Uffe Jerner

Listen herunder over min mentale færden i januar er ikke fuldstændig. Det er kun højdepunkterne, jeg har ført til protokols til støtte for hukommelsen, så jeg har noget at falde tilbage på, hvis jeg skulle kede mig.

Men jeg har lyst til at fremhæve Tom Buk-Swientys fremragende dokumentariske bog Berlin brænder, der skildrer de sidste år af 2. verdenskrig. Bogen bygger på hidtil upubliceret materiale, herunder efterladte breve og personlige beretninger. To af hovedpersonerne er journalisterne Paul E. Stemann fra Berlingske Tidende og Arild Hvidtfeldt fra Socialdemokraten, som begge var udstationeret i Berlin under krigens sidste år og oplevede de allieredes bombetogter og byens endelige fald på nært hold. Også den danske diplomat Frederik Holck Colding, der ankom til Berlin i 1944, spiller en vigtig rolle i bogen. Han blev nære venner med de danske korrespondenter, og hans private breve, som indtil nu har været klausuleret, bidrager til at belyse de dramatiske begivenheder. Det er rystende læsning, der giver indblik i de rædsler, berlinerne oplevede, og de ekstremt vanskelige vilkår, danskerne arbejdede under.

DKsyd har optaget et foredrag af Buk-Swienty om bogen. Det kan ses her. Mere om bogen og baggrunden for dens tilblivelse i denne omfattende og detaljerede anmeldelse.

LÆST:
Stine Ellerbæk: En skov at fare vild i
Roman

Lisbeth Wulff og Rasmus Botoft: Kattens bog – en hyldest

Sayaka Murata: Døgnkioskmennesket
Roman

Benn Q. Holm: Lyset svinder
Roman

Tom Buk-Swienty: Berlin brænder
– Historien om fire danskere, som oplevede Det Tredje Riges undergang, mens de med livet som indsats skrev verdenshistorie



SET:
The Bear
Tv-serie på Disney+, 3 sæsoner

C.B. Strike
Tv-serie på dr.dk og Max, 4 sæsoner

Skilsmisseadvokaterne
Tv-serie på dr.dk, 4 sæsoner

Juror #2
Thriller på Max

Bag om 'Berlin brænder' - en aften med Tom Buk-Swienty
Udsendelse på DKsyd, kan ses på YouTube



HØRT:
Damerne først
Ugentligt program lørdage 13.03 på P1, kan desuden streames på DR Lyd



I ØVRIGT:
The New York Times: Kyle MacLachlan: How David Lynch Invented Me

Wallpaper: A timeline of David Lynch’s dreamlike perfume commercials, from Calvin Klein to Gucci

GQ: Why You Might Want to Drink More Coffee in 2025

Rune Lykkeberg: Fem faser af Trump-revolutionen og meningen med livet

Wallpaper: Armani Privé celebrates 20 years with a glittering show staged at the house’s opulent new Paris palazzo

Indrømmet, overskriften er ren clickbait, for selvfølgelig har jeg aldrig skudt en kat – ikke på dén måde. Men jeg var engang vært i et ugentligt radioprogram, hvor lytterne kunne ringe ind og deltage i en quiz, og inden det gik løs, skulle der selvfølgelig en indledende smalltalk til om vind, vejr og hvad som helst. Som radiovært er det vigtigt at opbygge en genkendelig persona med karakteristika, som ikke nødvendigvis har noget med ens egen person at gøre, men som lytterne bider mærke i, og for underholdningens skyld foregav jeg at have en indædt aversion mod katte. Det betød, at hver gang en lytter kom til at nævne ordet 'kat' i vores snak, lød der øjeblikkelig et pistolskud, fordi jeg trykkede på en knap til jingleafspilleren, der var præpareret med lyden af et pistolskud.

Jeg skulle senere erfare, at katte har holdninger, som de ikke er til sinds at fravige

Så jeg var ham i radioen, der skød katte. Nu er det sådan, at hver gang man som radiovært siger eller foretager sig noget, der er bare en smule uden for nummer, kan man være sikker på at få cirka lige mange sympatisører og haters, men kattemordene udløste usædvanlig mange trusselsbreve. Sandheden var, at jeg på det tidspunkt ikke selv havde noget forhold til katte overhovedet. Jeg er vokset op i et hjem uden skyggen af et husdyr, og jeg havde absolut ingen forståelse for, at en fiktiv katteaflivning i den grad kunne bringe sindene i kog.

