Engang var studenterkørslen en festlig afslutning på tre år med sved, tårer og komprimerede madpakker i skoletasken. Nu ligner det mest et omrejsende freakshow, hvor lastbilerne – pyntet som pornografiske paradevogne – tromler gennem gaderne som rullende beviser på eskalerende fladpandisering.

Er det ungdommelig kådhed? Ja. Er det også en æstetisk og sproglig katastrofe på fire hjul? Mon ikke.

Bannere, der tidligere bar ordspil af svingende kvalitet, er nu dekoreret med tegninger af bare bryster, ejakulerende kønsdele og slogans, der får graffiti på motorvejsbroer til at fremstå som højpoesi. Det er, som om nogen har givet en hel generation adgang til tuscher og alkohol – og sagt: 'Lav noget, der får jeres bedsteforældre til at tabe både tænder og tillid til menneskeheden.'

Er det ungdommelig kådhed? Ja. Er det også en æstetisk og sproglig katastrofe på fire hjul? Mon ikke.

Studenterne burde vel være fremtidens håb, men efter tre minutter bag en lastbil med banneret 'Vi kom, vi så, vi sprøjtede', får man lyst til at udvandre til Finland og slå sig ned ved en stille sø og leve af skovens bær.

Man kunne engang romantisere studentertiden som et dannelsesforløb. Nu virker det nærmere som et forsøg på at se, hvor langt man kan komme med 2,0 i snit. Eller var det promille?

Måske er det tid til at sætte barren lidt højere. Eller i det mindste tegne noget andet end testikler i overstørrelse. Vi trænger til en studentervogn, der signalerer 'vi er klar til livet' – ikke 'vi har tegnet et lem med solbriller'.

Ret skal være ret: i min tid var det ikke, fordi vi sad med stenansigter i vores silkevest og kravat og adstadigt lod os befordre rundt i en knirkende hestevogn trukket af to frederiksborgheste, mens vi reciterede Oehlenschläger i kor, og det var ikke hjemmelavet punsch fra en bowle af krystal, vi blev trakteret med undervejs. Vi havde heller ikke et banner med mottoet 'Gaudeamus igitur', men sangen var på repertoiret. Vi var så sent ude, at vi ikke nåede at skaffe en lastvogn til formålet og måtte tage til takke med en bus, som blev pyntet efter bedste evne med bøgegrene og lignende uskyldsrene symboler. Vi sang og hujede selvfølgelig undervejs, og faktisk var der også nogle, der fik for meget at drikke, men ingen der blev kørt til udpumpning, og omgivelserne blev i sagens natur forskånet for skråleriet i den lukkede bus. Bortset fra det talte det selvfølgelig til min tidligt udviklede magelighed, at vi kunne sidde på et ordentligt sæde hele vejen.