen ad, afmonterede benene og pedalen, sleb den gamle lak af med flere slags sandpapir af varierende grovhed, skiftede de gamle skruer ud med nye og – brugte alt, hvad jeg kunne opbyde af knofedt og tålmodighed på at slibe hængsler og låsemekanisme fri for rust.

Nu er den klassiske firbenede skopudsekasse i lys birk så god som ny, og jeg føler mig som et bedre menneske. Kassen indeholder nu 4 slags skocreme, 4 slags skosværte, 2 påsmørebørster og 2 skopudsebørster foruden en pudseklud af prima kvalitet klar til udrykning. Det hele i sirlig orden.

Så langt, så godt. Nogle vil måske spørge, hvordan det ellers er gået med at være solidarisk med Brinkmann og efterleve hans nytårsforsæt; ifølge ugenummeret burde jeg nu allerede have fået fikset 7 ting. Og må mit intermezzo med skopudsekassen i virkeligheden ikke snarere klassificeres som renovering end som reparation? Her får jeg brug for at gribe til min hensygnende juridiske fortid og anlægge en udvidende fortolkning – i retsvidenskaben et udtryk for, at man udstrækker betydningen af en tekst til at omfatte situationer eller tilfælde, der ikke er nævnt udtrykkeligt. Herefter ser listen over de øvrige 6 afsluttede reparationsprojekter sådan ud:

• Skiftet et knækket snørebånd i en sko
• Sat nye batterier i en lommelygte
• Lakeret et stenslag på bilens motorhjelm med en mikroskopisk pensel
• Fastgjort en vinreol til væggen, så den ikke vælter (altså reolen)
• Genophængt et nedfaldet foderbræt i Madames fuglereservat
• Flyttet en knap på en skjortemanchet, der ikke sluttede tæt nok til håndleddet

Utroligt, så meget man kan nå at få fra hånden på nogle ganske få uger ...

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'fodpedal'. Det er nok at sige 'pedal'.

Det er som regel ingen skade til at få udvidet sit ordforråd. Omvendt er der også ord, man godt kunne undvære. I dag søsatte medierne i tæt samarbejde med Forsvarets Efterretningstjeneste ordet storskalakrig. Det er et monstrøst ord, der lyder vigtigt og alvorligt, og det har noget med Ruslands territoriale ambitioner at gøre.

Men hvad betyder det egentlig? Hvordan adskiller det sig fra en lillebitte krig, en mellemstor krig eller bare en krig, som vi godt kender betydningen af? Er storskalakrig en krig, hvor man lige skruer lidt ekstra op for eksplosionerne og bruger Excel-ark til at holde styr på invasionerne? Eller er det bare endnu et ord, der er blevet opfundet af nogen, der nyder at høre sig selv tale, og som gør det umuligt for os andre at forstå, hvad der foregår?

Det er et ord, der signalerer, at man ved noget – uden at nogen er helt sikker på, hvad det drejer sig om

Man kunne godt få en mistanke om, at visse mennesker bevidst vælger ord, der lyder så komplekse, at ingen tør spørge, hvad de egentlig betyder af frygt for at virke underfrankeret. Hvis man sidder i en samtale og siger storskalakrig med alvorsfuld mine, vil ingen modsige en. De vil nikke anerkendende og mumle noget om geopolitik, mens de prøver at finde en undskyldning for at forlade lokalet. Det er et ord, der signalerer, at man ved noget – uden at nogen er helt sikker på, hvad det drejer sig om.

Men skal vi så til at være endnu mere bekymrede, end vi allerede er? Betyder det, at vi ikke får lov at opleve sommeren, fordi nogen har besluttet, at det er tid til at hive storskalakortet frem? Skal vi til at købe nødrationer, udgrave kældre og lære at overleve på konserves og transistorradioer med håndsving? Eller er det hele bare endnu en runde i det store politiske talkshow, hvor nye ord smides ind som dramatisk krydderi for at holde seertallene oppe?

Hvis historien har lært os noget, er det, at verden altid har været lige på randen af undergang – og at vi alligevel på magisk vis finder en måde at snuble videre på. Ret skal være ret: Vi er faktisk allerede blevet beroliget med, at sommeren ikke er aflyst. Vi kan stadig tage på stranden og brokke os over vejret uden at skulle bekymre os om taktiske missiler. Der er ingen grund til at aflyse grillfesten.