Nogle år senere begyndte en kat at stalke os, fordi den åbenbart mente, at den skulle bo på vores adresse. I begyndelsen jog vi den væk, men som jeg senere skulle erfare, har katte holdninger, som de ikke er til sinds at fravige, så den blev ved med at returnere som en boomerang, hver gang vi jog den på porten, indtil vi til sidst kapitulerede og lod den flytte ind. Nogle uger senere fødte den tre killinger på badeværelsesgulvet, mens vi var på arbejde, og siden har vi haft kat. Eller katte, for de holder ikke evigt og må jævnligt erstattes af andre som følge af den omstændighed, at katte er stærkt vanedannende.

Det er mildest talt underligt som forhenværende katte- og kæledyrsignorant at opleve, hvordan ens følelsesliv pludselig kan udvikle sig i en helt uventet retning. Ikke nok med, at jeg ikke kan forestille mig et liv uden en kat. Det er kommet så vidt, at jeg læser alt, hvad jeg kommer i nærheden af, som handler om katte, og jeg ikke kan se en kat på gaden uden at smelte i stride strømme. Jeg er oven i købet blevet så blødsøden på faunafronten i det hele taget, at jeg nu er typen, der indfanger fluer og andre uvelkomne vingede væsener i vores gemakker i en tom tændstikæske og bærer dem ud for at slippe dem løs i naturen igen i stedet for bare at klaske dem, som jeg gjorde før i tiden. Myg må dog stadig lade livet, men det falder ind under nødværge.

Summa summarum: Skulle jeg en skønne dag ved et uheld komme til at lægge øre til et radioprogram, hvor værten for sjovs skyld sad og legede, at han plaffede sagesløse katte ned, ville jeg slukke på stedet og overveje at skrive en harmdirrende klage til generaldirektøren for foretagendet og bede hende tage affære omgående.

Det er salig Sofus og mig, der poserer på billedet. Hans mindre bibliofile efterfølger og nuværende majordomus hedder Hannibal.

Dagens irrelevante musikalske bonus.

Det er et velkendt fænomen, at musik kan føre en vidt omkring i tid og sted. Når I Say a Litte Prayer med Aretha Franklin strømmer ud af en højttaler, uanset hvor jeg befinder mig, er jeg pludselig tilbage på dansegulvet i et diskotek et sted i tressernes København. Det kunne fx være Le Carrousel på Axeltorv i Paladsbygningen, der dengang var kridhvid og endnu ikke var blevet udsat for Poul Gernes' larmende postmodernistiske farvebombardement, som forvandlede den statelige bygning til noget, der ligner et overdimensioneret fritidshjem for understimulerede børn. På første sal i Le Carrousel stod der faktisk en rigtig karrusel i fuld størrelse til pynt, men ellers husker jeg mest den tjekkede bartender, en lille, tæt mand, der med akneplaget stenansigt jonglerede med flasker og glas og i øvrigt beherskede alle til faget hørende tricks og hundekunster til fuldkommenhed.

På det tidspunkt var jeg vokset fra den slags adspredelser og travlt optaget af at føre mig frem som intellektuel know-all på dertil indrettede caféer

Jeg havde også min gang/dans i diskotek Pussycat i Gothersgade, hvor man skulle have medlemskort for at komme ind. Mit kort var en hjemmelavet fotokopi, men takket være den dunkle belysning opdagede dørmændene aldrig falskneriet, så det fungerede efter hensigten. Det var værre med Disc Club i Vestergade, der krævede, at man havde nøgle, og det havde jeg ikke. Hvordan det alligevel lykkedes mig at slippe indenfor den ene gang efter den anden, har jeg ingen erindring om, men jeg må have været i selskab med nogle indehavere af det eftertragtede medlemsbevis. Endelig var der Star Club, som havde til huse helt ude på Åboulevarden, og hvor besøgene af samme grund var mere sporadiske. Den kom senere til at hedde Revolution, men på det tidspunkt var jeg vokset fra den slags adspredelser og travlt optaget af at føre mig frem som intellektuel know-all på dertil indrettede caféer i Indre By.

