DIT OG DAT:

• Sidste weekend gik Trump ind i Israels krig mod Iran og bombede de iranske atomanlæg. Verdenssamfundet er dybt bekymret. Ikke over krigen, men over at Trump måske genopstiller.
• EU-Kommissionen har besluttet at trække sit anti-greenwashing-direktiv tilbage – altså det forslag, der skulle sikre, at virksomheder ikke bare kan kalde deres shampoo økologisk, fordi flasken engang har stået ved siden af en selleri. Men hvem havde også forventet, at EU kunne tage sig af greenwashing, når der også skal være tid til at skændes om, hvem der har ansvaret for kaffemaskinen i mødelokale 12B.
• Sankthansaften druknede – ikke i øl og fællessang – men i regn, tordenbyger og en vejrmelding fra DMI, der lød som en advarsel fra Noas Ark. Men sådan er dansk sommer. Og vi elsker den alligevel. Næsten.
• Under halvdelen af de lærerstuderende i Danmark har folkeskolen som førsteprioritet, når de skal søge job. Det er dem, der endnu ikke har hørt om forældre, der sender en klage på fem A4-sider kl. 23.48, fordi Villads blev kaldt en brilleabe i spisefrikvarteret.
• I denne uge blev der uddelt studentereksamensbeviser med rund hånd. Alle fik 12. Eleverne takkede deres studiegrupper, deres lærer og ChatGPT. Censor græd – enten af rørelse, eller fordi hun havde læst 140 identiske SRP-opgaver om perfekthedskulturen på Instagram.
• OL i Paris sidste sommer blev 37 milliarder dyrere end planlagt. Men det vigtigste var, at åbningsceremonien blev smuk, og en vandt guld i bueskydning, mens en anden faldt i vandet med en stang.
• Knap hvert fjerde anerkendte trossamfund har ikke indberettet deres årsregnskab til tiden. Det er uklart, om det skyldes travlhed, dovenskab eller en stærk tro på, at Gud holder styr på bilagene.
• Etisk Råd anbefaler at lempe reglerne for, hvad man må gøre med afdødes aske. Måske bliver det tilladt at bruge den som krydderi i en symbolsk middag. Eller som kattegrus – det ville i det mindste give begrebet 'livets kredsløb' lidt kant.
• Pernille Skipper flytter til USA, men beholder posten som bestyrelsesformand i COOP indtil videre og tager sin computer med. I COOP er man så småt begyndt at indstille sig på bestyrelsesmøder på Microsoft Teams kl. 3 om natten med pistolskud og den fjerne rumlen fra en Harley-Davidson som baggrundslyd.
• Ved denne uges Nato-topmøde blev der snakket både sikkerhed og tryghed i opvæksten: generalsekretær Mark Rutte kaldte Trump for 'Daddy' – Zelenskyj spurgte, om han så måtte få lommepenge.
• Nato-landene besluttede i øvrigt at igangsætte en historisk oprustning. Danmark tilbød en hjemmeværnsmand med adgang til printer + en vred pressemeddelelse. Sverige bidrog med et komplet IKEA-missilsystem – umonteret, men med manual på 17 sprog.

LÆST:
Melissa Bank: The Girls’ Guide to Hunting and Fishing (Pigernes håndbog i jagt og fiskeri)
Roman, 1999
Et skarpt, rørende og humoristisk portræt af hovedpersonen Jane Rosenal fra teenageår til voksenliv. Historien er ikke en traditionel fortælling med lineær udvikling, men består af syv noveller, der hver fanger et øjeblik eller en fase i Janes liv. Et gennemgående tema er forholdet mellem Jane og de mænd, hun møder – fra hendes første teenageforelskelse til et kompliceret forhold til en meget ældre forlægger. Men romanen handler i lige så høj grad om Janes forhold til sin familie, især hendes bror og forældre, som spiller en central rolle i hendes følelsesmæssige udvikling. Der er ikke tale om chick lit – den går ud over chick lit-genrens klichéer og har langt større litterær tyngde, selv om tonen ofte er humoristisk, sarkastisk og letflydende. Lige en bog for mig, selv om jeg nok ikke er målgruppen – Melissa Banks bøger er blevet kaldt 'smart women’s fiction'...

SET:
Spionen i mit soveværelse, 3 afsnit
Britisk dokumentarserie, 2025 – dr.dk
Dokumentar, der afdækker, hvordan britiske undercover-betjente systematisk manipulerede kvinder via intime forhold for at infiltrere politiske og aktivistiske miljøer. Serien kombinerer personlige vidnesbyrd, efterforskning og en kritik af statens magtanvendelse og kaster lys over behovet for ansvarlighed og reform. Desværre for lang på grund af utallige gentagelser og rodet klipning, men kæbetabende og interessant historie.

HØRT:
Eliten fra minefeltet (genhørt)
Radiomontage, 1989 – DR Lyd
Historien om Klaus Heerfordt, en talentfuld klassisk pianist med solistdiplom, der levede et intenst, men destruktivt bohemeliv i Brolæggerstræde i København. Der var altid fest i lejligheden, men talentet blev aldrig forløst. I stedet blev dagene brugt på at læse 1001 nat under dynen i en iskold stue, drikke alkohol i store mængder og have affærer med kvinder, der kom forbi. Omgangskredsen var kunstnere, der så sig selv som eliten, men når man kradser lidt i overfladen, er sandheden en anden. Snart synger de på sidste vers i det farverige bohememiljø. En af de mest berømte og med rette roste radiomontager.
Montør: Peter Kristiansen

Engang var studenterkørslen en festlig afslutning på tre år med sved, tårer og komprimerede madpakker i skoletasken. Nu ligner det mest et omrejsende freakshow, hvor lastbilerne – pyntet som pornografiske paradevogne – tromler gennem gaderne som rullende beviser på eskalerende fladpandisering.

Er det ungdommelig kådhed? Ja. Er det også en æstetisk og sproglig katastrofe på fire hjul? Mon ikke.

Bannere, der tidligere bar ordspil af svingende kvalitet, er nu dekoreret med tegninger af bare bryster, ejakulerende kønsdele og slogans, der får graffiti på motorvejsbroer til at fremstå som højpoesi. Det er, som om nogen har udstyret en hel generation med tuscher og alkohol – og sagt: 'Lav noget, der får jeres bedsteforældre til at tabe både tænder og tillid til menneskeheden.'

