Regnvejr om sommeren er stærkt undervurderet. Vi hylder solen, varmen og de evige grillpølser, men glemmer, hvor meget en god, gedigen sommerbyge betyder. Den bløder både landskab og sjæle op.
Regn forvandler landskabet. Den stille regn er som baggrundsmusik i en naturfilm. Den gør ikke noget væsen af sig, men sætter tempoet ned. Pludselig ser det hele ud, som om det har fået en gang klarlak. Træerne virker grønnere, luften renere. Selv de mest trætte haver får nyt liv. Ukrudtet får glans og selvtillid og ligner pludselig noget, man måske burde overveje at beholde.
Ukrudtet får glans og selvtillid og ligner pludselig noget, man måske burde overveje at beholde
Når regnen trommer på taget, som om nogen har tabt en sækfuld kikærter ud over det, føler man sig hjemme på en særlig måde, og det forhøjer nydelsen, når man sidder med en kop te*) i lænestolen, mens regnen slår mod ruden. Man har ikke lyst til at gøre noget, og det er der heller ingen, der forlanger. I bilen bliver vinduesviskerne dagens underholdning, når man glider gennem landskabet. Den monotone fejen frem og tilbage i en rytme, der aldrig helt passer til musikken i radioen, og man ender med at slukke for den.Regnvejr er den perfekte undskyldning. For ikke at mødes, ikke at ordne haven, ikke at være effektiv. 'Det regner' er nok. Ingen stiller spørgsmål.
Regnen er sjældent noget, man kalkulerer med, men man husker den som regel. Cykelture, hvor man kom hjem som en druknet mus. Gåture, der blev til løb med jakken over hovedet. Eller sommeraftenerne i barndommen, hvor et tordenvejr ændrede alle planer, og man sad med vinduet åbent og talte sekunder mellem lyn og brag. Uvejr er en gave, når man har tag over hovedet og tid nok.
Sommerregnen fortjener kort sagt lidt mere anerkendelse. Den ødelægger ikke nødvendigvis ferien. Den er en påmindelse om, at man ikke behøver at nå noget hele tiden, og der ikke er noget galt i at sidde og glo ud i luften og vente på, at bygen driver over. Somme tider bestemmer vi bare ikke det hele.
Det regner, mens jeg sidder her og skriver. Behøver jeg at nævne, at stille sommerregn undertiden afføder lommefilosofiske blogindlæg.
*) Jeg drikker ikke te, men kaffe lyder for upoetisk.
* * *
Dagens for en gangs skyld relevante musikalske bonus
Bloggens musikalske link bør ikke undre den læser, der har fulgt denne blogejers produktion af interessante indlæg såvel før som efter Coronaen epidemiologiske farlige lydspor. Musikvalget giver kommentatoren anledning til at sende en posthumt nodefyldt tanke til valloneren Alphonse Sax for at have skabt mit yndlingsinstrument.
Begrebet MPC står for "Motion Protection Clothing", der i forskellige varianter giver en vis beskyttelse mod regnen. En nutidig opfindelse, der for især fritidsmennesker har skabt et potent alternativ til paraplyen. Her ville det undre mig, hvis paraplyen ikke er det absolut foretrukne værktøj for blogejeren.
Samme blogejer er i sin egenskab af erfaren bilist bekendt med vinduesviskernes forskellige varianter af hastigheder. Nutidens recidiverende begreb ”skybrud” giver her nogle tiltagende dueller mellem naturens kræfter og automobilens teknik. Mon man kan ”regne” med, at fremtidens selvkørende biler kan finindstille musikken til regnens trommen mod forruden?
Jeg er meget glad for regnvejr! Bare ikke, når jeg skal være ude i det, for jeg kan ikke fordrage at blive våd. Havbad er også kun noget, andre gør ...
Men regn: ja tak. Jeg behøver ikke konstant sol, og regn har netop den virkning, du så smukt har formuleret det (jeg ved dog ikke helt om jeg er enig i det med ukrudtet ... 😊). De 12 mm vi fik i går, rækker dog til et stykke tid, for alt med måde. Regn er godt, men meget regn er ikke nødvendigvis meget godt.
Uvejr er en gave, siger du også. Jeg er enig og har lige siden jeg var en lille pige nydt at tælle sekunder i tordenvejr, været ved Vesterhavet i voldsomt blæsevejr eller kigget på skybrud. Det med gaven mener vi dog nok kun fordi vi bor hvor vi bor, hvor vores uvejr i andre og mindre heldige områder nok ikke engang vil blive betragtet som sådan.
@Erik Hiulegaard: Jeg tøvede med at linke til Sweet Rain med Stan Getz af frygt for at kede, så det glæder mig, at nogen har givet sig tid til at lytte. Efter min mening er det et mesterværk i moderne jazz, hvor Getz’ karakteristiske, varme tenorsaxofon kombineres perfekt med en yngre generation af musikere, herunder en dengang (1967) 21-årig Chick Corea på klaver. Nummeret er impressionistisk og eksperimenterende og langt fra den bossanova, Getz især er kendt for, og det rammer i mine ører fuldstændig stemningen af sommerregn.
Paraplyen er ganske rigtigt mit foretrukne våben mod gennemblødning, men har desværre begrænset anvendelighed i det blæsevejr, der som regel ledsager regnvejr af en vis styrke i dette land. Jeg råder derfor også over en særdeles lang regnfrakke, en kortere regnjakke samt lange og korte gummistøvler, hvis det skulle blev nødvendigt at bevæge sig udenfor under elementernes rasen.
@Ellen: Jeg har det på samme måde både – jeg foretrækker også at nyde regnvejret fra indersiden af en vinduesrude og med tag over hovedet. Havbad er heller ikke noget, jeg afsætter tid til ...
Siden jeg ikke længere skulle cykle til og fra arbejde, er jeg drypvis blevet mere regntolerant og kan anerkendende nikke til dine betragtninger om havearbejdet, som naturkræfterne forhindrer, alt mens man nyder lænestolens komfort.
@Eric: Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det ikke må være rart at cykle i regnvejr. Men hellere et regnslag end et hedeslag!