Når jeg skrev et indlæg om boggaver forleden dag, var det ikke, fordi jeg selv var blevet betænkt med en bog, jeg ikke ønskede mig. Men for et par uger siden gik jeg ind i en genbrugsforretning, hvor jeg tilfældigt faldt over en bog med et byttemærke på bagsiden. Af det fremgik, at bogen skulle have været byttet senest den 23. oktober 2024, så muligheden var for længst forpasset. Bogen var altså endt her, fordi nogen havde givet en anden en bog, som vedkommende ikke var interesseret i, for den var tydeligvis aldrig blevet åbnet og duftede stadig lifligt af tryksværte.
Lad dette være et mindre korrektiv til mine tidligere betragtninger om boggaver
Det drejede sig om Bente Scavenius' bog Mit livs billeder, der var så indbydende, at jeg uvilkårligt gav mig til at blade i den, hvilket i sig selv var en fornøjelse: det tunge, glittede papir, den smagfulde grafik og velvalgte typografi og ikke mindst de smukke, farvestrålende reproduktioner. Malerkunst og kunsthistorie har så at sige altid været en lukket bog for mig. Det eneste, jeg ved, er, at der er billeder, jeg kan lide at se på, fordi de er flotte, og billeder, jeg ikke kan lide at se på, fordi de er grimme. Ret primitivt, men ikke desto mindre sandt.Der er heller ikke meget kunst på mine vægge. I mit arbejdsværelse er to af væggene optaget af skabe og reoler fra gulv til loft, og de andre to har store vinduespartier. Kun to skilderier er der blevet plads til – et Tingatinga-maleri, som har affektionsværdi, fordi det er et arvestykke, og en skifteramme med fire af Mads Stages fuglelitografier.
Om det var et ønske om at blive klogere eller min fjerne fortid som forlagsredaktør og generelle glæde ved boghåndværket, der gjorde udslaget, skal jeg ikke kunne sige. I hvert fald købte jeg bogen med hjem, og jeg blev ikke skuffet.
Bente Scavenius’ bog er alt andet end en tør kunsthistoriebog. Den er fuld af spændende anekdoter, skandaler og kunsthistorisk viden. På en meget elegant og underholdende måde tager den en med gennem dansk kunsthistorie fra 1515 til 2021. Mange af malerierne har en særlig betydning for Bente Scavenius selv; nogle hang på godset, hvor hun voksede op. Det gør bogen til en interessant blanding af personlige fortællinger og skarpe kunsthistoriske observationer. Undervejs får man indblik i de kampe, kunstnere – især kvinder – måtte kæmpe for anerkendelse, og der fortælles om vilde avisfejder, hvor ny kunst blev udskældt som sindssyge eksperimenter. Der er historier om malere, der ikke blev optaget på museer, fordi de var kvinder, og om fynbomalere, der blev hånet som 'træskokunstnere'. Og så er der de fascinerende møder med den amerikanske kunstsamler og boheme Peggy Guggenheim og vilde opdagelser på The Met i New York.
Kort sagt et røverkøb. Mit livs billeder koster 400 kroner hos boghandleren. I genbrugsforretningen var prisen sat til 25 kroner, men lige den dag var alt i butikken nedsat med 50%, så jeg fik den for 12,50. Spørgsmålet er, om jeg nogensinde ville have fordybet mig i en bog om et emne, der egentlig ikke optog mig og på den måde fået hævet mit dannelsesniveau, hvis jeg ikke ved et tilfælde var faldet over herligheden til ingen penge. Nok ikke – medmindre jeg havde fået den som en uønsket gave. Så lad dette være et mindre korrektiv til mine tidligere betragtninger om boggaver.
* * *
Dagens irrelevante musikalske bonusDagens tip: lad være med at sige 'bedler', når det drejer sig om billeder.
Den feminine fusion af to halvadelige familier Scavenius og Sehested Juul alias ”kunstbedstemor” Bente Scavenius er en både 80-årig præsentabel og meget kunstvidende kvinde. Efternavnet kan associere forskelligt. Den ene (Erik), hersker der meget delte meninger om. En anden (Carl) var hendes far og en markant modstandsmand under WW2. Det har næppe heller skadet hendes kunstneriske karriere at være i det tidligere statsoverhoveds nære vennekreds.
Hvor den amerikanske afdøde komiker Jimmy Durante havde ansigtet som værktøj, har ”kunstbedstemor” den indre del af ansigtet. Hendes faglige område associerer mig ofte til segmentet af den relativ nydannede forening Danish Club https://danishclub.dk/
Modsat blogejeren holder jeg mig mest mulig væk fra antikvariater (boglige genbrugsforetninger), da fristelserne kan slide uforholdsmæssig meget på kreditkortets magnetstribe.
@Erik Hulegaaard: Mon ikke det skulle være muligt at minimere slitagen ved at gøre brug af kreditkortets kontaktløse funktion? For mig at se er det største problem med bøger deres tilbøjelighed til at formere og brede sig set i lyset af, at de desuden henhører under uvæksmidelige effekter. Det kunne der skrives lange blogindlæg om, hvilket formentlig vil kunne erfares i nær fremtid.
Du beskriver på skræmmende rammende vis min holdning til billedkunst!
Det er i øvrigt også lidt sådan med de vine jeg drikker: Enten kan jeg lide en vin eller også kan jeg ikke lide den. Prisen er stort set underordnet - det er i hvert fald ikke nødvendigvis de dyreste vine der også er de bedste. Der er druer der er bedre end andre, men der er også kunstnere hvis værker jeg holder mere af at se på end andres.
Bortset fra det, så er din her omtalte bog et godt eksempel på, at det ikke er alt, der (med held) kan konverteres til e-bøger.
@Ellen: Ja, billederne kommer utvivlsomt bedre til deres ret i bogens forholdsvis store format, og så vidt jeg ved, findes der da heller ikke en e-udgave. Til gengæld er værket noget uhåndterligt som sengelæsning, hvis man dyrker den disciplin ...