Indtil videre kan vi i hvert fald trøste os med, at storskalakrig stadig bare er et uigennemskueligt ord. Og ord kan trods alt ikke eksplodere.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'storskalakrig'

Når jeg skrev et indlæg om boggaver forleden dag, var det ikke, fordi jeg selv var blevet betænkt med en bog, jeg ikke ønskede mig. Men for et par uger siden gik jeg ind i en genbrugsforretning, hvor jeg tilfældigt faldt over en bog med et byttemærke på bagsiden. Af det fremgik, at bogen skulle have været byttet senest den 23. oktober 2024, så muligheden var for længst forpasset. Bogen var altså endt her, fordi nogen havde givet en anden en bog, som vedkommende ikke var interesseret i, for den var tydeligvis aldrig blevet åbnet og duftede stadig lifligt af tryksværte.

Lad dette være et mindre korrektiv til mine tidligere betragtninger om boggaver

Det drejede sig om Bente Scavenius' bog Mit livs billeder, der var så indbydende, at jeg uvilkårligt gav mig til at blade i den, hvilket i sig selv var en fornøjelse: det tunge, glittede papir, den smagfulde grafik og velvalgte typografi og ikke mindst de smukke, farvestrålende reproduktioner. Malerkunst og kunsthistorie har så at sige altid været en lukket bog for mig. Det eneste, jeg ved, er, at der er billeder, jeg kan lide at se på, fordi de er flotte, og billeder, jeg ikke kan lide at se på, fordi de er grimme. Ret primitivt, men ikke desto mindre sandt.

Der er heller ikke meget kunst på mine vægge. I mit arbejdsværelse er to af væggene optaget af skabe og reoler fra gulv til loft, og de andre to har store vinduespartier. Kun to skilderier er der blevet plads til – et Tingatinga-maleri, som har affektionsværdi, fordi det er et arvestykke, og en skifteramme med fire af Mads Stages fuglelitografier.

Om det var et ønske om at blive klogere eller min fjerne fortid som forlagsredaktør og generelle glæde ved boghåndværket, der gjorde udslaget, skal jeg ikke kunne sige. I hvert fald købte jeg bogen med hjem, og jeg blev ikke skuffet.

Bente Scavenius’ bog er alt andet end en tør kunsthistoriebog. Den er fuld af spændende anekdoter, skandaler og kunsthistorisk viden. På en meget elegant og underholdende måde tager den en med gennem dansk kunsthistorie fra 1515 til 2021. Mange af malerierne har en særlig betydning for Bente Scavenius selv; nogle hang på godset, hvor hun voksede op. Det gør bogen til en interessant blanding af personlige fortællinger og skarpe kunsthistoriske observationer. Undervejs får man indblik i de kampe, kunstnere – især kvinder – måtte kæmpe for anerkendelse, og der fortælles om vilde avisfejder, hvor ny kunst blev udskældt som sindssyge eksperimenter. Der er historier om malere, der ikke blev optaget på museer, fordi de var kvinder, og om fynbomalere, der blev hånet som 'træskokunstnere'. Og så er der de fascinerende møder med den amerikanske kunstsamler og boheme Peggy Guggenheim og vilde opdagelser på The Met i New York.

Kort sagt et røverkøb. Mit livs billeder koster 400 kroner hos boghandleren. I genbrugsforretningen var prisen sat til 25 kroner, men lige den dag var alt i butikken nedsat med 50%, så jeg fik den for 12,50. Spørgsmålet er, om jeg nogensinde ville have fordybet mig i en bog om et emne, der egentlig ikke optog mig og på den måde fået hævet mit dannelsesniveau, hvis jeg ikke ved et tilfælde var faldet over herligheden til ingen penge. Nok ikke – medmindre jeg havde fået den som en uønsket gave. Så lad dette være et mindre korrektiv til mine tidligere betragtninger om boggaver.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'bedler', når det drejer sig om billeder.

