I forlængelse af forrige indlæg om forfængelighed – og foranlediget af Erics kommentar om respekt som incitament til at gøre noget ud af sin påklædning – trænger et par bemærkninger sig på:
Der var engang, hvor det var en almindelig færdighed i et dansk hjem at kunne stryge en skjorte. I dag kan man knap nok finde en husstand med et strygejern. Hvis man spurgte en 25-årig, hvad et jakkesæt er, ville han formentlig ikke være helt sikker. Vi har simpelthen givet op. Vi har smidt slipset, droppet skjorten og taget sweatpants på.
Engang tog man sit stiveste puds på i teatret, fordi teatret var noget særligt. I dag ligner salen en biograf på en regnvejrsdag. Publikum sidder med plasticglas og hættetrøjer, og hvis nogen har taget en blazer på, tror man, de er en del af forestillingen. Jeg var for nylig til premiere, og ved siden af mig sad en mand i – Crocs! Engang var Crocs noget, man stak i, når man skulle ud og hente avisen. Nu går de fint sammen med Shakespeare, selv om teatrene ikke ligefrem er en hverdagsbegivenhed for ret mange.
Vi hylder den elastiske bukselinning , så vi kan gå direkte fra sofa til social begivenhed uden at klæde os om
Til begravelser møder folk op, som om de lige er smuttet forbi på vej til Bilka. Mens præsten taler om livets forgængelighed og prøver at sige et sidste farvel til et menneske, der sikkert ejede et strygejern, sidder store dele af menigheden på bænkerækkerne og skutter sig i krøllede sweatpants, dunjakke og sneakers. Skulle en enkelt have formastet sig til at tage et slips på, bliver vedkommende set på, som om han har misforstået hele pointen med livet: 'Du havde da ikke behøvet at gøre så meget ud af det!' Nej, men man kan godt vise lidt respekt. Afdøde er nok ligeglad, men de pårørende må formodes at være til stede.Det handler, som så meget andet i Danmark, om janteloven. Ingen må tro, de er noget – heller ikke når det gælder påklædning. Vi har ikke længere nogen overklasse, men vi har en kollektiv skepsis over for alt, hvad der skiller sig bare en smule ud. Vi skal helst allesammen ligne nogen, der er i gang med at male carporten med en kop kaffe i hånden. Hvis tøjet ikke har huller, er man allerede over dansk standard. Vi kalder det afslappet, men måske er det bare dovenskab forklædt som lighed.
Komfort er ikke bare blevet en vane – det er en ideologi. Vi hylder den elastiske bukselinning, så vi kan gå direkte fra sofa til social begivenhed uden at klæde os om. Vi har gjort det til en slags moralsk dyd at ligne nogen, der ikke tager noget alvorligt.
Jeg siger ikke, at vi skal tilbage til 1800-tallet, men jeg savner den tid, hvor man gjorde sig lidt umage. Ikke fordi jeg elsker slips (det gør jeg), men fordi 'pænt tøj' engang var et tegn på respekt og udtryk for, at der er noget, der betyder mere end andet.
Måske kunne man mødes på halvvejen. Det ville blandt andet betyde, at hvis nogen skulle finde på at spørge, om man kan tage sweatpants på til en begravelse, er svaret: Nej, det kan man ikke. Du er et voksent menneske, og der er allerede elastan nok i verden.
Som altid et indlæg fra din side med velskreven humor og samfundsrevseri. Jeg er klar over, at du overdriver ... men alligevel ...
Jo, jeg ser da nogle, som du beskriver her, men ikke som værende normen. Jeg vover pelsen og påstår, at det må være et nordsjællandsk fænomen at være overdrevent og ukritisk 'casual'. Jeg vil dog lige indskyde, at det er flere år siden jeg har været i et københavnsk teater, men jeg har været til et par begravelser hhv. langt syd for og ditto vest for hovedstaden, og her var alle klædt, som man (vi ...) forventer til denne form for forsamling. Også de unge og yngre (som pudsigt sjovt nok er ældre end de unge) - måske ikke ligefrem i jakkesæt, men i mørke, pæne bukser og tilsvarende cardigan eller pæn sweatshirt. Det er så nok heller ikke svært for en person under 40 at finde sort tøj i garderoben 😁
Jeg har til gengæld været til en Hubertusjagt, hvor alle personagerne fra Hellerupugen i Skagen viste sig frem. De var ikke behagelige oplevelser, hverken på tøj- eller andre fronter.
Der er en overklasse i Danmark. Det er bl.a. alle dem, der tror de er mere end de fleste. Det er også den gamle 'ægte' overklasse, men de kan som oftest godt finde ud af at opføre og klæde sig ordentligt. Der er også en middel- og underklasse, men det er ikke politisk korrekt at indrømme det eller tale højt om det. Vi er ikke alle lige - hvis vi var det, hed vores land Utopia 😉
Vi er vist heldigvis mange, der klæder sig 'passende til lejligheden'. Du må i dit næste liv bo i England, Uffe. Du ville passe rigtig godt ind derovre i upper eller upper middle class, for derovre har de jo fem klasser, selv om der heller ikke der længere bliver talt så meget om klasseforskelle, men der bliver lagt mærke til, hvad man har på, og mange steder har man stadig en dresscode.
Det blev langt. Sorry
@Ellen: Ja, jeg overdriver som sædvanlig, og jeg vedkender mig gerne at være krakiler med hensyn påklædning. Men jeg fastholder pointen, at det gennemgående står sløjt til med standarden i Danmark – i hvert fald for herrernes vedkommende. Jeg har faktisk været til en begravelse, hvor afdødes voksne søn udviste totalt mangel på pli ved at møde op i piratbukser og sneakers.
Det er interessant, at du nævner forskellen mellem landsdelene. Det kan sagtens være, at der er en kulturel forskel på, hvordan man opfatter 'casual' i og uden for de store byer, og hvordan man viser respekt – både i påklædning og opførsel. Det er også muligt, at Nordsjælland og København har en særlig (manglende) dresscode. Klasseforskelle eksisterer utvivlsomt i det skjulte, selv om vi lader, som om de ikke gør.
Selv om jeg plejer at kalde England for mit andet fædreland, har jeg ingen planer om at flytte :)
Hold dig endelig ikke tilbage med lange kommentarer – dem sætter jeg stor pris på.
Enhver, der har læst bare en brøkdel af et nanosekund af denne kvalitetsblog, føler sig overbevist om blogejerens aktive og smagfulde kompetence i henseende til herretøj af mærket ”Classic Style”.
Mit ansigts – med livet – små pressefolder blev igen motioneret over bemærkninger, især in casu biograf- og begravelsesantræk. Just for the record deler jeg mindst 100 procent blogejerens syn på begravelsesantræk.
@Erik Hulegaard: Jeg indrømmer blankt og beklager, at jeg kan have svært ved at holde tøjlerne på min kæphest, og at den undertiden løber af med mig. Sådan er det desværre med fuldblodsheste.