De sidste 26 år har jeg haft Bryan Ferrys album As Time Goes By med 30'er-pasticher liggende i handskerummet på skiftende biler – min nuværende bil er heldigvis så gammel, at den er født med en cd-afspiller. Jeg har hørt cd'en uendelig mange gange, og jeg bliver aldrig træt af den.
Favoritnummeret hørte jeg i morges, da jeg kørte til byen, mens solen stod op og blandede sig med den kølige morgentåge og min egen melankolske, præautumnale sindsstemning og sendte mig på en fuldendt glidetur gennem et gyldent sensommerlandskab. September Song er komponeret af Kurt Weill og især kendt i indspilningen med den stramme, dramatiske Lotte Lenya. Kombinationen Kurt Weill/Bryan Ferry skulle man umiddelbart tro var dødsdømt, men mærkværdigvis passer sangen perfekt til Ferrys blide fløjlsstemme og elegante, nærmest elskværdige stil (døm selv) Skarpt forfulgt af maj overgår ingen anden måned september i herlighedsværdi. September Song handler om meget andet end årstider, men den var som skræddersyet til vejret og stemningen i dag.
Nu vi er ved september, er der et par film, jeg ser en gang om året på udvalgte tidspunkter. Den ene er September, som er Woody Allens værk. Almindeligvis bevæger han sig tæt på komediegenren, men her står han med et ben ovre i dramaet. En mislykket kvindelig fotograf rekreerer sig i et sommerhus ved kysten i Vermont efter et nervesammenbrud. Hun forelsker sig i en forfatter, der er på weekendbesøg, men han er forelsket i hendes søster, der er forelsket i en tredje. En ven af familien er forelsket i fotografen, der ikke vil vide af ham. Kort sagt, alle er forelsket, men uheldigvis i den forkerte.
Woody Allen lavede September, dels fordi han altid havde haft lyst til at skrive et kammerspil med få medvirkende på ét sted, dels fordi han var vild med Mia Farrows hus i Connecticut (begge har god smag). Det var tanken, at filmen skulle skydes her, men på det tidspunkt, da manuskriptet var færdigt, var det blevet vinter, og september var forbi. Derfor endte det med, at hele filmen blev optaget i Kaufman Astoria Studios i New York.
Mia Farrow, der spiller fotografen, fortæller i sin selvbiografi What Falls Away, at Woody Allen lavede to eller tre versioner af hver eneste scene, og da han havde klippet filmen færdig, var han parat til at skrotte den. Derefter skrev han hele manuskriptet om, skiftede skuespillerne ud i de største af rollerne og skød en ny film. Han var stadig ikke tilfreds, og det var kun produktionsomkostningerne, der holdt ham tilbage fra at lave filmen en tredje gang. Oprindelig var det Christopher Walken, der spillede forfatteren, men allerede efter de første optagelser blev han erstattet af Sam Shepard. Ham var Allen heller ikke tilfreds med og skiftede ham ud med Sam Waterston. Der er både noget Tjekhov og noget Bergman over filmen, og den er gyldenbrunt efterårsagtig hele vejen igennem. Hvad der hæver September til det sublime, er det perfekte match med musikken, der leveres af Art Tatum og Ben Webster (lyt her).
Nå jo, den vidunderlige Dianne Wiest også med. Hun alene er hele filmen værd.
Translate
Kategorier
- Accessories (5)
- Alder (6)
- Arkitektur (2)
- Beklædning (13)
- Biler (4)
- Blogging (2)
- Bøger (33)
- Corona (1)
- Dagligliv (10)
- Design (4)
- DR (1)
- Drømme og mareridt (1)
- Erindringer (10)
- Film (18)
- Genbrug (5)
- Historie (3)
- Hus og have (5)
- Intermezzo (34)
- Jazz (2)
- Jul (1)
- Katte (7)
- Komedier (1)
- Kommunikation (5)
- Kultur (5)
- Kulturhistorie (15)
- Kunsthistorie (1)
- Levned og meninger (4)
- Lister (21)
- Mad (1)
- Mode (3)
- Musik (5)
- Mænd (7)
- Mænd og kvinder (2)
- Nostalgi (6)
- Nytår (2)
- Opera (1)
- Ord (6)
- Podcast (3)
- Radio (6)
- Radiodage (11)
- Rejser (1)
- Sket i ugen (14)
- Skriveri (2)
- Sommer (9)
- Sport (2)
- Sprog (9)
- Sure opstød (5)
- Tankespind (5)
- Tant og fjas (22)
- Tour de France (1)
- tv (22)
- Vind & vejr (7)
- Årstider (11)
September kan sagtens være en dejlig måned - især hvis vi får en Indian Summer, som det måske kan siges at være for øjeblikket.
