Man må antage, at det var det dårlige vejr, Thøger Larsen havde i tankerne, da han skrev 'Du danske sommer, jeg elsker dig, skønt du så ofte har sveget mig'. Men som vi har erfaret i den forløbne weekend med livstruende hedebølge og aflyste arrangementer i stribevis, kan vejret også blive for godt.
Som bekendt er vi ikke herre over vejrets kalamiteter. Men det samme gælder ikke alle sommerens andre tvivlsomme ingredienser i form af traditioner og mere eller mindre frivillige pinefulde ritualer. Dem har vi kun har os selv at takke for.
Der er intet afslappende ved at stå med en tang i hånden og overvåge gløder med en flyveleders koncentration
For hvem har i virkeligheden lyst til at sidde i sand, der opfører sig som glimmer ved en børnefødselsdag og bliver siddende på kroppen til oktober? Og ingen indrømmer, at det er anstrengende at slæbe seks kilo håndklæder, en køletaske, solcreme, en mustensroman og en oppustelig enhjørning hen til et sted, hvor der hverken er skygge eller toiletter. Alligevel tager man til stranden. Man finder en plads, smører sig ind i en fedtet substans og lægger sig til rette på et tæppe i håb om, at solen begynder at skinne lige om lidt. Det gør den ikke. Man ender med at ligge og småfryse i vinden i tre timer.Det kan også være, at man inviterer til grillparty i haven. Ingen ved præcis, hvornår det blev synonymt med afslapning at grille. Der er intet afslappende ved at stå med en tang i hånden og overvåge gløder med en flyveleders koncentration. Alligevel gentager ritualet sig hvert år. Man dyrker udelivet. Det betyder i praksis, at man flytter al madlavning fra et køkken med emhætte og lys til en terrasse med røg og et udvalg af insekter. De første pølser, der enten er rå eller forkullede, indtager man med påstået velbehag.
Is hører også sommeren til. Ikke nødvendigvis fordi man har lyst til is, men fordi temperaturer over 22 grader forpligter én moralsk til at stå i kø foran en iskiosk og overveje, om man skal holde sig til den sædvanlilge vaffel med vanilje og jordbær, eller om man skulle vove halsen og forsøge sig med saltkaramel og banan for en gangs skyld. Det gør man så – og fortryder. Næste år gentager man forsøget.
Man skal købe nye kartofler og spise jordbær, selv om de fleste er sure eller uden smag, og man måtte kassere halvdelen
Alle elsker pr. refleks de lange sommeraftener. Det er vigtigt at sidde ude længe, selv om mørket og kulden sniger sig ind på én, og selv om ingen egentlig har mere at sige hinanden. Så man bliver siddende med et tæppe om skuldrene og gentager med faste mellemrum mantraet: 'Der er altså noget helt særligt over de lyse aftener.' Ingen går ind, før klokken er langt over sengetid. De mest yderliggående bliver ude og sover i shelter.Man må ikke glemme de obligatoriske små eventyr. Man skal cykle et sted hen eller besøge et loppemarked. Man skal købe nye kartofler og spise jordbær, selv om de fleste er sure eller uden smag, og man måtte kassere halvdelen. På et tidspunkt skal man sige: 'Vi skal huske at nyde det.'
Måske er sommerglæde ikke glæde i klassisk forstand, men snarere en form for årstidsbestemt socialisering. Vi tager til stranden, selv om der er rarere hjemme i haven. Vi spiser is, selv om vi ikke er lækkersultne. Vi tænder grillen, selv om ovnen virker bedre. Vi sidder ude og fryser med anstand for at kunne sige, at vi sad ude. Vi tager billeder af solnedgange, som ligner alle andre solnedgange. Altsammen uden at tænke nærmere over det, fordi det nu engang hører sig til.
Sidst i august konstaterer vi, at sommeren gik alt for hurtigt. Vi føler, vi burde have fået mere ud af den. Næste år gør vi præcis det samme igen, for sommeren er ikke bare en årstid, den er en opgave. Og fra og med i dag har vi stadig et par måneder til at løse den.
Hahaha - kender du udsendelserne fra for længe siden (BBC, tror jeg) der hed Grumpy Old Men? Du ville have passet perfekt som et af de faste indslag, for de brokkede sig over alt og alle, men på en særdeles morsom og intelligent måde.
Der var en tilsvarende Grumpy Old Women, men den taler vi ikke om nu 😉
Jeg er såmænd enig et godt stykke ad vejen, men jeg elsker altså grillmad!