For at undgå svimmelhedsanfald plejer jeg at gå let hen over nyhedsstof, der vedrører lønninger i toppen af det private erhvervsliv. Alligevel har jeg ikke kunnet undgå at se meddelelsen om, at den administrerende direktør i Novo Nordisk, som har været vant til en årsløn på 68 millioner kroner, nu må se frem til at blive spist af med 57 millioner. Han får med andre ord nu kun 156.000 kroner om dagen, som jo ikke er mere, end en gennemsnitlig dansker tjener på et kvartal.

Trods lønnedgangen og udsigten til snart at skulle suge på labben, fortsætter han tilsyneladende loyalt med at passe sit arbejde. Men hvad laver han egentlig på en typisk arbejdsdag? Det fremgår ingen steder, men man har vel lov at gætte:

Han vågner ikke længere til lyden af en personlig violinist, og morgenmaden er nu bare en simpel trøffelsmoothie

En mand, der pludselig tjener 11 millioner kroner mindre, må naturligvis spare. Han vågner ikke længere til lyden af en personlig violinist, og morgenmaden er nu bare en simpel trøffelsmoothie uden ekstra bladguld.

Heldigvis har han stadig sin uniformerede privatchauffør, der bringer ham til hovedkontoret. Det gør det lidt lettere at lade, som om 57 millioner stadig er en acceptabel løn.

Formiddagen går med vigtige møder og med at godkende powerpoints om vækststrategi, og om hvordan markedsoptimering gør livet surt for overvægtige amerikanere, uden at de opdager, at de er blevet afhængige. Man vurderer, at der i øjeblikket vil være opbakning fra Statsministeriet.

Lidt PR-arbejde bliver der også tid til, herunder et interview, hvor direktøren selv forklarer, at Novo Nordisk udelukkende arbejder for at forbedre folkesundheden, ikke for at maksimere profitten, og nævner en passant sin beskedne løn.

Til frokost vælger han en laksesalat, som han får forhandlet ned til halv pris ved at give afkald på hummerskiverne – en grum påmindelse om det nye, mere ydmyge liv, der venter. Sidst han var med sin kone på indkøb, tog han sig i at tjekke prisen på en økologisk avokado, for hvad er livet, hvis man må holde op med at købe en ny yacht hver tredje måned og bede fruen om at skære ned på sit forbrug af Louis Vuitton-tasker?

Efter en lang dag med at sikre medicinalimperiets fortsatte ekspansion vender direktøren hjem til det hvide strandvejspalæ med sortglaseret tegl, sundudsigt og badebro, men meget er forandret. Han skifter til en flere uger gammel kashmirtrøje, skænker sig et glas vin og forsøger at vænne sig til tanken om, at vinkælderen er støvsuget for yndlingsårgangen 1992. Det lykkes ham dog at fremtvinge et stille smil over, at man stadig kan få en hæderlig rødvin for et par tusind. Ellers går aftenen med at lægge ansigtet i de rigtige folder til næste dag og ærgre sig over, at han ikke længere kan flyve børnene i skole i privathelikopteren, som han har måttet sælge i Den Blå Avis.

Livet som Novo Nordisk-direktør er med andre ord ikke en dans på roser, og det kræver en særlig evne til at holde hovedet højt, når man må klare sig for små penge. Men med lidt økonomisk snilde og nogle strategiske fravalg skal han og familien alligevel nok stå distancen med 57 millioner om året – det er trods alt også en slags penge. Var det 56 millioner, havde det først set sort ud. Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'advokado', når et drejer sig om en avokado.

Vi kan hurtigt blive enige om, at bøger er en fænomenal opfindelse. De kan oplyse, underholde og give introverte sjæle den perfekte undskyldning for at undgå sociale sammenkomster. Men de er også en minefyldt gavekategori, og alligevel bliver de år efter år lagt under juletræet eller pakket ind til fødselsdage i en naiv tro på, at alle elsker at få en bog. Men det er en myte, der har skabt flere akavede øjeblikke end glædelige overraskelser.

