Katte sætter sig fast i hjerte og hverdag, ikke bare som et kæledyr, men som en del af ens liv. Selv om tiden går, forsvinder minderne ikke – de bliver bare en stille påmindelse om den glæde og det selskab, man engang havde. I dag er det 5 år siden, vi var nødt til at tage afsked med Miss Mis. Hun kunne ikke mere, og vi måtte overlade det praktiske til dyrlægen.

Jeg glemmer aldrig den kat, og hun fortjener denne genudsendelse fra 2020:

Viljestyrke for viderekomne

Er der noget bedre end at sidde i sin velpolstrede lænestol med en stor kop dampende varm te, tilsat en ikke for lille klump akaciehonning og være parat til at gå i krig med en bog om den britiske efterretningstjeneste, hvor de hele tiden leder efter muldvarpe blandt deres egne, når de ikke lige er beskæftiget med at gå i seng med hinandens koner?

Jeg retter benene ud for at få katten til at springe ned, men hun reagerer ved at anbringe en klo i låret

Mens jeg læner mig tilbage og giver mig til at læse om lig i mørke kælderhalse og aflåste bagagerum, kommer Miss Mis til den konklusion, at mit skød må være det perfekte sted at snuppe sig en lur. Så hun hopper op, går et par gange rundt om sig selv, ælter mit lår nøjagtig treogtyve gange, lægger sig ned og går ud som et lys.

Da jeg når til slutningen af kapitel 1, begynder det at rykke i poterne. Nogen har fortalt mig, at det er, når katten drømmer, at den løber, og jeg ved ikke om det passer, men det er i hvert fald uimodståeligt at se på. Desværre er teen nu ved at være kold, og jeg må have tanket op. Jeg flytter forsigtigt Miss Mis, der vågner og skuler misbilligende til mig, og jeg går ud og sætter vand over. Da jeg kommer tilbage og har sat mig til rette i stolen, hopper katten op på skødet igen.

– Nej, det mener du ikke, siger jeg. Vandet koger lige om lidt!

Men hun går bare tre gange rundt om sig selv og lægger sig ned. Jeg læser to sider. Vandet koger. Jeg rejser mig. Miss Mis frembringer en mishagsytring i form af et grynt og hopper ned. Da jeg er tilbage på min plads, er hun også.

Jeg er tilbage i Den kolde Krig. En øde gade i London, blegt lys fra en lygtepæl, en ældre mand i tweedfrakke.

Men hun er utilfreds med al den uro. Hun forlanger opmærksomhed, så hun sætter sig oven på bogen. Hun gnider hovedet mod min hånd. Jeg prøver at holde bogen op over mit eget hoved, men jeg bliver hurtigt træt i armene. Forsigtigt lirker jeg bogen ind imellem katten og mine øjne. Teksten befinder sig højst ti centimenter fra mine brilleglas.

Jeg retter benene ud for at få katten til at springe ned, men hun reagerer ved at anbringe en klo i låret. Det er for meget. Jeg lægger bogen fra mig, tager katten under armhulerne og anbringer hende myndigt på gulvet.

Miss Mis hopper op igen. Jeg sætter hende ned. Hun hopper op, og før jeg kan sætte hende ned igen, spinder hun som en besat og flader helt ud. Det er et billigt trick, katte lærer på Menneskedressur 1A, men det virker. Jeg lader hende blive liggende.

Jeg er tilbage i Den kolde Krig. En øde gade i London, blegt lys fra en lygtepæl, en ældre mand i tweedfrakke. Han stryger en tændstik. I et vindue på den anden side af gaden er der nogen, der signalerer tilbage ved at løfte en lampeskærm og sætte den på igen.

Nu kan jeg mærke, at jeg har drukket to store kopper te. Jeg rejser mig, men mit ene ben sover, og jeg må humpe ud. Da jeg kommer tilbage, kryber jeg sammen i stolen med begge ben oppe, så der ikke er noget skød at springe op på. Miss Mis går rundt i cirkler og stirrer på mig. Så hopper hun op for at finde det forsvundne skød.

– Se, siger jeg, ikke noget skød!

Sekundet efter er hun oppe på skulderen og stikker hovedet helt hen til mit, så knurhårene får mig til at nyse. Nu spinder hun på den måde, der betyder mad. Jeg overgiver mig. Lægger bogen fra mig og går ud og hælder en portion Hill's Science Plan med kyllingesmag op.

Da jeg kommer tilbage, ligger hun og snorksover i stolen. Den stol, jeg havde tænkt mig at sidde og læse i.

Miss Mis er her ikke mere. Hun forlod denne planet i februar. Jeg savner min kat.