Aprilsnarrens oprindelse kan ifølge en yderst tvivlsom, men overraskende detaljeret beretning spores tilbage til et internationalt symposium i 1623, hvor Europas mest respekterede tænkere samledes for at standse en verdensomspændende epidemi af kedsomhed.

Symposiet blev afholdt i en lydisoleret kælder, hvor deltagerne – filosoffer, embedsmænd og mindst én person, ingen helt vidste hvorfor var med – diskuterede, hvordan man kunne komme det tiltagende tungsind, der hvilede over planeten, til livs.

Efter tre dage med alvorsfulde diskussioner nåede de frem til, at problemet formentlig ville løse sig selv, hvis alle én dag om året fik tilladelse til at gå rundt med sko på hænderne, tale baglæns og sælge venstrehåndede søm, eller hvad man ellers følte for. Ved hjælp af to terninger og et raflebæger blev dagen fastsat til 1. april.

Eksperimentet begyndte forsigtigt. Første år narrede en bager sin nabo ved at sælge usynlige flødeskumskager til ham. Naboen klagede, men kunne ikke bevise noget, hvilket blev betragtet som en stor succes. Året efter tog det fart. En hel by fik besked om, at deres brønd var løbet tør, bare for at se, hvor lang tid det tog, før indbyggerne opdagede, at de stadig kunne trække vand op af brønden. Et postbud afleverede breve uden indhold – en praksis, der siden er blevet forfinet ved først at undlade at bringe breve ud og til sidst helt afskaffe postvæsenet.

I løbet af få år spredte traditionen sig, men som det ofte sker, begyndte folk at kræve retningslinjer. Herefter blev der nedsat en kommission for aprilsnar, som barslede med en 448 siders betænkning. Regler og modregler blev vedtaget, og i Danmark og hele Europa konkurrerer alle medier nu om at udtænke den mest gennemskuelige aprilsnar den 1. april, så alle kan føle sig mere skarpsindige end alle andre.

I USA fungerede aprilsnarren på samme måde indtil 2017, hvor den amerikanske præsident bestemte, at det skulle være 1. april 365 dage om året.

Hvis historien forekommer alt for indlysende til at være sand, er der muligvis en grund.

Er klassikere nødvendigvis god litteratur? Det har altid naget mig, at der bliver ved med at være bøger, jeg ikke har læst, når nu deres litterære kvaliteter anses for indiskutable. Men spiller det slet ingen rolle, at klassikerværdigheden blev erhvervet i en fjern fortid, og holder varebetegnelsen 'klassiker' til evig tid?

For at finde ud af det og for at udbedre krateret i min almendannelse, indførte jeg for et par årtier siden på min første blog den ugentlige rubrik Læsehippologisk Søndagsklub i samarbejde med en håndfuld lidelsesfæller blandt læserne. Det var en slags terapeutisk rundkreds, hvor vi i fælles ensomhed mere eller mindre møjsommeligt arbejdede os igennem udvalgte klassikere, som nogen engang havde udnævnt til at være mesterværker – eller i det mindste vigtige – af den ene eller anden grund.

Vi havde ingen autoriserede litterater til at lede os på vildspor – det sørgede vi helt og holdent selv for

Samtidig var der selvfølgelig lejlighed til at diskutere overvejelser, tanker og spørgsmål eller måske fortolkninger af bestemte passager, der trængte sig på under læsningen. Når bogen var læst, vurderede vi den efter en pointskala for at finde ud af, om vi skulle være gået glip af noget ved ikke at have læst bøgerne for længst – nogle foreslog ligefrem en kulturarvsrelevansdebat og eventuel støbning af vores egen litterære kanon som kronen på værket. Vi havde med andre ord ingen autoriserede litterater til at lede os på vildspor. Det sørgede vi helt og holdent selv for.

Den ikke særlig overraskende erfaring, vi gjorde, var at læsere såvel som forfattere er vidt forskellige. Læsere synes om forskellige bøger, og fordi et værk har opnået en vis prestige, betyder det ikke automatisk, at det også er en stor litterær bedrift. For eksempel måtte jeg se den frygtelige sandhed i øjnene, at når jeg så bort fra de velkendte løsrevne aforismer, var jeg ikke nær så stor en Oscar Wilde-fan, som jeg gik og troede. Men jeg følte mig også lidt lettere.

Klassikerstatus opstår ikke i et vakuum. Den er resultatet af historiske, kulturelle og sociale processer. Bøger bliver læst, analyseret, undervist i og gentaget gennem generationer, indtil de opnår en slags kanonisk tyngde. Men smag ændrer sig, samfund ændrer sig, og det gør vores måde at læse på også. Det, der engang blev betragtet som universelt, kan vise sig at være dybt præget af sin tid. Derfor må det også være legitimt at være kritisk og ikke bare opfatte klassikerne som uantastelige monumenter.

Der er noget befriende ved at indrømme, at nogle klassikere måske er lidt kedelige. Ikke nødvendigvis dårlige, men når man pludselig får en uimodståelig trang til at rydde op i stedet for, scrolle på sin telefon eller stirre intenst ud i luften, er det på tide at stoppe. Det er sjældent noget godt tegn, når ens største læseoplevelse består i at tælle, hvor mange gange man kan læse den samme side uden at være helt sikker på at have forstået den.

At vi så også lever i en tid, hvor der udgives ufattelig meget ligegyldigt, støjende skrammel, er en anden sag

Alligevel holder vi fast i idéen om klassikeren som noget ophøjet. Noget, man ikke anfægter. Men kan en bog virkelig være en klassiker til evig tid? Eller burde klassikerstatus være noget, der løbende genforhandles? Hvis en klassiker ikke længere taler til os, hvis den ikke vækker nysgerrighed, undren eller følelse, hvad er den så andet end en titel på en liste?

Det betyder ikke, at klassikerne skal kasseres. Men måske skal man give sig selv lov til at læse dem med friske øjne og til at lægge dem fra sig uden dårlig samvittighed. God litteratur må vel være det, der faktisk gør indtryk, ikke det, der er blevet vedtaget som god litteratur.

Det rejser spørgmålet, om nogle klassikere først og fremmest er historisk vigtige snarere end egentlig gode. At deres værdi ligger i deres tidligere indflydelse mere end i deres læsbarhed? Hvis det er tilfældet, bliver læsningen en sur pligt eller kulturel lektie i stedet for en æstetisk oplevelse. Men der er en vis tryghed i klassikerbegrebet. Det skaber en fælles referenceramme, vi kan vende tilbage til. Klassikere fungerer som kulturelle pejlemærker og fortæller os, hvor vi kommer fra. Måske er problemet, at vi alt for sjældent spørger, om de også fortæller os noget om, hvor vi er nu.

At vi så også lever i en tid, hvor der udgives ufattelig meget ligegyldigt, støjende skrammel, er en anden sag.

