En vis partiformand har tiltrukket sig en del uønsket opmærksomhed siden weekenden, hvor han hårdt presset erkendte, at han som ung partileder havde taget kokain til fester 'én eller højst to gange.' Det lyder umiddelbart tilforladeligt – hvis ellers man kan se bort fra, at der er handlinger i livet, som ikke egner sig til brøker.

Man kan spise en halv kage, og man kan se halvanden sæson af en tv-serie, hvis man giver op undervejs. Men nogle ting hører bare til i den mere konkrete afdeling af virkeligheden, hvor man enten har gjort det, eller også har man ikke. Når man parkerer sandheden mellem én og to gange, befinder man sig et sted mellem bekendelse og sandsynlighedsregning:

'Jeg har været gift én eller højst to gange.'

Eller:
'Jeg har kun kørt for stærkt én eller højst to gange.'

Eller:

'Jeg har kun løjet én eller højst to gange.'

Problemet er ikke tallet, men intervallet. Der er lige ved at være noget videnskabeligt over det. Som om handlingen først kan fastslås som et faktum i det øjeblik, nogen måler den. Indtil da eksisterer den i flere tilstande på én gang som en lille privat udgave af Schrödingers kvantemekanik. Man har både gjort det og ikke helt gjort det. Man både er der og er der ikke. Der er basis for fortolkning.

Og måske er det i virkeligheden den nye politiske disciplin: ikke at svare præcist, men at svare i intervaller. At være både ærlig og uklar på samme tid. At eksistere i en slags retorisk tåge, hvor fakta er der, men altså ikke helt.

Nå, nok om det. Men sjovt er det jo, når politikere vrøvler og jokker i spinaten. Især når det er en af de mest perfide og bedrevidende.