Hovedformålet med at gå på diskotek var selvfølgelig ikke at danse eller høre musik, men at 'få fat på en pige' som man sagde, før der var noget, der hed at score, hvilket lykkedes forsvindende få gange. Men det var musikken, der slog sig ned og tog fast ophold i hukommelsen, ikke de sjældne og  flygtige pigebekendtskaber.

Her er en top 10 i vilkårlig rækkefølge:

• Aretha Franklin: I Say a Little Prayer
• Smokey Robinson & The Miracles: I Second That Emotion
• Marvin Gaye: I Heard It Through The Grapevine
• Booker T. & the M.G.'s: Green Onions
• The Supremes: You Can't Hurry Love
• Percy Sledge: When a Man Loves a Woman
• The Isley Brothers: This Old Heart of Mine
• The Foundations: Baby, Now That I Found You
• Wilson Pickett: In the Midnight Hour
• Four Tops: Walk Away Renee

Skulle man brænde efter at (gen)høre numrene, er muligheden her. Som det fremgår, er der et par ballader imellem, også kaldet trykkere, for kinddans var selvfølgelig en vigtig del af konceptet.

Min egen musiksamling var mildt sagt ikke imponerende. I 1966 kostede en singleplade omkring 7 kr., svarende til 80 kr. i 2025-penge ifølge Oldmoney. Det var en net sum, når man gik i skole og ikke havde nogen indtægt. Sært at tænke på, når man nu kan streame al den musik, man lyster, for en slik.

Nogle bruger udtrykket 'mit livs soundtrack' om musik, der giver associationer til vigtige øjeblikke, følelser eller minder i deres liv. Jeg har flere parallelle lydspor. Soulmusikken var diskotekernes varemærke, og det var fx en helt anden slags popmusik, der blev spillet til skolefesterne – hver ting til sin tid. Fritz Helmuth tilhører en anden generation, men selv om visse menneskelige adfærdsmønstre er tidløse, må det være passende at lade ham stå for dagens irrelevante musikalske bonus.

Det er nok gået de færrestes opmærksomhed forbi, at filminstruktøren – og alt muligt andet – David Lynch, der blev verdenskendt for tv-serien Twin Peaks, forlod denne verden i sidste uge. I den anledning er hans oeuvre (for nu at bruge kritikersprog) blevet udførligt beskrevet mange andre steder, og jeg har ikke noget nyt at bidrage med. I stedet vil jeg koncentrere mig om den svaghed, jeg altid har haft tilfælles med David Lynch, og som han lod skinne igennem i flere af sine film: afhængigheden af en god kop kaffe. I Twin Peaks var det, som mange vil huske, agent Cooper i skikkelse af Kyle MacLachlan, der optrådte som passioneret kaffedrikker.

Men nu til sagen. Jeg har tidligere været inde på emnet andetsteds, så hvis nogen skulle få et deja-vu undervejs, er det forklaringen:

Jeg drikker spandevis af ganske almindelig truckerkaffe fra noget så stigmatiserende som en snorkende Melitta-kaffemaskine

I vores del af civilisationen har vi det med at sætte både hinanden og os selv i bås og opdele verden i dikotomier – begrebsmodsætninger, der udelukker hinanden. I visse tilfælde giver det selvfølgelig god mening. En mand kan ikke samtidig være en kvinde, og hvis noget er hvidt, er det ikke sort. Men hvad med cyklist/bilist, hundeven/katteven, bridgespiller/whistspiller, matematiker/humanist eller tedrikker/-kaffedrikker? Det er som regel også sådan, at det ene anses for at være finere end det andet. Det er fx yderst respektabelt at være cyklist og aldeles politisk ukorrekt at være bilist, der er mere prestige i at have hund end i at have kat og i at spille bridge end i at spille whist, matematikere har generelt højere status end humanister, og sidst men ikke mindst er det meget finere at drikke te end at drikke kaffe.