Er det ungdommelig kådhed? Ja. Er det også en æstetisk og sproglig katastrofe på fire hjul? Mon ikke.

Studenterne burde vel være fremtidens håb, men efter tre minutter bag en lastbil med banneret 'Vi kom, vi så, vi sprøjtede', får man lyst til at udvandre til Finland og slå sig ned ved en stille sø og leve af skovens bær.

Man kunne engang romantisere studentertiden som et dannelsesforløb. Nu virker det nærmere som et forsøg på at se, hvor langt man kan komme med 2,0 i snit. Eller var det promille?

Måske er det tid til at sætte barren lidt højere. Eller i det mindste tegne noget andet end testikler i overstørrelse. Vi trænger til en studentervogn, der signalerer 'vi er klar til livet' – ikke 'vi har tegnet et lem med solbriller'.

Ret skal være ret: i min tid var det ikke, fordi vi sad med stenansigter i vores silkevest og kravat og adstadigt lod os befordre rundt i en knirkende hestevogn trukket af to frederiksborgheste, mens vi reciterede Oehlenschläger i kor, og det var ikke hjemmelavet punsch fra en krystalbowle, vi blev trakteret med undervejs. Vi havde heller ikke et banner med mottoet 'Gaudeamus igitur', men sangen var på repertoiret. Vi var så sent ude, at vi ikke nåede at skaffe en lastvogn til formålet og måtte tage til takke med en bus, som blev pyntet efter bedste evne med bøgegrene og lignende uskyldsrene symboler. Vi sang og hujede selvfølgelig undervejs, og faktisk var der også nogle, der fik for meget at drikke, men ingen der blev kørt til udpumpning, og omgivelserne blev i sagens natur forskånet for skråleriet i den lukkede bus. Bortset fra det talte det selvfølgelig til min tidligt udviklede magelighed, at vi kunne sidde på et ordentligt sæde hele vejen.

Billedet viser min patinerede studenterhue, der stadig i 1970 var en aldeles spartansk og prunkløs kasket, der med lidt god vilje kunne forveksles med noget, man havde vundet i en Tivoli-bod. Den var funktionel (næsten), grim (absolut), og først og fremmest: ens for alle. Jeg tog billedet i går, efter at jeg var kommet hjem fra en huepåsætnings-event på et gymnasium nord for København og havde brug for at blive mindet om en tid, hvor der stadig var en form for mening med galskaben.

Man kan få broderet sin livsfilosofi, sit kæledyrs navn, sit yndlingschakra på huen – og sikkert også sit nuværende BMI, hvis man lægger nok i kassen

Men det blev der som bekendt ikke ved med at være. Huens rejse fra ydmyg hovedbeklædning til socialt prestigesymbol begyndte – og i dag har man en hovedbeklædning, der er blevet til en slags omvendt kongekrone. Ikke for dem med blåt blod, men for dem med guldbroderet navn, diamantformet stjernetegn og fri adgang til fars Mastercard. Der er ikke længere tale om en hue, men om en hundedyr identitetsmarkør, som siger: 'Jeg klarede gymnasiet – og huen kostede fem tusind'.

Godt nok kan man få en studenterhue til en tiendedel, men den er der ingen, der vil have, når man kan få broderet sin livsfilosofi, sit kæledyrs navn, sit yndlingschakra på huen – og sikkert også sit nuværende BMI, hvis man lægger nok i kassen. Og det gør de fleste. Man kan vælge farver, der signalerer alt fra studieretning til temperament, man kan få korset på huen besat med Swarovski-sten, og man kan tilkøbe alverdens ekstraudstyr med social signalværdi: champagneglas og -holder, indbygget bluetooth og inden længe sikkert også en drone, der følger én hjem fra fredagsbaren, når man har fået, så huen passer. Men har man ikke råd og må nøjes med den billige model, bliver studenterhuen til en demonstrativ påpegning af, at der er forskel på folk.

Alle og enhver kan nu komme i gymnasiet, som på det nærmeste er blevet en automatisk forlængelse af folkeskolen. Det er ikke længere nogen krævende præstation at gennemføre forløbet; en studentereksamen kan alle få med en minimal indsats og uden at have læst en eneste bog. Studenterhuen er blevet et materialistisk mere end et intellektuelt statussymbol, og derfor giver den ikke længere nogen mening.

Da jeg blev student, hærgede vulgærmarxismen overalt i den akademiske verden. Den forplantede sig ned igennem systemet til gymnasierne, og det var ikke comme il faut at gå rundt med sin studenterhue på, for alle mennesker var jo lige. Dengang syntes jeg, det var noget pjat. Det er ikke, fordi jeg er blevet marxist i mellemtiden, men i dag synes jeg, det ville være en god idé at afskaffe den studenterhue, der nu ikke er andet end et prangende symbol, man køber sig til, bare fordi man kan.

I øvrigt synes jeg, nogen burde stifte en forening til genindførelse af skam i livet.

Det er sommer i Danmark. Man hører det, før man ser det: en dyb brummen fra en motor, der lyder som en blanding af en løve i brunst og en hårdt trængt espressomaskine. Og dér kommer han, den grå- eller hvidhårede mand med Ray-Ban-briller, opsmøgede ærmer og en selvtilfreds mine, der stråler om kap med bilens lak. Det er en åben sportsvogn, som regel rød, sommetider stilfuldt mørkegrøn – eller som ejerne fortrækker at kalde det: British racing green.

Sportsvognen er et symbol. Det handler om sex – eller illusionen om sex appeal. Et råb om opmærksomhed i et livsstadium, hvor kroppen siger 'tag det nu roligt, mand', men egoet råber 'jeg kan skam endnu!' – en mobil midtlivskrise med læderindtræk og dobbelt Weber-karburator. For sølvrævene er sportsvognen en slags omvendt rollator, en protest mod tidens tand og tyngdekraftens tyranni.

For sølvrævene er sportsvognen en slags omvendt rollator, en protest mod tidens tand og tyngdekraftens tyranni

Det er ikke fordi, de nødvendigvis tror, at bilen får kvinderne til at falde om af begær. Det er mere subtilt end som så; den fortæller, at de har styr på deres liv, deres investeringer og deres prostata. Det hele går selvfølgelig fløjten, hvis de forsøger at understrege det ved at personliggøre nummerpladen med noget i retning af 'COOLDAD' eller 'BO$$MAN', men det er de fleste godt klar over.