• Kunstmaleren Kristian von Hornsleth blev anholdt af Københavns Politi, efter at han på valgdagen udlovede et af sine egne originale malerier, hvis folk stemte på Enhedslisten. Det er strafbart at købe stemmer – at det så minder om noget, politikere gør hele tiden, er en anden sag.
• Ugens mest omtalte billede var et pressefoto af Lars Løkke, der sidder på valgaftenen og tørrer sine tårer væk efter at have set den første exitpoll. Normalt er det vælgerne, der står for den del.
• Beboerne på Amager er plaget af en tung benzinlugt, og Københavns Kommune går nu i gang med at lave luftmålinger. Lugten har været der i et år, og ejendomsmæglerne er for længst begyndt at lokke med 'Charmerende bolig med diskret note af oktan.'
• Tivoli havde i 2025 den højeste omsætning nogensinde – 1,3 milliarder kroner. Noget tyder på, at det måske ikke kun er ballonerne, der er pustet op – men ikke desto mindre imponerende, at noget kan føles hyggeligt og samtidig få én til at tjekke sin netbank bagefter.
• Sneuglen er uddød i Sverige, og et symbol på den vilde, nordiske natur er forsvundet. Snart er det vildeste, man kan opleve i Sverige, en lidt for stærk kop kaffe.
• Norges oliefond vil fremover lade kunstig intelligens træffe nogle af sine investeringsbeslutninger. Næste skridt er, at pengene selv begynder at klage over skat.
• Thrilleren 'Shy Girl', der officielt er skrevet af en forfatter ved navn Mia Ballard, er under så kraftig mistanke for at være delvist AI-genereret, at forlaget har trukket bogen tilbage. Ikke fordi den var dårlig, men fordi den var lidt for god.
• Grev Nikolai har haft sin filmdebut i den svenske thriller 'Doktor Glas'. 'En udmærket film til en mørk aften', skrev Berlingskes anmelder og gav filmen 3 ud af 6 stjerner. Det er sådan en anmeldelse, hvor man ikke ved, om man skal købe billet eller bare vente, til den bliver vist på DR2 klokken 3.15.
• Den dybdeborende journalist på Weekendavisen Søren K. Willemoes har skrevet en bog om smørrebrødet, som han kalder Danmarks sande nationalret. Han mener, at stegt flæsk, der blev kåret i 2014, var en ærgerlig vinder. Det kan også være svært at tage en nationalret alvorligt, når den mest lyder som en utilsigtet sideeffekt.
• 67 nye politikere gør deres entré på Christiansborg i disse dage. Folketinget har i den anledning lavet en 'velkomstby', hvor der er pyntet op med balloner, og de nyvalgte blandt andet får hjælp til IT. Antagelig fordi det er første gang, de skal logge ind på noget, der ikke er TikTok.

LÆST:
Zadie Smith: White Teeth
Roman, 2000
★★★★★☆

Farverig, kaotisk og morsom roman om London, hvor tre familier med rødder i Jamaica, Bangladesh og England vikles ind i hinandens liv på kryds og tværs af generationer. Kort sagt en historie om identitet, tilfældigheder og om at høre til. Vi følger især Archie Jones og Samad Iqbal, to gamle venner, hvis liv udvikler sig i vidt forskellige retninger, men alligevel bliver filtret sammen igen gennem deres børn. Der er alt fra religiøse konflikter og genetiske eksperimenter til teenageoprør og kulturelle sammenstød. Det er som et stort, sprudlende virvar af skæbner, hvor ingenting går som planlagt. Zadie Smith skriver med humor, varme og skarp ironi, så selv de mest alvorlige temaer bliver levende og underholdende. Det kan til tider være lidt rodet med de mange karakterer, men energien og sproget gør det hele værd.


SET:
Your Friends & Neighbors
Amerikansk komediedrama/krimi, 9 episoder, 2025 – Apple TV+
★★★★☆☆

Jon Hamm (Don Draper fra min yndlingsserie Mad Men) spiller en velhavende investeringsrådgiver, der mister både ægteskab, job og status og pludselig står uden den luksustilværelse, han er vant til. I stedet for at skrue ned for forbruget (gys!), begynder han at stjæle snedigt og systematisk fra sine egne rige naboer. Men efterhånden bliver det tydeligere og tydeligere, at naboerne gemmer på andet end luksusure, designerhåndtasker og dyre vine. Det er en elegant mellemting mellem satire over overklassen og spændingsdrama, og det er både underholdende og en smule ubehageligt på en frydefuld måde. Perfekt hvis man er til historier om moralsk forfald, luksus og folk, der træffer virkelig dårlige, men fascinerende beslutninger.
Se trailer


PLAYLISTE:
(Klik på hver enkelt titel eller hør hele listen her på Spotify )

Lydsporet
Fancis Lai: Un homme et une femme (fra 'Un homme et une femme')
Som at cykle langsomt i modvind på en romantisk måde.









Den jazzede
Al Jarreau · Oleta Adams: Waters of March
En musikalsk rodebunke, der på mystisk vis giver mening.








Den fodflyttende
Luther Vandross: Ain't No Stoppin' Us Now
Iørefaldende selvtillid på flaske.









Balladen
Peggy Lee: Is That All There Is?
Eksistentiel krise serveret med poetisk skuldertræk.









Den nostalgiske
Daimi: Jeg sætter min hat som jeg vil
Anarkistisk manifestation med smilehuller.

Man skal forestille sig et badeværelse engang i 60'erne med terrassogulv og hvide fliser. Spejlet er dugget, og en mand står foran det, klasker en generøs mængde Old Spice i ansigtet og skærer en grimasse, der indikerer, at han lige er blevet ramt af en tropisk tsunami af mentol, krydderier og maskulin beslutsomhed. Han nikker til sig selv i spejlet, fast overbevist om, at han nu er klar til at erobre dagen, eventuelt verden.

Det er duften af en mand, der kan skifte hjul på sin bil uden at bruge YouTube

Min far brugte Old Spice. Old Spice aftershave er ikke bare en duft. Det er en institution og en portal tilbage til en tid, hvor mænd gik med seler og barberede sig med ragekniv. Duften af citrus, krydderier og en ubestemmelig fornemmelse af maskulin autoritet. Det er duften af en mand, der kan skifte hjul på sin bil uden at bruge YouTube, eller som i hvert fald ikke lader sig mærke med, at han har googlet det først. Det er en duft, som kendetegner en mand, der har en skuffe fuld af læderbælter og en mening om, hvordan man griller en bøf.

Men Old Spice er også en overlever. I en tid, hvor parfumeindustrien er fyldt med trendy nichedufte ('middelhavsbrise', 'finregn en tidlig forårsmorgen i Paris' og den slags), har Old Spice holdt fast i sit oprindelige koncept: 'duften af mand – punktum'. Den har nægtet at bøje sig for modefænomener på samme måde som et ældre fornuftsvæsen, der insisterer på at bruge sin gamle Nokia 3310, fordi den stadig virker.

Selv reklamerne for Old Spice har kultstatus. Absurde, humoristiske og 100 procent selvironiske. For eksempel The Man Your Man Could Smell Like fra 2010, hvor en sort mand på en hvid hest forklarer kvinder, at hvis deres kæreste brugte Old Spice, ville han automatisk blive en bedre version af sig selv. Uanset hvor grinagtigt det var, virkede det åbenbart. Den 89 år gamle duft blev pludselig cool igen.

Old Spice er ikke for alle. Det kræver en vis personlighed at bære den med værdighed. Det er ikke en duft for den forfinede mand, der diskret sprayer sig med en let citrusparfume fra Magasin til 1500 kroner. Det er en duft for en mand, der gemmer på en indre cowboy, uanset om han bor i en storbylejlighed, eller om han faktisk har en hest stående ude i stalden. Men det er ikke bare en aftershave, man køber i Normal til en halvtredser. Man køber en billet til en svunden æra, et stænk selvtillid, og en duft der har overlevet generationer. Skulle man komme i tvivl om, hvorvidt man kan bære den, får man muligvis svaret ved at kigge i spejlet, klaske den i ansigtet og spørge sig selv: 'Hvad ville John Wayne have gjort?'

Jeg har lige købt en flaske af nostalgiske grunde, og i morgen tidlig vil jeg gøre forsøget. Desværre føler jeg mig ikke helt overbevist om, at det bliver en succes.