O.k., ret skal være ret, som kaffedrikker kan det faktisk godt lade sig gøre at konkurrere i anseelse med tedrikkerne, men det forudsætter, at man er indstillet på at investere tid, tålmodighed og halvanden månedsløn i den helt rigtige kaffekværn og en forkromet italiensk espressomaskine plus gourmetbønner fra et mikroristeri til flere hundrede kroner kiloet. Det ligger mig fjernt, og te-aficionado bliver jeg aldrig. I princippet kan jeg selvfølgelig godt drikke te – kaffedrikker/tedrikker er som sagt en falsk dikotomi – men jeg synes ikke, te smager af noget særligt, om overhovedet af noget. Jeg er inkarneret kaffedrikker af den vulgære slags. Det vil sige, jeg drikker spandevis af ganske almindelig truckerkaffe fra noget så stigmatiserende som en snorkende Melitta-kaffemaskine. Eller rettere sagt, det gjorde jeg, for jeg har nemlig fundet vejen ud af nydelsesmiddel-nydernes laveste socialklasse. Redningen hedder Chemex og ser ud som på billedet. Smuk, ikke?

Chemex blev designet i 1941 af den tysk-amerikanske kemiker Peter Schlumbohm, som havde ambitioner om at udvikle en anordning til kaffebrygning, som gav et ensartet resultat hver gang. Han fandt inspiration til glasbeholderen i sit laboratorieudstyr og endte med at lave Chemex-bryggeren af ét stykke borosilikatglas, som har den egenskab, at det hverken påvirker farven eller smagen i den færdige kaffe. En Chemex er ikke særlig dyr, og til alt held er det næsten lige så omstændeligt at lave kaffe på den, som det er at gennemføre en japansk teceremoni. Med andre ord er man pludselig rykket op i en liga, der kan måle sig med tedrikkernes, uden at man er blevet ruineret.

I dag står Chemex-bryggeren ikke alene på Museum of Modern Art i New York, men også i mit køkken. Og nej, det er ikke hver dag, jeg kaster mig ud i processen

. Hvor nødig jeg end vil blotte min jævne smag, må jeg krybe til korset og vedgå, at David Lynch ikke som med neo-noir-thrilleren Blue Velvet ramte mine cineastiske smagsløg rent, da Twin Peaks-dillen lagde gaderne øde i bedste sendetid dengang i begyndelsen af 90'erne. Ind imellem var der dog kostelige scener, som fx når Lynch selv spillede den tunghøre Gordon Cole. Men gennemgående var mærkelighedsprocenten for høj til mig; jeg så aldrig serien til ende. Til gengæld finder jeg Angelo Badalamentis på én gang drømmende, melankolske og ildevarslende musikalske indpakning uovertruffen og selvskreven som dagens irrelevante musikalske bonus.

Det er ikke helt ved siden af at sige, at jeg er opflasket med ironi. Derimod ville det være forkert at hævde, at jeg har fået det ind med modermælken, for begge mine forældre var skyldige i umådeholden brug af ironi. Det siges ganske vist, at børn ikke forstår ironi, og jeg ved da heller ikke, hvor gammel jeg var, da tiørerne begyndte at falde for mit vedkommende, men jeg var i hvert fald tidligt udlært i disciplinen. Så langt, jeg kan huske tilbage, har ironi været en ganske almindelig omgangsform i familien, og fænomenet var heller ikke nogen sjældenhed uden for hjemmets fire vægge i andre sociale sammenhænge. Brugen af ironi var simpelt hen langt mere udbredt og uproblematisk dengang, end den er nu, og det er ærgerligt.

Ironi kan gøre en samtale mere underholdende og afslappet, bryde isen eller gøre tunge emner lettere at håndtere

Ironi er ikke det samme som sarkasme, men grænsen kan være hårfin. Man er ironisk, hvis man siger noget, men mener det modsatte eller noget andet end det, man siger. Det kan man gøre for at understrege en pointe eller bare for sjov, og der ligger ikke nødvendigvis en negativ eller spydig hensigt bag. Tværtimod kan ironi gøre en samtale mere underholdende og afslappet, bryde isen eller gøre tunge emner lettere at håndtere. Med ironi har man også mulighed for at sige sin mening uden at være for direkte og fx kritisere på en mindre konfronterende måde.