Man kunne også argumentere for, at det handler om frihed – om vinden i håret, eller det der er tilbage af det. Men ulemperne er åbenlyse. Når man er i 20'erne, kan vind i håret være en charmerende detalje, men er man 60 eller derover, er udbyttet som regel kun hold i nakken og rindende øjne. Desuden er den sparsomme pigmentering på issen ikke skabt til sommersol i åbent landskab. Med hensyn til lydniveauet overdøver motoren både en eventuel passager og førerens egen tinnitus. Og pladsen? Der er jo knap nok plads til pilleæsken med ugeinddeling i bagagerummet, og hvor er vi så henne? Når man kører i en bil, der brænder benzin af som et sankthansbål, kan klimaaftrykket også dårligt retfærdiggøres med en biobrændstofmærkat. Endelig er det værd at overveje, hvordan omverdenen ser på det hele: det er fifty-fifty, om man bliver mødt med beundring eller rullende øjne.

Måske er der alligevel et par fordele – ud over følelsen af frihed, der dukker op sekundet før myggen rammer en fortand med 130 km/t. En åben sportsvogn kan være en drøm fra ungdommen, et kunstværk, et mekanisk frirum, hvor man kan mærke vejen og glemme alderen et øjeblik. Og nogle kvinder – og mænd – bliver da stadig fascineret af en velholdt mand med benzin i blodet og selvtillid nok til at køre rundt uden tag og undskyldninger for sig selv. Et vidnesbyrd om succes, om livserfaring og en lille smule frygt for forfald. Eller måske snarere en fornægtelse af livets naturlige gang.

Men også meget menneskeligt. Og lidt rørende.

DIT OG DAT:

• Sidste weekend blev Øresundsbroens 25 års jubilæum fejret med Broløbet: 40.000 løbere, et hav af stillestående biler og en kollektiv forståelse af, at det i hvert fald ikke er trafikken, der binder os sammen.
• I denne weekend finder det nye cykelløb Copenhagen Sprint sted. Det betyder, at 83 buslinjer er omlagt eller aflyst, men Movia oplyser, at 'de fleste borgere kun vil opleve mindre gener'. Oversat til dagligsprog betyder det, at man skal tage afsted tre kvarter tidligere, skifte bus fire gange og gå de sidste seks kilometer på hænder gennem et afspærret vejkryds.
• I søndags var det præcis 806 år siden, Dannebrog faldt ned fra himlen i Estland. Det var dengang, Gud stadig gik med i krig og havde flair for dramatisk scenografi. I dag venter vi bare på, at der daler en sundhedsløsning og en klimahandlingsplan ned fra skyerne, og at der daler en urtepotte ned i hovedet på Trump og Putin.
• Frankrigs præsident Emanuel Macron var på besøg i Grønland for at sende et klart signal til USA. Hvis nogen kan sætte Trump på plads, må det være lederen af en af de største kolonimagter i Europas historie. I øvrigt vil Macron åbne et generalkonsulat i Nuuk for at styrke de diplomatiske bånd, udvide samarbejdet og sikre en pålidelig kilde til sne, når de franske alper smelter.
• Efter årtiers modstand mod atomvåben går mange danskere nu ind for et fælles europæisk atomvåbenprogram – der er intet så fredsskabende som truslen om gensidig udslettelse. Næste skridt bliver en EU-atombombe, der eksploderer med bæredygtigt CO₂-aftryk og respekt for biodiversiteten.
• Det er kommet frem, at Lars Løkke tilbød det ekskluderede partimedlem Mike Fonseca 369.978 kr. for at forlade demokratiet – som en parkeringsvagt, der får 500 kroner og en proteinbar for at holde op med at udstede bøder. Fonseca afviste tilbuddet, Løkke gik amok, og Folketinget raslede videre som et vakkelvornt damplokomotiv med 179 vogne og en defekt bremseklods.
• Danskerne er faret til tasterne, ikke for at booke sommerhus i Blåvand eller rage en elcykel til sig på tilbud, men for at registrere sig som organdonorer – eller bede sig fritaget: 'Min lever må godt genbruges.' KLIK. 'Mine hornhinder – nej, helst ikke.' KLIK.
• For at skåne havbunden og øge biodiversiteten er der indført forbud mod at fiske med bundtrawl i kystnære havområder. Forbuddet gælder dog ikke, hvis der kan fanges fisk for mere end en million kroner. Det svarer nogenlunde til at forbyde bankrøveri, medmindre der er over en million i boksen.
• Københavns Teknik- og Miljøudvalg har vedtaget et forbud mod benzin- og dieselbiler i dele af København. Til gengæld kommer der flere elbiler, flere ladestandere og dobbelt så mange mænd i North Face-jakker, der ikke kan komme til at parkere deres Tesla for ladekabler.
• Avl og produktion af mink bliver forbudt i hele EU. Danmark stemte imod forslaget, fordi vi allerede har haft én stor skandale, og det ville være ærgerligt at gå glip af muligheden for at lave en ny. Desuden hader vi, når Bruxelles blander sig i vores ret til at begå præcis de samme fejl to gange.

LÆST:
Amor Towles: Rules of Civility (Høflighedens forskrifter)
2012
Vidunderlig skildring af New York i tiden efter Depressionen og refleksion over valg, værdighed, og hvordan vi former vores egne fortællinger. Vi følger en ung, kompromisløs kvinde gennem et skelsættende år i 30'ernes New York, hvor hun må lære at begå sig blandt byens rige og berygtede borgere. Amor Towles skriver både underholdende og litterært ambitiøst – en sjælden kombination.

SET:
Horisont: Putins dødsliste
Dokumentar – dr.dk
Putin godkender mord på højtprofilerede personer i udlandet. Den ungarske graverjournalist Christo Grozev har afsløret et væld af russiske agenter og snigmordere i Europa. Christo er nu selv blevet et mål for Putins vrede og må gå under jorden uden sin familie. Rystende dokumentation.

