Maj måned, syrener og eksamenslæsning vil for mig altid være en tripelalliance. Hver gang foråret kommer anstigende med den søde duft af syrener, bliver jeg uundgåeligt kastet tilbage til de forårsdage, der var beslaglagt af eksamenslæsning, og tilværelsen var sat på standby. Syrenerne er ikke bare blomster – de er som en tidsmaskine, der automatisk vækker den gamle eksamensskræk til live.
Jeg kan næsten ikke huske en eksamensperiode uden syrenerne som min uofficielle partner in crime
Når syrenerne blomstrede udenfor, var det, som om naturen forsøgte at minde mig om, hvor travlt jeg havde. Jeg kan næsten ikke huske en eksamensperiode uden syrenerne som min uofficielle partner in crime. I gymnasiet, hvor jeg prøvede at få styr på latinbøjningsreglerne, og senere på universitetet, når jeg kæmpede med formueretlig dobbeltdisposition og fideikommissarisk substitution i håb om, at jeg aldrig kom op i det.Hver gang jeg kiggede ud ad vinduet og så de lilla blomster, vidste jeg det: jeg havde ikke læst nok. Jeg havde ikke gjort det, jeg skulle. Jeg havde, som altid, udskudt det til sidste øjeblik. Når jeg gik udenfor for at trække lidt frisk luft, var duften af syrener overalt både en flugt fra stressen og en påmindelse om, at tiden var ved at slippe op. En duft, der sagde: 'Du kan ikke stoffet godt nok ... men det går nok alligevel.'
Syrener og eksamenslæsning er og bliver uløseligt forbundet i min verden. Hver gang jeg snuser til de blomster, bliver jeg både mindet om fortidens kaos og den underlige ro, der følger med at have klaret det, trods alt.
* * *
Hov, glemte jeg ikke at nævne, at 1. maj er Arbejdernes Internationale Kampdag? Egentlig ikke, for er den overhovedet relevant længere, nu hvor tiden er løbet ud for cigarpulsende fabrikanter med udspilet maveregion og høj hat? Og er røde faner, gamle slogans og megafoner ikke kun for ukuelige romantikere? De fleste arbejder hjemmefra på sofaen i deres sweatpants, og klassekampen består i at skrive en passivt-aggressiv e-mail til HR-afdelingen. Men hvad med de røde pølser i Fælledparken? Jo, de er sikkert stadig gode, og måske er det netop dem og alt tilbehøret, der holder traditionen i live: ikke kampgejsten, men senneppen, ketchuppen og håndbajerne.* * *
Lav, men behagelig musik til hele maj
Det må være slemt at genopleve eksamensskrækken hvert år, blot fordi syrenen følger sin natur. Jeg associerer eksamenstiden med græspollenallergi, men nyser sæsonen ind uden at blive nervøs.
Vi har en hvid syren i haven, men den blomstrer ikke endnu. Den skuler bare til æbletræet, som prydes af blomster i tusindvis og får bier på besøg.
” fideikommissarisk substitution” måtte jeg slå op. Tak for at lære noget mere! I min tidligere (hospitals-)verden var det nærmeste ” Det Classenske Fideicommis”, hvilket igen associerer til Johan Frederik Classen. Og så ved blogejeren meget bedre end de fleste fra sin geografiske nærhed, hvad det navn indeholder.
”Syrener og (især) eksamenslæsning” kendes vist af de fleste nogenlunde oplyste cpr-numre. Repetitionerne fortsatte ind i juni, men det er en anden historie. Det uautoriserede begreb: ”Jeg har ikke læst nok!” kendes vist af de fleste. Jeg stiller gerne op i køen.
Maj er en vidunderlig måned. Så lovende, langsom lysere og grønnere. Kun fanen i dag er rød. Indlæggets sætninger komponerer sandheden – tak!
@Eric: Traumet er aftaget med årene, men reminiscenserne er der stadig, og jeg kan sagtens nyde maj, selv om den også for mig er en nysemåned.
Syrener er på alle (andre) måder en pryd for haven, og jeg kan da blive helt misundelig over, at I oven i købet har den hvide variant, som er den smukkeste!
@Erik Hulegaard: Ja, Classen var en foretagsom herre, som stadig sætter sit præg på Frederiksværk. I disse tider er det nærliggende at nævne, at støberiet øgede produktionen af krudt og kugler under Den Preussiske Syvårkrig, og hæren blev styrket, blandt andet for at kunne modstå et russisk angreb!
Maj er, inklusive syrener og tvivlsomme eksamensminder, min yndlingsmåned (skarpt forfulgt af september).
Jeg synes hellere man skulle have afskaffet 1. maj frem for Store Bededag. Førstnævnte er efterhånden gået bagud af dansen, som du også er inde på.
Det er da ikke så godt med livslange traumer - godt de har aftaget lidt med årene.
Hele vejen gennem gymnasiet havde jeg den holdning, at "hvorfor knokle sig til et 10-tal, når man kan få otte uden at lave noget"? Jeg afleverede dog naturligvis alle skriftlige opgaver ... og det skal også siges, at der dengang (i 1972) var frit valg på alle hylder, hvis man fik en bare nogenlunde middelmådig studentereksamen.
Jeg gik ud med et pænt gennemsnit efter at have nydt de tæt på bedste tre år i mit liv, men jeg havde også virkelig travlt med at læse op i læseferierne ... jeg bemærkede ikke engang syrenerne 😁
@Ellen: Som du ved, har jeg en tendens til at smøre tykt på, men det var nu ikke helt grebet ud af den blå luft :) Selv om gymnasiet var meget andet end ubehagelige eksaminer, var det ikke a walk in the park for mig. Jeg synes, vi/jeg brugte meget tid på lektielæsning, og der hvilede også det lille ekstra pres på mine skuldre, at min storesøster havde gået der før mig. 'Det efternavn forpligter!' fik jeg at vide allerede første dag. Så var det selvfølgelig heller ikke værre, men det var irriterende ...
Under alle omstændigheder var det noget andet at gå i gymnasiet i din og min tid, hvor det kun var 10-15 procent af en årgang, der blev studenter. Nu, hvor andelen er omkring 70 procent, er det nærmest blevet en folkeskole, og jeg ved desværre fra nærmeste hold, at det er muligt at blive student uden noget videre kendskab til fagene. Helt uden blusel tør jeg i dette tilfælde godt gentage mit velkendte credo: 'Det var meget bedre i gamle dage.' Jeg fristes til at tilføje et 'hrmpf!' :)
Jeg føler med dig mht. ældre søskende. Jeg gik i klasse med to, der led under det samme - og jeg mener faktisk ‘led’, for de to storesøskende havde tilsyneladende været helt utrolig dygtige og flittige, hvilket lærerne ikke undlod at gøre opmærksom på med (dog lange, trods alt) mellemrum. Ikke særlig pædagogisk, og lærerne burde have vidst bedre.
@Anonym/Ellen: Nej, det var ikke pædagogikken, der prægede i hvert fald min gymnasietid, men med lidt god vilje – og på mange års afstand – kan man måske se det som en slags misforstået venlighed fra lærernes side.