DIT OG DAT midt i den agurketid:
Evelyn Waugh: Brideshead Revisited
Roman, 1945
Min svaghed for tv-serien har allerede fyldt rigeligt, men jeg har først nu fået læst romanen, og jeg blev ikke skuffet. Waugh skriver med ironi, men også stor sentimentalitet, og tv-serien er særdeles loyal over for romanen. Den bruger store dele af Waughs dialog direkte fra bogen.
Titanic i farver (Titanic In Colour)
Britisk dokumentar, 2 episoder, 2024 – dr.dk
Historien om Titanic er velkendt. Farvefotografiet fandtes ikke i 1912, da skibet forliste, men her har man farvelagt film og fotos, især fra før afsejlingen, og billeder, der giver et nyt perspektiv på omgivelserne og passagererne. Dokumentaren trækker på ekspertudtalelser og interviews med efterkommere og forklarer Titanics byggeri, britisk-irsk politisk baggrund og det kolossale sociale misforhold ombord. Farvelægningen udgør kun et lille aspekt af dokumentaren, og meget af det visuelle materiale stammer fra Titanics søsterskib Olympic, ikke Titanic selv. Hvis man er fascineret af historien og vil opleve historiske billeder i ny opdateret form, skal man se filmen, men den rummer ikke dramatisk nyt materiale. Men ikke uinteressant.
Danefæ
Dansk drama, 6 episoder, 2025 – TV 2 Play
Vi følger et arkæolog-ægtepar – hun er deltidsansat på Vikingemuseet Ladby, han er direktør på Nationalmuseet i København. På deres sølvbryllupsdag opdager den tilbageholdende, men fagligt stolte Ester, at de fondsmidler, hun selv havde ansøgt om, er havnet hos hendes mand Michael – et egoistisk træk, der udløser et dybtliggende magttema og ægteskabsdrama. Ester gør et tusind år gammelt fund fra vikingetiden, der sætter både personlig og national identitet på spil – inklusive kulturpolitik, forskningsetik og kønsroller. Eminent skuespil af både Trine Maria Christensen som den undervurderede og tilsidesatte Ester og Anders W. Bertelsen som den selvpromoverende og dominerende Michael.
Instruktion: Dagur Kari
Se trailer
The Royals
Podcast – The Times
Som principiel ikke-royalist er jeg meget lidt optaget af, hvad der foregår i de kredse, men mine anglofile tilbøjeligheder ledte mig ikke desto mindre til The Times' ugentlige podcast The Royals with Roya and Kate. Det er en blanding af sladder og information om det britiske kongehus og deres aktører, men på et højere niveau end det sædvanlige. Podcasten kan høres gratis her eller på Spotify
Det digitale ”Dit og Dat”-bibliotek forsyner igen i sommervarmen læseren med kulturelle shots fra ugen, der forsvinder ind på en server og IRL fortoner sig, hvis ikke man har erindret en mærkedag eller en positiv/negativ episode.
Århundredes regnvejr var så massivt, at de stakkels indbyggere i MPC-regntøj i Neble for en stund troede de boede på Fyn, men dog alligevel skrev postnummeret 4780 Stege på skadesanmeldelsen.
Rekommandationen – den velkomne gentagelse! – af ”Brideshead Revisited” i bogform er noteret som en yderligere udfordrende tidsrøver i nutidens travle pensionistliv. Ligeså noteres, at instruktøren af TV2 dramaet ”Danefæ” ikke var kari med kvaliteten.
Endelig noteres med slet skjult tilfredshed, at den verbalartistiske blogejer og denne ydmyge kommentator deler en holdning af de tilsyneladende kontrastere begreber ”republikaner” og ”anglofil”.
@Erik Hulegaard: Tak for billedet af af Neble som det nye Fyn under regnvejret. Blækket må være flydt ud, da man skrev postnummer 4780.
Brideshead Revisited som tidsrøver? Tja, heldigvis har pensionistlivet stadig brug for lidt drama ud over 'hvornår var det nu, jeg havde tid hos tandlægen?
At være både republikaner og anglofil kan være en disciplin i sig selv – som at spise fish and chips med rødgrød på samme tallerken. Men med lidt god vilje går det an.
Endnu engang tak for ugerevyen!
Danefæ slugte vi råt - der var flere lag i denne gode serie, og så var det lidt interessant at se AWB en en for ham ny slags rolle som et dumt svin, der nedgør sin kone i ret voldsom grad.
Titanic: Nu kan jeg altså ikke dy mig for at anbefale at se 'min' Tim (Maltin) fortælle om sin opklaring af, hvorfor det gik så galt for skibet.
https://www.youtube.com/watch?v=UxQvij8Ttug er National Geographics produktion i samarbejde med Tim, hvor denne kommer lidt rundt i verden; herunder at kajakke lidt rundt blandt New Foundlands isbjerge. Hans teori blev accepteret i ekspertkredse, og Tim regnes nu blandt verdens førende, hvad angår ekspertviden om Titanic. Han er flere gange om året ude et eller andet sted for at holde foredrag om emnet.
Et interview, optaget i Tim og Charlottes hjem, og som jeg selv lige har set for første gang, er også værd at se/høre, hvis man interesserer sig lidt for den begivenhed, som kan blive ved med at holde folks interesse fangen.
Tim er en ildsjæl, som ved heeelt vildt meget om alt, hvad der har med det at gøre, hvilket man ikke er i tvivl om, når man hører ham fortælle.
https://www.youtube.com/watch?v=k3oA09u8vZg
Jeg håber på at blive tilgivet at bruge din blog til at promovere min svigersøn, men jeg er altså lidt stolt af ham.
Nu er jeg jo nærmest ikke til at stoppe
Charlotte var allerede flyttet til London i slutningen af 1990'erne og var med til at sy Roses kostumer til storfilmen Titanic, som udkom i 1997.
Da Nat.Geo. skulle fejre færdiggørelsen af deres dokumentar, blev Charlotte inviteret med til middagen sammen med Tim, James Cameron og Bob Ballard og andre, vist nok omkring 10 personer i alt.
Hun sad ved siden af Ballard, som spurgte hende, hvordan hun havde haft det med at undvære sin mand i uger ad gangen, da holdet rejste rundt for at optage diverse scener.
Hun svarede: "You know ... I regard myself of the last victim of the Titanic."
@Ellen: Dejligt, at du deler! Titanic-historien bliver jo ved med at fascinere, og det er altid spændende, når der kommer nye vinkler og forklaringer frem. Jeg kendte ikke til Tim Maltins arbejde i forvejen, men det lyder virkelig interessant – også at hans teori er blevet anerkendt blandt eksperter. Tak for linkene; de kræver tid, så jeg har punktkigget, men de er noteret på min to-see-liste til senere granskning. Du behøver ikke at undskylde for at være stolt – det kan jeg godt forstå, du er!
Meget elegant replik fra Charlotte :)