HØRT:
Du kender typen: Lea Korsgaard, chefredaktør for netavisen Zetland og forfatter
– DR Lyd
Værten Anne Glad udspørger om gæstens forbrug, som indirekte tegner et billede af hovedpersonens værdier og livsopfattelse. Lea Korsgaard udgav tidligere i år bogen Inden året er omme, som skildrer hendes jagt på Danmarks 64 sommerfuglearter. Både podcasten og bogen er voldsomt fængslende.

I ØVRIGT:
Smithsonian: Could the Semicolon Die Out?
Semikolonet er ved at blive en truet tegnsætningsart, som risikerer at dø ud – ikke af had, men af glemsel og forvirring. Flere sprogfolk kalder derfor til kamp for dets bevarelse.

i virkeligheden er dette indlæg en uge for sent på den, for Seersucker Thursday var sidste torsdag. Seersucker er det, min mor kaldte bæk og bølge – altså bomuldsstof, der består af skiftevis glatte og rynkede striber – og Seersucker Thursday blev indført af den republikanske senator Trent Lott fra Mississippi i 1996, som ville bringe 'a little Southern charm to the Capitol' for at minde Senatet om, hvordan senatorer klædte sig, før aircondition blev udbredt i 1950'erne. S.Res. 254 – Senate Resolution nummer 254 – erklærede i år 12. juni 2025 for National Seersucker Day og udpeger derudover hver torsdag efter denne dato og frem til sidste torsdag i august 2025 som Seersucker Thursday. Og den 12. juni gjorde senatorerne, som resolutionen og traditionen foreskriver: de iførte sig deres seersucker-jakkesæt, og begivenheden blev fejret med en officiel fotosession ved Ohio-uret kl. 12.30 ET.

Hvad er vel mere rebelsk end at troppe op til forelæsning på Princeton iført tøj, som normalt gartnere og isbude går i?

Ordet seersucker kommer fra det persiske shir o shekar, der betyder 'mælk og sukker'– en poetisk henvisning til stoffets struktur. Seersucker kom til Europa via handelsruterne, og britiske kolonister gjorde det hurtigt til en del af uniformeringen i varme egne som Indien og Caribien. Stoffet var perfekt til klimaet: det krævede hverken strygning eller svedabsorberende hjælpemidler. Det kunne overleve tropisk fugtighed og britisk arrogance på én gang. I USA blev seersucker for alvor allemandseje i det 19. århundrede, især blandt arbejderklassen i sydstaterne. Det var billigt, slidstærkt og køligt i sommervarmen – tøj til arbejdsbrug, ikke til en modeopvisning.

Men i 1920'erne begyndte unge mænd fra Ivy League-universiteterne at tage seersucker til sig. For præcis som med nutidens normcore og Crocs var det netop det, at stoffet var lavstatus, der gjorde det cool. Hvad er vel mere rebelsk end at troppe op til forelæsning på Princeton iført tøj, som normalt gartnere og isbude går i? I de følgende årtier holdt seersucker sit indtog i kongressen. Især i sydstaterne blev det nærmest en politisk uniform. Hver sommer kunne man se senatorer og advokater i Washington D.C. skridte omkring i deres lyseblå- og hvidstribede jakkesæt, som var de netop steget ud af en Tennessee Williams-forestilling med bourbon i hånden og sved på panden. Seersucker var ikke længere bare praktisk, det var kulturel identitet, og Seersucker Thursday blev institueret.

Efter en slumrende periode fik seersucker sit comeback i det 21. århundrede. Hipsterkulturen elskede det, fordi det var retro og rynket. Designere begyndte at lege med farver, snit og mønstre. Pludselig kunne man få seersucker i pink, grøn, lavendel – og i skinny fit.

Som enhver ved, er den danske sommer lunefuld og kan veksle mellem 14 og 27 grader, regnbyger og hedebølge på en eftermiddag

I Danmark kom stoffet snigende ad mere diskrete veje. Først som lidt eksotisk sommertøj i 60'erne og 70'erne, hvor charterturisme og international inspiration fik danskerne til at tage nye materialer til sig. Men det er især i de senere år, at seersucker har gjort et seriøst comeback – ikke bare som praktisk sommertøj, men som et stilvalg med personlighed. Som enhver ved, er den danske sommer lunefuld og kan veksle mellem 14 og 27 grader, regnbyger og hedebølge på en eftermiddag. Seersucker er som skabt til det skiftende vejr. Det er åndbart, tørrer hurtigt, og det ser ud, som det skal – også når det bliver krøllet. Det passer perfekt til skandinavisk uhøjtidelighed – og i modsætning til meget andet sommertøj holder det stilen, selv efter en picnic, en lur i græsset og en byge over Søerne.

Men der må være en grænse – et komplet jakkesæt i seersucker kræver sin mand! Jeg har alligevel ingen aktuelle planer om at blive senator i USA, og det er nok heller ikke sandsynligt, at jeg bliver inviteret til sommerbryllup i Toscana foreløbig. Så jeg nøjes med jakken.

Den mest berømte bærer af et seersucker-jakkesæt er nok Gregory Peck som advokaten Atticus Finch i filmatiseringen af Harper Lees roman To Kill a Mockingbird. Det er ham, der er blikfang foroven. Flere billeder her.

To gange om året vågner jeg op med en fornemmelse af, at noget ikke er, som det burde være. Det begynder allerede dagen før. En snigende uro, som ikke helt kan placeres. Måske er det bare en almindelig mandag, men i min kalender står der med isnende præcision: Tandlæge kl. 12.15. Og så ved jeg det. Som regel er der ikke noget galt, men jeg skal igennem en renselsesproces.

Et halvårligt tandeftersyn lyder som noget, kun mennesker med orden i regningerne og fryseren fuld af hjemmebagte surdejsboller tager alvorligt. Men jeg har erkendt, at det ikke nytter noget at forsøge at springe over. Dels fordi tandlægen bliver skuffet på en måde, som burde være forbeholdt familiemedlemmer, dels fordi tandsten er et frastødende ord, man ikke har lyst til at medvirke til udbredelsen af.

