De dukker op overalt. De gamle mænd på min alder og derover. På kirkegårde, i parker, langs havnemoler og i botaniske haver. Ofte i vindjakke, nogle med kasket, og altid med det samme rolige tempo og med hænderne solidt forankret på ryggen. Ikke flagrende ved siden, ikke i lommerne, ikke optaget af mobiltelefoner– men stille hvilende, som om de bærer på noget usynligt. Måske visdom. Måske bare et lommetørklæde eller en læbepomade.
Noget tyder på, at udøverne af disciplinen helst skal have nået støvets år for at kunne praktisere den på en overbevisende måde. Jeg har set enkelte yngre repræsentanter for det maskuline køn forsøge sig – det er ganske enkelt en ynkelig forestilling. Kvinder, der går med hænderne på ryggen, forekommer ikke, og de ville antagelig også komme på kant med politilovens § 6 om forstyrrelse af den offentlige orden.
Hænderne på ryggen er ikke bare en hvilestilling, men den livserfarnes uudtalte manifestation
Spørger man en anatomikyndig, hvorfor gamle mænd går på den måde, vil man nok få en kedsommelig forklaring om, at man mister muskelmasse med alderen, holdningen ændrer sig, man synker sammen, og ved at samle hænderne på ryggen løfter man brystkassen, og skuldrene bliver trukket tilbage. Det er sikkert rigtigt, men ikke desto mindre er kroppen stadig foroverbøjet!Min egen teori går ud på, at det drejer sig om andet og mere end muskler og tyngdekraft. Hænderne på ryggen er ikke bare en hvilestilling, men den livserfarnes uudtalte manifestation: 'Jeg har ikke længere travlt. Jeg observerer. Jeg dømmer ikke – men jeg ser alt.' Der er næsten noget majestætisk over det. Som om de gamle mænd med hænderne på ryggen går rundt i deres kongerige og inspicerer det hele med stoisk ro. Hvert skridt indgår i en form for meditation, og hænderne bag ryggen markerer det store overblik.
Måske er der tale om en slags protest mod den tid, vi lever i, hvor alles hænder konstant er beskæftiget med at scrolle, taste, swipe og trykke på knapper. Modstykket er ikke-handling: Hænderne samlet på ryggen og en stille undren over, at man ikke længere bruger hændene til at hugge brænde og skrive breve med, men til at like billeder på Instagram af hjemmelavede tapasanretninger og bønnesalater med hummus og syltede rødløg.
Man kan heller ikke helt se bort fra, at der i nogle tilfælde kan være et kulturbestemt element involveret. Blandt lærere, officerer og pensionerede embedsmænd er det nærmest obligatorisk at have hænderne på ryggen – en slags kropslig kliché. Hvis man har brugt en menneskealder på at undervise, kommandere eller skrive notater til kommunen, sætter det sig i kroppen. Måske er det hændernes egen protest: 'Vi har skrevet og gestikuleret nok. Nu holder vi pause heromme.'
Nå ja, endelig kan der være den jordbundne forklaring, at når man går med hænderne samlet på ryggen, skjuler man eventuelle rystelser, gigtdeformiteter og leverpletter – eller bare det faktum, at hænderne ikke længere ved, hvad de skal gøre af sig selv.
Uanset årsagen, er det en måde at gå på, der rummer en vis poesi. Et stilfærdigt symbol på, at man har set det meste, og nu ser man bare til ...
Såfremt man vil elaborere i tankerne om dette helt ufortjent underbelyste emne, kan især anbefales kirkegårde og museer. Her ses det maskuline eksempel ofte 1-2 skridt bag ved en langt mere udadreagerende repræsentant for det smukke køn; sidstnævnte ses uhyre sjælden med hænderne på ryggen (causa børnemonitorering og håndarbejde etc.).
Nonverbale kommunikationsformer kan også opfattes forskellige. I royale (og associerede) kredse ses det (for) ofte. Normalt kan det signalere afslappet overbærenhed og overskud, helt modsat kan den samme kropsholdning f.eks. ses i en boksering signalere arrogance og (formodet) usårlighed.
I det i øvrigt absolut godkendte causerende indlæg nævnes ”pensionerede embedsmænd”. Denne signatur er et let støvet eksempel, men, menne, men adskiller sig her mindst 100 procent, eftersom min slidte, dog stadig velfungerende og sammensatte, humoristiske sans ville punktere enhver fysisk tilstedeværelse af denne kommunikationsform, der også kunne konkluderes som ”stationen før stokken på livets banestrækning”.
@Erik Hulegaard: Kommentaren er som en promenade i sig selv – fuld af små omveje, fine iagttagelser og elegant snoede sætninger. Jeg kunne ikke være mere enig i, at kirkegårde og museer er højborge for dette fænomen. De danner næsten en slags naturligt habitat for hændernes retræte, hvor stilheden og historiens vingesus understøtter det eftertænksomme gangmønster.
Din pointe om den kvindelige ledsager, der som regel går foran, måske i fuld verbal aktivitet eller med blikket rettet mod næste punkt på ruten, er både præcis og tankevækkende. Der ligger muligvis også her et budskab i kropssproget – et kønsbestemt rollespil i slowmotion.
Jeg hæftede mig især ved sammenligningen med bokseringen – at den samme kropsholdning kan signalere enten overskud eller arrogance, alt afhængig af konteksten. Det giver næsten lyst til at undersøge, om der findes en form for kropslig semantik, hvor vi læser holdninger som sætninger.
'Stationen før stokken' – det er så skarpt formuleret, at jeg næsten overvejer at bruge det som undertitel til et nyt indlæg. Tak for den humoristiske kommentar. Den er som skabt til at gå lidt videre med hænderne på ryggen.
Skarpe iagttagelser.
At gå med hænderne på ryggen er uforeneligt med den ganghastighed, ungdommen normalt bevæger sig med, men passer glimrende til slentretempo med korte skridt. For mig signalerer håndstillingen noget afvæbnende og samtidig "inspektion" uden distraherende (synlige) håndbevægelser.
@Eric: Tak for et meget interessant bidrag, der beriger analysen med et kærkomment strejf af almindelig sund fornuft :)
Interessant. Jeg havde ikke tænkt særlig meget over, at det at gå med hænderne på ryggen var et særligt karaktertræk for aldrende mænd, men det synes rigtigt nok nu, hvor jeg blev tvunget til at tænke over det. John excellerer også i dette fænomen, men dog ikke så meget, hvilket jeg dog tilskriver en vis angst for ikke at kunne tage hurtigt nok fra med hænderne, hvis han skulle falde.
Af samme årsag er hænder i lommer helt udelukket!
@Ellen: At give afkald på at gå med hænderne i lommen er noget af et offer at bringe – til gengæld vidner det om, at du har valgt en mand, der er mere forudseende end de fleste :)