Siden Mette Frederiksen udskrev valg for tre uger siden, har det været en fuldtidsbeskæftigelse af følge med i, hvilke partier der synes hvad, og især hvad pengene skal bruges til. Men når alt kommer til alt, vil alle partierne stort set det samme: bedre velfærd, lavere skatter, grønnere natur, stærkere forsvar, gladere børn, rigere pensionister og billigere benzin. Forskellen ligger mest i rækkefølgen, og i hvem der skal betale. Og så selvfølgelig i de små, men ikke helt uvæsentlige spørgsmål om, hvorvidt grise skal behandles menneskeligt, om vandet må smage af andet end nitrat, og om det i virkeligheden var en god idé at fjerne Store Bededag en tirsdag eftermiddag. Derfor påtager jeg mig aldeles vederlagsfrit at bidrage til forvirringen om, hvem man skal stemme på i overmorgen:

Socialdemokratiet vil sørge for, at livet begynder trygt og slutter endnu tryggere. De mindste elever skal have klasser på størrelse med en mindre familiekomsammen, og de ældste borgere skal have mulighed for at trække sig tilbage, før knæene knirker højere end folketingets mikrofoner. Samtidig vil partiet styrke forsvaret, så Danmark kan være trygt både i sandkassen og på slagmarken – en karakteristisk socialdemokratisk balance mellem pædagogik og panservogne. Når det gælder grise, skal de have det bedre, men helst uden at det bliver alt for dyrt, vandet skal være rent, men også praktisk anvendeligt, og Store Bededag er noget, man principielt godt kan savne – bare ikke så meget, at man genindfører den. Og dog. Måske alligevel.

Venstre vil på deres side sikre, at borgerne beholder flere af deres egne penge. Det er et sympatisk projekt, selv om det endnu er lidt uklart, hvis penge det så er, staten skal bruge i stedet. Men optimismen er intakt: skattelettelserne skal nok komme, når man lige finder ud af, hvordan de skal skrues sammen. Indtil da kan man glæde sig over, at forsvaret skal have så mange penge, at soldaterne ikke længere skal gå for lud og koldt vand. Griseproduktionen er i øvrigt en stolt dansk styrkeposition, som selvsagt skal være både effektiv og 'ordentlig'. Det betyder i praksis, at grisene har det udmærket, så længe eksporten har det endnu bedre. Drikkevandet skal beskyttes, men helst uden at genere landbruget for meget, og Store Bededag? Ja, den var måske meget hyggelig, men arbejdsudbuddet bidrager da også til hyggen.

Moderaterne har valgt en mere filosofisk tilgang til livet. De mener, at pension ikke behøver være en brat overgang fra arbejde til petanque. Man kan jo arbejde lidt, holde lidt fri, gå på pension, komme tilbage igen og måske tage en deltidskarriere som halvpensioneret fuldtidsmenneske. Det er i virkeligheden en slags pensionsyoga: fleksibelt, smidigt og lidt svært at forklare for en revisor. Når det gælder grise, vand og Store Bededag, er linjen nogenlunde den samme: en balanceret løsning, hvor grisene får det lidt bedre, vandet bliver lidt renere, og helligdagen måske vender lidt tilbage på en måde, hvor ingen helt opdager, hvem der egentlig fik ret.

Hos SF handler det om tid. Mere tid til børn, mere tid til barsel, mere tid til studerende og lidt mindre hastværk med at hæve pensionsalderen. Det er en sympatisk idé i et samfund, hvor man sommetider får indtryk af, at de eneste, der virkelig har god tid, er medarbejderne i Borgerservice. Grisene skal have markant bedre vilkår, vandet skal være så rent, at man kan drikke det med god samvittighed, og Store Bededag bør indlysende genopstå som en slags national restitutionsdag.

Danmarksdemokraterne vil have balance mellem land og by. Det betyder blandt andet, at landsbyskolerne skal overleve, og at solcelleanlæg ikke må ligne noget, der kunne få en traktor til at stejle. Samtidig skal der være læger i landdistrikterne, hvilket muligvis kræver, at lægerne også skal lære at finde vej uden GPS. Grisene er her ikke bare dyr, men nærmest familiemedlemmer – dog med eksportpotentiale. Grundvandet skal være rent, men man skal også kunne dyrke jorden ovenover, og Store Bededag skal straks tilbage. Mest fordi det var nogle andre partier, der afskaffede den.

Liberal Alliance vil skære skatter, skære bureaukrati og skære 18.000 bureaukrater væk, for så kan man måske endelig udfylde en formular, uden at det kræver tre bilag, to MitID-godkendelser og en bane kokain. Grisene skal i princippet have det godt, men det vigtigste er, at de ikke bliver for dyre i drift. Vandet skal være rent, så længe det ikke kræver for mange regler, og Store Bededag er mest et spørgsmål om, hvorvidt man selv må vælge sin fridag uden statslig indblanding.

Det Konservative Folkeparti vil noget af det samme, bare på en mere klassisk måde: lavere skat, stærkere kernevelfærd og strengere straffe. Man kan sige, at partiet forsøger at skabe et Danmark, hvor man både kan betale mindre til staten og samtidig få mere fra den. I sig selv en ambition, der fortjener en vis respekt. Grisene skal behandles ordentligt, som man nu engang gør det i et civiliseret samfund, vandet skal være rent, fordi det altid har været det, og Store Bededag bør nok genovervejes, hvis det kan gøres med passende værdighed.

Enhedslisten vil til gengæld gøre livet billigere for 'danskerne' ved at sænke momsen på mad, gøre tandpleje gratis og sørge for, at busser og tog ikke føles som luksusrejser. Der er noget tiltalende ved tanken om et samfund, hvor det dyreste ved et tandlægebesøg ikke længere er regningen, men cafébesøget bagefter. Grisene skal have markant bedre forhold – gerne så gode, at de selv ville stemme på partiet – vandet skal beskyttes mod enhver form for forurening, og Store Bededag skal selvfølgelig genindføres. Helst med tilbagevirkende kraft.

Radikale Venstre vil redde klimaet på fem år. Det er en tidsplan, der normalt kun er realistisk for renovering af køkkener, men ambitionerne er høje: solceller, vindmøller og færre svin. Hvis planen lykkes, vil Danmark blive et grønt foregangsland og muligvis også det eneste sted i verden, hvor der er flere vindmøller end parkeringspladser. Grisene skal være færre og gladere, vandet ultrarent, og Store Bededag må gerne genopstå, hvis det ikke står i vejen for arbejdsudbuddet.

Alternativet går endnu længere og vil gøre hele samfundet grønt, økologisk og sprøjtefrit, mens svineproduktionen stille og roligt forsvinder ud af historiebøgerne. Det er en vision om et Danmark, hvor både mennesker, dyr og grøntsager trives, og hvor en frikadelle udløser en identitetskrise. Vandet skal være så rent, at det kunne sælges som livsstil, og Store Bededag skal tilbage som en del af en mere balanceret og mindful kalender.

Dansk Folkeparti holder fast i klassikerne: stram udlændingepolitik, højere pensioner og billigere benzin. Det er en politisk menu, der i sin enkelhed næsten kunne stå på et cafeteria: lidt tryghed, lidt økonomi og en god portion national selvforståelse. Grisene er danske og skal behandles ordentligt, fordi de er danske, vandet skal være rent, som det altid har været, og Store Bededag bør naturligvis genindføres, da traditioner ikke er noget, man bare afskaffer.

Endelig er der Borgernes Parti, som mener, at politikerne generelt bør bestemme mindre – en interessant holdning for et parti, der netop forsøger at blive valgt til at bestemme noget. Samtidig skal energikrisen løses med atomkraft, fordi fremtiden ifølge partiet kræver stabil strøm til den store AI-revolution. Man fornemmer, at visionen er et Danmark drevet af kernekraft, algoritmer og en meget lang forlængerledning til fremtiden. Grisene må markedet tage sig af, vandet skal være rent, hvis folk efterspørger det, og Store Bededag må borgerne vel selv forhandle sig frem til uden politisk indblanding.

Summa summarum: På tirsdag står vælgerne tilbage med en overdådig politisk buffet: lidt velfærd, lidt skattelettelser, lidt klima, lidt atomkraft, lidt pension, lidt grise, lidt vand og en enkelt genopvarmet helligdag foruden en hel del gode intentioner. Som altid i dansk politik ender det sandsynligvis med, at alle partierne får en smule af det hele. Vælgerne må så prøve at finde ud af, hvem det egentlig var, der lovede hvad.

God fornøjelse!

• Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh indrømmede, at han har taget kokain 'en eller højst to gange' til fester i den første tid som partileder. Normalt siger politikere kun den slags, når de allerede er blevet opdaget af tre journalister, en praktikant og en mand med en mappe fra 2009, som han truer med at åbne.
• Efter at have kritiseret Vanopslagh på grund af kokainsagen, er Liberal Alliances eneste kandidat på Lolland-Falster til folketingsvalget blevet ekskluderet af partiet. 'Liberal' er et ord, der ikke altid skal tages helt bogstaveligt.
• Efter Lars Løkkes mening er det realistisk at arbejde, til man fylder 79. Han har sikkert ret, hvis begrebet arbejde også inkluderer at sukke højlydt, lede efter sine briller og kigge ud ad vinduet.
• Under valgkampen har en række politikere truffet en strategisk beslutning om at outsource deres personlighed til garderoben. Martin Lidegaard har fx skiftet tøjstil fra slips og blåt jakkesæt til pedelskjorte i maostil à la københansk hipster i erkendelse af, at hans vælgere ikke stemmer på holdninger, men på hvem der er bedst til at ligne en, der har styr på sin surdej.
• SVM-regeringen afskaffede Store Bededag, men Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Jakob Ellemann-Jensen siger, at det ikke var dem, der fik idéen. Til gengæld kan de bekræfte, at der blev holdt et møde om Store Bededag, og efter mødet var den væk.
• Et par hundrede breve, som skulle have været omdelt af DAO, er blevet fundet uåbnet på en genbrugsstation i Fredericia, blandt andet inde i nogle pizzabakker. Næste skridt: anbefalet post med hvidløgsdip.
• En kinesisk mand forsøgte at smugle 2.000 myrer ud af Kenya. Årsagen er stigende efterspørgsel efter havemyrer i Europa og Asien, hvor samlere holder dem som kæledyr. Hvis det fortsætter, vil der snart være influencer-myrer på Instagram: 'Hej venner, i dag tester jeg en ny sandtype til boligen.' René Redzepi menes ikke at have noget med sagen at gøre.
• Den mystiske, verdenskendte kunstner Banksys rigtige navn er blevet afsløret af Reuters, men Banksys fans er rasende over det. Nu er han bare en mand med spraydåse og en meget dårlig undskyldning for at være på arbejde klokken 3 om natten.
• Danmark har ikke været kåret som verdens lykkeligste land siden 2016, men er blevet overhalet af både Finland og Island. Men vi er stadig tilfredse. Det er næsten det samme.
• Alle førstegangsvælgere får, hver gang der er valg, et brev med en opfordring til at stemme. Denne gang er opfordringen også blevet sendt til 13.000 unge, der alligevel ikke har stemmeret, fordi de ikke er danske statsborgere. Måske bliver det næste, at man sender bøder ud til folk, der ikke har bil, for ikke at have parkeret korrekt.

LÆST:
Anneli Berg: Kærlighed er corny
Roman, 1972
★★★★☆☆

Af uransagelige grunde kom jeg i tanker om denne gamle ungdomsroman, fik lyst til at læse den igen og fandt den på antikvariat.net. En sød fortælling om ung forelskelse, skildret spontant, poetisk og frem for alt meget, meget morsomt. Samtidig et præcist tidsbillede af 70'erne. Glædeligt gensyn efter rundt regnet 50 år. Vistnok Anneli Bergs eneste roman. Hun var i øvrigt den kæreste, der gav Dan Turèll idéen til de sortlakerede negle, som blev hans varemærke – men det er en anden historie ...





SET:
Blue Lights
Britisk politiserie, 3 sæsoner à 6 episoder, 2025 – dr.dk
★★★★★☆

Serien følger en gruppe nye politibetjente i Belfast, der hurtigt mister deres uskyld i mødet med kriminalitet, loyalitetskonflikter og et lokalsamfund præget af historie og spændinger. Over tre sæsoner vokser de fra nervøse nybegyndere til hårdt prøvede betjente, hvor grænsen mellem rigtigt og nødvendigt bliver stadig mere uklar. En rå, troværdig og menneskelig politiserie, der bliver mørkere og bedre for hver sæson.

Se trailer for sæson 3





Tehran
Israelsk spionthriller, 3 sæsoner à 8 episoder, 2020-2024 – Apple+
★★★★☆☆

Ung, kvindelig Mossad-agent på stadig farligere missioner i Iran, hvor infiltration, dobbeltspil og personlige tab gradvist presser hende fra idealist til desillusioneret overlever. Historien vokser fra klassisk spionthriller til en mørkere fortælling om identitet, loyalitet og konsekvenser, hvor selv ens egne allierede kan blive fjender. Intens, politisk ladet og efterhånden ret kynisk, men også ret spændende.

Instruktion: Daniel Syrkin
Se trailer for sæson 3






PLAYLISTE:
(Klik på hver enkelt titel eller hør hele listen her på Spotify )

Lydsporet
Nino Rota: Amarcord og La Fogaracccia (fra 'Amarcord')
Som en nostalgisk cirkusparade gennem barndommen – selv om man aldrig har været i Italien.









Den jazzede
Carmen McRae · Dave Brubeck Quartet: Take Five
Jazz med styr på det hele – også når det bevidst går i ulige takt.








Den sophisti-poppede
Swing Out Sister: Twilight World
Så elegant, at alle bekymringer tager blazer på og sætter håret.









Balladen
Caroline Henderson: Vil du være min i nat
En kærlighedserklæring så stilfuld, at man næsten glemmer at svare.








Den nostalgiske
Stig Lommer: For sent
Når erkendelsen rammer – og den gør det med slips, selvironi og et suk.










I ØVRIGT:
Turèll-samlingen
I anledning af 80-årsdagen i torsdags for Dan Turèlls fødsel har jeg gransket den utrolig omfattende og detaljerede mindeside for den produktive forfatter, der døde som 47-årig i 1993. Hjemmesiden handler ikke kun om forfatterskabet, men også om hans liv og levned, og der er alt, hvad man kan ønske sig af udklip og fotos. Imponerende arbejde.

For efterhånden en del år siden under den famøse covid-pandemi interviewede den politiske reporter Henik Qvortrup Mette Frederiksen på sin velkendte aggressivt-belærende måde. Da Qvortrup på et tidspunkt sagde: 'Men nu er det jo dig, der er statsminister og mig, der er journalist ...', afbrød Mette Frederiksen ham prompte med ordene: 'Det er nok måske for danskerne meget godt, hvis jeg må være så fri ...'

Med Henrik Qvortrup fik ordet en renæssance og har siden bredt sig som en steppebrand i de sociale mediers kommentarspor

Hvor elegant eller hensigtsmæssig, Mette Frederiksens bemærkning var, kan diskuteres, men siden den faldt, har Henrik Qvortrup i sin karriere som politisk kommentator og analytiker ikke forsømt nogen lejlighed til at beskylde Mette Frederiksen for 'magtfuldkommenhed' – et ord, alle ellers havde glemt på grund af manglende relevans i dette århundredes Danmark. Det er et ord, man kunne bruge i tidligere tider om konger, der mistede forbindelsen med virkeligheden, eller om regimer, hvor ingen turde sige regenten imod. Men med Henrik Qvortrup fik ordet en renæssance og har siden bredt sig som en steppebrand i de sociale mediers kommentarspor, hvor det bruges af alle, som af den ene eller anden grund ikke bryder sig om Mette Frederiksen.

Man skulle synes, det var en selvfølge, at en professionel analytiker eller kommentator bruger præcise begreber og formår at skelne mellem holdning og analyse. Men 'magtfuldkommen' er ikke almindelig kritik. Det er en anklage om grundlæggende udemokratisk adfærd. I et demokrati som Danmark er det en horribel anklage at tale om en statsministers magtfuldkommenhed, og når en kommentator bruger ordet uden præcis dokumentation for systematisk magtmisbrug, bliver analysen til retorik og agitation, som ikke hører nogen steder hjemme. Resultatet er en forplumret politisk debat. Hvis vælgerne ustandselig hører, at statsministeren er 'magtfuldkommen', giver det indtryk af, at systemet ikke fungerer, selv om der i praksis er kontrol fra Folketing, domstole og medier. Hvis alt fra hård styring til hurtige beslutninger kaldes 'magtfuldkommenhed' er det ikke analyse, men upræcis og vildledende sprogbrug. Det er på den måde, der opstår en ubegrundet mistillid til demokratiet, som er fuldstændig uden forbindelse med de faktiske forhold.

