Det er ikke alle film fra ens fortid, der tåler et gensyn, uanset hvor stort et indtryk de gjorde, da man så dem første gang. I mellemtiden er man blevet forvænt med helt andre tekniske muligheder, og man har umærkeligt vænnet sig til et hurtigere fortælletempo, der kan få selv klassikere til at virke bedagede. Mississippi Burning så jeg første gang i 1988, og jeg havde kun en svag erindring om indholdet, bortset fra en enkelt spektakulær scene. Men jeg kunne huske, at filmen havde gjort indtryk, og det gjorde den også, da jeg genså den i går aftes.

Mississippi Burning er en af de mest intense og rystende skildringer af racisme og retfærdighed, jeg nogensinde har set. Det er ikke blot er en thriller, men også en stærk politisk kommentar til en af USA's mørkeste perioder.

Filmen er baseret på virkelige hændelser i 1964, hvor tre borgerrettighedsaktivister forsvandt i Mississippi og senere blev fundet, myrdet af Ku Klux Klan. FBI-agenterne Anderson og Ward sendes til byen for at efterforske sagen, men mødes af fjendtlighed fra både lokalbefolkningen og myndighederne. Mens Ward insisterer på at følge lovens bogstav, anvender Anderson mere utraditionelle metoder for at få sandheden frem. Efterforskningen afslører et dybt forankret racistisk system, hvor Ku Klux Klan-medlemmer har magten, og frygten styrer lokalsamfundet. Filmen kulminerer i en række konfrontationer, hvor FBI til sidst får gennembrud i sagen, men ikke uden store omkostninger.

Det er især Hackmans nuancerede spil mellem brutalitet, charme og retfærdighedssans, der gør ham så fascinerende at følge

Det, der for alvor gør Mississippi Burning uforglemmelig som film, er ikke bare dens billedsprog, men også lydsiden. Instruktøren Alan Parkers visuelle stil med dunkle sydstatslandskaber og brændende kors skaber en konstant følelse af frygt og klaustrofobi, og Trevor Jones' ildevarslende musik forstærker spændingen, mens klipningen holder et tempo, der gør, at man aldrig får et øjebliks ro. Filmen er brutal, rørende og uhyggelig relevant. Den tvinger publikum til at se den grusomme virkelighed af had og uretfærdighed, og selv om filmen har været kritiseret for sin dramatisering af virkelige begivenheder, kan man ikke fratage den dens overbevisende fortælling. Den brænder sig fast i hukommelsen og bliver siddende længe efter, at rulleteksterne slutter.

Mississippi Burning har dr.dk formentlig lagt ud i anledning af Gene Hackmans død i sidste måned under triste omstændigheder, og han leverer da også en enestående præstation i Mississippi Burning som FBI-agent Rupert Anderson – en rolle, der udnytter hele hans spændvidde som skuespiller. Hackman giver karakteren en uforlignelig autoritet, men det er især hans nuancerede spil mellem brutalitet, charme og retfærdighedssans, der gør ham så fascinerende at følge.

Anderson er en mand, der har set det hele, en tidligere sydstatssherif, der forstår spillet i en verden præget af korruption og racisme. Hackman tilfører ham en jordnær, pragmatisk tilgang til FBI's efterforskning, og hans tørre humor og evne til at manipulere lokale embedsmænd gør ham både underholdende og skræmmende effektiv. Men under det hårdføre ydre lurer en dyb indignation over den uretfærdighed, han bliver vidne til.

I scenerne over for Willem Dafoe som den regelrette agent er Hackman den, der sprænger konventionerne og skubber grænserne for, hvor langt retfærdighed kan strækkes. Hans konfrontationer med filmens skurke, især den racistiske sherif, som han truer med en næsten legende lethed, gør ham til en magnet på lærredet.

Hackman blev Oscar-nomineret for rollen, og det er ubegribeligt, at han ikke også fik statuetten. Men se filmen, inden det er for sent – den ligger på dr.dk til og med den 31. marts.

Den scene i filmen, som jeg tydeligt huskede fra første gang, jeg så Mississippi Burning, kunne jeg fryde mig over igen i går. Her konfronterer agent Anderson de lokale Ku Klux Klan-medlemmer på den mest håndgribelige måde. Det er en scene, ingen bør snyde sig selv for, specielt ikke de sidste to minutter, så her er chancen.