En god ven af mig, som benytter enhver lejlighed til at cykle, selv om han har to biler, betroede mig for nylig, at han nu er blevet så gammel og uforfængelig, at han ikke tager cykelhjelmen af, når han går ind i en forretning. Jeg må indrømme, at så gammel er jeg ikke endnu, selv om min ven er 13 år yngre end mig. Godt nok har jeg den fordel, at jeg sjældent tager cyklen frem for bilen, men hvis jeg gjorde …
Man kommer ikke uden om spejle i forbindelse med forfængelighed. I spejlets verden går grænsen mellem forfængelighed og selvoptagethed som en usynlig linje, der kan flytte sig alt efter lyset, humøret – og for nogles vedkommende antallet af likes på det seneste Instagram-opslag. Jeg vil gerne slå et slag for et vist mål af forfængelighed. Den, der gør, at man dvæler et øjeblik foran spejlet og retter på skjorten, før man går ud ad døren. En stille hyldest til selvrespekt og et tegn på, at man hverken er ligeglad med sig selv eller sine omgivelser. Man kan også bruge så lang tid foran spejlet, at verden ikke længere eksisterer. Det er her, selvoptagetheden kommer ind i billedet. Man bliver universets midtpunkt. Hvor forfængelighed handler om, hvordan man fremstår, handler selvoptagethed om, hvordan alt relaterer til én.
Hvor forfængelighed handler om, hvordan man fremstår, handler selvoptagethed om, hvordan alt relaterer til én
Intellektuel forfængelighed findes selvfølgelig også. Det er den, der driver os til at læse, lære, tænke og måske oven i købet forstå verden bedre. Den bliver først irriterende, når man begynder at bruge viden som spejl i stedet for som vindue, og formålet udelukkende er at få bifald. Intellektuel selvoptagethed er dér, hvor man ikke lytter for at forstå, men for at vente på sin tur til plapre løs. Man læser ikke for at lære, men for at kunne citere. Den intellektuelle selvoptagethed drejer sig om at blive betragtet som klog, hvor den virkelige klogskab viser sig i evnen til at indrømme uvidenhed, spørge og lytte.Så hvor går grænsen? Måske dér, hvor man stadig kan glemme sig selv. Når man kan gå ud uden at tjekke fem gange, om håret sidder rigtigt. Når man kan glæde sig over andres succes uden at overveje, hvordan den påvirker ens egen. Når man bruger spejlet til at justere – ikke til at leve i.
Hvis man skulle forsøge sig med en konklusion på denne eksistentielle smalltalk en tirsdag eftermiddag i oktober, kunne det måske være, at forfængelighed er, når man gerne vil fremstå, som man ser sig selv, mens selvoptagethed er, når man kun kan se sig selv. Det ene er et udtryk for livslyst – det andet for ensomhed forklædt som selvtillid.
Bare et bud.
Hehe, ja, det var nok klogt af Jørgen Leth - men han var et interessant menneske, og Mikael Bertelsen er eminent som vært i Det Sidste Ord.
Man skal helst være forfængelig. Folk, der er ligeglade med deres udseende, er ofte også ligeglade med (for) meget andet. Man bliver ikke smuk af at være forfængelig, men ikke-skønheden forstærkes kraftigt med uglet hår og plettet/krøllet tøj - og for mit eget vedkommende: ingen makeup.
Grænserne er måske nok uklare, men man kan sagtens være selvoptaget uden at være forfængelig og vice versa.
Jeg bruger ikke cykelhjelm, fordi sådan en ødelægger min frisure. Det er vel så forfængelighed på den ikke specielt kloge måde?
@Ellen: Du har fuldstændig ret i, at man sagtens kan være selvoptaget og aldeles uforfængelig og omvendt – tak for tilføjelsen!
Den cykelhjelm, jeg har, har jeg brugt én gang. Jeg kunne simpelt hen ikke holde ud af have den på. Af samme grund er jeg stort set holdt op med at cykle, fordi det efterhånden er blevet alt for farligt at bevæge sig rundt på to hjul uden en hjelm, sådan som der bliver kørt af store lastbiler herude på landet, hvor der ikke er cykelstier.
Til gengæld elsker jeg min bil :)
Godt tænkt og godt skrevet.
Efter mange rejser til Italien, hvor man klæder sig pænt på, før man går ud, har jeg ofte tænkt, at når de lægger så stor vægt på at "fare la bella figura", er det delvis for at vise andre en vis respekt og i mindre grad et spørgsmål om forfængelighed.
@Eric: Det er jeg sikker på, at du har ret i, og det er lige guf for en af mine trofaste kæpheste. Måske giver den lyd fra sig i nærmeste fremtid desangående
En sand ”Vanity Fair” udsat for BOGSTAVelig bearbejdning.
Udsendelser med Mikael Bertelsen ses gerne, når den afrejsende hovedperson har min interesse og/eller sympati. Derfor så jeg ikke bemeldte udsendelse.
”(…) forfængelighed er, når man gerne vil fremstå, som man ser sig selv, mens selvoptagethed er, når man kun kan se sig selv. Det ene er et udtryk for livslyst – det andet for ensomhed forklædt som selvtillid.” - Særdeles velvalgt konklusion!
@Erik Hulegaard: Mit forhold til Jørgen Leths person er ambivalent. Han var til tider utåleligt selvsmagende og selvhøjtidelig, men en vis underholdningsværdi kunne man ikke frakende ham – omend den muligvis ikke var tilsigtet.