Tandlægens værktøj ligner en kombination af kirurgisk udstyr og torturredskaber fra en særlig ondskabsfuld epoke i middelalderen

Men selve tandeftersynet – en tilsyneladende harmløs, teknisk set smertefri oplevelse – er en fysisk manifestation af socialt ubehag. For det første er der den absurde situation, hvor man ligger hjælpeløst tilbagelænet med kæberne på vid gab, mens tandlægen stirrer én ind i munden, som om ens tandkød var en sjælden seværdighed. Dertil kommer instrumenterne. Tandlægens værktøj ligner en kombination af kirurgisk udstyr og torturredskaber fra en særlig ondskabsfuld epoke i middelalderen. 'Det her kommer til at sige lidt,' advarer tandlægen henkastet, før et apparat begynder at hvine som en jetmotor fanget i en dåse tun. 'Du må gerne sige til, hvis det bliver for meget,' tilføjer hun venligt – hvilket er umuligt, eftersom man ligner en havkat, der har opgivet ævred.

Så er der den evige trussel om 'følsomme tandhalse.' Det lyder som noget, der hører hjemme i et tidligt digt af Klaus Ribjerg, men i praksis føles det som at få dryppet citronsaft direkte ned i sjælen. Smerten er kort, intens og ledsaget af en skyldfølelse, som kun voksne, der glemte at bruge tandtråd i går, kan forstå.

Midt i det hele forsøger tandlægen at føre en samtale. 'Hvor skal du så holde sommerferie?' spørger hun interesseret, mens hun bearbejder mit tandsæt med en skraber, der føles som et stemmejern. Jeg siger noget i retning af 'Hrrj schlaff uuhghkrr t’Ka’krrrnnnnnrrraaa!', som betyder 'Jeg skal såmænd bare et par uger til Kerteminde’, hvortil hun svarer: 'Nej, hvor sjovt! Vi var også på Kreta sidste år – børnene var vilde med det!' Efter cirka tyve minutters rumsterende skraben, rensen og poleren rejser jeg mig op. Jeg tørrer savl af kinderne og smiler med mine nyvaskede tænder – 'Det ser rigtig fint ud,' siger tandlægen, 'men husk tandtråden.'

Jeg går ud i solen, lidt svimmel, lidt fattigere, men officielt lutret og uden huller. I det mindste denne gang. Der er trods alt kun seks måneder til næste seance i den sterile skærsild.

DIT OG DAT:

• I København løb årets Distortion af stabelen – et samfundseksperiment, der går ud på at se, hvad der sker, hvis man fjerner regler, rindende vand og selvrespekt i 48 timer. Det eneste sted, hvor man kan danse på en skraldespand, drikke lunken dåseøl til 70 kr., forrette sin nødtørft i baggårde, miste sine sko og glemme, hvor man bor.
• USA's præsident indsatte Nationalgarden mod vrede demonstranter i Los Angeles, selv om Californiens guvernør havde frabedt sig det; Trump lytter som en mand med ørepropper bestående af lige dele marshmallows og narcissisme, og i USA består magtens tredeling nu af protest, politi og præsidentens påfund.
• Hvis prisen på en pakke cigaretter sættes op, vil staten ifølge Skatteministeriet miste 5 milliarder svarende til to storebæltsbroer, en halv Arne-pension – eller cirka fire pakker smør i Brugsen. Et privat konsulentfirma mener derimod, at tabet kun bliver 625 millioner – cirka det beløb, man mister, hvis man bor i Holte og taber sin pung.
• Israelsk militær bordede nødhjælpsskibet Madleen på vej til Gaza med nødhjælp, aktivister og Greta Thunberg ombord. Hun accepterede modvilligt at blive sendt hjem med et klimabelastende fly, da hun ikke kunne få en FN-certificeret pedalbåd stillet til rådighed.
• I en fem kvarter lang tv-udsendelse vandrede Prins Joachim Hærvejen tynd i selskab med forfatteren Steffen Jacobsen, der oplyste, at han kommer fra 'socialklasse røv og nøgler'. 'Det samme her,' tænkte Joachim, 'og jeg bliver stadig spist af med en apanage på 4 millioner.'
• I Danmark fødes der historisk få børn af danske forældre – til gengæld er indvandringen på et historisk højt niveau. Statistikken siger, at etniske danskere kan være i mindretal om 70 år, og det mest populære drengenavn i 2094 bliver Jens-Mohammed.
• Mandag deltog cirka 97.500 danskere i Royal Run. Det er første gang siden 1986, at så mange danskere har bevæget sig samtidig uden at være på vej til et udsalg. Kong Frederik løb med – det gør han hver gang, der er en chance for at melde afbud til et statsråd.
• Antivaxxer Robert F. Kennedy Jr. fyrede alle 17 medlemmer af USA’s vaccinekomité. De nye medlemmer bliver så vidt vides en homøopat, en YouTube-kanin og en 5G-antennetekniker med stærke følelser for Big Pharma.
• Regeringen vil erstatte 30.000 offentligt ansatte med kunstig intelligens. Det nye system vil få tildelt kortere kaffepauser og forventes at kunne ignorere klager, opkræve gæld fra folk, der aldrig har haft nogen og udstede bøder til sig selv.
• Folkemødet på Bornholm blev afholdt for 14. gang. Formålet er at styrke det danske demokrati ved at mindske afstanden og øge tilliden mellem borgere og beslutningstagere. Det betyder, at man på 10 minutter kan høre både en debat om forsvarsbudgettet og en saxofonsolo fra en vindmølleforkæmper med rastafarihår.

LÆST:
Stephen Fry: Fry's Ties – The Life and Times of a Tie Collection
2024
Alle Stephen Frys slips, hvad enten de er blomstrende, fluorescerende, med fodboldtema; stribede eller prikkede, vovede eller elegante, fortæller en historie om et øjeblik i Stephen Frys liv. 100 slips og 100 historier, stærkt underholdende.

Lone Kühlmann: Dronningens tid
Roman, 2024
Den nyuddannede journalist Hanne Dahl begynder på Radioavisen i januar 1972. Kong Frederik den niende ligger på sit yderste, og Danmark skal have en dronning – midt i ligestillingsdebatten: Skal kvinder tages alvorligt? Skal kvinder tage sig selv alvorligt? Hanne opdager, at hun må vælge sine kampe og sine allierede for at slå igennem, men journalistikken er også under forandring, og det kan ikke gå stærkt nok for Hanne og hendes kvindelige kolleger. Romanen er letlæst og underholdende, især hvis man har haft sin gang i Radiohuset, men den er i familie med ugebladsnovellen. SET:
Løgnen
Dansk tv-serie, 2025, 6 afsnit – TV2 Play
Skrevet og skabt af Karina Dam
Serien balancerer mellem socialrealisme og et krimiplot, der hurtigt fænger. Troværdigt portræt af livet i hjemmeplejen og det moralske minefelt, medarbejderne bevæger sig i. Glimrende skuespil af Iben Hjejle og Tessa, overraskende slutning.