Der findes ingen straf for usømmelig omgang med ord. Men der findes kommentatorer, der bærer nag hele livet, og der findes ord, som er så brandfarlige, at de burde opbevares i et skab med glaslåge og en lille hammer ved siden af. 'Magtfuldkommen' er et af dem.

En vis partiformand har tiltrukket sig en del uønsket opmærksomhed siden weekenden, hvor han hårdt presset erkendte, at han som ung partileder havde taget kokain til fester 'én eller højst to gange.' Det lyder umiddelbart tilforladeligt – hvis ellers man kan se bort fra, at der er handlinger i livet, som ikke egner sig til brøker.

Man kan spise en halv kage, og man kan se halvanden sæson af en tv-serie, hvis man giver op undervejs. Men nogle ting hører bare til i den mere konkrete afdeling af virkeligheden, hvor man enten har gjort det, eller også har man ikke. Når man parkerer sandheden mellem én og to gange, befinder man sig et sted mellem bekendelse og sandsynlighedsregning:

'Jeg har været gift én eller højst to gange.'

Eller:
'Jeg har kun kørt for stærkt én eller højst to gange.'

Eller:

'Jeg har kun løjet én eller højst to gange.'

Problemet er ikke tallet, men intervallet. Der er lige ved at være noget videnskabeligt over det. Som om handlingen først kan fastslås som et faktum i det øjeblik, nogen måler den. Indtil da eksisterer den i flere tilstande på én gang som en lille privat udgave af Schrödingers kvantemekanik. Man har både gjort det og ikke helt gjort det. Man både er der og er der ikke. Der er basis for fortolkning.

Og måske er det i virkeligheden den nye politiske disciplin: ikke at svare præcist, men at svare i intervaller. At være både ærlig og uklar på samme tid. At eksistere i en slags retorisk tåge, hvor fakta er der, men altså ikke helt.

Nå, nok om det. Men sjovt er det jo, når politikere vrøvler og jokker i spinaten. Især når det er en af de mest perfide og bedrevidende.

Dansk politik minder i øjeblikket mindre om en egentlig meningudveksling end om et naturprogram. Ikke et af dem med rolige BBC-stemmer og panoramaoptagelser, men et med hektiske klip, uventede indslag og en fortæller, der ikke er helt klar over, hvad der foregår.

Ungdommen hælder mod to kandidater, der ideologisk befinder sig omtrent lige så langt fra hinanden som tofu og oksemørbrad

Et eksempel er diskussionen om udvandring. Ikke bare almindelig udvandring – nej, der er tale om det messerschmidtske begreb 'nettoudvandring'. Det lyder som noget fra nationaløkonomiens værktøjskasse, men i praksis er det en slags politisk regnestykke, hvor nogle mennesker helst skal forsvinde hurtigere, end andre ankommer. Man ser næsten en tavle for sig i Finansministeriet: 'Ind: 7. Ud: 9. Godkendt.' Meningsmålingerne viser, at et flertal synes, at den form for demografisk minusregning er en rigtig god idé. Mindretallet er mindre begejstret. Det skyldes måske, at de stadig går rundt med en gammeldags forestilling om, at mennesker ikke fungerer optimalt som eksportvarer.

Samtidig udspiller der sig et andet drama i den jyske natur, hvor ulvene tilsyneladende er begyndt at gebærde sig som almindelige rovdyr. Tænk, at et dyr, som i årtier kun har eksisteret i eventyrbøger og politiske debatindlæg, nu pludselig dukker op i virkeligheden og nægter at opføre sig symbolsk. For Inger Støjberg er løsningen enkel: Ulven skal væk. Ikke flyttes, ikke diskuteres, men væk. Hvis man gav hende et stort viskelæder, ville hun formentlig straks gå i gang med at slette den store stygge ulv fra landkortet.

Mens ulvene lusker rundt i Jylland, er der også liv i en helt anden del af økosystemet: de unge vælgere. Her viser det sig, at ungdommen hælder mod to kandidater, der ideologisk befinder sig omtrent lige så langt fra hinanden som tofu og oksemørbrad. Pia Olsen Dyhr repræsenterer venstrefløjens varme socialpolitiske omsorg, Alex Vanopslagh markedsøkonomiens kølige effektivitet. At begge samtidig er ungdommens favoritter, siger måske mest om den moderne vælger: Man vil gerne have både gratis uddannelse og lav skat, og det skal helst gå lidt tjept!

Visse politikere har stadig det samme forhold til regler som en teenager har til sengetider

De lidt ældre vælgere holder derimod fast i det velkendte. Her peger mange stadig på Mette Frederiksen. Det er som at vælge den samme pizza hver gang: Man ved, hvad man får, og man slipper for at diskutere toppingen.

I kulissen foregår der også teknologiske smådramaer. Det er ikke kun SF-stemmeslugeren Jacob Mark, der i strid med EU-reglerne har købt politisk annoncering på Facebook og Instagram. Det har 9 ud SF's 99 folketingskandidater, viser en optælling. Sagt på en anden måde: visse politikere har stadig det samme forhold til regler som en teenager har til sengetider.

Når man betragter det hele samlet – nettoudvandring, ulvejagt, ungdommens ideologiske buffet og Facebook-annoncerne – begynder man så småt at forstå, hvorfor dansk politik kan føles som et besynderligt tv-program. Og ikke kun, når de folkevalgte hygger sig på Ryslinge Højskole sammen med TV 2 over en grydefuld spaghetti bolognese.

• René Redzepi, grundlæggeren og indehaveren af den verdensberømte trestjernede Michelinresturant Noma, er trådt tilbage, efter at tidligere ansatte har beskyldt ham for korporlig vold. På Noma har man altid kunnet få fermenterede myrer og strandurter. Menukortet er nu udvidet med stribet flæsk og bankekød.
• På Michelinrestauranten Udtryk i København er køkkenchefen blevet fyret for at slå en tjener i ansigtet. Selv siger køkkenchefen, at der var tale om en mislykket highfive. Problemet var, at tjeneren ikke havde hånden oppe.
• Det er 150 år siden, den første forståelige telefonsamtale fandt sted. Dengang var alle imponeret over, at man kunne tale gennem en ledning. I dag er man imponeret, hvis nogen overhovedet tager telefonen.
• Et borgerforslag om klarere regler for parkeringsselskaber har rundet mere end 50.000 underskrifter og skal derfor behandles af Folketinget. Parkeringsselskaberne mener selv, at reglerne er tydelige nok. Forudsat at man har en lup og en juridisk kandidateksamen og kan stå på ét ben i vindstyrke 12.
• I Oksbøl er en jæger blevet sigtet for at have skudt en ulv uden grund. I Danmark er en ulv som bekendt et lige så sjældent syn i naturen som en ledig parkeringsplads er i København – og nu er der så én mindre.
• Det har vist sig, at tre ud af de fire egetræer, som Esbjerg Kommune havde konstateret stjålet og derfor havde politianmeldt, er blevet fældet af kommunen selv. Som at tyverianmelde sin cykel, og så opdage, at man sidder på cyklen på vej til arbejde.
• Onsdag kunne man opleve snevejr i den nordvestlige del af Algeriet, hvor sneen dækkede det karakteristiske rødlige ørkenlandskab. Snevejr i Sahara er ikke helt almindeligt – på den anden side ikke mere overraskende, end når solen skinner en uge i træk i Danmark.
• Ifølge Politiken er præster, provster og biskopper stadig 'påvirket' af at have mistet Store Bededag. Man forstår godt, det er hårdt for dem, men forhåbentlig kommer de snart videre. De er trods alt vant til at arbejde med tilgivelse.
• Som hjælp til strandede borgere har Udenrigsministeriet arrangeret en fælles nordisk busafgang fra Qatar til Saudi-Arabien lørdag klokken 7 lokal tid. Der har længe været trængsel i læskuret ved stoppestedet.
• Danmark vil frigive 1.246.000 tønder olie fra de danske nødlagre. Det skal være med til at lægge en dæmper på de stigende oliepriser. Det svarer nogenlunde til at skrue ned for varmen ved at åbne vinduet. Klima-, energi- og miljøministeren kan da heller ikke love, at priserne falder. Men han kan love, at pressen får en pressemeddelelse.

