Blogkollega capac har et par gange nævnt, at han hylder Umberto Ecos princip om altid af have nogle bøger stående i sine reoler, som man ikke nødvendigvis har læst, så man til hver en tid har noget at tage af, hvis man skulle komme i bekneb for læsestof eller have brug for at blive inspireret.

Her er jeg helt på linje, og da jeg forleden dag lod mit blik vandre frem og tilbage på hylderne for at finde guld, faldt jeg over en gulnet Penguin-udgave af Frederic Raphaels roman The Glittering Prizes. Hvis jeg har læst den, må det være rundt regnet 50 år siden, men under alle omstændigheder huskede jeg udmærket handlingen, som udspiller sig blandt en gruppe studerende i Cambridge i 1950'erne. Romanen, der er en klassiker inden for britisk efterkrigslitteratur, blev nemlig skrevet i 1976 sideløbende med BBC-serien af samme navn, som dansk tv viste under titlen Herrer vi ere ... (underforstået: i Aandernes Rige, med henvisning til Christian Winthers Studentervise fra 1820). Serien gjorde dengang stort indtryk på mig, så jeg fik lyst til at læse bogen – måske for anden gang – og med stor fornøjelse, skulle det vise sig.

En skarp, satirisk og underholdende tur gennem Storbritanniens kulturelle og akademiske landskab

Romanens hovedperson er Adam Morris, en intelligent, jødisk student med skarpe meninger, en rap replik og en ambition, der er næsten lige så stor som hans skepsis over for den britiske overklasses selvtilfredshed. Han bliver hurtigt en del af en gruppe unge, håbefulde intellektuelle, som drikker for meget te, læser The Times og lader, som om de forstår alt fra Sartre til cricket, mens de venter på, at det rigtige liv skal begynde.

Det gør det så, men det kommer ikke til at gå, som de havde forestillet sig. Adam går ud i den store verden og opdager, at talent og intellekt sjældent er nok til at sikre succes uden et solidt netværk, held og vilje til at sluge sin stolthed. Han prøver kræfter med litteraturen, men ender som manuskriptforfatter i en underholdningsindustri, der foretrækker tomme floskler frem for dybsindige refleksioner. Undervejs må han forsøge at finde balancen mellem sine ambitioner og sin identitet som outsider i en britisk elite, der ikke altid ser med venlige øjne på dem, der som ham ikke er født ind i den rigtige familie.

Hans venner klarer sig med skiftende held. Et af de mest lysende talenter flyder rundt i livet og ender som alkoholiseret skolelærer, en anden som middelmådig politiker, og hende, der engang var skarp som en ragekniv, opdager, at det at være kvinde i en mandsdomineret verden er lige så frustrerende, som det lyder; kvinders ambitioner skal helst ikke række længere end til at blive gift med en passende mand.

Undervejs er der masser af bitre erkendelser, ironiske sammenstød og småborgerlige kompromiser, som Cambridge-studerende sværger, de aldrig vil indgå, lige indtil de gør det alligevel. Romanen er en skarp, satirisk og underholdende tur gennem Storbritanniens kulturelle og akademiske landskab, men man må også æde den forstemmende morale, at livet for det meste handler om at nøjes med, hvad man kan få, og at det er de færreste forundt at opnå 'The Glittering Prizes' uden omkostninger.

I tv-udgaven af The Glittering Prizes blev hovedrollen som Adam Morris blændende spillet af Tom Conti, der ses til venstre på billedet øverst. Efter at have læst romanen fik jeg lyst til at gense serien, der bestod af 6 episoder, og tænkte, at den måtte findes på dvd. Det gjorde den også, men alle tilgængelige eksemplarer befandt sig i England. Med andre ord ville jeg skulle betale et importgebyr på 160 kroner til PostNord som tak for ingenting – et gebyr, der oversteg prisen for dvd'en, og det var jeg ikke umiddelbart indstillet på. I stedet fandt jeg episode 4 på YouTube, som desværre virkede skuffende antikveret, og det var rigeligt. Til gengæld blev jeg mindet om fordelene ved romaner frem for tv-serier.

Under læsningen kunne jeg ikke undgå at tænke på, at vennerne i The Glittering Prizes må have gået på Cambridge næsten samtidig med, at Unge Morse terpede klassikere på Oxford. Men ellers er der mildest talt ingen lighedspunkter mellem de to historier.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige '... tænker jeg'. Det hedder '... tror jeg'.