Og at sove udendørs, men det var mest i Sverige, hvor vi havde en stor terrasse i førstesalshøjde, så jeg behøvede ikke at frygte at blive løbet over ende af en elg. Det var fantastisk at ligge der og tælle stjerneskud i august.
Nej tak til både strand og is ... må dog indrømme, at jeg ikke havde noget imod nogen af delene indtil jeg blev voksen.
Og så gætter jeg på, at vi igen er ude i noget "overdrivelse fremmer forståelsen" 😁
@Ellen: Haha, jeg tager Grumpy Old Men-stemplet som en kompliment. Desværre er jeg bange for, at min grumpyness ikke er aldersrelateret, men snarere må karakteriseres som en arbejdsskade fra dengang jeg i seks år havde et dagligt radioprogram, hvor grundelementerne i konceptet var satire og brok over menneskelig dårskab. Jeg må dog indrømme, at jeg selv havde udarbejdet konceptet, men kynisk brokkeri er nu engang mere underholdende end lalleglad begejstring, hvis man ikke tager det alt for alvorligt :)
Lad mig også præcisere, at jeg ikke er imod sommer. Jeg er bare skeptisk over for dens mere højlydte tilhængere. Og hvad grilleriet angår, er min anke ikke så meget maden som hele ritualet omkring den: mænd der pludselig omtaler sig selv som 'grillmester', en kulinarisk selvtillid helt ude af proportioner med resultatet og en forventning om begejstring over en pølse med grillstriber. Til gengæld må jeg sige, at din svenske terrasse er den mest attraktive sommerstrategi, jeg har hørt om. Jeg har godt nok ingen erfaring med at sove ude og får det heller aldrig, men det lyder besnærende med stjerneskud og nul risiko for at dele oplevelsen med en familie på seks og en bluetooth-højtaler.
Ja, som barn var isvafler tilværelsens højdepunkt. Som voksen tænker man mest, hvorfor alt er klistret, og hvornår det blev socialt acceptabelt at stå 28 minutter i kø for noget der smelter på 14 sekunder?
Måske er det bare sådan voksenlivet fungerer: Man bliver ikke mindre glad for sommer. Man bliver bare mere selektiv i sin begejstring.
Hehe og ganske enig. Dog:
Grillmad er afslappende, hvis en anden person står for at branke pølserne - så er det "nem mad". Man skal heller ikke undervurdere den uselviske glæde ved at dele sit brankede måltid med hvepsene og senere sit blod med myggene.
@Eric: Det er rigtigt – grillmad er kun afslappende, så længe man selv indtager den strategisk vigtige rolle som den, der nøjes med at give gode råd. Hvepse og myg skal jo også have sommerferieoplevelser, og med lidt god vilje er der noget smukt ved at stå dér, let røget, lettere opædt og tænke: Sikke en dejlig aften, naturen tog virkelig imod os med åbne arme!
Som det fint beskrives, har den danske sommer sin egen ”uniform”, nogenlunde afpasset den enkeltes størrelse og behov. De lidt yngre årgange ville nok tilføje de (for?) mange festivaler, hvor lydniveauet duellerer med vejret om den længste personlige opmærksomhed.
Andre finder behag i kilometer lange bilkøer til EU´s mange (sundhedsfarlige?) destinationer, men som indlægget så rigtigt præciserer ”skal vi huske at nyde det!”.
For de sportsglade er der (for) rigeligt med reportager fra Tour de France og Wimbledon samt ekstra VM-fodbold fra hele 3 lande, der næppe når de afsluttende finaler, som allerede nu med eller uden hjælp af VAR (måske?) kan idømmes Félicitations aux meilleurs - félicitations à la France.
@Erik Hulegaard: Du har ret, den danske sommer er i virkeligheden et logistisk og sansemæssigt udholdenhedsritual forklædt som fritid.
Festivalerne er et smukt eksempel på moderne fællesskab: tusindvis af mennesker samlet i mudder for i fællesskab ikke at kunne høre hinanden tale. Bilkøerne mod syd tilbyder til gengæld en mere kontemplativ ferieform, hvor man i timevis kan nyde udsigten til den samme bagkofanger og stille sig selv det klassiske sommerspørgsmål: Skulle det forestille at være ferie?
Og sporten – ja, sommeren er den tid på året, hvor man opdager, at man pludselig har stærke holdninger til bjergtrøjer, græsunderlag og VAR-afgørelser, som man (jeg) aldrig havde hørt om før.
Vigtigst af alt: Sommeren er kort, men heldigvis når vi at brokke os over det meste alligevel.