SET:
The Knick
Amerikansk hospitalsdrama, 2 sæsoner á 10 episoder, 2014-15 – HBO Max
★★★★★☆

Endnu en hospitalsserie, der denne gang foregår på The Knickerbocker Hospital i New York omkring år 1900, hvor kirurgi stadig er farlig, eksperimentel og blodig. Hovedpersonen dr. Thackeray er modelleret over virkelighedens William Halsted, en banebrydende (men kokainafhængig) kirurg. Et brutalt, fascinerende indblik i medicinens vilde vesten før antibiotika og før etiske regler.

Instruktion: Steven Soderbergh
Se trailer



F1
Amerikansk sportsdrama, 2025 – Apple+
★★★★☆☆

Brad Pitt er en aldrende racerkører, der vender tilbage til Formel 1 for at hjælpe et ungt talent og et presset team. Høj fart, rivalisering og spænding i ét. Kort sagt: Klassisk sportsfilm med spektakulære racerløb med alt, hvad man kan ønske sig af drama og halsbrækkende uheld. En lille romance mangler heller ikke.

Instruktion: Joseph Kosinski
Se trailer







Verdens bedste restaurant: Noma på kogepunktet
Dansk dokumentar, 2010 – dr.dk
★★★★☆☆

Livet bag kulisserne på Noma, hvor der arbejdes intenst og skældes ud (uden stegegaffel!) for at perfektionere retter, som nogle gange består af noget, de fleste danskere normalt ville fjerne fra haven. En fascinerende dokumentar om ekstrem ambition og perfektionisme, og om hvor meget stress der kan ligge bag en tallerken med tre blade og en myre.

Instruktion: Christian Vorting






PLAYLISTE:
(Klik på hver enkelt titel eller hør hele listen her på Spotify )

Lydsporet
Rachel Porchman: We Had Today (fra 'One Day')
Lyden af en søndag eftermiddag, hvor man både bliver rørt og får lyst til at kigge eftertænksomt ud ad vinduet.

Den jazzede
Wynton Marsalils: When It's Sleepytime Down South
Jazz, der får dansk forår til at føles som en lun aften på en veranda med en imaginær cigar.

Den fodflyttende
The Nolans: I'm in the Mood for Dancing
Selv folk med to venstreben tror pludselig, de er med i 'Vild med dans'.

Balladen
Anjani Thomas: Blue Alert
Musikken til det øjeblik, hvor man stirrer ned i kaffen og overvejer livets store spørgsmål. Eller bare vejret.

Den nostalgiske
Dirch Passer · Ove Sprogøe: Der kommer altid en sporvogn og en pige til
Dansk livsfilosofi kogt ned til tre minutter.

Omsider meldte Troels Lund Poulsen sig som statsministerkandidat. Det svarer til at stille op til Melodi Grand Prix med en triangel og sige: 'Jeg holder mulighederne åbne'. Ikke desto mindre kom ugens mest uventede kulturelle bidrag også fra Troels Lund, der optrådte i en valgvideo som en AI-genereret Rambo med bar overkrop og frygtindgydende biceps. I gamle dage stillede politikere sig op foran en mark eller en fabrik. Nu står de foran en grøn skærm og ligner nogen, der er på vej til at befri Jylland fra fjendtlige droner. Man ser frem til, at næste video inkluderer slowmotion, eksplosioner og en voiceover om ansvarlig økonomisk politik. Det er trods alt ikke hver dag, man ser landbrugspolitik forklædt som en afklædt Action Man.

Det er trods alt ikke hver dag, man ser landbrugspolitik forklædt som en afklædt Action Man

Ifølge Miljøministeriet er et sprøjteforbud på 'sårbare' områder både bedst og billigst. Derfor kræver SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet et totalt forbud mod sprøjtegift af en kommende regering, og Socialdemokratiet vil have sprøjteforbud uanset regering, har miljøminister Heunicke lovet. Blå blok slår fast, at rent drikkevand er vigtigt, men et sprøjteforbud – ellers tak! I princippet er fløjene er altså enige om målet, men uenige om den mellemregning, der går under betegnelsen virkeligheden.

Samtidig raser diskussionen om Socialdemokratiets formueskat. Det har fået en række erhvervsledere til at reagere, som om nogen har foreslået at opkræve pant på deres lystyachter, og direktører fra store virksomheder truer med at forlade landet. I dansk politisk dramaturgi er det en gave til statsministeren, for intet genopbygger et rødt image som en håndfuld rasende milliardærer i Berlingske, der siger, at nu flytter de altså. Hos Socialdemokratiet ruller forslagene i øvrigt ud som buffet på en konference: værsgo, her er lidt formueskat, og vi kommer snart med pension til dessert.

På højrefløjen er ambitionsniveauet i top: Liberal Alliance vil bygge mellem seks og otte atomkraftværker til over 120 milliarder kroner. For en dansker lyder det som at foreslå en bro til månen. SVM-regeringen har til gengæld allerede sagt ja tak til fransk atomsamarbejde, så måske ender vi med en løsning, hvor Danmark både er skeptisk over for atomkraft og sideløbende samarbejder om det.

De Konservative vil investere milliarder i folkeskolen og have to voksne i dansk- og matematiktimerne, Socialdemokratiet vil reducere klasserne til 14 elever, og Venstre foreslår flere timer og to lærere i klasseværelset. Nu venter vi bare på det første parti, der kræver to lærere pr. elev.

Danske reformer ligger altid lige præcis langt nok ude i fremtiden til, at ingen rigtig behøver tage stilling til dem lige nu

Moderaterne foreslog en boligskattereform, hvor man beskattes af gevinsten ved salg af bolig. Men da boligejerne begyndte at rømme sig og skule på en ubehagelig måde, skyndte sig Lars Løkke sig at tilføje, at det selvfølgelig først skulle være om otte år. Hermed fjernede han enhver tvivl om, at danske reformer altid ligger lige præcis langt nok ude i fremtiden til, at ingen rigtig behøver tage stilling til dem lige nu.

Dansk Folkeparti har valgt en mere kontant stil. Partiet kræver, at der bliver smidt flere muslimer ud af Danmark, end der bliver lukket ind. Samtidig har formand Messerschmidt sagt, at han faktisk er lidt ærgerlig over, at hans sviptur sidste år til Mar-a-Lago, hvor han tog en selfie foran Donald Trumps swimmingpool, er blevet misforstået og 'har fået en anden karakter, end hvad der var min intention'. En formulering, man sjældent hører i dansk politik og mere lyder som en bortforklaring efter en upassende optræden ved en firmafest.

Mens ultimatum efter ultimatum fløj gennem luften – ingen vil i regering med nogen, som vil i regering med nogen, som måske kunne finde på at tale med nogen – var ugens højdepunkt et tv-program, hvor alle partilederne skulle tilbringe et døgn sammen på Ryslinge Højskole. Der var kærlige kram, kammeratlig konversation, korsang og klaverspil. Klaveret stemte, stemningen var god – men ingen tænkte på andet end afstemningen den 24.

Summa summarum: lidt actionfilm, lidt højskole, lidt milliardregninger og en hel del ultimatummer. Ser man det udefra, kunne man få mistanke om, at der var tale om satire. Og så var det bare endnu en helt almindelig uge i en dansk valgkamp.