The Ex-Wife
Britisk thrillerserie, 2022, 4 afsnit – dr.dk
Tasha lever det gode liv. Hun har det perfekte hjem, en mand, der elsker hende, og en sød datter. Men der er problemer i Paradis. Tashas mands ekskone, Jen, vil ikke lade dem være i fred. Hun blander sig i parrets bryllupsdag. Og da Tasha bliver mindet om, at Jen har tætte bånd til hendes mands familie, beder hun ham droppe al kontakt med Jen. For fans af visuel elegance, uforudsigelige plot-twists og stærke kvindelige præstationer – måske mindre for seeren, der lægger vægt på originalitet.

Kvinden i bunkeren (Bunkerkvinnan)
Svensk dokumentar, 2024, 3 sfsnit – dr.dk
I 2015 blev den svenske escortpige Isabel Eriksson bedøvet, kidnappet og holdt fanget i seks døgn i en underjordisk bunker af en dybt forskruet læge. Gennem dokumentaren, hvor hun blandt andet kommer tilbage til en rekonstrueret udgave af bunkeren, følger man hendes bearbejdning af de traumatiske oplevelser. Rystende og gribende.

Andre folks penge
Dansk-tysk finanskrimi-tv-serie fra 2025, 2025, 8 sfsnit – dr.dk
Handler om et netværk af rige investorer, banker og advokater, som udnytter huller i skattelovgivningen til at få fingre i mere end hundrede milliarder fra europæiske skattebetalere. Historien er inspireret af virkelige begivenheder, ikke mindst den såkaldte udbyttesag, hvor både de danske og de tyske skattemyndigheder blev lænset for store beløb. Spændende, men man skal holde ørerne stive for at følge med.

I ØVRIGT:
Wallpaper: This David Lynch auction offers a rare glimpse into the late filmmaker's life

At jeg næsten altid har slips på – medmindre jeg ligger i min seng omsluttet af Morfeus' arme – har min bekendtskabskreds efterhånden vænnet sig til. Men hvis jeg fortalte dem, at min slipsesamling indtil videre tæller 397 eksemplarer, ville de formentlig slå en skeptisk latter op og tro, at det var en af de sædvanlige overdrivelser, eller også ville de få en dyb rynke mellem øjenbrynene og begynde at frygte for min mentale tilstand. Derfor holder jeg det for mig selv.

Udover at slips kan være de rene kunstværker, hvis man har en smule interesse for design, mønstre og farver, og jeg i øvrigt godt kan lide at gå med slips, har jeg ikke trang til at forsvare min bizarre samlermani. For det viser sig, at jeg ikke er den eneste, der har det på den måde.

Slipsene bliver et spejl af både tidens gang og personlighedens udvikling – og i Frys hænder bliver det både rørende og morsomt

Stephen Fry, kendt for sit skarpe vid og intellekt og sin kulturelle allestedsnærværelse, har skrevet Fry’s Ties – The Life and Times of a Tie Collection på en dybt personlig og nostalgisk kærlighedserklæring til slips.

Det er en både visuel og tekstlig fornøjelse. Gennem anekdoter, fotografier og små essays udforsker Fry ikke bare sin omfattende samling af farverige, særprægede – for ikke at sige kitschede – slips, men også de minder og øjeblikke, hvert slips bærer med sig. Det er en rejse gennem hans liv fra skoledage og tv-optrædener til vilde ungdomsår og modne refleksioner, alt sammen filtreret gennem en strimmel stof bundet om halsen.

Det, der gør bogen til mere end et kuriosum, er selvfølgelig Fry selv. Hans velskrevne betragtninger, kombineret med skæv britisk humor og glimt i øjet, forvandler det, der kunne have været en overfladisk billedbog, til en charmerende og eftertænksom selvbiografi i forklædning. Hans evne til at gøre det trivielle til noget betydningsfuldt skinner igennem på hver side.

Fry’s Ties er ikke en klassisk biografi og handler ikke om mode. Den er let, løs og legende. Hvis man forventer store afsløringer eller en traditionel fortællestruktur, går man galt i byen.

Men for Fry-fans og folk med forkærlighed for britisk excentricitet og velformulerede observationer, er det en lille perle. Slipsene bliver et spejl af både tidens gang og personlighedens udvikling – og i Frys hænder bliver det både rørende og morsomt.

Bogen fortæller kun om 100 forskellige slips – forhåbentlig har Fry også nogle hjemme i skabet, så der er lidt mere at vælge imellem ...

For egen regning er jeg nødt til at tilføje, at enhver mand, der ejer bare ét slips, bør kunne binde en ordentlig slipseknude. Et dårligt bundet slips er værre end intet slips. For at citere Oscar Wilde: 'A well-tied tie is the first serious step in life.' Det er som at kunne koge et æg eller sy en knap i – et civiliseret minimumskrav. Man behøver ikke kunne hele repertoiret, men én knude, én man mestrer, er nok, og heldigvis er den enkleste slipseknude også den mest raffinerede: en four-in-hand er diskret og aristokratisk skæv, en sløjfe af underspillet elegance. Med lidt øvelse tager det under et minut – et minut investeret i værdighed. Prøv selv! >

Regnvejr om sommeren er stærkt undervurderet. Vi hylder solen, varmen og de evige grillpølser, men glemmer, hvor meget en god, gedigen sommerbyge betyder. Den bløder både landskab og sjæle op.

Regn forvandler landskabet. Den stille regn er som baggrundsmusik i en naturfilm. Den gør ikke noget væsen af sig, men sætter tempoet ned. Pludselig ser det hele ud, som om det har fået en gang klarlak. Træerne virker grønnere, luften renere. Selv de mest trætte haver får nyt liv. Ukrudtet får glans og selvtillid og ligner pludselig noget, man måske burde overveje at beholde.

