I bund og grund er jeg et bymenneske. Eller i det mindste et forstadsmenneske. Jeg er vokset op i en forstad til København, hvor der ganske vist var græsplæner og træer hist og her, men mest til pynt. Der var mere asfalt og flere fliser, end der var naturarealer, og man kunne altid høre biler. Natur var noget, man kørte forbi på motorvejen – en parentes i tilværelsen, ikke en del af hverdagen. Der har nok været en form for fugleliv, men det var ikke noget, jeg hæftede mig ved.
Så mødte jeg Madame. Jeg opdagede, at man kan finde ro under åbne himmelstrøg, lykke i duften af fugtig jord og frihed i forblæste marker. Hun kunne stå stille og betragte en solnedgang, som om den talte til hende med ord, kun hun kunne høre. Hun trivedes, hvor stilheden er så tæt, at den bliver et væsen i sig selv.
For mig føles det ofte, som om jeg er landet på en anden planet
Det var begyndelsen på det kompromis, som førte mig herud, hvor lygtepælene ender, og mørket begynder for alvor; hvor græsset vokser frit, og ukrudtet opfattes som en naturlig del af skønheden, ikke som en fjende.Altså bor vi nu på landet og har gjort det i næsten tre årtier. Vores hus ligger midt mellem marker og skovbryn. En fugtig brise af muld og græs sniger sig ind ad sprækkerne om foråret. Når regnen kommer, lugter det af noget urtidsagtigt og dybt. For Madame er det som den eneste rigtige måde at være til på. For mig føles det ofte, som om jeg er landet på en anden planet.
Den største udfordring er haven, en evig kilde til arbejde, som hun elsker, og jeg afskyr. Hun kan gå derude i timevis med fingrene i jorden, klippe, plante, nippe, vande, nippe lidt mere, smile tilfreds. Jeg ser haven som et endeløst katalog over uafviselige pligter. Hver eneste plante er en opgave, hver eneste blomst en tidsrøver, hver eneste ukrudtsplante en stille hån mod mine alt andet end hårdhudsbetrukne hænder.
Hun taler om en form for meditation, hvor jeg nærmere tænker på en form for strafarbejde. Alligevel går jeg derud. Jeg holder spanden, rækker hende redskaber, graver huller, flytter kompost. Jeg gør det, ikke fordi jeg elsker det, men fordi vi nu engang er et team. Jeg griner ad mig selv, når jeg fumler med planteskilte og river gamle kviste væk. Jeg forsøger at se på haven med hendes øjne: som et sted for håb, vækst, liv. Nogle dage lykkes det næsten.
Hver eneste plante er en opgave, hver eneste blomst en tidsrøver, hver eneste ukrudtsplante en stille hån mod mine alt andet end hårdhudsbetrukne hænder
Det mærkelige er, at livet herude langsomt, nærmest umærkeligt, har ændret noget i mig. Jeg kender nu trækkene i årstidernes ansigt. Jeg mærker en sær tilfredshed, når de første krokus bryder gennem den frosne jord, selv om jeg aldrig selv ville få den tanke at plante dem. Jeg ved, hvordan jorden dufter om aftenen efter en varm dag.Og så er der fuglene. De kom først som noget, Madame gjorde opmærksom på: 'En rødhals! udbrød hun en vintermorgen, og jeg nikkede uden at vide, hvad jeg så. Nu hører jeg dem, før jeg ser dem – solsorten, der synger, som om hver morgen er den første, rødhalsens strofer fra hækken, de akrobatiske blåmejser, der klatrer på alle tænkelige måder for at finde føde. Der er en rytme i deres tilstedeværelse, en slags lydlandskab, der følger årets gang, og som man kun lærer at afkode, hvis man bliver længe nok. Nogle dage føles haven som en form for fuglehotel, hvor jeg bare er vikarierende receptionist. Jeg begynder at kende deres vaner, deres kald, deres korte pauser i grenene. De er ikke mine – men de er her, og jeg lytter.
Måske elsker jeg ikke haven. Måske kommer jeg aldrig til det. Men jeg glæder mig over det fredfyldte smil, der breder sig over Madames ansigt, når hun ser sin rosenbusk springe ud, eller når hun finder en lille nyspiret selvsået plante, som hun møder med samme begejstring, som andre møder en gammel ven.
Og i al hemmelighed, når ingen ser det – når det kun er mig, vinden og den store åbne himmel – hænder det, at jeg standser op midt på grusstien og føler noget i mig lette. Som om verden ånder langsommere her. Som om jeg på en eller anden måde også hører til.
