• Den 1. februar var det første landsdækkende isdøgn i Danmark i 5 år. For første gang siden pandemien var befolkningen samlet om noget, der ikke krævede pressemøder. Til gengæld tog alle ekstra strømper på og talte om det i tre døgn.
• Det er blevet modtaget med en blanding af chok, vantro og overraskelse, at den norske kronprinsesse, Mette-Marit, var at finde i de mere end tre millioner nye dokumenter fra Epstein-sagen. Ikke som hovedperson, men som det, man ville kalde 'noget, der kræver en forklaring'.
• Donald Trump vil ikke bruge mere krudt på Epstein-filerne og siger, at det er på tide at komme videre. Den norske kronprinsesse er enig.
• TV2's dokumentar om udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen blev kaldt et flop på linje med Melania Trumps film om sig selv. Det er betryggende, at internationale standarder stadig gælder.
• Amsterdam forbyder udendørs reklamer for blandt andet flyrejser, fordi de opfordrer til klimaskadelig adfærd. Der er indtil videre ingen planer om at nedlægge lufthavnen.
• Delebilsplatformen GoMore vil i slutningen af februar lukke for funktionen samkørsel. Direktøren forklarer lukningen med, at man ikke tjener nok penge på det. Kunderne tog simpelt hen firmaets navn for bogstaveligt.
• I mandags lancerede luksuskonditoriet Maison d'Angleterre en fastelavnsbolle med bladguld og creme af de sidste hvide vintertrøfler til 495 kroner. Pludselig forstod alle, hvorfor det haster med den forkætrede fødevarecheck.
• Lars Fruergaard, der stoppede som Novo-direktør sidste år, forlod posten med en lønpakke på 22,2 millioner plus pension, bonus, godtgørelse i forbindelse med en konkurrenceklausul og en fratrædelsesgodtgørelse på 101,4 millioner kroner, i alt 123 milloner kroner. Formentlig er han også berettiget til en fødevarecheck.
• Ved årsskiftet overtog DAO brevomdelingen fra PostNord, og siden er det væltet ind med tusindvis af klager, fordi brevene er forsinket. Efter alt at dømme har DAO sat en ære i at videreføre PostNords praksis.
• I landets folkeskoler har det været 'Uge Sex' med ekstra fokus på seksualundervisningen, og på en skole i Esbjerg har en kvindelig lærer hver dag haft et nyt nøgenkostume på for at 'tage pinligheden ud af emnet'. På andre skoler nøjedes læreren med at tage sandalerne af.

LÆST:
Hanne-Vibeke Holst: Knud, den store
Roman, 2014
★★★★★☆

Hanne-Vibeke Holst vender blikket indad mod sin egen familiehistorie og især mod sin far, den folkekære og produktive forfatter Knud Holst. Det er en personlig, kærlig og til tider nådesløs roman om at vokse op i skyggen af et stort talent og et endnu større ego. Romanen skildrer Knud Holst som et menneske fuld af modsætninger: charmerende, kreativ, arbejdsom, men også selvoptaget, dominerende og følelsesmæssigt fraværende. Han er 'den store' både i betydningen berømt og betydnings-fuld, men også i en mere problematisk forstand. Han er en far, der fylder meget uden at levne meget plads til sin kone og sine børn. Handlingen følger datterens barndom og ungdom, hvor familien lever et liv med litteratur, kunst og intellektuelle ambitioner, men også med uro, konflikter og en konstant kamp for anerkendelse. Faderen skriver, drømmer og kræver, at familien indretter sig efter hans temperament og behov. Det underholdende, men også smertefuldt morsomme, er Hanne-Vibeke Holsts ærlige blik på både faren og sig selv. Hun skriver uden at lægge fingrene imellem, men heller ikke uden forståelse. Knud Holst fremstilles hverken som skurk eller helgen, men som et komplekst menneske med følelsesmæssige mangler. Romanen er vel det, man vil kalde autofiktion, og befinder sig et sted mellem beundring og opgør. Det er ikke bare en bog om Knud Holst. Det er også en bog om, hvordan man som voksen forsøger at forstå sin barndom (og sin far) både kærligt og kritisk.