Ukrudtet får glans og selvtillid og ligner pludselig noget, man måske burde overveje at beholde

Når regnen trommer på taget, som om nogen har tabt en sækfuld kikærter ud over det, føler man sig hjemme på en særlig måde, og det forhøjer nydelsen, når man sidder med en kop te*) i lænestolen, mens regnen slår mod ruden. Man har ikke lyst til at gøre noget, og det er der heller ingen, der forlanger. I bilen bliver vinduesviskerne dagens underholdning, når man glider gennem landskabet. Den monotone fejen frem og tilbage i en rytme, der aldrig helt passer til musikken i radioen, og man ender med at slukke for den.

Regnvejr er den perfekte undskyldning. For ikke at mødes, ikke at ordne haven, ikke at være effektiv. 'Det regner' er nok. Ingen stiller spørgsmål.

Regnen er sjældent noget, man kalkulerer med, men man husker den som regel. Cykelture, hvor man kom hjem som en druknet mus. Gåture, der blev til løb med jakken over hovedet. Eller sommeraftenerne i barndommen, hvor et tordenvejr ændrede alle planer, og man sad med vinduet åbent og talte sekunder mellem lyn og brag. Uvejr er en gave, når man har tag over hovedet og tid nok.

Sommerregnen fortjener kort sagt lidt mere anerkendelse. Den ødelægger ikke nødvendigvis ferien. Den er en påmindelse om, at man ikke behøver at nå noget hele tiden, og der ikke er noget galt i at sidde og glo ud i luften og vente på, at bygen driver over. Somme tider bestemmer vi bare ikke det hele.

Det regner, mens jeg sidder her og skriver. Behøver jeg at nævne, at stille sommerregn undertiden afføder lommefilosofiske blogindlæg.

*) Jeg drikker ikke te, men kaffe lyder for upoetisk.

Dagens for en gangs skyld relevante musikalske bonus

DIT OG DAT:

• Krigen i Ukraine får folk til falde over hinanden for at melde sig til Hjemmeværnet. Korpset, der plejer at holde vagt ved byfester med refleksvest og pølsetang består nu af nationalhelte.
• Ifølge Aarhus Universitet bliver næsten hver tredje mark overgødet. Forklaringen må være, at klimaforandringerne også skal have lidt at arbejde med.
• 40 russiske bombefly blev ødelagt, da Ukraine angreb med 117 droner efter 18 måneders planlægning. Russisk stats-tv har endnu ikke oplyst, at det bare var en flok vildfarne vejrballoner, som Putin personligt nedkæmpede i bar overkrop med et fingerknips.
• Flere danske medier har valgt at bruge spalteplads, redaktionel omtale og anmelderkapacitet på at konkludere, at Molslinjens nye Kombardo-sang er så ringe, at den ikke er værd at beskæftige sig med. Derfor har de allesammen gjort det.
• For 22 år siden blev Anders Fogh Rasmussen overhældt med rød maling af aktivister, og nu bliver det rødmalede jakkesæt en del af Nationalmuseets samling. Måske er vi så heldige, at der kommer en musical ud af det til næste år.
• I Norge har man forbudt rygning på legepladser og idrætsanlæg – forbuddet gælder formentlig også voksne. Det er dog stadig ikke forbudt at bande under børne-MGP.
• Odense Håndbold kom med i Champions League på grund af en fejl hos Dansk Håndbold og endte i finalen. Det svarer nogenlunde til at snuble ind på scenen, hvor Nobelprisen bliver uddelt, og få lov til at holde takketalen.
• USA's præsident og verdens rigeste mand er nu i åben konflikt. Alligevel er der ingen, der vil undre sig, hvis de er tilbage som bonkammerater i næste uge.
• I lang tid har drenge klaret sig dårligere i skolen end piger, men nu er der flere piger end drenge, der dumper i 9. klasse. Det må være deres måde at give drengene en chance på.
• Chefredaktøren, der blev fyret fra DR efter den udskældte dokumentar 'Grønlands Hvide Guld', bliver nu chef for TV2 Kosmopol. Lidt som at hyre kaptajnen fra Titanic, fordi han har erfaring med isbjerge.

LÆST:
Håkan Nesser: Ung mands rejse mod nat
Roman, 2025
Den niende krimi om vicekommissær Gunnar Barbarotti og hans kollega og samlever, Eva Backman. Koblingen mellem to mord er uklar, og måske har nogen stillet sig selv spørgsmålet: Er det altid forkert at slå ihjel? Skarp samfundssatire, psykologisk indsigt og klassisk spænding i en velkomponeret fortælling. Elegant og mere litterær end de fleste krimier.
SET:
Politidistrikt Lapland (Pohjoisen tähti)
Finsk krimiserie, 2023, 2025, 2 sæsoner – dr.dk
Serien følger den tidligere kvindelige verdensmester i boksning, Maria Pudas, der nu arbejder som politibetjent i Rovaniemi, Lapland. Sammen med sin makker opklarer hun forskellige forbrydelser, samtidig med at hun jonglerer med et kaotisk familieliv og overvejer et comeback i bokseringen for at hjælpe sin gældsplagede far. Hyggekrimi med komisk slagside og overspil. Ikke decideret dårlig, men en stilistisk rodebutik.

HØRT:
Stines søndag: Thomas Bredsdorff, litterat og forfatter – DR Lyd
Thomas Bredsdorff har haft litteraturen som ledestjerne, siden han var ganske ung – som professor på Københavns Universitet og på dagbladet Politiken, hvor han snart kan fejre sit 60-års jubilæum. I sine tre seneste bøger lader han litteraturen belyse både sit eget liv og kærligheden som fænomen. En kærlighed, der både rummer et langstrakt farvel til hustruen med Alzheimers, en sen kærlighed og barnebarnet Alba.

Måske er jeg ikke verdens mest tolerante menneske, men for eksempel kan jeg nøjes med at løfte et øjenbryn, når nogen spiser en pizza med bearnaisesauce. Folk, der springer over i køen, har jeg næsten vænnet mig til, og hvis nogen taler højt i telefon i toget, er det heller ikke noget problem, for jeg bruger aldrig offentlige transportmidler. Men der er én ting, én tilsyneladende lille ting, som får mit indre sproglige forsvarsværk til at kollapse i en orkan af vantro og foragt, mens røgen står ud af ørerne på mig: når nogen siger 'et hamster'.