Den varsler det rigtige efterår, hvorfor jeg ofte er en smule vemodig i denne måned, fordi jeg observerer naturen stille og roligt pakke sig sammen for i år. Eller ... naturen er der naturligvis stadigvæk, men jeg tror du ved hvad jeg mener.
Det er en imponerende omfattende viden du har om om filmen September, samt en indikation af, at WA må have været virkelig irriterende at arbejde for eller sammen med.
@Ellen Vist er der noget vemodigt ved september, men som medlem af Anonyme Melankolikere er jeg heldigvis i stand til at nyde det.
Woody Allen er sikkert ikke nem at arbejde sammen med, men det er vist et velkendt karaktertræk blandt filminstruktører. Så kan man jo bare glæde sig over, at man ikke behøver at omgås dem :)
”Anonyme Melankolikere” giver tanker til en terapeutisk biologisk-baseret rundkreds, hvor nedbøjede hoveder med forknytte udtryk og mindst to suicidale oplevelser verbalt serverer ”deres både tro og sindsstemning”. Ved sådanne lejligheder savnes hårdt bare en sangvinsk belastet deltager.
For enhver erfaren biografgænger er de nævnte skuespil-navne bekendt. I al digital fortrolighed hører de ikke til denne signaturs top-100 liste med undtagelse af Sam´erne Shepard og – Waterstone. Derimod kan Brian Ferry indimellem godt bidrage med noget værdifuldt. Således skulle September afprøves på Sportify. Kunne gå an! Men en kyniker med bipolare tendenser ville nok påstå, at det ville være gavnligt med en let mani for at balancere stemningen nogenlunde, så den smukke og solrige september anno 2025 kunne nydes, medens anonymiserede droner fløj om ørene.
Hvad Frank Sinatra – med en forståelig uudslukkelig kærlighed til Ava Gardner - så i den magre Mia Farrow har altid hørt til den enorme mængde af manglende viden, som denne signatur besidder. Det inkluderer også begejstringen for Woody Allen. Derimod er september en pragtfuld måned!
@Erik Hulegaard: Billedet af droner, der summer om ørene, mens man forsøger at nyde september er jo næsten en Woody Allen-scene i sig selv!
Tak for den skeptiske kommentar. At vi har forskellig smag hvad angår film og musik føjer en ekstra dimension til bloggeriet. Men jeg kan da glæde mig over, at Bryan Ferry fik et lille plus i din bog – lidt har også ret :) Hvad angår Sinatra og Mia Farrow – ja, kærlighedens mysterier har vel altid haft et element af uopklaret trylleri over sig.
Så lad os i det mindste enes om én ting: September er en pragtfuld måned – uanset om soundtracket er Bryan Ferry, Frank Sinatra eller noget helt tredje.
In addition: Man(d) takker for blogejerens venlige og formildende kvittering til kommentatorens manglende begejstring for visse nævnte kulturelle profiler.
Forskelligheden i smag kan dog absolut modificeres – også om dette emne – når indtænkes en fælles livslang fascination af ”kulturel rakitis”.
Også i lyset af den summende og umiddelbart uidentificerbare intensive lufttrafik kan blogejeren (modsat kommentatoren) glæde sig over at bo i et aktuelt mindre interessant strategisk militært område, når frases Krudtværksmuseet i kommunens største by.
@Erik Hulegaard: Jeg kan ikke andet end værdsætte begrebet kulturel rakitis – det er jo næsten for godt til ikke at stjæle til senere brug. Vi kan måske ligefrem blive enige om, at fascinationen af den slags er en slags fællesnævner, selv når vores top-100 lister trækker i hver sin retning.
Og ja, jeg skal nok sætte pris på at bo i et hjørne af verden, hvor de mest intense luftangreb som regel består af svaner, der lander lidt for hårdt på søen. Krudtværksmuseet må foreløbig blive min mest strategiske nabo.