At jeg næsten altid har slips på – medmindre jeg ligger i min seng omsluttet af Morfeus' arme – har min bekendtskabskreds efterhånden vænnet sig til. Men hvis jeg fortalte dem, at min slipsesamling indtil videre tæller 397 eksemplarer, ville de formentlig slå en skeptisk latter op og tro, at det var en af de sædvanlige overdrivelser, eller også ville de få en dyb rynke mellem øjenbrynene og begynde at frygte for min mentale tilstand. Derfor holder jeg det for mig selv.
Udover at slips kan være de rene kunstværker, hvis man har en smule interesse for design, mønstre og farver, og jeg i øvrigt godt kan lide at gå med slips, har jeg ikke trang til at forsvare min bizarre samlermani. For det viser sig, at jeg ikke er den eneste, der har det på den måde.
Slipsene bliver et spejl af både tidens gang og personlighedens udvikling – og i Frys hænder bliver det både rørende og morsomt
Stephen Fry, kendt for sit skarpe vid og intellekt og sin kulturelle allestedsnærværelse, har skrevet Fry’s Ties – The Life and Times of a Tie Collection på en dybt personlig og nostalgisk kærlighedserklæring til slips.Det er en både visuel og tekstlig fornøjelse. Gennem anekdoter, fotografier og små essays udforsker Fry ikke bare sin omfattende samling af farverige, særprægede – for ikke at sige kitschede – slips, men også de minder og øjeblikke, hvert slips bærer med sig. Det er en rejse gennem hans liv fra skoledage og tv-optrædener til vilde ungdomsår og modne refleksioner, alt sammen filtreret gennem en strimmel stof bundet om halsen.
Det, der gør bogen til mere end et kuriosum, er selvfølgelig Fry selv. Hans velskrevne betragtninger, kombineret med skæv britisk humor og glimt i øjet, forvandler det, der kunne have været en overfladisk billedbog, til en charmerende og eftertænksom selvbiografi i forklædning. Hans evne til at gøre det trivielle til noget betydningsfuldt skinner igennem på hver side.
Fry’s Ties er ikke en klassisk biografi og handler ikke om mode. Den er let, løs og legende. Hvis man forventer store afsløringer eller en traditionel fortællestruktur, går man galt i byen.
Men for Fry-fans og folk med forkærlighed for britisk excentricitet og velformulerede observationer, er det en lille perle. Slipsene bliver et spejl af både tidens gang og personlighedens udvikling – og i Frys hænder bliver det både rørende og morsomt.
Bogen fortæller kun om 100 forskellige slips – forhåbentlig har Fry også nogle hjemme i skabet, så der er lidt mere at vælge imellem ...
En slipstrøm er et punkt eller område med lavere tryk end omgivelserne (delciteret). Man kunne med lidt omskrivende fantasi fristes til at parafrasere og notere sig blogejerens i vor tid næsten enegang omkring den trofaste og stædige daglige slipsebinding.
Aktuelt ses herreslipset næsten kun på studieværter og mandhaftige kvindelige kustoder; selv bankfolk har afgivet denne konservative og formelle tekstile bastion. Også kommentatoren har efter en 38 års slipsekarriere valgt at kapitulere, dog med enkelte undtagelser, hvortil bl.a. hører begravelser. Men her er fravalgt det sorte slips grundet en ”traumatisk oplevelse”, hvor man blev forvekslet med en bedemand (der også stadig holder slipsknuden stram).
Silkeslips er naturligvis et must. Mine i nutiden kun 20 slips rummer nogle lækre, fede silkeslips erhvervet i Belgien (Antverpen/Anvers). Måske har blogejeren også nogle favorit-indkøbs-destinationer?
Med fare for at blive ekskluderet som kommentator på denne kvalitetsblog erkendes, at jeg anvender Windsorknuden. En anden tilståelse er, at kommentatoren i sine mange slipseår løsnede på slipseknuden, når gradtallet passerede 25 Celcius. Fantasien kan bearbejde, om blogejeren også tillader sig nogle tilsvarende tolerancer…..