Et hamster! Er folk blevet fuldstændig tonedøve? Hvad blev der af danskundervisningen i underskolen, hvor verden stadig hang sammen, og hamster uden diskussion var fælleskøn?

Hvad blev der af dansk-undervisningen i underskolen, hvor verden stadig hang sammen, og hamster uden diskussion var fælleskøn?

I kassekøen forleden dag (hvor der tilfældigvis ikke var nogen, der sprang over) stod der en mor med sin lille datter foran mig. Pludselig siger datteren: 'Mor, må jeg ikke godt få et hamster?' Moderen reagerede bare med et smil uden det mindste tegn på, at hendes barn lige havde trampet på den danske retskrivningsordbog, uvidende, men med den største selvfølgelighed.

Det er klart, at man til en vis grad må bære over med mindre børn, men 'et hamster' spreder sig som en grammatisk skimmelsvamp. Dårskaben hærger også i den yngre del af voksensegmentet – folk med job, hus og have siger også 'et hamster'. Et medlem af min egen familie (ikke den nærmeste!) fik for nylig fjernet alle sine visdomstænder på én gang, hvilket hun fortalte malende og hjerteskærende om. Hun afsluttede dramaet med bemærkningen: 'Bagefter lignede jeg et hamster!' Selv om jeg med min fantasi og min indre stemme prøvede at få det til at lyde naturligt, var det ikke muligt. Jeg kunne lige så godt have forsøgt mig med 'et kanin'.

Men hvorfor føles 'et hamster' som en fornærmelse mod selve sprogets sjæl? Fordi hamsteren (ikke 'hamsteret') er en skabning, man knytter sig til. Det er en lille pelsklump, der bor i et lyserødt plasticpalads med gangsystemer og et hamsterhjul, som aldrig bliver brugt om dagen, men larmer klokken tre om natten. 'Et hamster' kunne lige så godt være en datafil i et computerspil. Men som tidligere ejer af en djungarisk dværghamster kan jeg attestere, at en hamster er noget, man elsker. Noget, der får et navn og måske en Instagram-konto.

Sproget betyder noget. Det former, hvordan vi ser verden, og jeg nægter at leve i en verden, hvor man siger 'et hamster' uden at blive mødt af alvorlige, tunge blikke og en anbefaling om at bruge sin sunde fornuft. Der er ting, man ikke går på kompromis med. Ligestilling. Basale menneskerettigheder. En hamster.

>

Fra og med i dag er det officielt sommer, og der er mange ting at glæde sig over ved den danske sommer: de lyse nætter, den smukke natur, fuglefløjt, jordbær med fløde, isvafler og kold rosé. Selv om vejret er omskifteligt, er temperaturen for det meste behagelig, men der er også ulemper; en af dem er, at folk går fra at være almindeligt påklædte mennesker til at ligne strandgæster på flugt fra en tsunami. Der er bare det ved det, at de ikke nødvendigvis befinder sig på stranden, men i supermarkeder, på togstationer, i biografer og overalt på gader og stræder. I Deadline på DR2 har man set en lektor ved Forsvarsakademiet optræde i badeshorts og -tøfler, mens han leverede en krigsopdatering.

Enhver mand, der har planer om at iføre sig shorts, bør først overveje, om han selv har lyst til at se en anden mands knæ

Som mand er der selvfølgelig ikke noget galt i at have selvtillid, men der går en hårfin grænse mellem at nyde det gode vejr og at stå i kø på apoteket med bar overkrop, når man er løbet tør for solcreme. Udslidte, undertrøjelignende overdele med stropper gør ikke sagen meget bedre, især ikke sammen med shorts. Enhver mand, der har planer om at iføre sig shorts, bør først overveje, om han selv har lyst til at se en anden mands knæ – det vil forhåbentlig få ham til at droppe projektet. Mig bekendt er der heller ingen bagerforretninger, der anbefaler, at man står ved disken i tigerstribede speedos, åben hawaiiskjorte med udsigt til navlen og klipklapper på fødderne. Med hensyn til fodtøj er de fleste af den opfattelse, at det værste i verden er mænd med sokker i sandaler, men der er mindst én ting, der er værre: mænd uden sokker i sandaler med frit flagrende tånegle, der kunne bruges som våben i en horrorfilm.

Også kvinder er flittige bidragydere til sommerens tekstile mareridt. Sommer betyder tilsyneladende, at alt tøj skal være lavet af så lidt stof som muligt, og at bh'en åbenbart gik tabt i marts og ikke bliver aktuel igen før til oktober. Croptops bliver til crop-croptops, shortsene ser ud, som om de er fundet i en børnehave, og pludselig ser man flere bagdele og bare lår end i en fitness-reklame på Facebook. Solbriller så store, at de kan modtage satellitsignaler, er obligatoriske, og man spørger sig selv, om spejlet monstro er gået af mode. Man ser kvinder på vej til Netto iført bikinitop, gennemsigtig strandkjole og sko, der nærmest er ikke-eksisterende. Der er ingen strand i miles omkreds, og alligevel ser de ud, som om de er på vej hen efter en piña colada.

Byen er et fælles rum. Vi deler det. Det betyder, at en svedig, bar brystkasse eller flossede, lavtaljede denimshorts kan være noget af en mundfuld for omgivelserne, især når ejermanden/kvinden bøjer sig ned efter en avokado på den nederste hylde i supermarkedet.

Der er masser af måder at se sommerlig og afslappet ud på uden at ligne en, der har fået stjålet klædeskabet med indhold. Man kan selvfølgelig også havne i den modsatte grøft; der går en historie om Mærsk Mc-Kinney Møller, som en sommerdag på kontoret mødte en medarbejder iført et lyst jakkesæt og henkastet bemærkede: 'Nå, De skal nok på stranden i dag!' Ingen andre ville kræve, at man går rundt i jakkesæt og nylonstrømper, når det er sommer, men hvis man ved nærmere eftertanke ville føle det akavet at støde ind i en gammel kollega, skulle man måske konsultere et spejl og stramme lidt op.

Sommeren er skøn. Den gør en glad og indgyder mod. Alt for meget mod.
Og alt for mange glemmer, at der også er børn og folk med øjne i hovedet derude.

Lav, men behagelig musik til hele juni