Eventuelle faste læsere af denne blog vil vide, at jeg kompenserer for min manglende lyst til at betræde et fitnesscenter – og til sport i det hele taget – ved dagligt at gå forholdsvis lange ture. Mange vil mene, at det må være en ualmindelig triviel form for motion, men det er langt fra tilfældet.

Man går for eksempel en ganske almindelig tur. Solen skinner, skoene er snøret stramt, og de nyfejede fortovsfliser ligger fast og civiliseret under fødderne. Alt burde være i orden. Men så, ud af det blå, mærker man det. Det lille skarpe stik under hælen – en sten. Spørgsmålet er, hvordan det kan lade sig gøre under de fra stenens synspunkt ugunstige omstændigheder, der forhindrer den i at skaffe sig adgang til skoen.

Nutidens veje er åbenbart smålige væsener, der finder fornøjelse i at anbringe bittesmå sten i de vejfarendes sko

Selvfølgelig er der altid den kedelige forklaring: snørebåndet er gået lidt op, og en uanselig åbning kombineret med en ophvirvlet mikroskopisk sten er skyld i den ulykkelige situation. Men nej, mine snørebånd går aldrig op. Det kan måske også være, at stenen simpelt hen tunnelerer ind i skoen. På samme måde som elektroner kan opføre sig uforudsigeligt i laboratorier, kan små sten, når de er tilstrækkeligt irriterende, finde vej gennem stof, læder og logik. Hvis det forholder sig sådan, er man udsat for et eksempel på kvantemekanik. En mere psykologisk teori er, at sko i virkeligheden nærer et stille nag mod deres ejere. De bliver trampet rundt i dag ud og dag ind, men får sjældent ros for indsatsen. Som passiv hævn sørger de for, at en sten – måske en, de selv samler op på uforklarlig vis – finder vej ind gennem en på det nærmeste usynlig sprække, netop når skoens ejer er længst væk fra en bænk, hvor han/hun kan sætte sig, tage skoen af og skille sig af med stenen. Men jeg imprægnerer altid skoene omhyggeligt, så teorien om sprækken må afvises for mit vedkommende.

I oldtiden mente man, at hver vej havde sin egen ånd, der i nogle tilfælde var venlig og beskyttede rejsende. Nutidens veje – især dem, der inkluderer kommunale fortove – er åbenbart smålige væsener, der finder fornøjelse i at anbringe bittesmå sten i de vejfarendes sko. Når man mærker den velkendte sten, er det måske ikke uheld, men bare en hilsen fra Asfalticus, guden for irriterende fænomener i trafikken.

Man må give stenen, at livet som sten ikke er spændende. Den ligger dér, overset (men spids!), mens omverdenen glider forbi. Måske længes stenen bare efter eventyr. Den ser en fod komme forbi, griber chancen og hopper ombord. Det er muligvis verdens mindste dannelsesrejse, men for stenen et episk eventyr.

Personligt vakler jeg dog mellem to mulige forklaringer. Det kan være en del af en hemmelig kampagne orkestreret af den internationale skobranche; jo flere sten folk får i skoene, desto hurtigere slides indersålerne, og desto flere nye sko må der købes. Eller også driver universet bare gæk med os.