Hanne-Vibeke Holst: Knud, den store
Roman, 2014
★★★★★☆
Hanne-Vibeke Holst vender blikket indad mod sin egen familiehistorie og især mod sin far, den folkekære og produktive forfatter Knud Holst. Det er en personlig, kærlig og til tider nådesløs roman om at vokse op i skyggen af et stort talent og et endnu større ego. Romanen skildrer Knud Holst som et menneske fuld af modsætninger: charmerende, kreativ, arbejdsom, men også selvoptaget, dominerende og følelsesmæssigt fraværende. Han er 'den store' både i betydningen berømt og betydnings-fuld, men også i en mere problematisk forstand. Han er en far, der fylder meget uden at levne meget plads til sin kone og sine børn. Handlingen følger datterens barndom og ungdom, hvor familien lever et liv med litteratur, kunst og intellektuelle ambitioner, men også med uro, konflikter og en konstant kamp for anerkendelse. Faderen skriver, drømmer og kræver, at familien indretter sig efter hans temperament og behov. Det underholdende, men også smertefuldt morsomme, er Hanne-Vibeke Holsts ærlige blik på både faren og sig selv. Hun skriver uden at lægge fingrene imellem, men heller ikke uden forståelse. Knud Holst fremstilles hverken som skurk eller helgen, men som et komplekst menneske med følelsesmæssige mangler. Romanen er vel det, man vil kalde autofiktion, og befinder sig et sted mellem beundring og opgør. Det er ikke bare en bog om Knud Holst. Det er også en bog om, hvordan man som voksen forsøger at forstå sin barndom (og sin far) både kærligt og kritisk.
Jeg har ikke læst bogen for nylig, men jeg blev mindet om den, da jeg hørte podcasten Døde forældres klub på DR Lyd, hvor Hanne-Vibeke Holst både fortæller om sin far og sin mor, Kirsten Holst, der også var forfatter. Hvis man ikke orker at læse romanen, er podcasten en fin erstatning.
Shiva Baby
Amerikansk komediedrama, 2020 – Filmstriben
★★★★★☆
Danielle er ung, forvirret, akademisk ambitiøs og følelsesmæssigt under renovering så at sige. Hun tager modvilligt med sine forældre til en shiva – den indledende syvdages sørgeperiode i jødedommen, der følger umiddelbart efter begravelsen af en nær slægtning. Hun tror, det bare bliver nogle akavede kram, tørre donuts og upassende spørgsmål om hendes fremtid. Men det går anderledes, for ind ad døren træder slægtninge, der spørger alt for meget, en ekskæreste, hun ikke er helt færdig med, og som prikken over i'et: hendes sugardaddy, ledsaget af sin meget gravide kone og deres lille barn. Danielle forsøger desperat at holde styr på løgne, hemmeligheder, blikke og små kommentarer, mens hendes indre panik vokser. Alt foregår næsten i realtid ét sted, og spændingen skrues konstant op, som om det var Hitchcock, der havde instrueret en familiekomsammen. Rachel Sennott er fremragende som Danielle: sarkastisk, sårbar, irriterende og helt menneskelig. Dialogen er hurtig, og der er stort set ingen flugtveje for Danielle. Det er en film, man ser med krumme tæer, grin og med en sær følelse af lettelse bagefter. En slags romantisk komedie 2.0 med bid, og noget af det sjoveste, jeg har set længe.
Instruktion: Emma Seligman
Se trailer
Kvinden med kameraet
Dokumentar, 2024 – dr.dk
★★★★★☆
En rolig og tankevækkende dokumentar om fotografen Susanne Mertz og hendes måde at se verden på. Filmen handler ikke kun om hendes billeder, men mindst lige så meget om hendes liv, holdninger og stædighed. Hun har siden 1960'erne brugt kameraet til at dokumentere miljøer, mennesker og byliv på en måde, der føles ærlig og personlig snarere end pæn eller poleret. Der sker ikke voldsomt meget i klassisk forstand, men det er heller ikke pointen. Susanne Mertz er et menneske, der har insisteret på at gøre tingene på sin egen måde, også selv om hun ikke altid har passet ind i kunstverdenens forventninger. Hun fortæller med både alvor og humor om sit arbejde med blandt andre Kim Larsen, Gitte Hænning, Anne Marie Helger og Jytte Abildstrøm, og man mærker tydeligt, at hendes kunst ikke bare er et job, men noget der ligner et kald. Filmen minder lidt om Susanne Mertz’ fotografier: Den haster ikke, men giver sig tid til at dvæle. Man sidder tilbage med en følelse af at have mødt et menneske, der tør se og vise det, som ikke altid er smukt eller behageligt, men som er ægte.
Instruktion: Torben Skjødt Jensen
(Kan høres på Spotify her)
Jenö Jandö: Franz Liszt Liebestraum no. 3
Romantisk klaverdrøm, hvor følelserne giver sig god tid.
