• I denne uge har temperaturen igen ligget lige under frysepunktet, men indregner man chillfaktoren og den generelle verdenssituation har de fleste følt det som at bo på indlandsisen.
• Den amerikanske friklatrer Alex Honnold har uden hjælpemidler klatret helt op til toppen af verdens højeste skyskraber, der har 101 etager og ligger i Taiwan. Donald Trumps formodede reaktion: '101 etager? Jeg havde klatret 102, og der havde været længere mellem etagerne. Desuden er det fake news, at bygningen ligger i Taiwan. Hvis det er verdens højeste, ligger den i USA.'
• Rebildfesten vil i år blive gennemført uden officiel politisk repræsentation fra USA, men Rebildselskabet understreger, at festen stadig er dansk-amerikansk. Den amerikanske del bliver bare leveret i form af hotdogs og akavet stemning.
• Antallet af danske rejsende til Japan er eksploderet. Men hvorfor lige Japan? Måske høflighed, orden og tog, der går til tiden. Det føles eksotisk.
• Ni lande vil gå sammen om at tidoble vindkraften i Nordsøen i, hvad der beskrives som 'et rasende tempo'. I energibranchen betyder det, at noget måske er færdigt, inden alle involverede er gået på pension.
• Liberal Alliance trækker sig fra forhandlingerne om Energiø Bornholm., fordi det bliver for dyrt. De foretrækker strøm, der opstår spontant på et frit marked.
• Sverige vil næste år indføre et forbud mod mobiltelefoner i alle grundskoler fra næste skoleår. Det er første skridt mod en skole, hvor børn opdager, at der også er en lærer i lokalet. Næste skrdt bliver at genindføre blyanten som en slags eksperiment.
• 67 procent af danskerne har deres telefon, tablet eller computer fremme, mens de ser tv. Resten har bare glemt, hvorfor fjernsynet er tændt.
• Alene i januar har Fyns Politi udskrevet bøder 1.328 gange for trafikovertrædelser, især for håndholdt mobiltelefon under kørsel. Der blev også uddelt bøder til dem, der ikke holdt mobilen i hånden, men balancerede den på skulderen, styrede med knæene og skrev med næsen.
• Man kan nu søge ind på et såkaldt hackerakademi og få en uddannelse, hvor man bliver rustet til at arbejde som hacker hos Danmarks militære efterretningstjeneste. Ansøgere med russiskklingende navne vil blive sorteret fra.

LÆST:
Anne Sofie Allarp og Ditte Giese: Breve til livet
2020
★★★★★☆

I denne uge døde journalisten Ditte Giese, som jeg aldrig har mødt, men som jeg alligevel syntes, jeg kendte lidt efter at have læst hendes klummer om alt mellem himmel og jord i Politiken gennem mange år. Derfor blev jeg også berørt af hendes død, ikke mindst fordi hun kun blev 48 år gammel. Årsagen var kræft, som blev overset af hendes læge i fire år, hvorefter det var for sent, og som nu har kostet hende livet. Hvis ikke hun var den ene af de to kvinder, der har skrevet Breve til livet, var det nok aldrig faldet mig ind at læse bogen, som i sagens natur først og fremmest henvender sig til kvinder. Den er opbygget som en række breve, der kredser om de store eksistentielle temaer: kærlighed, arbejde, ambitioner, ensomhed, kvindeliv, vrede, fortrydelser og det evige spørgsmål om, hvordan man egentlig lever et meningsfuldt liv uden at miste sig selv undervejs. Det særlige er tonen: Den er personlig uden at være selvmedlidende, tænksom uden at være belærende – og ind imellem faktisk også morsom. Her er både journalistisk skarphed og åbenhed, og brevene fungerer som små nedslag i et liv, der hverken er poleret eller pakket ind i Instagram-filtre. De to skriver med vid, bid og selvironi, og man mærker to forskellige temperamenter, der ikke er enige om alt, hvad det gør bogen langt mere interessant end en unuanceret selvhjælpsbog. Det er ikke en manual til det gode liv, men snarere en invitation til at tænke med; den serverer ingen nemme svar, men stiller gode spørgsmål. Ditte Gieses sproglige overskud skinner igennem hele vejen trods den skygge, hendes sygdom også kaster over bogprojektet, som kom i stand umiddelbart efter at hun blev syg.

Jeg tror ikke på noget efter døden, så jeg forestiller mig ikke, at Ditte Giese er blevet til en engel – men hun skrev som en. Så sent som i søndags kunne man læse hendes afskedsklumme i Politiken. Samme sted blev hendes nekrolog bragt tre dage senere (det er vild læsning!), og Anne Sofie Allarp har skrevet sin egen gribende nekrolog i Weekendavisen. Alle tre arktikler er højst læseværdige, men desværre bag betalingsmur.


