Som passiv Instagram-bruger (dvs. en af dem, der nøjes med at lure) har jeg længe med en blanding af skeptisk nysgerrighed og beundring fulgt Tiny House-bevægelsen, der først og fremmest går ud på at bo på så lidt plads som muligt (der medfølger også en overordnet filosofi om simpel livsstil og få ejendele, men det giver vel sig selv). Et Tiny House er typisk på mellem 15 og 40 kvadratmeter, og mærkværdigvis opstod idéen i USA, hvor man ellers aldrig kan få tingene store nok. Herfra har den bredt sig til store dele af verden, men i Danmark er vi bagefter. Det skyldes til dels, at lovgivningen spænder ben for udbredelsen, men den afgørende årsag er i virkeligheden nok, at vi bare ikke er vilde med tanken om at bo i en skotøjsæske; i 2022 var et nybygget parcelhus i Danmark vokset til et gennemsnit på 213 kvadratmeter.
Snorker ens partner, flytter man bare ned i den vestlige fløj, hvis man ellers kan huske vejen
Men hvad får folk til at vælge det ene frem for det andet? Det er selvfølgelig altid dejligt med noget plads. I et stort hus kan man reservere et rum til arvede møbler, et til en motionscykel, man aldrig bruger, og et til de 12 kasser med julepynt, man kom til at købe på tilbud i 2014. Man kan også nemt undgå familien. Snorker ens partner, flytter man bare ned i den vestlige fløj, hvis man ellers kan huske vejen. Men har man et hus på størrelse med en sportshal, hvor samtalekøkkenet mere har karakter af et konferencekøkken, lever vi som bekendt også i en tid, hvor man risikerer at komme i en situation, hvor opvarmning, vedligeholdelse og elregninger kan få en til at overveje, om der eventuelt kunne være en idé i at sælge en nyre for at få det hele til at hænge sammen.I et Tiny House er man tvunget til at rydde op hele tiden. Hvis man ejer to lækre stegepander, skal man tage stilling til, om man virkelig elsker dem lige højt. De lave udgifter betyder flere penge til oplevelser eller bare – hvis man er en ansvarsbevidst hipster – flere penge til vegetarretter, der kan genoprette klimabalancen. Men er man ikke en hund efter hjemmelavet grøntsagslasagne, må det være nogenlunde som at få kamelen gennem nåleøjet at bugsere en af de store pizzaæsker ind i huset. Til gengæld får man helt automatisk mere tid sammen med sine kære. Vil man derimod gerne undgå sin samlever engang imellem, må man se, om man kan finde et sted at gemme sig omme bag ved kaffemaskinen.
Så hvad er bedst, en gigantisk feudalborg eller en menneskebolig i miniformat? Hvis man har behov for plads til store armbevægelser, hader at rydde op og ikke har noget imod at gå 500 skridt for at hente et glas vand, falder valget ud til fordel for de danske kæmpevillaer. Hvis man derimod prioriterer enkelhed, drømmer om at bo billigt og ikke får et klaustrofobisk sammenbrud hver gang, man træder ind ad døren, er det måske værd at overveje et amerikansk Tiny House.
Da Madame og jeg for efterhånden mange år siden blev enige om at downsize, flyttede vi til et hus, der var halvt så stort som det, vi var vant til. Det var ikke lille nok til at kunne kaldes et Tiny House, men lille nok til, at vi måtte gøre os nogle overvejelser om, hvad der var nødvendigt at beholde, og hvad der kunne undværes. Det tog noget tid at vænne sig til mindre plads, men det er endt lykkeligt. Under alle omstændigheder skal man ikke undervurdere betydningen af at kunne finde fjernbetjeningen uden at skulle bruge en GPS.
Dagens tip: lad være med at sige 'Det' så fint ...'