* * *
'Naturen, det billige skidt' bliver som regel tilskrevet Poul Henningsen, men det stammer fra den store naturhylder og poet Otto Gelsted. Han introducerede vendingen i digtsamlingen Under uvejret fra 1934.Dagens delvis relevante musikalske bonus
Hvor er det dog vidunderligt smukt og poetisk skrevet, selv om hyldesten har et strejf af offerrolle over dit ikke helt selvvalgte havearbejde, men hvad gør man ikke for kærlighedens skyld? Jeg er imponeret over dine skriveevner; du har ramt alting lige på kornet, og jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg her er helt på Madames side. Jeg har aldrig ønsket mig at bo i en større by - har dog heller aldrig prøvet det, men kunne godt finde på at bosætte mig i en mindre by, som fx Præstø, når vi ikke længere kan passe Den Stråtækte. Vi er helt afhængige af at kunne åbne en dør til en have eller i det mindste en terrasse, men især roen og stilheden - som ganske rigtigt kan blive så intens, at den larmer.
I kan sikkert også høre stjerneskuddene oppe hos jer? Det kan vi hernede, og det kunne vi på ødegården da vi havde den. Jojo, vil jeg lige sige til skeptikerne: det er skam rigtigt nok, at det suser, når der kommer et stort et ... sådan føles det i hvert fald i stille vejr!
Tak for dit indlæg, som jeg vil henvise til, når folk spørger hvorfor vi foretrækker at bo langt væk fra alting.
Det er et smukt causeri omkring to af livets essentielle begreber: Parforholdet og naturen. Enhver, der følger Madames digitale sprogblomster og illustrationer i SoMe-verden, er for længst blevet overbevist om den ægte glæde, og her menes æ-g-t-e bogstaveligt helt ned i jordens rødder.
Når man(d) gennem blogejerens mange velkomponerede indlæg med tilhørende illustrationer har læst og ikke mindst forsøgt at screene essensen af indholdet, dannes en naturlig (for enhver observant læser) cocktail af tanker om personligheden. Og den tillader ikke forestillinger om slidte og møgbeskidte træsko, mørke rande omkring hændernes negle samt skidengrå arbejdsbukser i stretch variant fra en tilbudsuge hos Harald Nyborg.
Halsnæs Kommune hører ikke til blandt de mest velhavende i Region H, men naturen er åbenbar og enestående, langt mere charmerende end en kompakt københavnsk forstadskommune med semivedligeholdt butikscenter eller et af de mange velhaverreservater i de centrale og østlige dele af Region H. Kommentatoren kender de nævnte varianter godt nok til at påstå dette.
Og derfor kan konkluderes, at værtsparret på ”Fuglehotellet” synes at være nogle eksorbitante sandhedsvidner omkring en vellykket fusion af parforhold og natur.
@Ellen: Tak for de pæne ord. Jeg vover mig sjældent ud på poesiens overdrev, men maj har en særstatus hos mig, og det må være den, der har haft en finger med i spillet og forårsageet de store udladninger :) Det lyder dejligt med Den Stråtækte og tankerne om Præstø – at kunne åbne døren til stilhed, fuglesang og et stjerneskud eller to ... det er jo nærmest terapi. Stjerneskuddene har vi til gode – jeg anede ikke, at man ligefrem kan høre dem!
@Erik Hulegaard: Jeg må give kommentatoren ret i, at fysisk arbejde og jord under neglene ikke just er min spidskompetence, men når jeg henholder mig til mit eksistentielle credo alt med måde, er det til at overkomme.
Naturens orden er heldigvis ikke underlagt byrådets beslutninger og kommunens budgetlægning. Flora og fauna kan derfor med god samvittighed slå sig løs, som det passer dem, og det nyder vi ganske rigtigt godt af.
Jeg er ikke uden indlevelsesevne og kan forstå haveglæden. Vi har haft have i 34 år, men hvor haven for mange er en kilde til glæde (som du så glimrende beskriver), er den for mig en kilde til dårlige undskyldninger og hold i ryggen.
Fuglene og deres sang er dog en kilde til fryd. De gæster os gerne, velsagtens fordi de let kan skjule sig i vildnisset og spise kryb og kravl ad libitum, når de ikke pjasker i fuglebadet.
@Eric: Tak for kommentaren – og ikke mindst for den ærlige bekendelse! Det er ikke altid lutter zen og blomsterduft at holde have, og man kan sagtens føle sig udkonkurreret af ukrudtet – men det er jo snart et overstået kapitel for dig :)
Heldigvis kræver fuglene ikke lugede bede eller snorlige græskanter for at kvittere med sang og liv, og jeg håber da, at der også vi være fuglesang uden for jeres kommende vinduer.