SET:
Perfect Days
Japansk drama, 2023 – Filmstriben
★★★★★☆

Filmen følger Hirayama, en midaldrende mand, der arbejder som toilet-rengøringsmand i Tokyo på de ikoniske, arkitekttegnede offentlige toiletter, og Hirayama udfører sit arbejde med en omhu og respekt, der næsten gør det til kunst. Hver dag begynder på samme måde: han vågner, børster tænder, tager sit arbejdstøj på og kører gennem byen til tonerne af gamle kassettebånd med Van Morrison, Patti Smith, The Animals og Lou Reed ('Perfect Day', selvfølgelig). Rutinerne gentager sig, og handlingen er bevidst minimalistisk. Der er ingen dramatik eller højlydte konflikter. I stedet oplever man Hirayamas hverdag i små, præcise observationer: hans kærlighed til bøger, hans fascination af lyset mellem træernes blade, hans enkle frokoster og hans stille smil til verden. Langsomt forstår man, at dette ikke er et taberliv, men et liv i balance. Gennem små møder med andre mennesker – en kollega, en niece, tilfældige forbipasserende – aner man sprækker i Hirayamas fortid. Filmens styrke er, at den aldrig forklarer alt. Wenders stoler på, at publikum selv mærker efter og lægger brikkerne sammen. Perfect Days kan ses som en protest mod tempoet i en verden, der konstant kræver opmærksomhed, og minder os om værdien af det langsomme, gentagelsen og det tilsyneladende trivielle. Kōji Yakusho er fremragende i hovedrollen – hans ansigt fortæller mere i stilhed end mange manuskripter gør med ord. Hvis man forventer action, tempo og klare konklusioner, vil man kede sig. Men tør man give sig hen og acceptere filmens rytme, belønnes man med en stille eksistentiel varme og en sjælden følelse af ro. Perfect Days er en kærlighedserklæring til hverdagen – og en påmindelse om, at et godt liv ikke nødvendigvis handler om at stræbe efter mere, men om at være fuldt til stede i det, man allerede har.
Instruktion: Wim Wenders
Se trailer


Mig og pingvinen (The Penguin Lessons)
Britisk-spansk komediedrama, 2024 – Filmstriben
★★★★★☆

Filmen bygger på den sande historie ('Inspired by real events') om den britiske lærer Tom Michell, der i 1970'ernes politisk urolige Argentina arbejder på en kostskole for privilegerede, lettere umotiverede drenge. Tom er desillusioneret, lidt verdensfjern og mest af alt klar til at passe sit job uden at involvere sig for meget – hverken i eleverne eller i landet omkring ham. Alt ændrer sig, da han under en strandtur redder en olieskadet pingvin. Det, der skulle have været en god gerning og et hurtigt farvel, udvikler sig til et livslangt venskab, da pingvinen nægter at forlade ham. Pludselig står Tom med et uventet kæledyr, der flytter med ind på skolen – og endnu mere uventet bliver katalysator for forandring. Pingvinen (med mere personlighed end mange bipersoner i andre film) bryder isen mellem Tom og hans elever. Den bliver et symbol på omsorg, ansvar og det at turde engagere sig i andre mennesker i en verden præget af frygt, tavshed og politisk undertrykkelse. Der balanceres fint mellem humor og alvor. Pingvinen leverer de charmerende øjeblikke og de stille grin, men filmen glemmer aldrig den historiske kontekst: et Argentina, hvor militærdiktatur og forsvindinger lurer i baggrunden. Det giver historien tyngde uden at kvæle dens varme. Filmens budskab om, at empati smitter, fungerer. Tom Michells udvikling – fra distanceret observatør til engageret menneske – føles ægte og velspillet af Steve Coogan, og pingvinen bliver aldrig bare en gimmick. Den er snarere et spejl: Når man tager ansvar for noget skrøbeligt, begynder man også at tage ansvar for verden omkring sig. Det er en vidunderlig film, der ikke råber – den fortæller. Sød, klog og uden at blive sukkersød.
Instruktion: Peter Cattaneo
Se trailer

PLAYLISTE:
(Kan høres på Spotify her)

Den klassiske
Berliner Philharmoniker/Herbert von Karajan: Edward Grieg Peer Gynt Suite No. 1, Op. 46 I: Morning Mood
Blidt, lyst og så smukt, at solen næsten står op af sig selv.

Den jazzede
McCoy Tyner: The Days Of Wine And Roses
Elegant jazz med dybde.

Balladen
Lou Reed: Perfect Day
Sødme med en mørk skygge.

Den fodvippende
Shakatak (feat. Al Jarreau): Day by Day
Smooth, funky feelgood.

Den gakkede
Mahna Mahna and The Two Snowths: Mah Na Mah Na
Anarkistisk ørehænger: fjollet, genial og umulig at få ud af hovedet.