De fleste vil nok mene, at det er passé at tale om nytårsforsætter i februar, men tager man idéen alvorligt, skulle de vel gerne gælde for hele året? Nytårsforsætter er som regel ret forudsigelige. For det meste går de ud på at leve sundere, motionere mere, tabe sig, drikke mindre alkohol eller holde op med at ryge, og alle ved, hvordan det kommer til at gå. Eller rettere ikke gå. Men da en stor landsdækkende avis ved årsskiftet spurgte den sunde fornufts utrættelige våbendrager Svend Brinkmann om hans nytårsforsæt, svarede han, at det skulle være at reparere én ting om ugen. Jeg besluttede mig på stedet til at stjæle idéen.

I fjerde sæson af tv-serien Mad Men, som foregår i 1960'erne, er hovedpersonen Don Draper for nylig flyttet fra sin kone og bor nu i en lejlighed, som han har ansat en hushjælp til at passe. En aften har hans kompagnon Roger overtalt ham til at gå i byen med en af sin kones unge, tiltrækkende singleveninder, og inden Don skal ud ad døren, har han brug for at pudse sine sko. Han spørger derfor hushjælpen, hvor hans skopudsekasse befinder sig, og da han har fået svaret, tager han den ned fra den øverste hylde i et skab, åbner kassen, fisker en skobørste op af den og går i krig med pudseriet.

Kan mit intermezzo med skopudse-kassen i virkeligheden ikke snarere klassificeres som renovering end som reparation?

Lige siden jeg så den scene, har jeg ønsket mig sådan en kasse, ikke mindst på grund af pedalen oven på låget, der gør det muligt at pudse sko, mens man har dem på, fordi den har den helt rigtige vinkel til formålet. Efter et par års søgen på loppemarkeder og i genbrugsbutikker lykkedes det mig at finde en kasse, der var næsten mage til. Den eneste forskel var, at hængslerne til låget var anbragt på siden og ikke for enden som på Don Drapers. Og så var hængslerne rustne og kassen i øvrigt i en sørgelig forfatning, men jeg forestillede mig, at det var en smal sag at ordne. Der var bare det ved det, at hængslerne og lukkemekanismen var pivrustne, og det ikke var muligt at finde nogle andre, der var mage til, så derfor fik jeg aldrig gjort mere ved det. Men så var det, at jeg læste om Brinkmanns nytårsforsæt og tænkte, at nu skulle det være! Jeg tog mig sammen, skilte kassen ad, afmonterede benene og pedalen, sleb den gamle lak af med flere slags sandpapir af varierende grovhed, skiftede de gamle skruer ud med nye og – brugte alt, hvad jeg kunne opbyde af knofedt og tålmodighed på at slibe hængsler og låsemekanisme fri for rust.

Nu er den klassiske firbenede skopudsekasse i lys birk så god som ny, og jeg føler mig som et bedre menneske. Kassen indeholder nu 4 slags skocreme, 4 slags skosværte, 2 påsmørebørster og 2 skopudsebørster foruden en pudseklud af prima kvalitet klar til udrykning. Det hele i sirlig orden.

Så langt, så godt. Nogle vil måske spørge, hvordan det ellers er gået med at være solidarisk med Brinkmann og efterleve hans nytårsforsæt; ifølge ugenummeret burde jeg nu allerede have fået fikset 7 ting. Og må mit intermezzo med skopudsekassen i virkeligheden ikke snarere klassificeres som renovering end som reparation? Her får jeg brug for at gribe til min hensygnende juridiske fortid og anlægge en udvidende fortolkning – i retsvidenskaben et udtryk for, at man udstrækker betydningen af en tekst til at omfatte situationer eller tilfælde, der ikke er nævnt udtrykkeligt. Herefter ser listen over de øvrige 6 afsluttede reparationsprojekter sådan ud:

• Skiftet et knækket snørebånd i en sko
• Sat nye batterier i en lommelygte
• Lakeret et stenslag på bilens motorhjelm med en mikroskopisk pensel
• Fastgjort en vinreol til væggen, så den ikke vælter (altså reolen)
• Genophængt et nedfaldet foderbræt i Madames fuglereservat
• Flyttet en knap på en skjortemanchet, der ikke sluttede tæt nok til håndleddet

Utroligt, så meget man kan nå at få fra hånden på nogle ganske få uger ...

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'fodpedal'. Det er nok at sige 'pedal'.