En krimi til en, der kun læser poesi, er det litterære svar på at give en veganer en fransk hotdog i fødselsdagsgave

Når man giver en bog i gave, fortæller man samtidig, hvad man tror, modtageren interesserer sig for. Det er en farlig vej at gå. Giver man sin svoger en selvhjælpsbog om at blive en bedre ægtefælle, kan det nemt opfattes som en passiv-aggressiv kommentar til hans ægteskab. En biografi om en politiker, han afskyr, vil kun resultere i et tvungent smil og en halvhjertet tak. En krimi til en, der kun læser poesi, er det litterære svar på at give en veganer en fransk hotdog i fødselsdagsgave.

Størrelsen betyder også noget. Hvis man forærer nogen en 1200-siders mursten om Napoleons felttog i Rusland, forpligter man dem reelt til at bruge de næste seks måneder på at kæmpe sig igennem sne, blod og fodnoter. På den anden side sender en lille, tynd bog et uheldigt signal om, at man ikke vil ofre alt for meget på foretagendet. Skal man give en bog, er det et krævende projekt at ramme den gyldne middelvej mellem højpandet og tyndbenet – en disciplin, de færreste mestrer.

De fleste elsker ideen om at læse, men realiteten er, at en stor del af befolkningen allerhøjst læser bagsideteksten. En bog som gave resulterer i, at modtageren føler sig tvunget til at lade den ligge fremme, hver gang giveren er på besøg. Bøger har i det hele taget en exceptionel evne til at stille krav. Når man modtager en bog i gave, forventes det, at man straks læser den. Det skaber et socialt pres, ingen har bedt om. 'Hvad synes du om bogen?' spørger giveren på et tidspunkt, og så må man enten lyve eller indrømme, at man aldrig kom længere end til side 14. Der er en grund til, at 'jeg har rasende travlt for tiden' er den mest brugte undskyldning for ikke at åbne en bog.

Hvis man virkelig vil gøre livet surt for nogen, kan man vælge at signere bogen med en personlig hilsen. Så er der ingen vej tilbage. Modtageren kan ikke engang bytte den; den er blevet en permanent påmindelse om en gave, vedkommende aldrig ønskede sig. Og selv om det var velment, er det ekstra tarveligt, hvis man også har skrevet 'Håber, du bliver klogere på livet med denne bog' på titelbladet.

Den eneste sikre måde at give en bog i gave på er, hvis modtageren specifikt har ønsket sig den. Ellers er vejen til akavede smil og ulæste bøger brolagt med gode intentioner.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'det ligner, at ...'

De ti plager var som bekendt Guds straf over Egypten, men havde han tænkt sig om og medtaget støvsugning, kunne han være kommet op på elleve. Støvsugning hører til voksenlivets mange plager, og desværre er det en af de huslige pligter, der påhviler mig.

Det er lidt som at skulle til tandlægen eller betale grundskyld – man kan forsøge at udsætte det, men der er ingen vej udenom. Støvet formerer sig i hjørnerne som kaniner om foråret, hvad der formentlig er årsagen til, at englænderne kalder nullermænd for dust bunnies. De rykker frem som en ustoppelig brigade, der erobrer alle vandrette overflader, mens deres medsammensvorne krummer fra søndagens rundstykker og croissanter allerede har forskanset sig i gulvsprækkernes skyttegrave.

Der findes endnu ikke robotstøvsugere, der selv kan flytte møbler og sætte dem på plads igen

Det vides ikke, om det var Sisyfos, der opfandt støvsugningen, men i hvert fald må han have haft en finger med i spillet, for man bliver aldrig færdig. Man kan bruge en hel mandag formiddag på at få gulvarealet til at funkle, men nullermænd og konsorter er altid klar til at rykke ud for at genvinde det tabte land.

Ens eneste allierede er støvsugeren, men den er ikke altid lige samarbejdsvillig. Ledningen når med sikkerhed sin maksimale udstrækning, netop som man mangler en halv meter hen til det sidste hjørne. Alternativt snor den sig om et bordben som en anorektisk kvælerslange, og man må hive ledningen ud af stikkontakten og løse det uigennemskuelige knob op igen for at komme videre. Det næste, der sker, er at støvsugerhovedet suger sig fast i gulvtæppet.