Sarkasme er mindre subtil, mere direkte og spydig end ironi og bruges fortrinsvis til at kritisere eller håne andre. Tonen er mere eller mindre aggressiv eller nedladende. Kort sagt: Sarkasme er som regel giftig og fjendtlig.

Men selv om man holder sig til ironi og er meget påpasselig med ikke at forfalde til sarkasme, kan man snildt risikere at blive mistolket nu om dage. Det gælder især på skrift, hvor man ikke har gestik og mimik til at understøtte meningen, men også mundtligt sker det oftere og oftere, at man kommer galt afsted – erstat gerne 'man' med 'jeg'.

Det er en udvikling, der er kommmet snigende, og der er sikkert mange grunde til, at ironiens storhedstid er ved at være forbi. En af dem kunne være, at det kræver en vis evne til at læse – og lytte – mellem linjerne at kunne forstå ironi, og hvis man ikke er fortrolig med sproget, kommer man let til at tale forbi hinanden. Det er min påstand, at den almene sprogbevidsthed skranter (ja-ja, det er min kæphest!), og når vi samtidig har en voksende krænkelsesparat wokeisme kombineret med en stigende indvandring fra kulturer med æresbegreber, der harmonerer dårligt med dansk mentalitet, er ironien ilde stedt, og kommunikationen er blevet nogle nuancer fattigere.

Apropos ironi er den også gal med brugen af selve ordet. På engelsk bruges ironic ofte bredt til at beskrive situationer, der er paradoksale, selvmodsigende eller mærkelige. Men selv om engelsk ikke er dansk, er det efterhånden ikke ualmindeligt at bruge ironisk på den engelske måde, og selv om Dansk Sprognævn sikkert synes, det er helt i orden, fastholder jeg hårdnakket, at kun en person eller en ytring kan være ironisk; en situation kan ikke. Og jeg giver mig ikke en tøddel.

Dagens for en gangs skyld relevante musikalske bonus

Herremode, stil og påklædning er ikke noget, der fylder meget i de fleste mænds bevidsthed – især ikke på vore breddegrader. Det er klart, at sådan som kønsrollefordelingen har været i århundreder, er det vigtigere for mænd (altså voksne mænd i familiefar-alderen og derover, ikke teenagere og diskoteksgængere), at tøj er praktisk, end at det ser godt ud. Det anses for feminint at interessere sig for den æstetiske side af sagen, så det er ikke så underligt, at modeindustrien altid har koncentreret sig om kvindetøj.

Det er tydeligvis aldeles ubekvemt at have på, og det bliver ikke bedre af, at man dropper sokkerne

Men herremode findes, og designeren Thom Browne er først og fremmest kendt for sit herretøj. Det var ham, der i begyndelsen af nullerne fik den malabariske idé, at et jakkesæt stik imod al sund fornuft skulle se ud, som om det var alt for lille. Selv om mode og fornuft alle dage har været inkommensurable størrelser, kan man undre sig over, at det lykkedes ham at prakke store dele af tøjindustrien og dens aftagere det krympede jakkesæt på. Det er tydeligvis aldeles ubekvemt at have på, og det bliver ikke bedre af, at man dropper sokkerne som på billedet, men idéen er nu gået over i historien som banebrydende design og redefinering af moderne skræddersyning med det resultat, at den hæslige slimfit-stil, hvor det hele strammer, stadig hærger bybilledet. Noget tyder dog på, at slimfit så småt er ved at blive afløst af oversize, hvor alting er for stort og får en til at ligne Dumpe fra Snehvide og de syv små dværge eller en sæk kartofler, der er stoppet forkert. Med andre ord har man i øjeblikket valget mellem pest og kolera.

Når jeg bringer emnet på bane, er det, fordi en af verdens førende modebegivenheder inden for herremode i disse dage finder sted i den historiske renæssancefæstning Fortezza da Basso i Firenze. Pitti Uomo bliver afviklet to gange om året og afholdes nu for 107. gang, hvor designere og tøjforretninger fremviser de nyeste kollektioner og modestrømninger inden for herretøj, -sko og -tilbehør. Det er også her, branchens øvrige forretningsfolk fester, drikker champagne, mingler, skaber forbindelser og udvider deres netværk.

