Det er muligt, at vi med den seneste udvikling på det storpolitiske plan styrer mod afgrunden, men herhjemme er vi i allerede i fuld gang med at grave vores egen grav på gadeplan. Gravearbejde er i øjeblikket en enerverende del af virkeligheden for fodgængere og bilister over det meste af landet. Uanset om det drejer sig om fjernvarme, fibernet eller underdimensionerede kloakker, der skal udblokkes for at kunne nedsvælge skybruddene, der melder deres ankomst med tiltagende styrke og hyppighed, er resultatet det samme: et fortov, der ender brat i en sandgrav, eller en vej, som forvandler sig til en endeløs zigzagrute af midlertidige trafiklys og omkørsler, der kan tage pippet fra den mest selvsikre og påståelige GPS. Det er som et endeløst realityshow, hvor byens infrastruktur spiller hovedrollen, og vi er tvangsudskrevne statister, der bliver kostet rundt med.
En flok mænd i arbejdstøj står i en cirkel omkring et hul i jorden, men de graver ikke. De overvejer.
Bevæger man sig til fods i byen, når man ikke langt, før man løber ind i den første mur af afspærringer og blinkende lygter. En flok mænd i arbejdstøj står i en cirkel omkring et hul i jorden, men de graver ikke. De overvejer. I det fjerne aner man en voksen mand i orangefarvet kravledragt, der forsøger at lære en etbenet, lettere overvægtig dværg med klumpfod at hoppe, mens han holder vedkommende i hænderne. Tættere på viser det sig, at det er en vejarbejder, der udfører sit arbejde med en stampemaskine, som vistnok hedder en jordloppe i branchen (i så fald Jordens største loppe).Man begynder selvfølgelig med at gå i den retning, man havde tænkt sig. Men så kommer skiltet 'Fodgængere henvises til modsatte fortov'. Man vender pligtskyldigst om, finder en overgang, navigerer forbi barnevogne, cyklister og en forvirret cockerspaniel og kommer over på det modsatte fortov. Efter ti meter møder man en ny afspærring og et nyt skilt: 'Fodgængere henvises til modsatte fortov'. Næste gang det sker, giver man op og skyder med halvdårlig samvittighed genvej uden for de afmærkede områder med risiko for tilmudrede sko og deraf følgende eksistentiel smerte og forsøger at ignorere en mand med skriggrøn sikkerhedshjelm og høreværn, der står og ryster på hovedet ad en, mens han tager en slurk af sin termokaffe.
Sidder man bag rattet, er det ikke meget bedre. En kort tur på fem minutter kan forvandle sig til en halv times ekspedition, hvor man opdager dele af byen, man aldrig før har set, mens man snegler sig afsted i køen af umyndiggjorte lidelsesfæller på jagt efter den sidste åbne vej ud af Helvede.
Man ser sjældent nogen grave. Man ser kraterne i jorden, og man ser forladte maskiner. Gravearbejdet foregår i dølgsmål. Og når endelig et projekt er afsluttet og hullerne dækket til, ånder man lettet op, indtil det næste skilt dukker op lidt længere nede ad vejen: 'Nedgravning af kabler – arbejdet forventes afsluttet primo april'.
Man ved selvfølgelig godt, at 'primo april' betyder 'tidligst ultimo juni'.
Dagens tip: lad være med at sige 'ad helvedes til'. Det lyder ad helvede til.
”Man ser sjældent nogen grave.”, skriver bloggen. Når man tænker på krigen i det sydøstlige Europa, er det en stor lettelse. Nuvel, det er jo en ganske anden historie. Men bloggens indhold beskriver i velformede sproglige detaljer, hvad nutidens konstante klima- og IT-relaterede opgraderede installationer kræver af jordlopper og andre hjælpemidler.
”Drill, drill, drill” blev nyligt fremsagt af en megalomanisk diktator med en helt særlig coiffure. Det bliver sandelig også taget bogstaveligt i større og mindre danske byer, som kommentatoren har passeret de seneste måneder/år.
Som fodgænger og/eller bilfører kan man kun være taknemmelig, ifald disse talrige aktiviteter også blive tilstrækkelig belyst i den mørke tid og i samme moment takkes for, at glatføre indtil nu har været forholdsvis begrænset.
Vi må nok bare atter en gang konstatere, at vi ikke har udvist rettidig omhu. Hverken hvad mere vand eller sindssyge præsidenter angår. Noget af det kunne man godt have vidst ville komme; andet ikke.
Dog: Hellere lidt zigzag på vejene end den direkte kurs mod elendigheden, som visse magthavere udpeger for os i disse tider.
@Erik Hulegaard: Ja, vi slipper billigt sammenlignet med andre steder i verden, hvor materiellet og dets betvingere er af en mere frygtindgydende kaliber, og vi kan trods alt gøre os håb om en mere lykkelig udgang på den hjemlige massakre engang med tiden. Men uskønt og besværligt er det, så længe det står på.
@Ellen: Som det fremgår, har jeg valgt skyklapperne for at koncentrere mig om det, der foregår lige for næsen af mig, og det er heldigvis til at overleve med lidt tålmodighed, selv om det ikke er min spidskompetence. Men jeg er fortrøstningsfuld, så længe jeg har mine skobørster.