Forleden dag, da jeg gik en tur i byen, blev jeg mødt af et syn, der fik mig til at standse op og spørge nærmeste forbipasserende, hvad der foregik. På det modsatte fortov var der en flere hundrede meter lang kø, der fortsatte rundt om hjørnet og ned ad den næste gade. Det viste sig, at det var, fordi der var udsalg i BabySam.
Vi lever i udsalgenes og tilbuddenes tidsalder, hvor rabatterne regerer, og den sidste rest af værdighed er forduftet. Tilbuddene lurer overalt, ikke mindst i dagligvarebutikkerne, hvor en pakke spegepølse pludselig er nedsat til 9,95, og det ender med, at man kommer hjem med fire pakker, selv om man hader spegepølse.
Hvem kan spise fem pakker udskåret kyllingebryst på tre dage, bare fordi prisen var uforskammet lav?
Ingen ved efterhånden, hvad noget faktisk koster, men alle ved, at det helst skal være nedsat. Hvad prisen er på en liter mælk, afhænger af ugedagen, månefaserne og om man har den rigtige app. At gå på indkøb er nærmest blevet som at spekulere på aktiemarkedet, og det værste er, at alle har vænnet sig til det. Vi ser det som en form for sport, hvor det handler om at snyde systemet, før systemet snyder os. Vi planlægger, tjekker tilbudsaviser, sammenligner priser på tværs af bydele, og så står man dér – glad for at have sparet 7 kroner, men uden at vide, hvor meget man egentlig har købt for. Tilbud har forvandlet forbrugere til rabatjægere på evigt udkig efter billigste tilbud. Man handler ikke længere af behov, men af frygt for at gå glip af noget.Samtidig med, at 'stop madspild'-feberen raser, vokser madspildet uanfægtet, for hvem kan spise fem pakker udskåret kyllingebryst på tre dage, bare fordi prisen var uforskammet lav?
Der eksisterer heller ikke loyalitet som før, hvor man købte sin kaffe samme sted som sin mor og sin mormor uden at skulle tjekke fire apps og en tilbudsavis først. Vi er blevet kunder uden fast base, utro mod vores lokale brugs, forført af Rema 1000 og Lidl, afhængige af lokalaviser og digitale kuponer. Hvorfor være trofast kunde, når man kan være utro hver weekend? Detailhandlen er blevet som Tinder – man swiper fra butik til butik i jagten på den næste 10-kronersforelskelse.
Priserne hopper og danser, og midt i rabatcirkusset stiger de stille og roligt bag kulisserne
Priserne hopper og danser, og midt i rabatcirkusset stiger de stille og roligt bag kulisserne, mens vi gnider os i hænderne i illusionen om at have gjort en god handel.Tænk, hvis man forbød mængderabatter, kampagneuger, og alt hvad der hedder 'begrænset parti’. Vi ville kunne gå i supermarkedet uden at føle os som deltagere i et dårligt gameshow og holde op med at tro, at livet går ud på at få rabat. Vi ville måske endda begynde at stole på priserne igen, sådan som man engang stolede på sit postbud eller sin bankrådgiver. Der ville ikke være behov for at rode i tilbudskasser, slås om den sidste bakke med hakket oksekød eller stå i kø klokken seks om morgenen for at få en billig havestol.
For ikke at tale om butikspersonalet, der kunne pakke varer ud uden at skulle bygge pyramider af toiletpapir eller dåser med makrel i tomat. Butiksejerne ville slippe for at konkurrere sig selv halvt ihjel og i stedet få stabile indtægter og overskud nok til at tilbyde – ikke rabat – men ordentlig service. Eventuelt også en gratis kop kaffe for hyggens skyld.
Kunne vi bare få en verden, hvor tingene simpelt hen koster, hvad de koster, og hvor man handler, fordi man har brug for noget – ikke fordi man føler sig tvunget af sin egen spareiver.
* * *
Dagens irrelevante musikalske bonus
Der er gået for meget ”Matador mix” i dagligvarehandlens tilbud. Bloggens beskrivelser overdriver desværre ikke en krone. Og denne forbrugerfeber er mere smitsom end Corvid19 var på sit højeste. Tilståelse: Jeg tjekker ugentlig supermarkedernes netaviser! 😉
Om det er toiletpapir, gær, spegepølse, vin eller andet, stiger forbrugerens blodtryk mere eller mindre mærkbart, når indkøbsvognen uden automatgear skubbes ind over dørtærsklen til det forjættede forbrugerland.
