Bare for en ordens skyld



Hvis man troede, at jeg havde fået luft for min irritation over den åndsforladte halloweenfejring, kan man godt tro om igen. For de seneste dage har man hørt den ene lallegade radiovært efter den anden plapre uhæmmet løs om 'halloween – eller allehelgen, som det hedder på dansk ...'

Nej, allehelgen er ikke det samme som halloween.

Selv om de to dage bliver forbundet med hinanden, har de forskellige rødder og betydninger. Halloween stammer fra den keltiske højtid Samhain, som markerede overgangen mellem sommer og vinter. Senere blev halloween optaget i den kristne kalender som All Hallows’ Eve – altså aftenen før allehelgensdag. Senere blev det til den folkelige og kommercielle tradition, vi kender fra engelsksprogede lande, ikke mindst USA, med udklædning, græskar, 'trick og treat' og hjemmestrikket uhygge.

Til forskel herfra er allehelgen en kristen helligdag, hvor man mindes de døde og helgenerne. I Danmark holdes den første søndag i november, ikke den 1. november som i mange andre lande. I kirken læses navnene på de døde op fra det seneste år, og der tændes lys for dem. Stemningen er rolig, højtidelig og eftertænksom i modsætning til halloween.

At sammenligne halloween med allehelgen er som at sætte lighedstegn mellem en fredagsbar med en søndagsmesse. Den ene handler om grin, kostumer og popcorn – den anden om stilhed og eftertanke.

Men kan det ikke være ligemeget? Eller som man ville sige ovre i Halloweenland: 'Who cares?'

Jeg gør åbenbart.

Kategori: ,,. Bookmark permalink.

4 svar på Bare for en ordens skyld

  1. Erik Hulegaard skriver:

    Samme mangelfulde research havde den pensionerede DR-redaktør ikke præsteret! - Der er et særligt skær over pensionerede overlæger, rektorer, redaktører, håndværksmestre, diverse faglærte seniorer, når de indimellem møder nutidens generationer af let sambadans omkring begreber som ”håndværk” og ”fakta”.

    Den beskrevne rituelle Allehelgen er oplevet nogle gange og forventes gentaget søndag d. 02. november. Faktisk meget stemningsfuld (især hvis man kendte afdøde), som præcist beskrevet virkeliggørelse af de gode begreber ”stilhed” og ”eftertanke”.

    ”(…) kan det ikke være ligemeget? ” – Nej, for når noget præsenteres forkert (f.eks. også i en bog), tænker jeg ofte (og x andre), hvad er så mere forkert? Viden bør aldrig være kviksand!

  2. Uffe Jerner skriver:

    @Erik Hulegaard: Det er bestemt ikke særlig klædeligt at rynke på næsen ad professionelle efterfølgere, og da jeg i sin tid trak mig tilbage, pålagde jeg faktisk mig selv aldrig at gøre det – i hvert fald ikke offentligt. Det er åbenbart lettere sagt end gjort. Men jeg vil prøve at beherske mig for fremtiden – man kunne også let gå hen og blive overanstrengt ...

  3. Ellen skriver:

    En rødmende Ellen tilstår: Jeg troede også, at Halloween og Allehelgen var parallelle, så at sige, men der gjorde du mig klogere. Jeg skal nok huske det, men jeg synes faktisk, at græskar er noget mere pyntelige end udhulede roer, som vi så det på Gl. Estrup engang. Det var godt nok lidt tamt i vores øjne, men igen: Jeg er enig i, at det er for meget kommercialiseret, men at folk pynter i privat regi er da kun hyggeligt. Eller ... skulle jeg i dette tilfælde have et 'u' foran?
    Vi har da også taget Lucia til os for mange år siden - for slet ikke at tale om juletræet. Lidt påvirkning udefra er i orden med mig. Valentine med alle dens hjerter er da også sødt. Vi dyrker det ikke, men er okay med dem der gør det.
    Måske lige bortset fra Black Friday!
    Hulegaards sidste pointe kan jeg tilslutte mig. Hver gang en artikel omhandler noget jeg har forstand på, finder jeg fejl i den, hvilket overbeviser mig om, at der nok også er fejl i alle de artikler, hvor jeg ikke er fagligt vidende, så jeg tjekker tit.
    Bare altså ikke hvad Halloween angår, åbenbart 😒

  4. Uffe Jerner skriver:

    Ellen: Mit banale credo er 'alt med måde', men i disse tider er det, som om alt tager overhånd – det er dét, der generer mig. Det er også i orden, at man ikke ved alt, men så skal man bare lade være med at fremture, som om man gør. Det gør radioværter og andre mediefolk ofte, eller også lader de, som om de er dummere, end de er ('hedder det vist nok ...'), og det er lige så slemt. Hrmph!

Skriv en kommentar