Nogle vil måske mene, at en robotstøvsuger kunne være løsningen. Men efter at have forhørt mig i omgangskredsen har jeg fået indtryk af, at man lige så godt kan overlade jobbet til en livstræt teenager. For det første er robotstøvsugeren ikke nær så intelligent, som man skulle tro. Den forvilder sig ind i den samme krog igen og igen, som om den led af hukommelsestab. I bedste fald følger den en tilfældig, ulogisk rute gennem rummet, men ignorerer fuldstændig de områder, hvor skidtet befinder sig. I værste fald vil den køre fast og minde om en skildpadde, der har opgivet ævred – der findes endnu ikke robotstøvsugere, der selv kan flytte møbler og sætte dem på plads igen. For det andet demonstrerer robotstøvsugeren jævnligt teknologiens begrænsninger ved at sluge strømper, opladningskabler, kattelegetøj og andet løsøre, den ikke burde. Skulle man endelig sige noget positivt om robotstøvsugere, ved jeg fra utallige videoklip på Instagram, at de er velegnede til at anbringe en kat på, som forhåbentlig sætter pris på en førerløs rundtur i sit eget hjem.

Uanset om vi holder fast i den klassiske støvsuger eller falder for fristelsen til at anskaffe en robot, er der ingen vej udenom. Støvsugning er en evig kamp, og nullermændene ler sidst. Men selvfølgelig er et støvfrit gulv i en dags tid ikke at kimse ad.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Henrik Nordbrandt var helt gal på den, da han forsøgte at bilde os ind, at november er årets længste måned. På papiret er februar ganske vist den korteste, men det er falsk varebetegnelse, for ingen måned føles længere, og i en tid hvor der tales om identitetskrise i ét væk, er februar det mest forsømte samtaleeemne.

Februar ved ikke rigtig, om den vil være kulminationen på vinteren, hvor kyndelmisse slår sin knude, eller om den vil være forårets spæde begyndelse, der indgyder håb om en lys og lykkelig fremtid og menneskehedens fortsatte beståen.

Dagene bliver længere, og pludselig opdager man, at det ikke længere er bælgravende mørkt, når man tager cyklen hjem klokken halv fem

Vejret i februar er en lykkepose med blandede overraskelser. Nogle dage vågner man op til frostklare morgener, hvor bilruderne er dækket af et lag is, der kræver en isskraber, en varmepistol eller en eksorcist at fjerne. Andre dage vågner man op til regn, slud og en vind, der insisterer på at blæse alt væk, inklusive ens forholdsvis gode humør. Omvendt kan man på helt særlige dage være så heldig at komme til at sidde og spise frokost i solskin. Ind imellem er februar måneden, hvor man kan opleve alle fire årstider på én dag.

Det er også måneden, hvor man begynder at forstå, hvorfor vikingerne sejlede til fjernere egne. Det var næppe kun for at plyndre, men formentlig også for at finde et sted, hvor man ikke skulle have tre lag undertøj på for at hente avisen.

Men selv om måneden overordnet set er et studium i gråt, begynder februar midt i al gråheden også at give os et glimt af håb. Dagene bliver længere, og pludselig opdager man, at det ikke længere er bælgravende mørkt, når man tager cyklen hjem klokken halv fem. Det er også her, alle begynder at fantasere om sommerhus, grillpølser, sol og D-vitaminer, selv om alle inderst inde ved, at vi også godt kan regne med sne og slud igen i marts.

Vi kommer ikke uden om valentinsdag – en vigtig begivenhed, som vi importerede, da nogen fandt ud af, at februar manglede en markedsføringsstrategi. Men valentinsdag er og bliver et fremmedelement på disse kanter. Hvor meget romantik kan der være i luften, og hvem husker at købe stearinlys, når det regner vandret, og alle tre lag undertøj er gennemblødt? Det hænger jo ikke sammen. Men blomsterhandlerne har alligevel en fest, og restauranterne er fyldt med folk, der håber, at chokolade og rødvin kan overdøve februardepressionen.

Lad os tage godt imod februar trods alt. Den er måske årets mest udfordrende måned, men den lærer os, at overlevelse er en kunstform, som kræver stamina, optimisme og ikke mindst oceaner af kaffe. Heldigvis varer den kun 28 dage. Eller 29, når universet virkelig hader os.

Musik til hele februar