En recidiverende faktor (undskyldning?) er klimaet. Det får skyld for meget, også fra landbruget, hvor oksekød snart kun er betalbart for profiler, der betaler top-topskat.
Bloggens sidste afsnit er spot on og burde være indrammet ved indgangen til de respektive forbrugermekkaer.
Straks er jeg tilbage dengang, hvor fænomenet supermarked og lignende ikke eksisterede her til lands. Hvor mor købte kolonialvarer hos købmanden, der havde en lille sort bog med indkøbsliste, der blev betalt en gang om måneden; hvor hun købte kød hos slagteren, mejerivarer i det lokale mejeri, brød hos bageren (hvis man ikke selv bagte...) osv. Jeg mindes ikke, at "tilbud" og "rabatter" var noget min mor gik op i; det hanlede mere om at få pengene til at slå til resten af måneden. Der var heller ingen tilbudsaviser, apps eller anden form for markskrigeri. Ja, ja, jeg ved det godt - tiderne var nogle andre i de g... gamle dage.
Underholdende, men hvis man ikke falder i fælden med spegepølse, man ikke bryder sig om, ja så er der jo faktisk (mange) penge at spare. Det kan godt være, at man ikke mangler toiletpapir her og nu, men manglen melder sig nok på et tidspunkt.
Alligevel savner også jeg tiden, hvor "normalpris" ikke var fantasi. I dag er normalprisen på mange ting skræmmende, og der er end ikke afgift på koprutter endnu.
Hehe - måske sat en anelse på spidsen, men i det store og hele sandt.
Jeg skal dog blankt indrømme, at jeg går mere efter tilbud end for få år siden. Det er jo desværre sådan, at hvis en given vare stiger pga. fejlslagen høst (olivenolie, kaffe, chokolade), så 'glemmer' man at sætte prisen ned igen, når der er opnået normaltilstand, hvilket i meget høj grad kan få mig op i det røde felt. Kan du huske, da landmændene så sig nødsaget til at lade brødmel stige med et par kroner for en tønde mel - eller hvad de nu måler det i - og et bagerbrød straks steg med næsten en 10'er, selv om bagerens reelle merudgift pr. brød var omkring 50 øre? (Fra sædvanligvis pålidelig kilde.)
Jeg tør godt vædde på, at olivenolie og kaffe bliver ved med at koste det dobbelte som for et år siden, selv om de siger, at høsten er normal igen.
Alt er steget, og de kan påstå fra nu af og til juleaften, at inflationen aldrig kom over otte procent, da det stod værst til. Almindelige dagligvarer er steget langt mere - mellem 15 og helt op til 50 % for rigtig manges vedkommende, så jo: Jeg er begyndt at gå efter tilbud, hvilket ellers aldrig har interesseret mig.
Jeg kan også forstå, at ovntørret brænde stiger, fordi elpriserne før det, men hvorfor stiger lufttørret brænde lige så meget? Og sådan er der så meget. Jeg kunne snildt blive ved længe endnu ...
..fordi elpriserne GØR det..
@Erik Hulegaard: Min påstand er, at hvad der er sparet, er ikke nødvendigvis tjent, hvis vi forfalder til impulskøb, og det spekuleres der i. Man også godt regne med, at 'førprisen' er ren fiktion. Verden vil bedrages, og det vil vi åbenbart også.
@capac: Min mor var hundrede procent hjemmegående, og jeg genkender alt, hvad du erindrer. Det var først, da jeg flyttede hjemmefra, at det gik op for mig, hvor stort og krævende et arbejde det var at være husmor. Sådan, som vi har indrettet os, kan vi ikke skrue tiden tilbage, for ingen har tid til at købe ind, som man gjorde i vores barndom. Men selv om det tog sin tid, er jeg sikker på at det har været betydelig hyggeligere og mindre stressende end nu. Ikke alt var bedre i gamle dage, men noget var.
@Eric: Jeg er sikker på, at de handlende har meget morskab ud af at finde på en 'førpris', når de skriver prisskiltene.
@Ellen: Jeg orker ikke at gå efter tilbud, men jeg deler irritationen over, at prisfald i produktionsomkostningerne aldrig fører til prisfald på varerne. Det får mig til at ihukomme Per Dichs one-hit wonder Sådan er kapitalismen ...