Uden at skulle inddrage f.eks. Maslows behovspyramide kan man i al stilfærdighed nok tilføje, at det individuelle minimalistiske behov i en væsentlig grad afhænger af ens alder og økonomi. I ungdommen synes det tiltrækkende med et studierum, senere ved stiftelse af familie opstår et behov for x antal rum. Og i ”bedsteforældre-alderen” kan man sagtens nedskalere behovet for kvadratmeter, hvilket forbløffende mange ofte ikke gør – modsat blogejeren og Madame.
I nyere tid har man fundet det rigtigst, at ældre på plejehjem skal have 2 rum, modsat tidligere med et enkelt værelse. Hertil kommer, at x antal plejehjemsmodne bebor større antal kvadratmeter i lejligheder og huse, reelt fordi der ikke er plejehjemspladser nok (og det bliver ”værre” i fremtiden).
Vores skandinaviske velfærdsmodel og landenes størrelse tillader os friheden til at kunne vælge; jeg har rejst en del i Nederlandene, hvor mange ønsker mere plads, selvom en bo-på-båd kan synes idyllisk (også f.eks. i Københavns havnearealer).
@Erik Hulegaard: Jeg har altid været fascineret af idéen om at bo på ingen - eller næsten ingen plads. Men derfra til at realisere den er der unægteligt et spring. Det var da heller ikke mig, der tog initiativet, og det er heller ikke et lillebitte hus, vi har slået os ned i, bare et mindre. Men der kan under ingen omstændigheder bo mere end to i det, hvis der også skal være plads til et par særheder. Det var slemt at halvere en bogsamling, men på uforklarlig vis er den ved at regenerere uden nogens medvirken ...
Dine beskrivelser og sammenligninger er som altid fremragende og særdeles underholdende, men hvis vi rykker spøgen lidt til side, så er den gyldne middelvej ofte et godt valg 😊
Jeg er temmelig sikker på, at jeg ikke ville kunne trives i et lillebitte hus. Vi boede på 109 kvm i Havdrup, men har nu omkring det dobbelte, hvilket er fedt! Med plads til både garn og stof og overnattende gæster.
Det har selvfølgelig en vis betydning, at vi flyttede så langt væk fra både familie og venner, at de fleste altid overnatter, når de er på besøg - og at vi nogle gange om året skal huse i alt seks voksne mennesker i en uges tid. Det antal vil jo nok snart ændre sig, men jeg kan lide tanken om at kunne, også når de på et tidspunkt kommer med kærester, så jeg glæder mig ikke til den dag, vi kan blive nødt til at flytte til noget mindre.
Tanken om en husbåd kan dog godt være fascinerende, for nogle er indrettet ret fantastisk ... men fascinationen varer kun lige indtil jeg begynder at tænke i praktiske baner 😨
Det er rart at høre, at I ikke har fortrudt det valg, I foretog.
@Ellen: Jeg kan sagtens forstå dem, der foretrækker et stort hus, og det ville på ingen måde genere mig at bo i et palæ. Men vedligeholdelsen ville enten kræve et fysisk overskud og en interesse for huslige sysler, som jeg ikke er i besiddelse af, eller betragtelige midler, som man kan betale sig fra besværet med. Det sidste ligger det desværre også lidt tungt med, eftersom jeg aldrig har haft held i spil og derfor heller ikke investerer i lottokuponer. Men skulle det vise sig, at jeg har en ukendt, rig onkel i Amerika, der dør før mig uden andre arvinger, kan jeg ikke afvise, at jeg vil genoverveje vores boform.
Jeg er enig i, at en husbåd lyder besnærende, men sådan en vipper, gør den ikke?
Mon den inde i en beskyttet havn kan vippe mere, end at du bare bliver vugget behageligt i søvn og derfor sover som en baby igen? 😊
Det er dog bare et gæt ... jeg har ingen personlige erfaringer med at bo på en husbåd.
@Ellen: Det kan være, vi ender med at bo på husbåde allesammen, hvis vandet bliver ved med at stige ...