Paraplyen ville være en uovertruffen opfindelse, hvis den, der fik ideen, også havde tænkt på at udstyre den med en anordning, der forhindrede den i blive væk for ejeren ved først givne lejlighed. En feature, paraplyfabrikanterne dog næppe ville bifalde af hensyn til omsætningen.
Min første forsvundne paraply var grøn og skotskternet. Jeg glemte den i en Kvickly på Valby Langgade, da jeg som nytilflyttet studerende forsøgte at balancere med en liter mælk, en pose pasta og en smule værdighed. Da jeg endelig nåede hjem på kollegiet, opdagede jeg, at jeg kun havde fået halvdelen med – mælk og pasta, men hverken paraply eller værdighed.
Først da jeg trådte ud i den silende Vesterbro-regn, gik det op for mig, at jeg vederlagsfrit havde overdraget DSB en paraply af prima kvalitet
Senere mistede jeg et sort, elegant eksemplar i toget mellem Fredericia og København. Den var indhandlet i Illums Bolighus, hvilket burde have gjort den uglemmelig. Jeg lagde den muntert nynnende op på bagagehylden, og da jeg et par timer senere steg af, følte jeg mig sikker på, at jeg havde fået det hele med mig. Først da jeg trådte ud i den silende Vesterbro-regn, gik det op for mig, at jeg vederlagsfrit havde overdraget DSB en paraply af prima kvalitet.En tredje gang mistede jeg en billig supermarkedsparaply i Firenze. Jeg havde købt den i panik under et voldsomt tordenvejr, og ti minutter senere, da solen igen skinnede over Arno, efterlod jeg den ubevidst på en café sammen med min tømte espressokop. Velsagtens fordi det var holdt op med at regne.
Der er en særlig glemsel forbundet med paraplyer. Man tager dem kun i anvendelse i nødsituationer, og så snart regnen stopper, ophæves deres eksistensberettigelse. De er praktiske, men sjældent elskede. Ingen siger: 'Jeg glæder mig til at slå min paraply op i dag!' Den har status som et nødvendigt onde. Og ting, vi kun bruger, når vi er tvunget til det, har det med at forsvinde i glemslen.
Man skal ikke nødvendigvis være distræt for at glemme sin paraply. Det kan ske for selv de mest strukturerede mennesker, fordi paraplyen sjældent er en del af rutinen. Det er naturligt at have nøgler, telefon og tegnebog på sig. Men paraplyen? Den er et midlertidigt vedhæng. Når solen bryder frem, lægger man den fra sig – og i det øjeblik er alle distræte.
Jeg kan ikke afvise, at alderen måske spiller en anelse ind. Da jeg var ung, glemte jeg paraplyer, fordi jeg havde travlt. Nu glemmer jeg dem, fordi jeg ikke længere har travlt – og derfor tror, jeg husker alt.
En voksen mand i regnvejr med en linedanserparaply i hånden er og bliver et ynkeligt syn
Spørgsmålet er, hvad man kan gøre for at undgå at glemme sin paraply. Måske kunne man anskaffe en paraply i skrigende selvlysende farver, så den er umulig at overse, men det kompromitterer unægteligt ens fremtoning. En taskeparaply i mappen er selvfølgelig en mulighed, men man går almindeligvis ikke rundt med en mappe, når man ikke længere skal på arbejde hver dag. Desuden er taskeparaplyer alt for små – også i udklappet tilstand – og en voksen mand i regnvejr med en linedanserparaply i hånden er og bliver et ynkeligt syn. Endelig kunne man investere i en hundedyr paraply, som man simpelt hen ikke tør glemme – men jeg kan skrive under på, at det ikke fungerer.Man må nok at acceptere, at paraplyer henhører under flygtigt løsøre. De vandrer fra menneske til menneske, fra togstation til café, og lever deres eget regnvåde liv. Eller også må man ty til det gamle husråd om at sørge for altid at forsyne sig med tre paraplyer, inden man går ud ad døren: én til at glemme hjemme, én til at glemme i bussen og én til at glemme på kontoret.
Når jeg næste gang mister en paraply, håber jeg bare, at den havner hos nogen, der faktisk husker den, når det regner.
Hvor jeg genkender det! Med din imponerende hukommelse for, hvilke paraplyer du har glemt hvor, er det dog paradoksalt, at du har glemt dem. Jeg har blot erkendt, at jeg med usvigelig sikkerhed glemmer den af og til, og køber derfor kun billigt skidt, som man har råd til at glemme. Brug og glem-kulturen.
