Aarhus Universitetsforlag udgiver hver måned en såkaldt Tænkepause – et lille essay på cirka 60 sider, som formidler et emne på en lettilgængelig måde. I denne måned har Alexander Wieck Fjældstad, som er sanselig lugteforsker (jo, det findes!), skrevet om duft. Han mener, at lugtesansen er en overset superkraft, der i al stilhed styrer vores minder, former vores relationer og får os til at vælge den ene partner frem for den anden, før man overhovedet har talt sammen.

Jeg har hverken købt eller læst bogen endnu, men det skal vel ikke afholde en fra at elaborere lidt over lugtesansen som superkraft?

Før man ved af det, står man inde hos bageren med to surdejsboller og en lun kanelsnegl i en pose og et mildt selvhad i sjælen

Man bliver for eksempel opmærksom på lugtesansen, når man går fredeligt hen ad gaden og pludselig bliver ramt af duften af nybagt brød. Før man ved af det – og hvis man ellers kan lide lugten i bageriet – står man inde hos bageren med to surdejsboller og en lun kanelsnegl i en pose og et mildt selvhad i sjælen. Det var ikke maven, der tog beslutningen. Det var næsen.

Lugtesansen er den eneste af vores sanser, der sender signaler direkte til hjernens følelsescenter og hukommelse uden at tage omvejen forbi den rationelle del. Næsen henvender sig direkte til ens indre aktivitetscenter uden at bede om tilladelse. Det forklarer, hvorfor en bestemt parfume pludselig kan sende en direkte tilbage til en sommerforelskelse i 1. g, eller duften af en syrenbusk minder en om fordums læseferier. Det er også derfor, man aldrig mere kan spise karrysild efter bare én dårlig julefrokost.

Men det stopper ikke her. Forskerne har fundet ud af, at vi ubevidst vurderer andre mennesker ud fra deres lugt. Vi kan lugte os frem til genetisk kompatibilitet. Altså: næsen kan vælge kæreste for os. Det er ikke sikkert, at den har nogen udsøgt smag, men den vælger instinktivt. Så den kemi, man altid taler om, er måske bare en pæn måde at sige på, at 'du lugter godt, og jeg ved ikke hvorfor, men du er meget velkommen til komme nærmere!'

Lugten er vores indre tidsmaskine, følelsestermometer og sociale kompas i ét

Men hvorfor er lugtesansen mon så overset? Måske fordi den er usynlig. Man kan ikke tage et lugtbillede af en ferie. Man kan ikke høre en barndom i duften af mormors æblekage. Men man kan føle den. Det er netop det, der gør lugtesansen interessant – den taler ikke til vores logik, men til vores minder og følelser. Den er vores indre tidsmaskine, følelsestermometer og sociale kompas i ét.

I en verden, hvor billeder og lyd dominerer, burde vi nok give lugten en større rolle. Måske skulle vi begynde at tage duftselfies, sende postkort gnedet med grillkul eller give børn duftbøger i stedet for billedbøger. Når vi trækker vejret ind og mærker duften af regn på asfalt, friskbrygget kaffe eller nyslået græs, er det værd at huske på, at det er vores usynlige superkraft, der reagerer, og den har en historie at fortælle.

Gennem årene har jeg haft stor fornøjelse af Tænkepauserne. De er ikke dybere akademiske analyser, men det er heller ikke meningen med dem – formålet er at vække nysgerrighed og give et kvalificeret indspark til refleksion. Man mærker, at forfatterne har kærlighed til deres stof og en oprigtig lyst til at dele deres viden. Det er muligt at blive klogere på alt fra filosofi og psykologi til samfund og kultur uden de store forkundskaber. En slags mental espresso: kort, koncentreret og tankevækkende.

Hermed anbefalet.

Man kan tilmelde sig Aarhus Universitetsforlags nyhedsbrev her.

Opdatering: blogkollega capac har netop i dag skrevet om to andre Tænkepauser.

Dagens delvis relevante musikalske bonus