Men det er ikke den officielle del af arrangementet, der er det mest spændende ved Pitti Uomo, for der sker som bekendt sjældent noget opsigtsvækende nyt inden for herremode a la Thom Brownes stumpede bukser og jakkeærmer. Men messen tiltrækker til gengæld alverdens tilskuere i form af forfængelige mænd, influencere og andre instagramkontoindehavere, der nyder at maje sig ud og føre sig frem i de vildeste antræk. Gaden omkring Fortezza Da Basso er derfor forvandlet til en catwalk i sig selv, og her bliver der ikke nødvendigvis taget hensyn til førende trends. Fantasien er den vigtigste rettesnor for de ekshibitionistiske messegæster, der meget rammende kaldes for peacocks. Desværre har jeg aldrig selv haft fornøjelsen at overvære begivenheden, og det bliver nok heller aldrig til noget, men videooptagelserne er altid god underholdning. For en ordens skyld skal det nævnes, at man ind imellem også kan iagttage nydelige herrer, der ikke har noget påtrængende behov for at tiltrække sig opmærksomhed, men som bare har taget noget pænt tøj på, der sidder, som det skal, og hvor farver og mønstre er harmonisk afstemt.

Skulle man være faldet for Thom Browne-jakkesættet på billedet, kan det erhverves for sølle 19.246 kroner.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Det er ikke, fordi jeg på nogen måde er sprogekspert. Jeg er bare så gammel, at jeg har gået i skole på et tidspunkt, hvor dansklærere var gode til dansk og gjorde sig den ulejlighed at rette elevernes sproglige og grammatiske fejl. Det har haft den – nogle vil mene uheldige – konsekvens, at jeg stejler indvendig (nej, der mangler ikke et t), når jeg støder på sprogligt klamphuggeri, og det sker oftere og oftere:

– Nej, det hedder ikke ligge mærke til. Det hedder lægge mærke til. Det hedder heller ikke lod mærke til, men lagde mærke til.

– Nej, det hedder ikke det virker til. Det hedder det virker som om eller det lader til.

– Nej, det hedder ikke syntes i nutid. Det hedder synes.

– Nej, det hedder ikke deslignende. Det hedder deslige.

– Nej, det hedder ikke han var selv uden om det. Det hedder han var selv ude om det.

– Nej, det hedder ikke en jakke, hvis den når ned til knæet. Det hedder en frakke.

– Nej, det hedder ikke at dumpe en eksamen. Det hedder at dumpe til en eksamen (og måske burde flere gøre det ...).

At sin, sit og sine stort set er blevet fortrængt af hans, hendes og deres, og næsten ingen længere kender til nutids-r, men til gengæld gladelig lader et udsagnsord i navnemåde slutte med et uvedkommende r, er ikke ulejligheden værd at beskæftige sig med. Det løb er for længst kørt.

I stedet kunne jeg give mig til at besvære mig over den hastigt accelererende, læse rytme forstyrrende sær skrivning, den overdrevne brug af engelske og amerikanske ord og vendinger i dansk og forkert anbragte kommaer, hvis teksten overhovedet indeholder kommaer. Jeg kunne også lufte min irritation over den syntetiske, uskønne ordkonstruktion fremadrettet og det invasive, politirapportagtige efterfølgende, der har udmanøvreret de gode, gamle og enkle gloser fremover/for fremtiden og bagefter.

Men jeg må hellere beherske mig, hvis jeg skal nå at blive færdig i dag. I øvrigt er alle de nævnte eksempler sandsynligvis alligevel blåstemplet inden længe, for Dansk Sprognævn arbejder tilsyneladende efter ræsonnementet: hvis fejl gentages ofte nok, er de ikke længere fejl, men udtryk for sprogets udvikling og dynamik.

Man kunne med nogen ret spørge: Når nu jeg er klar over, at det ikke nytter det fjerneste at påpege andres sproglige fejl, kunne jeg så ikke lige så godt bare trække på skuldrene og lade stå til?

Jo!

Efter at have målt mit blodtryk, besluttede jeg mig til at trøste mig selv med lidt munter, (næsten) irrelevant musik, som jeg ikke vil snyde eventuelle læsere for, så her er dagens musikalske bonus.