Jeg har ikke læst bogen for nylig, men jeg blev mindet om den, da jeg hørte podcasten Døde forældres klub på DR Lyd, hvor Hanne-Vibeke Holst både fortæller om sin far og sin mor, Kirsten Holst, der også var forfatter. Hvis man ikke orker at læse romanen, er podcasten en fin erstatning.


SET:
Shiva Baby
Amerikansk komediedrama, 2020 – Filmstriben
★★★★★☆

Danielle er ung, forvirret, akademisk ambitiøs og følelsesmæssigt under renovering så at sige. Hun tager modvilligt med sine forældre til en shiva – den indledende syvdages sørgeperiode i jødedommen, der følger umiddelbart efter begravelsen af en nær slægtning. Hun tror, det bare bliver nogle akavede kram, tørre donuts og upassende spørgsmål om hendes fremtid. Men det går anderledes, for ind ad døren træder slægtninge, der spørger alt for meget, en ekskæreste, hun ikke er helt færdig med, og som prikken over i'et: hendes sugardaddy, ledsaget af sin meget gravide kone og deres lille barn. Danielle forsøger desperat at holde styr på løgne, hemmeligheder, blikke og små kommentarer, mens hendes indre panik vokser. Alt foregår næsten i realtid ét sted, og spændingen skrues konstant op, som om det var Hitchcock, der havde instrueret en familiekomsammen. Rachel Sennott er fremragende som Danielle: sarkastisk, sårbar, irriterende og helt menneskelig. Dialogen er hurtig, og der er stort set ingen flugtveje for Danielle. Det er en film, man ser med krumme tæer, grin og med en sær følelse af lettelse bagefter. En slags romantisk komedie 2.0 med bid, og noget af det sjoveste, jeg har set længe.
Instruktion: Emma Seligman
Se trailer


Kvinden med kameraet
Dokumentar, 2024 – dr.dk
★★★★★☆

En rolig og tankevækkende dokumentar om fotografen Susanne Mertz og hendes måde at se verden på. Filmen handler ikke kun om hendes billeder, men mindst lige så meget om hendes liv, holdninger og stædighed. Hun har siden 1960'erne brugt kameraet til at dokumentere miljøer, mennesker og byliv på en måde, der føles ærlig og personlig snarere end pæn eller poleret. Der sker ikke voldsomt meget i klassisk forstand, men det er heller ikke pointen. Susanne Mertz er et menneske, der har insisteret på at gøre tingene på sin egen måde, også selv om hun ikke altid har passet ind i kunstverdenens forventninger. Hun fortæller med både alvor og humor om sit arbejde med blandt andre Kim Larsen, Gitte Hænning, Anne Marie Helger og Jytte Abildstrøm, og man mærker tydeligt, at hendes kunst ikke bare er et job, men noget der ligner et kald. Filmen minder lidt om Susanne Mertz’ fotografier: Den haster ikke, men giver sig tid til at dvæle. Man sidder tilbage med en følelse af at have mødt et menneske, der tør se og vise det, som ikke altid er smukt eller behageligt, men som er ægte.
Instruktion: Torben Skjødt Jensen


PLAYLISTE:
(Kan høres på Spotify her)

Jenö Jandö: Franz Liszt Liebestraum no. 3
Romantisk klaverdrøm, hvor følelserne giver sig god tid.

Den jazzede
Lars Gullin: Dannys Dream
Nordisk jazz med melankoli på lavt blus og bløde kanter.

Balladen
Gitte Hænning: Drøm en lille drøm om mig
Naiv charme og uskyld, som om verden stadig er lidt venlig.

Den poppede
OneTwo: Midt i en drøm
80’er-pop med store følelser og syntetisk håb.

Den gakkede
Dizzy Gillespie: Ooh-Shoo-Be-Doo-Bee
Bebop i højt gear, hvor humoren spiller om kap med trompeten.