• Fordi der nu er udskrevet valg, bliver det alligevel ikke til noget med regeringens forslag om at fjerne afgiften på sukker og chokolade. Det dur ikke med både politisk ustabilitet og billig Marabou.
• Det bliver heller ikke til noget med kongeparrets planlagte hofbal på Christiansborg. Det betyder, at regeringen, Folketinget og de danske medlemmer af Europa-Parlamentet nu må finde andre lejligheder til at lufte deres skræddersyede kjoler. Måske bliver udvalgsmøderne nu lidt festligere?
• For to år siden trak Danske Bank støtten til Copenhagen Pride efter en konflikt om krigen mellem Israel og Hamas, men nu er Danmarks største bank tilbage som partner. Det viser bare, at regnbuen har syv farver, og mindst én af dem er corporate blå. Og selv værdipolitik kan få en kassekredit.
• I weekenden blev der holdt en mindehøjtidelighed på Nørrebro i København for den dræbte ayatollah Ali Khamenei. 'Deltagere til sådan et arrangement hører ikke hjemme i Danmark og burde sætte sig på det første fly hjem', skrev Inger Støjberg på Facebook. Hun glemte at tilføje '– og det er ikke de eneste!'
• Omvendt mener Pelle Dragsted, at på grund af de seneste døgns angreb på Iran skal hjemsendelsen af afviste iranske asylansøgere sættes på pause på ubestemt tid. For en gangs skyld et politisk forslag, der allerede har været praktiseret i årevis.
• I Sydspanien har arkæologer fundet en elefantknogle fra den Anden Puniske Krig, som kan være det første konkrete bevis, der underbygger historien om Hannibals elefanter. Magien ved arkæologi er, at man bruger 20 år på at grave og finde én knogle, hvorefter man konstaterer: 'Dette fund ændrer alt'. Mens elefanten for 2.200 år siden bare tænkte: 'Jeg skulle være gået en anden vej.'
• I Aarhus stødte to politibiler sammen midt i et vejkryds, mens de var på vej til hver sin opgave med udrykning. Det positive er, at de var hurtigt fremme på ulykkesstedet.
• En kvinde ved navn Sadie Lowell har oprettet hjemmesiden 'Bring Back Doors' i protest mod den omsiggribende tendens på internationale hoteller til at lade væggen mellem hotelværelsets soveafdeling og toilettet være gennemsigtig. Nogen har misforstået begrebet 'a room with a view'.
• Frem til sommerferien får caféer og restauranter uanmeldt besøg af kontrollanter fra Fødevarestyrelsen, der skal efterprøve, om spisestederne holder, hvad de lover gæsterne. For eksempel skal 'italiensk stemning' dække over mere end en rødternet dug, og 'dagens fisk' skal kunne identificeres som fisk.
• I år aflyste prinsesse Benedikte sin traditionelle deltagelse i Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning. Det mest stabile i år var hestene, der fastholdt traditionen med at møde op.

LÆST:
Evelyn Waugh: Vile Bodies
1930
★★★★★☆

Vi følger en gruppe unge, rige londonere i 1920'ernes fest- og skandaleprægede selskabsliv, hvor kærlighed, pengeproblemer og konstant jagt på underholdning styrer tilværelsen. Det er skarp satire, der udstiller en tom og rastløs bright young people-kultur – ikke helt ukendt 100 år senere. En underholdende, men samtidig desillusioneret skildring af en generation uden retning.








SET:
Tre veninder (Trois amies)
Fransk komediedrama, 2024 – Filmstriben
★★★★☆☆

Tre veninder forsøger at navigere i kærlighed, begær og venskab, mens deres relationer krydser og komplicerer hinanden. Let humor og romantisk forvikling bliver blandet med mere eftertænksomme refleksioner over følelser og loyalitet. En elegant, meget fransk relationskomedie med psykologisk finesse.

Instruktion: Emmanuel Mouret
Se trailer





Red Eye (Red Eye II: Crimson Icarus)
Britisk thrillerserie, 2. sæson, 2025 – dr.dk
★★★★☆☆

En amerikansk diplomatisk kurer bliver myrdet i Heathrow lufthavn. Samtidig er MI5-chefen på vej hjem fra Washington, da hendes fly modtager en bombetrussel. Hemmeligheder, dobbeltspil og skjulte motiver driver handlingen frem i højt tempo. Stram suspense og troværdige karakterer – men et noget fortænkt plot.

Instruktion: Kieron Hawkes · Camilla Strøm Henriksen
Se trailer






PLAYLISTE:
(Klik på hver enkelt titel eller hør hele listen her på Spotify )

Lydsporet
Liza Minnelli: New York, New York (fra 'New York, New York')
Højlydt, storslået og helt umulig ikke at synge med på.

Den jazzede
Snorre Kirk · Stephen Riley: West Indian Flower
Som en velklædt kat, der går rundt i rummet: afslappet, elegant og for cool til at skynde sig.

Den fodflyttende
Candi Staton: Young Hearts Run Free
'Drop den dårlige kæreste – og dans!'

Balladen
Dianne Reeves: There'll Be Another Spring
Bedst med et glas rødvin og dæmpet belysning.

Den nostalgiske
Siw Malmquist: Förälskad i Köpenhamn
Som en solskinsdag i Tivoli.









PODCAST:
Poptillægget, Politiken: JFK Jr. og Carolyn: romantik, 90'er-mode og tragedie
Den aktuelle tv-serie Love Story på Disney+ rammer en stemning, mange længes efter. Den dyrker moden, musikken og stemningen i det sidste analoge årti, men rammer den også i dybden. Om den virkelige historie bag serien om romancen mellem JFK Jr. og hans fashionable hustru Carolyn Bessette Kennedy, som var allestedsnærværende i de tabloide magasiner i 90'erne indtil deres tragiske død i flystyrtet i 1999. Kan høres gratis på Spotify.

ARTIKLER:
New York Times: When to Bring Your Shoes to the Cobbler

Wall Street Journal: JFK Jr. Had Amazing Style. What Men Should Copy — and What Only He Could Pull Off
JFK Jr., der omkom ved en flyulykke i 1999, besad en ubesværet stilsans, der har overlevet alverdens trends. Stilen var tilbagelænet og samtidig sofistikeret, men den var hverken prangende eller pralende. Men ikke alt kan kopieres uden videre.

Der er uger, hvor Danmark lister gennem nyhedsstrømmen som en kat på uldsokker. Og så er der uger som denne, hvor mediebilledet sitrer af begivenheder, og selv den mest sindige læser må tage en dyb indånding.

Meningsmålingerne hopper rundt som forårskåde påskekyllinger i utide

Pludselig stod man dér, som hvis man havde fået stukket et tændt kanonslag i hånden af en tilfældig forbipasserende. Mette Frederiksen udskrev valg med den pludselige beslutsomhed, man normalt forbinder med at ringe efter en taxa klokken tre om natten. Den 24. marts skal vi gå i tænke- og stemmeboks, og i mellemtiden er nationen forvandlet til én lang paneldiskussion, hvor alle taler i munden på hinanden, mens meningsmålingerne hopper rundt som forårskåde påskekyllinger i utide. Venstrefløjen aner et rødt flertal. Højrefløjen aner et blåt øje. Vælgerne aner ikke, hvilket ben de skal stå på.

Som om det ikke var nok, har Grønland igen indtaget rollen som hovedperson i det geopolitiske teaterstykke, hvor kulissen er isblå, og replikkerne leveres med diplomatisk stiv overlæbe. Diskussionen om Grønlands status har i ugens løb haft et dramatisk præg, der minder om en tv-serie, hvor manuskriptforfatterne hele tiden finder på et nyt plot-twist. Trumps tilbud om et hospitalsskib blev mødt med en høflig, men tydelig nordatlantisk afvisning og en bemærkning om, at her har alle altså noget, der hedder et sygesikringsbevis, og det var der for resten nogen, der kunne lære noget af ...