Som du skriver, giver det så problemer med dækningsgraden, når det faktisk regner, men det må jeg leve med.
Nu nævner du Firenze, og dér såvel som i andre større italienske byer, kan man være sikker på, at når den første dråbe regn falder, så står der en tamil på hvert gadehjørne og sælger taskeparaplyer, og når regnen ophører, skiftes sortimentet lynhurtigt ud med langstilkede røde roser eller Gucci-tasker.
Det er næppe tilfældigt, at mange restauranter og hoteller (og specialbutikker?) har nogle ”tjenesteparaplyer” stående.
I Storbritannien er paraplyer beviset på klimaet. At f.eks. passere en af broerne over Themsen på en regnvejrsdag er et mærkeligt syn, når man sidder i en rød dobbeltdækkerbus på øverste etage. Mon ikke den anglofile blogejer kan forestille sig dette og sikkert har prøvet det (?).
Siden jeg for snart frygtelig mange år siden mistede en paraply, der endte i Svendborgsund grundet kraftigt blæsevejr, besluttede jeg mig for at stoppe. Tabet var dog ikke stort, eftersom paraplyen var givet mig som firmagave (reklame) efter vores møde og efterfølgende frokost i den sydfynske perle få timer forinden.
Hvordan kan man glemme dem? En mulighed var en chip-lignende anordning med trådløs forbindelse til mobilos med tilhørende indstillelig alarm.
Jeg har siden Svendborg-tragedien fravalgt paraplyen og tilvalgt vandtæt overtøj (MPC) m/u hætte, dog har jeg to taskeparaplyer liggende til gæster. 😉
P.S. Som Eric er jeg imponeret over den detaljerede og demensfrie hukommelse.
Tak for et underholdende indlæg ... jeg må tilslutte mig det imponerede kor 😮
Jeg har ikke tal på de paraplyer jer i tidens løb har glemt (og da slet ikke styr på, hvor jeg glemte dem), men det drejer sig om en del. Derudover har jeg haft nogle stykker, der nok kunne holde regnen væk, men alt for hurtigt bukkede under over for selv relativt svage vindstød.
For mit vedkommende resulterede det derfor også i erhvervelsen af en god regnfrakke, som oven i købet er pæn og ikke ligner en regnfrakke, men ikke desto mindre er yderst effektiv, så nu får jeg hverken vådt hår eller våde bukser fra knæene og op - og, vigtigst af alt: jeg har begge hænder fri!
@Eric: Ja, et herligt paradoks, ikke? At kunne huske præcis hvor man har glemt noget, men ikke lade være med at glemme det igen. Din strategi med de billige 'brug og glem'-paraplyer kunne man måske kalde praktisk stoicisme i forbrugerform. Og du har fuldstændig ret i billedet fra Firenze :)
Erik Hulegaard: 'Tjenesteparaplyerne' er et kapitel for sig. De står der loyalt i hjørnet, klar til at redde gæsterne fra både regn og stilistisk forlegenhed – og vender sjældent tilbage. Der er nok et lille sociologisk studie gemt i, hvor mange paraplyer der hvert år forsvinder fra hotelreceptioner.
Jeg genkender selvfølgelig billedet fra London – ikke fra toppen af en dobbeltdækkerbus, men jeg har forsøgt at manøvrere gennem mylderet – lykkeligvis uden at få en paraplyspids i øjet!
Der er noget poetisk over en paraply, der ender sine dage i sundet efter et forretningsmøde. Måske søgte den i virkeligheden bare friheden?
Også jeg har garderet mig med effektiv regnvejrsmundering, herunder en nanobehandlet, totalt vandafvisende og næsten fodsid regnfrakke med hætte, der ifølge Madame får mig til at ligne Belphegor – spøgelset fra Louvre, men den er forbeholdt skybrudsagtige tilstande uden indlagte pauser.
Idéen med chip og alarm er genial – du burde tage patent på den!
@Ellen: Der er vist mange af os, der kunne åbne en mindre paraplybutik udelukkende baseret på dem, vi selv har glemt rundt omkring! Paraplyer har deres eget liv – de forlader os, når vi mindst venter det.
Din løsning lyder fornuftig. En regnfrakke, der ikke ligner en regnfrakke, er jo det ultimative kompromis mellem æstetik og praktik. Paraplyer har en tendens til at forvandle selv den mest koordinerede person til en klodset jonglør, især i blæsevejr. Og intet er mere ydmygende end en paraply, der vender den forkerte vej!