Man fryser i solen, sveder i skyggen og går hjem i tordenvejr. Sådan er maj, og inden man kommer ud ad døren, kan det tage sin tid, før man bliver enig med sig selv om, hvad man skal tage på af tøj. Men jeg har heldigvis min Harrington.
Harrington-jakken blev opfundet i 1937, da betænksomme folk hos Baracuta besluttede, at golfspillere ikke længere skulle trækkes med tunge uldjakker. De skabte model G9, en let, vindtæt og vandafvisende jakke i bomuld med elastiske manchetter og ternet Fraser Tartan-foring, der giver illusionen af sofistikeret stil, også selv om man skulle have en lettere tvivlsom t-shirt indenunder. Raglanærmerne er en anden elegant detalje:
James Dean – manden, der gjorde det cool at se sur ud – havde et rødt eksemplar på i filmen Rebel Without a Cause fra 1955, og pludselig fik alle unge mænd travlt med at ligne en, der lige havde skrevet en dyster digtsamling om tilværelsens meningsløshed. Steve McQueen tog jakken til næste niveau, hvor den blev en uundværlig del af hans tilbagelænede attitude.
Mærkværdigvis fik Baracuta G9 først sit folkelige tilnavn en halv snes år senere, da Ryan O'Neill iført jakken spillede karakteren Rodney Harrington i tv-serien Peyton Place. Ikke desto mindre var det James Dean og Steve McQueen, der gjorde den berømt.
Så kom briterne: Mods, skinheads, punks – alle tog Harrington-jakken til sig og gjorde den til deres egen. Den blev symbolet på en britisk arbejderklasseuniform. Men en Harrington hører til de få beklædningsgenstande, der kan bæres både af en vennesæl bedstefar og en 17-årig vred ung mand, uden at det ser forkert ud på nogen af dem.
Mens 80'ernes skulderpuder og 90'ernes Buffalo-sko heldigvis er forsvundet ud i glemslen (kan man håbe), har Harrington-jakken overlevet modens luner. Harrington-jakken er mere end bare en jakke. Den er perfekt, hvis man vil have et historisk forankret stykke overtøj uden at ligne en museumsgenstand. Den er, kort sagt, et sartorielt mesterværk, der forener golfklubber, rockkoncerter og fredag aftener på den lokale pub, selv om den ved første øjekast ikke ser ud af noget særligt.
Så hvis man(d) endnu ikke ejer en Harrington-jakke, er det måske på tide. Ikke fordi man nødvendigvis skal ligne Steve McQueen – men der sker jo ikke noget ved at prøve. Om ikke andet kan man i det mindste lade, som om man er en britisk arbejderklassehelt fra 60'erne ...
Den fås i alverdens farver, men jeg har selvfølgelig en marineblå som Steve McQueens.
Faktisk har jeg også en olivengrøn oilskin-udgave fra Barbour, som er en nøjagtig kopi. Udover, at den er voksbehandlet og derfor mere vejrbestandig, har den kviltet for, så man kan bruge den langt ind i efteråret. Til gengæld er den tungere og mindre anvendelig om sommeren. Modellen er udgået, men der findes overskydende eksemplarer rundt omkring, fx her hvor den forbløffende nok kan fås for lidt over det halve af, hvad Baracutaen koster. Det kunne vække mistanke om, at der er tale om scam, men ScamAdviser.com siger god for den.
Jeg måtte slå 'sartoriel' op. Det var mere end en anelse pinligt, og da jeg fandt ud af hvad det betyder, blev det totalt flovt, fordi jeg som måske bekendt har fostret en datter, der har syet til både teatre, det bedre borgerskab og oven i købet til dronning Elizabeth II!
Jeg kender vist ikke andre klædningsstykker, der bruges så universelt; lige fra skinheads til berømtheder af forskellig art.
Jeg skal have spurgt Tim, om han har en Harrington. Han ved garanteret hvad det er 🙂
@Ellen: Jeg ville ønske, at der fandtes et dækkende ord på dansk, for det er altid en overvindelse for mig at skrive 'sartoriel/sartorial' - i mine øregange klinger det af snobberi. 'Skræddermæssig' er vel et bud, men det både lyder og ser ualmindelig klodset og uskønt ud.
De må være dejligt at kunne sy sit tøj selv. Jeg har seriøst overvejet at lære det på aftenskole, men har droppet idéen igen, fordi jeg ved, at jeg alligevel aldrig ville blive tilfreds med mine egne amatøragtige frembringelser ...
Ingen – og her menes det bogstaveligt i-n-g-e-n – der er fast læser på denne kvalitetsblog er det mindste i tvivl om blogejerens nære forhold – ikke til Steve McQueen - men til skrædderkunsten i fysisk format af herreekvipering. Det ligefrem oser af en klassisk tekstil cocktail af kvalitet og – positiv ladet – forfængelighed.
Ifald blogejeren tilmeldte sig et aftenskolekursus i skrædderkunst, er det muligt, at resultatet blev helt utilfredsstillende målt op med den perfektionistiske tilgang til herrebeklædning. Det er en formodet antagelse, at det britiske John Barbours klassiske tekstile efterladenskaber (også) klæder blogejeren, helt modsat Steve McQueen, der (så vidt vides) havde helt andre interesser, hvoraf især en lagde ham i graven alt for tidligt til stor sorg for hans mange beundrede af begge køn.
Det må være noget af en indkøbsmæssig udfordring for blogejeren, når garderoben skal fornyes. Boede han på Fyn, var der kun to muligheder (=Odense).
@Erik Hulegaard: Ja, det var sørgeligt, at malignt mesoteliom skulle gøre det af med Steve McQueen (det erfarede jeg først for lidt siden, da jeg slog det op, men det må være relevant at nævne i betragtning af kommentatorens tidligere virke i hospitalsverdenen).
Jeg takker for smigeren og vedkender mig i det aktuelle anliggende en utålelig forfængelighed ...