Pludselig stod man dér, som hvis man havde fået stukket et tændt kanonslag i hånden af en tilfældig forbipasserende

Samtidig er forholdet til USA blevet behandlet i medierne som et skrøbeligt porcelænsstel, der både skal vises frem og pakkes forsigtigt ind. Grønland er ikke bare en ø. Det er et strategisk krydsfelt, en identitetspolitisk lakmusprøve og en uudtømmelig kilde til overskrifter med ord som suverænitet og sikkerhed. Man ser de politiske reportere for sig, der sidder klar hver morgen ved tastaturet og tænker: Hvad mon Arktis har fundet på i dag?

Imens diskuterer vi internationale studerende, forsvarsbudgetter og EU-sanktioner med en intensitet, der giver selv de mest hærdede debatprogramværter nervøse trækninger. Forsvarsudgifterne beskrives som en krigskasse, der er så godt som tom. Det lyder dramatisk, men minder også lidt om en dansk families husholdningsbudget sidst på måneden; der er stadig noget i fryseren, hvis man er lidt kreativ.

Mens de store ord runger i spalterne, fortsætter hverdagen med nødvendige indkøb, vasketøj og madpakker Valgkampen er i gang. Grønland er på dagsordenen. Verden banker på døren.

• Efter en historisk voldsom, langvarig og selvantændende shitstorm suppleret med stribevis af klummer og kommentarer trak den kontroversielle identitetstyveridømte Sisse Sejr sig som vært på podcasten 'Nedsmeltning'. Mod forventning var Sisse Sejr ikke nævnt som en af de 100 kvinder, der har indskrevet sig i historen og gjort sig fortjent til en statue.
• Sikandar Siddique, som er imod ulovlige bosættelser, valgte i stedet en midlertidig, administrativ bosættelse i København. Kommunen har nu annulleret flytningen. Det er aldrig før sket, at nogen er blevet deporteret fra en adresse, de aldrig har befundet sig på.
• Efter en bølge af røverier ansætter flere dagligvarebutikker sikkerhedsvagter, der skal holde øje med røverne. Samtidig kan de måske forklare kunderne, hvorfor der stadig kun er én kasse åben, når køen bugter sig som en spejderlejr i modvind.
• Efter mange uger med frost og deraf følgende forsinkelser kan reparationen af facaderne på det nye hospital i Aalborg endelig færdiggøres. Det positive er, at hospitalet har opnået værdifuld erfaring med langvarige forløb og uforudsete komplikationer.
• En frisør fra Viborg er blevet foreviget af Google Street View foran sit hus i underbukser og Crocs og er nu bekymret for, hvad det vil betyde for hans forretning. En løsning kunne eventuelt være at tilbyde rabat til kunder, der lover ikke at zoome ind.
• Coop har fået en kunstner til at tegne en ny version af den velkendte madpyramide. Anledningen er, at madpyramiden har eksisteret i 50 år – men vi har stadig ikke helt forstået, at toppen ikke er en indkøbsliste.
• DRTV, HBO Max og Netflix viser i øjeblikket hver sin hospitalsserie. Det er, som om streamingtjenester og tv-stationer i øjeblikket konkurrerer på livet løs om at levere det mest realistiske billede af elendighed, blod, død og forbindinger. Man begynder efterhånden at føle, man burde kunne springe første år af medicinstudiet over.
• Team Danmark-elever bruger flittigt deres mobiltelefon både inden træning og inden kampe, og det går ud over præstationerne. Før i tiden talte man om mental forberedelse – nu handler det mest om signalstyrke i omklædningsrummet.
• Novo Nordisk halverer listeprisen på vægttabsmedicinen Wegovy i USA. Det er første gang, en dansk virksomhed går ind på det amerikanske marked og siger: 'Ved I hvad? I skal ikke betale overpris. Det klarer vi selv i Skandinavien.'
• I forbindelse med valgudskrivelsen blev der sagt om SVM-regeringen, at 'fortællingen om modige politikere ved voksenbordet holdt ikke'. Voksenbordet viste sig at være et campingbord fra sommerfesten, en anelse vakkelvornt og med en tendens til at klappe sammen på de mest ubelejlige tidspunkter. Der var ellers dækket pænt op, men knive og gafler pegede ikke helt samme vej.

SET:
Johansens sidste ugudelige dage
Dansk dramaserie, 3 episoder, 1989 – dr.dk
★★★★☆☆

Johansen lever et trygt provinsliv med job i trælasten og brandøvelser i fritiden, indtil en ung kvinde dukker op og bestiller otte ruller tapet. En underspillet sommerhistorie om længsel, midtvejskrise og forelskelse, og om hvor lidt der skal til for at ryste et solidt dansk hverdagsliv. Lidt langsom for nutidens tempo, og selv om serien ikke er et mesterværk, er den et stemningsfuldt stykke dansk tv-historie. Den excenriske skuespiller Claus Nissen er perfekt valgt til rollen som Johansen.

Instruktion: Steen Rasmussen • Michael Wikke



Familien (August: Osage County)
Amerikansk drama, 2013 – dr.dk
★★★★☆☆

En far forsvinder, tre døtre vender hjem, og den pille- og sandhedsafhængige mor Violet (spillet isnende skarpt af Meryl Streep) serverer barske sandheder. Familiehemmeligheder eksploderer, især i de verbale slagsmål mellem hende og datteren Barbara, spillet af Julia Roberts. Filmen er ikke hyggelig eller let, men den er velspillet og seværdig.

Instruktion: John Wells
Se trailer






To fremmede, der helst ikke vil slå hinanden ihjel (Two Strangers Trying Not to Kill Each Other)
Britisk dokumentar, 2024 – dr.dk
★★★★★☆

Filmen følger det aldrende ægtepar, den verdensberømte fotograf Joel Meyerowitz og den britiske kunstner Maggie Barrett. Om deres kærlighed, rivalisering og fælles afhængighed, hvor jalousi, identitet og frygten for at blive glemt udspiller sig i hverdagens små, men eksplosive øjeblikke. Altså ikke et portræt af et sødt, gammelt ægtepar, men en klog film om ægteskabet som både livslang duet og daglig styrkeprøve.

Instruktion: Manon Ouimet • Jacob Perlmutter
Se trailer



PLAYLISTE:
(Klik på hver enkelt titel eller hør hele listen her på Spotify )

Lydsporet
Jytte Pilloni · Anders Roland · Finn Olafsson: Himlen over dig (fra 'Johansens sidste ugudelige dage')
Blid, dansk himmelstemning – som en sommeraften med kaffe på kanden og længsel i luften.

Den jazzede
Chet Baker: Thank Heaven For Little Girls
Fløjlstrompet og charme i velsiddende habit.

Den fodflyttende
M People: One Night in Heaven
90’er-dansegulv for fuld udblæsning

Den poppede
Belinda Carlisle: Heaven Is a Place on Earth
Powerpop med vind i håret – himlen ligger lige bag 80’ernes permanent.

Den nostalgiske
Gitte Hænning · Dirch Passer: Lille Frøken Himmelblå
Sødmefuld charme og dansk revyhumor – som sukker på jordbær.









ARTIKLER:
Permanent Style/Max Papier: Suits like cities: One way to understand Italian tailoring
Mest for nørder: Italiensk skrædderkunst afspejler sine byers temperament. Milano står for struktur og autoritet, Napoli for lethed og liv, og Firenze for balanceret, jordnær tilbageholdenhed – og valget handler i sidste ende om personlighed og livsstil, ikke om rigtigt eller forkert.

Permanent Style/Max Papier: My experience with Florentine tailors
Mere nørderi: En refleksion over personlig udvikling gennem håndværk. Artiklen beskriver, hvordan skræddersyet tøj kan signalere tid, erfaring og identitet, og hvordan tilfredsstillelsen ikke ligger i at eje mere, men i at leve med det, man har valgt.