P.S. Stephen Fry er et multitalent, der bedst kan nydes i små doseringer, men nogen knudemand er han ikke.
@Erik Hulegaard: Jeg ser jævnligt artikler, der hævder at slipset er på vej tilbage, men det bliver ved påstanden. Slipset som en naturlig del af påklædningen er stendødt. Men det glæder mig selvfølgelig, enkelte repræsentanter for den kreative klasse som Mikael Bertelsen, Mads Brügger og Informations chefredaktør Rune Lykkeberg insisterer på at føre sig frem med slips om halsen.
Det meste af mit arbejdsliv har jeg tilbragt i miljøer, hvor slips ikke var comme il fautl og og fejlagtigt blev forbundet med afgrundsdyb borgerlighed. Derfor tager jeg nu revanche. Dog kommer jeg nok aldrig til at gå med alle de akkumulerede slips, hvoraf en stor del bare er samlerobjekter og kuriosa. Et udvalg på 20 som kommentatorens havde været fuldt tilstrækkeligt.
En full Windsor kræver næsten jakkesæt, hvor en four-in-hand er mere alsidig og kan anvendes til næsten ethvert antræk (korte bukser undtaget!). Har slipsestoffet en vis tykkelse, kan en windsorknude blive meget voldsom – omvendt kan en four-in-hand blive for klejn, hvis stoffet er tyndt, men det kan der kompenseres for med en dobbelt four-in-hand, hvor man vikler slipset en ekstra gang rundt, inden man binder knuden (ses det ses på billedet ovenfor).
Skal man holde sig til de klassiske regler, bør valget af slipseknude afhænge af, hvor bredt mellemrummet mellem skjortens flipper er, men det tillader jeg mig at se stort på.
Bortset fra det, blander jeg mig ikke i, hvad andre eventuelt har om halsen, så længe det ikke er en færdigbundet butterfly med velcrolukning.
Slips som sådan skal jeg ikke gøre mig klog på, men jeg kunne godt have undt dig et besøg i den londonske butik, som udelukkende handler med slips. Eller handlede, for jeg tror desværre, at den nu er lukket. Vi undrede os i mange år over, at man kunne have et så snævert sortiment. Demn gik åbenbart heller ikke i længden, men den lå der i maaange år.
Jeg er stor fan af Stephen Fry. Du er sikkert ikke til den slags litteratur, men jeg har lyttet til alle Harry Potter-bøgerne udelukkende pga. ham. Jeg er i gang med at lytte til Conan Doyles samlede værker, hvor Fry ligeledes er oplæser. Han er ganske enkelt suveræn - som han også var det som vært på QI gennem mange år. Den halvdanske Sandi Toksvig er dog absolut en værdig afløser.
Prøv at lytte til Fry i denne video, hvor han siddende overfor en præst beskriver Gud som 'a maniac' og det der er værre. Jeg elsker simpelthen dette klip: https://www.youtube.com/watch?v=-suvkwNYSQo
@Ellen: Mon du tænker på Tie Rack, der alene i London havde 7 forretninger, blandt andet i Oxford Street og Regent Street + over 400 forretninger fordelt over hele verden, som nu alle er lukket? Sørgeligt, men ikke underligt, slipsets status taget i betragtning. Men jeg har da en håndfuld, der står Tie Rack på.
Jeg er ikke nogen kostforagter, hvad litteratur angår, og det er et rent tilfælde, at jeg ikke har fået læst Harry Potter-bøgerne, men det kunne da være, at man skulle forsøge sig.
Tak for YouTube-klippet – 'capricious, mean-minded, stupid' :) Jeg er tilbøjelig til at give Stephen Fry ret i hans ateistiske synspunkt, at der ikke kan være en kærlig og retfærdig Gud med alle de uforskyldte lidelser i verden. Jeg skal ikke gøre mig klog på det, men en teolog ville sikkert afvise argumentet ved at henvise til, at det netop den slags lidelser, Gud selv har trådt ind i og lover at overvinde – eller noget ... Under alle omstændigheder et tankevækkende videoklip.
Stephen Fry er uovertruffen!