Den jazzede
Lars Gullin: Dannys Dream
Nordisk jazz med melankoli på lavt blus og bløde kanter.
Balladen
Gitte Hænning: Drøm en lille drøm om mig
Naiv charme og uskyld, som om verden stadig er lidt venlig.
Den poppede
OneTwo: Midt i en drøm
80’er-pop med store følelser og syntetisk håb.
Den gakkede
Dizzy Gillespie: Ooh-Shoo-Be-Doo-Bee
Bebop i højt gear, hvor humoren spiller om kap med trompeten.








Jeg havde ikke set det om reklameforbuddet i Amsterdam. Tror man virkelig, at det vil mindske flytrafikken, hvis man ikke må reklamere for den? Åbenbart ...
På den anden side ved jeg faktisk ikke, om det har haft en positiv effekt at forbyde reklamer for cigaretter og spiritus. Og man må godt reklamere for spil. Logik?
DAO har tilsyneladende slået et større brød op, end de kunne bage ... det går i hvert fald ikke særlig godt med den brevomdeling, og Postnord må ærlig talt fryde sig en lille smule.
Har du ikke engang været i København for at købe den dyre fastelavnsbolle? 😁
Det er de underligste ting, der går sport/mode i ...
De brave nordmænd må selvanalysere, om den norske folkesjæl har indrulleret dem i både olie og usårlig økonomisk og moralsk selvtilfredshed i disse år, medens de med blikket rettet mod kongeslottet for enden af Karl Johans gate spekulerer over Mette-”Mareridt”s og hendes søn Marius Borg Højby alias ”Papprinsen”s moralske sidespring. Den kendte norske glose ”koselig” bliver sandelig tryktestet som aldrig før.
Schipol airport i AMS er en af Europas mest potente hubs. Alene indtjeningen giver ikke de let gerrige og meget livsduelige nederlændere anledning til at nedlægge noget som helst, der gælder lufthavne, narkotiske platforme, sexklubber eller f.eks. renrumslaboratorier til chip- og halvlederudvikling (Eindhoven).
Ifald socialt belastede rockere og den fyrede Fruergaard skulle møde hinanden ved køledisken i et supermarked i sidstnævntes hjemkommune, Høje Taastrup, for at indløse en (evt.) fødevarecheck, må det give anledning til det mest larmende grineanfald i den nu 56-årige dynamiske københavnske vestegnskommunes historie.
Denne kommentator har det svært med for store ego´er, hvorfor ”Knud den Store” (absolut alt inkluderet) overspringes uden tøven. Derimod kan adderes, at man kender Lars Gullins (stadig nulevende) enke bosat i en mindre by i Blekinge, samt at ”OneTwo” altid genererer god ekstra energi ved periodevis lytten på Sportify.
Mange tak for ugerevyens fine verbale fletninger!
@Ellen: Ja, hvis man holder op med at flyve, bare fordi man ikke ser en plakat, må vi også forvente, at folk stopper med at spille, ryge og drikke, hvis vi hænger et lagen over alting. Det gør de mærkeligt nok ikke – i hvert fald bliver der stadig solgt cigaretter, selv om de befinder sig bag butikkernes forhæng.
Ja, det fremgår i det mindste, at , DAO har taget munden lidt for fuld. Måske står forkortelsen i virkeligheden for Den Adstadige Omdeling. Og nej, jeg har endnu ikke været i København efter den dyre fastelavnsbolle – jeg venter på, at den bliver forbudt at reklamere for. Så bliver jeg for alvor nysgerrig.
@Erik Hulegaard: Det er jo et helt nordisk kammerspil, du ridser op her – med Norge som en slags oliemættet Hamlet, der står på Karl Johan og spejder mod slottet og tænker: 'Er vi koselige … eller bare selvtilfredse?' Ordet koselig knager ganske rigtigt i fugerne, når det skal rumme både moralske sidespring og national selvransagelse i fuld HD.
Nej, hollænderne lukker nok ikke noget, hvis der er penge i det. Idealismen stopper typisk dér, hvor regnearket begynder, men det er vist ikke et specielt hollandsk fænomen.
Scenariet ved køledisken i Høje Taastrup er i øvrigt ren vestegnsk commedia dell'arte. Det er næsten synd, at kommunen ikke allerede har sat det på kulturbudgettet som performancekunst: Fødevarecheck – the musical.
Med hensyn til Knud Holst, kender jeg ikke meget til hverken ham eller hans forfatterskab, men overdrevent selvoptagne forfattere har man hørt om før. Det er også mere romanens skildring end hovedpersonen selv, der gør bogen læseværdig. Jeg har altid fundet det interessant at få et indblik i, hvordan samspilet i andre familier end ens egen fungerer.
Og selv tak!