En bitter pille



For at undgå svimmelhedsanfald plejer jeg at gå let hen over nyhedsstof, der vedrører lønninger i toppen af det private erhvervsliv. Alligevel har jeg ikke kunnet undgå at se meddelelsen om, at den administrerende direktør i Novo Nordisk, som har været vant til en årsløn på 68 millioner kroner, nu må se frem til at blive spist af med 57 millioner. Han får med andre ord nu kun 156.000 kroner om dagen, som jo ikke er mere, end en gennemsnitlig dansker tjener på et kvartal.

Trods lønnedgangen og udsigten til snart at skulle suge på labben, fortsætter han tilsyneladende loyalt med at passe sit arbejde. Men hvad laver han egentlig på en typisk arbejdsdag? Det fremgår ingen steder, men man har vel lov at gætte:

Han vågner ikke længere til lyden af en personlig violinist, og morgenmaden er nu bare en simpel trøffelsmoothie

En mand, der pludselig tjener 11 millioner kroner mindre, må naturligvis spare. Han vågner ikke længere til lyden af en personlig violinist, og morgenmaden er nu bare en simpel trøffelsmoothie uden ekstra bladguld.

Heldigvis har han stadig sin uniformerede privatchauffør, der bringer ham til hovedkontoret. Det gør det lidt lettere at lade, som om 57 millioner stadig er en acceptabel løn.

Formiddagen går med vigtige møder og med at godkende powerpoints om vækststrategi, og om hvordan markedsoptimering gør livet surt for overvægtige amerikanere, uden at de opdager, at de er blevet afhængige. Man vurderer, at der i øjeblikket vil være opbakning fra Statsministeriet.

Lidt PR-arbejde bliver der også tid til, herunder et interview, hvor direktøren selv forklarer, at Novo Nordisk udelukkende arbejder for at forbedre folkesundheden, ikke for at maksimere profitten, og nævner en passant sin beskedne løn.

Til frokost vælger han en laksesalat, som han får forhandlet ned til halv pris ved at give afkald på hummerskiverne – en grum påmindelse om det nye, mere ydmyge liv, der venter. Sidst han var med sin kone på indkøb, tog han sig i at tjekke prisen på en økologisk avokado, for hvad er livet, hvis man må holde op med at købe en ny yacht hver tredje måned og bede fruen om at skære ned på sit forbrug af Louis Vuitton-tasker?

Efter en lang dag med at sikre medicinalimperiets fortsatte ekspansion vender direktøren hjem til det hvide strandvejspalæ med sortglaseret tegl, sundudsigt og badebro, men meget er forandret. Han skifter til en flere uger gammel kashmirtrøje, skænker sig et glas vin og forsøger at vænne sig til tanken om, at vinkælderen er støvsuget for yndlingsårgangen 1992. Det lykkes ham dog at fremtvinge et stille smil over, at man stadig kan få en hæderlig rødvin for et par tusind. Ellers går aftenen med at lægge ansigtet i de rigtige folder til næste dag og ærgre sig over, at han ikke længere kan flyve børnene i skole i privathelikopteren, som han har måttet sælge i Den Blå Avis.

Livet som Novo Nordisk-direktør er med andre ord ikke en dans på roser, og det kræver en særlig evne til at holde hovedet højt, når man må klare sig for små penge. Men med lidt økonomisk snilde og nogle strategiske fravalg skal han og familien alligevel nok stå distancen med 57 millioner om året – det er trods alt også en slags penge. Var det 56 millioner, havde det først set sort ud.
* * *
Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'advokado', når et drejer sig om en avokado.

Kategori: ,. Bookmark permalink.

4 svar på En bitter pille

  1. Ellen skriver:

    Hehe.
    Jeg har nu ikke så ondt af den høje løn - netop den virksomhed har vel li'som råd til det, og den administrerende direktør kan enten køre et firma op eller i sænk, og hvis han gør det første, er han sin vægt værd i guld - og lidt til.
    Jeg undrer mig nok lidt mere over, hvor forskellen i det daglige egentlig ligger på en million om måneden og over en million om ugen, for så mange penge kan jeg slet ikke relatere mig til.
    Det kan direktøren forhåbentlig ...

  2. Uffe Jerner skriver:

    @Ellen: Somme tider kan man komme til at overdosere ironien ...

  3. Erik Hulegaard skriver:

    Et klassisk argument anføres a-l-t-i-d, nemlig at samme lønpakke til virksomhedens CEO, bliver sammensat af konkurrencehensyn; altså at en ”attraktiv” erhvervsleder ellers kan få mindst det samme i en anden virksomhed.

    Lønpakken, typisk indeholdende løn, bonus, aktieordning og pensionsopsparing, for toppen af dansk (og ikke mindst international) erhvervsliv kan synes vanvittig stor målt med en såkaldt almindelig lønmodtager. Vi er så langt borte fra en ”borgerløn”, som det er muligt. Det gælder for øvrigt også for professionelle sportsfolk. Man spørger tit sit indre jeg: Er personen virkelig det værd? Hvor elastisk er regnearkets celle egentlig?

    Afdøde Preben Uglebjerg kunne med omkvædet ”det er gået helt over gevind” til en ”social afbalanceret” visetekst have spiddet en medicinalkoncern, hvor kaloriekontoens tab er omvendt proportionalt med regnskabets bundlinje.

  4. Uffe Jerner skriver:

    @Erik Hulegaard: Man kan sikkert finde mange gode argumenter for de astronomiske cheflønninger, hvis man er vokset op på CBS. Selv kommer jeg aldrig til at forstå, hvad formålet er med at dænge nok så dygtige chefer til med millioner, de aldrig vil kunne nå at bruge til noget meningsfyldt. Det skulle da lige være, hvis de donerede hovedparten til velgørenhed, men det er vist ikke kutyme.

Skriv en kommentar